Osaka 11, februar 1991

Kære alle sammen

Arbejdsdagene er meget lange. Min dag begynder 6.30 med morgenmad på hotellet. Dernæst spadserer jeg til nærmeste undergrundsstation og tager toget 7.45.

Jeg er fremme på kontoret i Southern Park, Building J, ved ni tiden, og så varer arbejdsdagen til kl. 20 eller 21. Så en times undergrund tilbage til hotellet. Sådan har hele sidste uge været, inklusive lørdag.

Søndag og i dag, mandag, hvor det er national helligdag, har jeg haft fri, hvilket jeg virkelig har nydt. Jeg har brugt disse to fridage til at orientere mig i kvarteret, hvor jeg bor.

Udsigt fra mit hotelvindue, Osaka downtown.

Mit skrivebord på hotellet med en bog om, hvordan man siger grimme ting på japansk.

Osaka er virkelig en metropol med en ufattelig mængde mennesker. Under mit hotel er der et underjordisk indkøbscenter med gader, som strækker sig over flere kilometer, og – utroligt nok – består det underjordiske kvarter af flere etager. Hernede finder man også subwayen, som på én gang er meget effektiv og meget indviklet af finde rundt i. Nu tager jeg som antydet selv undergrundsbanen frem og tilbage til mit arbejde. Jeg er ret stolt over at kunne finde ud af det, idet skiltningen i de underjordiske gange næsten udelukkende er på japansk.

Man er ganske enkelt nødt til at gøre et forsøg på at forholde sig til japansk. Retningsangivelserne, jeg skal bruge i undergrunden, har jeg tegnet i min lommebog, hvis jeg pludselig kommer i tvivl, om jeg skal gå i den ene eller anden retning. Af tale har jeg foreløbig lært at sige kampei, hvilket – og det er et tilfælde – betyder skål.

Kilomterlange underground shopping-gader.

I dag, mandag, har jeg været på indkøbstur og fået købt et kamera. Det er fuldautomatisk (håber jeg), for jeg kan ikke læse den japanske brugsanvisning. Fotoforretningen har dog lovet at sende mig en brugsanvisning på engelsk.

I dag spiste jeg sammen med min tolk Inoue. Senere på dagen vovede jeg mig ind i et stormagasin med flere etager. Mi provinsielle rådvildhed må have vakt mere end forbigående opmærksomhed (jeg er hele tiden overfokuseret på ikke at fare vild): Jeg blev tiltalt af en kvinde af ubestemmelig alder: ’Can I (h)elp you?’

Jeg var egentlig på udkig efter en skakcomputer, men jeg har ikke kunnet gøre nogen begribelig, hvad jeg søger. Måske spilles der ikke så meget skak i Japan?

Men tilbage til kvinden. Hun førte mig rundt i stormagasinet for at finde sådan en skakcomputer. Uden held. Så sagde hun: ’I want to meet you again, sir’.

’Yes?’, svarede jeg forekommende. ’ I want to improve my English’, fortsatte hun.

  Der ER virkelig langt mellem blegansigterne her i Osaka. Det er noget man bliver opmærksom på, når man færdes mellem de 8 millioner mennesker i Osaka. Som blegansigt skiller man sig i den grad ud fra mængden. Ikke at folk er slemme til at stirre, - men alligevel.

Der er langt mellem blegansigterne

Nå, ja.

Jeg vil fortsat ikke komme nærmere ind på mit arbejde. Jeg har lidt problemer med at hænge på, hvilket ikke nødvendigvis er min skyld.

Problemstillingen i projektet er meget indviklet eller forvirrende, og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal tackle situationen.

Den 22. og 23. februar kommer den danske socialminister med hele sit følge for at være med til indvielse af ældreboligbyggeriet, Building J. Socialministeren skal transporteres rundt i Rolls Royce, medens vi andre må nøjes med Cadillac.

Jeg har færdiggjort min tale til den 22. og 23. Talen er til oversættelse i ministeriet i øjeblikket.

Alt vel.

Kærlig hilsen

Max

Ny adresse:

Asahi Juken co., Ltd.

Silver Life Dept.

Att: Max Suhr Olesen

2-3-6 Waki cho Izumai-shi

Osaka 594, Japan.

Ældreboligbyggeriet 'Building J', set i baggrunden med gavlen til.