Kære alle sammen!

Mit forhold til drømme har altid i overvejende grad været akademisk, - det er yderst sjældent, at jeg er i stand til huske blot den mindste bid af en drøm.

Men jeg har med stor interesse læst om andres drømme: mareridt, hvor den drømmende ikke kan undslippe en eller anden bizar situation, det blir' bare ved og ved.

Det, der kun hænder andre i drømme, hjemsøger mig i den virkelige verden. Den ene gang efter den anden. Det starter altid på samme måde. Jeg skal foretage mig et eller andet, ganske almindeligt, dagligdags, som ikke gir' andre mennesker problemer. Noget ukompliceret, som det mindste barn kan udføre uden nogen som helst anstrengelse.

Som nu i dag-...

Jeg havde en lidt dårlig smag i munden og trængte virkelig til en pastil, en gajol. Jeg kan ikke lide japanske gajoler, de smager, som røgelse lugter.

Jeg købte derfor en pakke tyggegummi og tog plads i undergrundstoget, hvor jeg under avislæsningen med barnlig fryd kunne hengive mig til nydelsen af et stykke sort (?) tyggegummi.

Ved ankomsten til min sædvanlige station var tyggegummiet udtygget, det havde mistet den sidste rest af velsmag og, og...- ja, så er det, det hele ligesom begynder at gå galt.

Hvad stiller man op med et stykke udtygget tyggegummi, når man er iført habit, elegant overfrakke og attachetaske?

Jo, naturligvis. Man tager diskret tyggegummiet ud af munden Det var, hvad jeg gjorde. Jeg nulrede diskret tyggegummiet mellem fingrene for ligesom at danne en lille kugle, som let lader sig smide væk. Jeg mener: Jeg har udført dette lille kunststykke rundt regnet en million gange, dengang jeg gik med knickers. I begyndelsen klæber tyggegummiet en lille smule, men når det først er blevet nulret lidt, slipper det let, I ved, det gir' sådan en lækker fornemmelse mellem fingrene, ik?

Men ikke i dag.

Tværtimod. Tyggegummiet gav sig til at klæbe helt vildt, og snart var højre hånds fingre totalt indsvøbt i stadset.

Jeg satte attachetasken fra mig og prøvede så værdigt, det var mig muligt, med venstre hånd at løsne tyggegummiet.

Der havde allerede nu samlet sig et lille opløb, der interesseret levede med i begivenhederne.

Foto fra Tenoji-station, hvor jeg hver dag skiftede fra subwayen til Japan Railways. Perronen står ikke mennesketom så længe

Tenoji station. Det er forbavsende så mange, der kan vælte ud af toget på ingen tid...

Tenoji station. Det er ingen kunst at samle folk på perronen. Men at få dem til at blive stående! Det kræver et blegansigt med tyggegummi på fingrene....

Der havde (som nævnt) allerede nu samlet sig et lille opløb, der interesseret levede med i begivenhederne.

Nu var begge hænders fingre totalt klistret sammen, og jeg var hektisk optaget af at skille mig af med klæbemassen.

Jeg turde ganske enkelt ikke kigge op, men vendte ryggen til publikum. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at tænke på det der med drøm og virkelighed. Kunne det her virketig overgå mig? Og hvorfor?

Men mareridtet fortsatte ufortrødent:

I min attachetaske har jeg altid nogle engangsservietter liggende. (Noget skal man jo ha' i tasken, ikke?).

Snarrådigt, omend med noget besvær, fik jeg manøvreret låsen op, fik forsigtigt fremdraget et styks serviet og påbegyndte aftørringen af fingrene, men - oh rædsel- nu blev servietten også hængende og snart var alle fingrene besat med små stumper, itureven serviet.

Situationen var ligesom ved at gå i baglås og mit japanske publikum nød i fulde drag denne uventede demonstration af den hvide mands kunnen.

Jeg opgav renselsesprocessen og forlod åstedet så værdigt, det var mig muligt, med hænderne indviklet i tyggegummi og serviet.

På kontoret blev jeg årsag til en forsinkelse af den daglige appel, idet det tog mig, hvad der føltes som evigheder, at få hænderne vasket rene.

 

Hvorfor sker den slags for mig i virkeligheden? Hvorfor kan jeg ikke bare drømme den slags, ligesom alle andre mennesker?

Kan jeg vente nogen hjælp fra mine nærmeste? Kan jeg regne med forstående medfølelse?

 

Mange japanere har ikke denne medfølelse. Ved en analytisk gennemgang af formiddagens hændelser forstår jeg jo nok, at situationen - set udefra- kan have et skær af komik.

Men alligevel. Det står OS meget fjernt at gøre os til gode med andres ulykke.

 

Bare det at se et blegansigt fremkalder hos mange japanere fnisende henrykkelse. Det har jeg oplevet mange gange. Og man er jo ligesom afvæbnet på forhånd, når man ikke kan fyre et eller andet giftigt af på lokalsproget.

Desværre går det også ud over (rigtige) vanskabte.

Jeg har flere gange set folk bryde sammen af grin ved synet af en handicappet.

Jeg vil ikke sige, at det er mit almindelige indtryk af japanere. Tværtimod.- Men det er dog noget man lægger mærke til, når man færdes her til daglig.

I går (søndag) var jeg på sightseeing i et andet kvarter af Osaka. Jeg fik set Osaka Castle, som ligger i et smukt parkanlæg.

Mange kærlige hilsener fra

Max

Osaka Castle, som også spillede en historisk rolle i berømte slag mellem forskellige shogunater. Her fotograferet sammen med blomstrende kirsebærtræer. Jamen, altså!

Osaka Castle ligger i Osakas centrum, omgivet af en vandgrav og en ringmur. Man kan tilbringe en hel dag med at få set hele slotsanlægget, som i sig selv er en oase midt i den travle by.