Der er mere end 1600 templer i Osaka. Templet her er Nadas familietempel, hvor familiens afdøde er bisat.

Osaka 1. april 1991

Kære alle sammen

I dag er det 2. påskedag hos jer. Jeg håber, I har nydt ferien. Min påske kom i høj grad tir at stå i buddhismens tegn, i det jeg i går var med til en "gudstjeneste" i et lille, buddhistisk tempel i Osaka.

Der er som bekendt et hav af templer og shrines i Japan, og Osaka er ingen undtagelse. Selve den buddhistiske lære er opdelt i en lang række forskellige sekter, hver med sit kendetegn.

Templet, jeg besøgte, tilhører "pure land"-sekten, hvis oprindelse skriver sig til 15O0-tallet. Sektens kendetegn er, at dens medlemmer ikke mener, at frelse skal søges via individuel kontemplation/meditation. Det enkelte menneske kan ikke selv finde "det indre lys" ved at frigøre sig fra det jordiske liv og bindingerne til materialismen.

"Pure land"-sekten har et pessimistisk historiesyn og et tilsvarende menneskesyn. Mennesket kan ikke undslippe den sørgelige verdensorden, vi lever så at sige i de sidste tider.

Mennesket må forlade sig på en frelse ved indgriben udefra, ifølge "Pure land."-sekten er det en frelse fra en af de buddhistiske guddomme.

Denne frelse er på forhånd sikret og det gælder alle mennesker, "onde' såvel son "gode".

Derfor blir det enkelte menneskes søgen efter individuel frelse via f. eks. meditation på forhånd utilstrækkelig og i en vis forstand unødvendig.

Her er der visse paralleller til protestantisk teologi, forskellene i øvrigt ufortalte.

Det religiøse liv ved templet blir' således præget af taksigelse og bøn. Den ceremoni, jeg skulle overvære sammen med Nada-san og frue var en mindeceremoni for afdøde slægtninge. Den slags ceremonier afholdes fem gange om året, fordelt på årstiderne og af forskellig længde. Denne ceremoni varede fem timer.

Nada-san og frue ved indgangen til familietemplet. Jeg skylder de to en stor tak for deres utrættelige gæstfrihed, som førte mig bag scenetæppet den ene gang efter den anden. I dag er det en mindeceremoni for afdøde slægtninge.

Ceremonien indledes med, at den enkelte tempelgænger renser familiegravstedet, sætter blomster derved, tænder et bundt røgelsespinde.

Derefter fællesspisning i et slags menighedslokale. Jeg behøver ikke nævne, at man naturligvis sidder på gulvet, og at man naturligvis spiser ris og tang og sådan noget.
Selve ceremonien finder sted i tempelsalen, hvor deltagerne sidder på gulvet på fine tæpper. Tempelrummet rummede i dette tilfælde et alter med en guldbuddha og mange remedier, ligeledes i guld. Ud over hovedalteret var der to sidealtre.

Før ceremonien begyndte, gik præsten rundt og snakkede med folk, han gjorde opmærksom på, at tempelsalen trængte til udvidelse, man måtte gerne spytte lidt i kassen osv. Han sagde også noget vittigt, jeg ved ikke hvad, men folk lo.

Ceremonien indledtes med en halv times anråbelse i kor:

Amida Butsu, Amida Butsu, Amida Butsu……

 

Under anråbelsen anslår alle en lille, hul trætromme.

Der slås i takt efter præstens anslag.

Man kunne for så vidt godt sige, at det giver en helvedes larm, - på den anden side danner trommelydene og gentagelsen i kor af de samme anråbelsesord (Amida Butsu) en slags syntese, som minder om den vestlige musiks overtoner: på en gang altså larm, men også sanselig vellyd på trods heraf. Seancen "samler" menigheden, skærper koncentrationen.

Efter denne halve times anråbelse, går præsten for alteret, vifter de onde ånder væk, anråber om Buddhas tilstedeværelse. (Amida Butsu skulle være en japansk gengivelse af det indiske Amitabha Buddha)

Herefter fik en munk ordet- Han var en slags omrejsende prædikant fra et søstertempel i Tokyo. Han talte ordet og viste smukt kalligraferede papirplancher frem for menigheden. Han udlagde teksten. Drog sammenligninger til hverdagens Japan. Så meget kunne jeg forstå af enkeltopsnappede ord og kropssprog. Han brugte retoriske virkemidler, folk lo, han talte emotionelt, folk fik tårer i øjnene. Han sagde noget i retning af: Vi skal huske at takke vore forældre, medens vi har dem, når de er døde, € er det for sent. Så: husk det lille ord, tak.

Efter en times prædiken tog præsten over- Der var nu mere bøn og sidealteret blev religiøst "åbnet". Dette sidealter bruges specielt til højtideligheder i forbindelse med afdøde. Ved alteret stod omkring hundrede, nyfremstillede, millimetertynde træskilte, hver ca. 75 cm lange.

Herpå var skrevet navnene på de døde samt den efterlevendes navn. Skiltene blev indviet ved at stænke vand på dem.

Herefter blev hver enkelt kaldt frem tit alteret, knælede ned, dryssede lidt røgelse i røgelsesskrinet. Som en slags afslutning blev en ca. 20 meter lang kæde med 5 cm store trækugler båret frem. Kæden har vel bestået af omkring 100 kugler, - i hver kugle var indgraveret navnet på den enkelte familie, som var medlem af menigheden.

Menigheden, som sidder på gulvet, lader kæden gå rundkredsen rundt, medens anråbelsesordene (Amida Butsu) uophørligt memoreres.

Denne del af ceremonien gjorde et stærkt indtryk på mig, fordi der så tydeligt var et slags positivt fællesskab mellem deltagerne: det er noget særligt at sidde på gulvet, det er "kropsligt" ligesom f-eks. dans.

Ceremonien afsluttedes ved at deltagerne bar træskiltene ud på gravpladsen, hvor de blev opstillet ved den pågældende families gravsted.

Men der er meget at se på i et buddhistisk tempel. Det minder om den katolske kirke, som altid har brilleret med spektakulær iscenesættelse i modsætning til de tilknappede helligsteder af protestantisk herkomst.

Det er skam slet ikke af vejen med guld, røgelse og myrra skær, - det kan da også blive for kedeligt alt sammen, lad os få lidt billeder at kigge på, kirken er alligevel en skøge.

Ja, ja.

De smukke, hvidkalkede danske kirkesale har nu også deres egen, strenge skønhed.

Om lørdagen besøgte jeg Muraki og hans kone i Kobe. De gav lækker frokost og vi- fik os en lang snak - på dansk. Jeg regner med at få mere at gøre med Muraki, idet han sikkert sk.al være min tolk ved Tokyo-foredraget.

I øvrigt skal han til Danmark i juli måned og måske skal jeg vise han nogle ældreplejesystemer derhjemme.

Men det er pudsigt at sidde i Kobe og se billeder fra Fruens Bøge, få fremvist et brev fra ens søster.

 

Mærkeligt. Dejligt.

 

Menigheden i Osaka sender hilsen til menigheden i Frejas sal. Guds fred og nåde med jer alle.

 

Kærligst

Max

Toshiaki Muraki og frue.