Osaka 27 03 91

Kære alle sammen

Så er det blevet onsdag før påske og det regner. I disse dage går jeg og venter på nærmere instrukser fra ministeriet med hensyn til dette projekts videre forløb. Jeg har for en uges tid siden fremsendt min rapportering til ministeriet, har også nogle gange rykket for svar, hidtil uden resultat.

Det er lidt irriterende ikke at kunne få ordentlig besked.

Folkene i Asahi Juken spørger med mellemrum: Hvad sker der i den danske lejr?

Så for mig er det i den forstand lidt af en ventetid.

I den nærmeste fremtid skal jeg holde en del foredrag, - jeg slutter af med foredrag i Tokyo den 24/4.

Jeg rejser fra Tokyo til Dk d. 28/4 og regner ikke med at skulle af sted igen.

 

I går var Nada og jeg på besigtigelsestur til Irlakayama, - en by, der ligger ca. halvanden times kørsel fra lzumi-shi. Vi skulle se på en byggegrund, hvor Asahi-Juken påtænker at opføre et større boligbyggeri.

Projektet er i den tidlige planlægningsfase og Nada-san sagde, at jeg jo kunne blive og tage del i planlægningen, - men nu som fastansat i Asahi Juken.

Jeg ved snart ikke.

Senere på dagen, da vi havde afsluttet besigtigelsen og havde været på visit på A.J-'s lokalkontor, var vi kommet til den del med at skylle gummer….

Nada-san fortsatte med at tale om det nye projekt: Jeg skulle blive en rig, rig mand- Jeg skulle få en stor, stor bil.

Han talte også om Japans historie. Han er en vidende mand.

På søndag har han inviteret mig med til en buddhistisk ceremoni i det tempel, Nada-sans familie gennem grenerationer har været knyttet til.

Det glæder jeg mig til, idet denne oplevelse klart vil ligge ud over sædvanlige turistoplevelser.

Jeg studerer for tiden noget faglitteratur om Japans religioner for derigennem at uddybe min forståelse af det samfund, jeg færdes i.

Som altid er den tidlige religionshistorie tæt vævet sammen med landets verdslige historie: Så studiet af shintoisme/buddhisme/konfucianisme og folkereligion blir gode, foreløbige indfaldsvinkler til forståelse af nutiden, ligesom det giver gode indfaldsvinkler til forståelse af de historiske bygningsværker, jeg har set, f.eks. borganlæg, som har spillet en rolle under shogunaterne.

 

Religion og politik har altid været sammenvævet. Buddhismen var i begyndelsen overklassens religion, medens shinto havde større, folkelig appel.

Disse ting afspejles også i bygningsværkerne. Jeg er meget interesseret i at få læst mere om shogunaternes storhedstid, - det må imidlertid vente til jeg kommer hjem: Men at se krigsudstyret, boligerne, hverdagsting fra 1600-tallet er bare fantastisk.

Mange små levn fra fortiden bringes med ind i nutiden. F.eks. er det fast praksis at anvende segl i kontorrutinerne, selv om man råder over al mulig slags teknologisk isenkram. Et segl er almindeligvis fremstillet af træ eller plastic, hvori der er indgraveret efternavnet på den pågældende person.

 

Alle har deres personlige segl. Skal man f.eks. have udleveret et frimærke, skal mindst to personer godkende transaktionen. Det gøres ved at stemple med det personlige segl.

Skal der købes en byggegrund til 30 millioner, bekræftes handelen ved de involverede parters segl.

Jeg behøver ikke at nævne, at jeg slet ikke kan stå for den slags. For den sags skyld kunne jeg tilbringe resten af livet med at stemple med sådan et segl.

Det er klart, at jeg selv hurtigst muligt skulle have fat i sådan et.

Følgelig forklarede jeg mit brændende ønske for kollegerne på kontoret. Da den første vantro havde lagt sig, startede de nærmere, vidtløftige planer om, hvorledes sagen skulle gribes an.

For det første: Hvilket navn skulle indgraveres? Og kunne dette navn oversættes til den del af det japanske skriftsprog, som er kinesisk af oprindelse- Kanji.

Der er ingen der hedder Oles'søn på kanji. Heller ikke Max. Eller Suhr. Så, hvad så?

Jeg fik fundet et passende mærke, som lod sig oversætte til kanji.

Så af sted til den statsautoriserede segl-gravør. Vi endte med at være en hel delegation, som pludselig stod i den stakkels mands værksted (i sig selv meget interessant).

 

Først skulle han sættes ind i den hvide mands pudsige ønske- Så skulle der vælges skrifttype, i det kanji kan udføres på 117 forskellige måder. Så skulle der vælges materialer. Så skulle der aftales pris.

Son det så ofte går i den slags situationer, blev håndværkeren grebet af situationen: Dette segl skulle ikke være et almindeligt, dagligdags standardsegl- Det skulle jo snart foretage en rejse tit den anden side af jordkloden og der gøre Japan og kunsthåndværket ære.

Så seglet skulle skæres i vandbøffelhorn. Der blev aftalt en besigtigelsesdato, hvor han ville have forskellige prøver liggende klar, således at jeg kunne vælge den type skrifttegn, jeg bedst kunne li'.

Prisen endte med at blive meget, meget favorabel. Man bliver helt flov over venligheden.

I går kunne jeg så hente mit segl. Nu skal jeg så blot Iære at bruge det:

 

På lørdag skal jeg besøge Toshiaki Muraki, som er cand. mag. i dansk fra Odense Universitet, og som endvidere er søster Lenas og

Christians bekendte. Han bor i Kobe, ca. en times tid med toget fra Osaka Central Station.

Kærlige hilsener

Max