Osaka 4. februar 1991

Kære alle sammen

For at sige det lige ud! Jeg har travlt og har derfor ikke megen tid til brevskrivning. I må derfor finde jer i at modtage dette brev som et fællesbrev.

Rejsen herud tog 18 timer fra Ågade, Vejle til lufthavnen i Osaka. Jeg fløj over Stockholm (mellemlanding) og ind over Sovjet. Da var det allerede blevet mørkt, så jeg så kun nogle få glimt af sibiriske byer fra 10.000 meters højde.

Da jeg nåede Japan kl. 8-9 stykker om morgenen (ca. 24.00 om natten dansk tid) var det lyst, så jeg havde en fantastisk visuel oplevelse af Japan med bjerge og alt det der.

Jeg landede i Narita lufthavnen ved Tokyo og havde lidt besvær ved at orientere mig i lufthavnen. Det virker forvirrende med totalt uforståelige skilte med japanske skrifttegn. Godt nok er der skilte med engelsk tekst, men der ikke altid logik i anvisningerne. Fra Tokyo fløj jeg videre til Osaka, hvor jeg landede kl. 12.00, japansk tid.

Jeg blev afhentet i limousine med chauffør og hele svineriet. Jeg blev kørt til kontoret og fik hilst på forskellige staff members. Det der med at hilse foregår på en for mig helt speciel måde:

Man nærmer sig hinanden bukkende og holder sit visitkort frem. Visitkortet modtages, man bukker lidt, læser interesseret kortets tekst, bukker lidt igen og kommer med lidt strubelyde, som hai, hai. Samme dags aften, fredag, var jeg ude at spise med chefen og hans medarbejdere, efter forinden at være blevet indkvarteret på et af Asahi Jukens luksushoteller (Hotel Sennichimae), hvor jeg fik hvilet lidt.

Middagen bestod af en masse delikate, japanske retter. Jeg holdt en lille tale for mine kommende, japanske kolleger og havde på forhånd indstuderet nogle forekommende bemærkninger – på japansk! Chefen Mr. Nada (Nada-san) spurgte mig undervejs, hvilken slags drinks jeg foretrak, og det kan næppe overraske, at jeg svarede. Whisky! Aha, hvilket mærke, ville Nada-san vide. Hele historien endte med, at han bestilte en hel flaske af dyreste mærke, alene til mig. Ideen er, at flaksen opbevares i baren, og når man indfinder sig, foreviser man sit medlemsnummer og får udleveret sin private flaske, ledsaget af en hel den bukken fra tjenernes side. Medens jeg skriver dette, sipper jeg anstrengt mådeholdent til privatwhiskyen.

Er dette sundt? Er det godt for mig? Synes jeg om det??

***

Om lørdagen blev jeg afhentet på hotellet af limousinen og kørt til Southern Park, som er det byggeri, jeg skal beskæftige mig med i de kommende måneder. Southern Park ligger i en forstad til Osaka.

 

Lørdag aften var jeg ude at spise med nogle medarbejdere. Det foregår naturligt nok med spisepinde, og jeg måtte spørge mig selv, hvorledes det er muligt, at et menneske som jeg kan være udstyret med en SÅ dårlig finmotorik. Efter endt spisning blev jeg afleveret på hotellet ved 22-tiden.

 

Imidlertid lå der en besked til mig fra direktør Nada-san. Om jeg ville på natklub? Jeg nåede ikke at ringe til ham, - han stod nu allerede i hotellets vestibule: ’Nu går vi!’

Så jeg kom på natklub. Meget, meget eksklusiv. Og blev beværtet. Og blev opvartet af meget, meget eksklusive hostesses (ikke geishaer) Nogle af dem var helt fantastisk klædt i traditionelle, historiske dragter. Der blev taget fotos, som jeg vistnok får udleveret eksemplarer af. Nada-san betalte undervejs for pigernes opvarten ved at stikke kuverter med penge ind under kimonoen. Betalingen var så rigelig, at vi blev fulgt helt ud på fortovet, da vi forlod natklubben.

Natklubbens prima inter pares: 'Geisha'

Om søndagen var jeg på udflugt til byen, Nara. Det er en af de gamle tempelbyer. Her gik vi (Nada-san, hans kone og jeg) rundt hele dagen. Jeg så verdens største skulptur, forestillende Buddha. Om aftenen overværede vi en særlig festival, hvorunder djævlene skulle fordrives. Festlighederne var så komplicerede, at jeg afstår fra at forklare dem pr. brev.

Foran Todaiji-templet

Todaiji templet

Den store Buddha i Nara

Fru Nada tv, Nada-san (th), foran Five Story Pagoda, Nara

Five Story Pagoda, Nara

Under besøget i Nara fik jeg lejlighed til at spise shabu-shabu. Det er oksekød af okser, der er opfedet med øl. Kødet spises i tynde skiver, som først dyppes i en slags fonduegryde. Det er klart en luksusspise, og det smager fortræffeligt.

Søndag aften blev jeg kørt hjem i limousinen – godt forfrossen (Nara ligger i bjergene).

I dag, mandag, har været min første arbejdsdag. Arbejdsforholdene er meget specielle, men det vil jeg vende til ved en senere lejlighed. I øvrigt blev jeg i dag interviewet til en japansk Tv-station. Udsendelsen kommer på lørdag. Jeg fik kun et ganske kort varsel inden interviewet, hvilket jeg ikke var tilfreds med.

Jeg befinder mig godt, men er selvfølgelig stadig spændt på det hele.

Det er ensomt at være blandt ene japansk-talende. Jeg har en tolk, som følger mig som en skygge. Han taler ikke særlig godt engelsk, så det er svært at føre en samtale.

Kærlig hilsen

Max

Shabu shabu