Morgenappel på kontoret

Kære alle

Jeg har nu haft to uger i Japan og skulle måske fortælle lidt mere om min arbejdsdag. Som tidligere nævnt er jeg på kontoret lidt i ni om morgenen.

Dagen indledes med morgenappel, eller hvad man nu skal kalde det. Jeg blev faktisk noget forbavset, da jeg første gang oplevede denne morgenappel: Jeg havde allerede sat mig til rette ved mit skrivebord og sad bøjet over papirerne, da jeg pludselig registrerede, at der blev helt stille omkring mig, og at alle stod op og så forlegent på mig. Jeg rejste mig naturligvis straks op og havde vel en fornemmelse af, at en eller anden havde fødselsdag (eller var død eller hvad ved jeg, folk så alvorlige ud). Pludselig råber – nærmest smælder – yngste kontorist et eller andet for mig uforståeligt. Alle svarer højt og lydeligt i kor. Og bukker.

Jeg har fået min tolk til at forklare, hvad der råbes:

[se-i-djits] – Honesty

[leisets] - Politeness

[dolyoku] – Effort

[dankest] – Cooperation

[egao] - Smile

Efter denne markering af firmates ‘værdier’, holder direktør Nada-san en kort peptalk og nævner dagens program og de dertil knyttede ’mål’. Så får først næstkommanderende, dernæst anden næstkommanderende ordet, hvor de fortæller, hvad de vil foretage sig. Seancen afsluttes med endnu lidt slagord, mere bukken, hvorefter alle sætter sig igen. Nu serverer kontorpigerne grøn, japansk te. Og så starter morgenmødet. Chefen Nada-san taler nu i en mere afslappet tone, hvortil alle lytter andægtigt. Han siger tydeligvis nogle vittigheder, hvilke ikke mindst han selv morer sig over.

Så får andre ordet, uanset rang. Alt personale – fra rengøringsdamerne, havemand til de øverste funktionærer deltager og får derved på effektiv måde information om, hvad der elementært foregår på arbejdspladsen, men nogen diskussion bliver det ikke til. Alle noterer chefens ord.

Nu – efter 5-10 minutter - kan dagens arbejde begynde.

For mit vedkommende drejer det sig lige nu om at udarbejde nogle evalueringsskemaer til indkredsning af graden af motoriske svækkelser, intellektuelle funktioner, emotionelle funktioner (sic!) hos de kommende beboere i ældreboligbyggeriet, Building J.

Jeg må foretage en del ordbogsopslag for at finde de præcise, engelske termer. Når jeg har færdigproduceret et evalueringsskema, bliver det oversat til japansk. Den slags arbejde med ’plejesystemer’ eller ’plejetyngdemåling’ arbejder jeg normalt ikke selv med i detaljer i Danmark.

Jeg får tilsyneladende ikke så meget med organisationsudvikling at gøre, - det er nu ellers det, jeg er god til, men hvad pokker: Okay, de betaler, så må de gøre den brug af mig de vil (tilføjer jeg, alligevel lidt surt).

Jeg har haft en samtale med direktør Nada-san og givet udtryk for mine synspunkter. Måske kommer der alligevel andre boller på suppen?

Jeg skriver jævnligt indberetninger til min baggrundsgruppe i Socialministeriet og får dem sendt med fax.

 

I forbindelse med den forestående indvielse af ældreboligbyggeriet skal der afholdes to seminarer, - ét den 22/2 og ét den 23. Jeg har deltaget i planlægningen af disse to seminarer, fået skrevet mit eget foredrag på engelsk og fået socialministerens og embedsmændenes taler sendt videre til japansk tolkning. Jeg er spændt på seminarerne, hvortil der forventes 800 deltagere. Der bliver sikkert en masse sociale forpligtelser med middage, flere taler, sightseeing osv.

Jeg glæder mig også til at få talt med dem hjemmefra.

I øvrigt arbejder mine japanske kolleger vildt meget. Jeg er begyndt at forlade kontoret ved 19.30 tiden, - men de bliver ved. (to gange inden for den sidste uge har de arbejdet HELE natten og kun sovet et par timer på kontoret).

Det er sindssygt. Alle er tilsyneladende forpligtede til at blive, når f.eks. afdelingslederen arbejder. Så vidt jeg kan se, er der en masse spildtid involveret i det her, for nogle af dem, der bliver, har øjensynligt ikke noget at kunne gøre, og dog kan de ikke tillade sig at tage hjem.

Men – indrømmet – japanerne gør det jo godt – industrielt set.

Selve ældrebyggeriet, som uvist af hvilken grund har fået det engelske navn Building J, kort Bj, er et luksusbyggeri. Tanken er, at 60 årige kan købe sig lejeadgang til en bolig med indbygget pleje/omsorg, som de kan gøre brug af, når behovet opstår.

Det koster 3 millioner kroner at købe denne lejeadgang til boligen. For disse penge har de bolig, så længe de lever, samt – som nævnt – adgang til pleje, når det bliver nødvendigt. (Til sammenligning: en dansk institutionsplads koster årligt 300.000 kr., altså med en 10-årig horisont 3 millioner kr.).

Når dødsflad indtræffer, tilbagegår lejlighederne til Asahi Juken, som så kan sælge dem på ny.

Ud over de 3 millioner ved indflytning må beboerne holde sig selv med kost og betale for lys og varme. Samt yderligere en månedlig sum, hvis de får brug for mere end kortvarig standardpleje.

Der er 119 ældrelejligheder. Alt i alt – jeg har regnet efter – en ganske god forretning for Asahi Juken.

Lejlighederne markedsføres som ældrelejligheder med indbygget DANSK kvalitet (indretningsmæssigt og plejemæssigt). Skandinavisk kvalitet på ældreområdet er højt estimeret – i Japan!

Kvaliteten er i øvrigt slet ikke dansk, når det kommer til stykket. Men den får alt, hvad den kan trække i helsidesannoncer med dansk ministerbesøg, dansk konsulent tilknyttet projektet osv., osv. Jeg har oparbejdet en lidt ubehagelig følelse af, at min tilstedeværelse i mindre grad drejer sig om rådgivning end om reklameeffekt. Hmm.

Det vil jeg alt sammen overveje i den kommende tid. Sprogvanskelighederne er mangfoldige, hvilket forsinker opklaringen.

Jeg har det fortsat fortrinligt og sender hilsener til alle.

Kærlig hilsen

Max