Min tredje erindring med Ford V8'eren som baggrund er også fra 1958. Det var det år, fars synsproblemer begyndte. Far var siden sit fjotende år diabetiker og i 1958, hvor han var fyldt 32, fik han de første blødninger på øjets nethinde. Når disse blødninger indtraf, var hans syn kraftigt reduceret. En dag kørte far og jeg hjemmefra i Ford V8'eren, vi skulle køre tværs gennem Odense fra Næsby til min farmors hus på Dankvart Dreyersvej. Far sad ved rattet, men kunne ikke se. Jeg sad ved siden af ham og udfyldte rollen som hans øjne. Jeg skulle med mine instrukser holde ham midt i vejbanen, fortælle hvornår der skulle bremses langsomt op ved rødt lys, og hvornår han skulle tage sig i agt for cyklister. Jeg nød det sportslige i arrangementet, 'han hedder Max, og han er vaks', det var en øvelse i præcis kommunikation. Men det var også et første strejf af bagvedliggende sorg over min fars skæbne som en mand, der mister syn og selvhjulpenhed. (Ford V8'eren på billederne er ikke vores Ford. Der eksisterer ikke fotos af fars bil, som var flødefarvet, ikke blå. Men fandens til køretøj, det var det).