Far som dørsælger

På bagsiden af billedet står der med onkel Bannes skrift: ”Op med Humøret Johs, du ser saa traurig ud. Og: Til min lille Gudsøn Max, fra din Onkel Banne. 1949.” Med min fars håndskrift står: ”Da vi forsøgte os som Fotografer på Langeland.”

Her står far uden for et hus på Langeland. Han er på arbejdsrejse, for han har cyklen med. Han bor i Odense og er cyklet hele vejen til Langeland for at møde sin bror, som også er på arbejdsrejse. Med cykel, - og kamera, for det er min onkel Banne, som har taget fotoet. Det er 1949, og jeg ved ikke, om Banne på det tidspunkt stadig bor på Ærø, eller om han nu bor i Odense. Men at han er på cykel er helt sikkert.

De kører rundt til private husstande og tilbyder sig som fotografer. De kan tage et billede af folks huse, eller børn, eller hvad det skal være. Folk synes ikke, at det er mærkeligt, at de kommer til døren for at sælge noget, for helt op til begyndelsen af 1960’erne var det den helt almindelige måde at lave marketing på: at banke på døren for at sælge et eller andet, ting eller tjenesteydelser. Fra min barndom i 50’erne husker jeg herrefrisører, som kørte rundt til gårdene med rullende salon – på en motorcykel! Min bedstefar og alle min mors brødre i Hvalpsund solgte fisk fra en Nimbus med sidevogn. Brød, mælk, hjemmeslagtere, forsikringer, bøger, ugeblade, leksika – alt blev solgt direkte ved dørsalg.

 

Fars og Bannes cyklende fotoforretning gik ikke så godt, tror jeg, for på bagsiden af fotoet har far skrevet: ”Da vi forsøgte os som Fotografer på Langeland”.

 

De forsøgte sig med mangt og meget salg ved dørene. Jeg tror, at de allerede i 1946/47 deltog i abonnementssalget af ugebladet ’Hus og Hjem’. Det var min farfar, der havde generalagenturet for Hus og Hjem. Generalagenturet, sådan omtalte vi det med stolthed i familien i mange år. At farfar havde agenturet indebar, at han stod for alt salg af Hus og Hjem i hele Danmark. Han havde et stort kontaktnet af sælgere og var en særdeles holden mand i 30’erne og 40’erne. I forbindelse med salg af et abonnement til Hus og Hjem fik abonnenterne velkomstgaver i form af for eksempel bestik eller glas. Jeg nævner det, for jeg har ved arv stadig nogle af de omtalte velkomstgaver opbevaret i skab og hylder.

 

 

 

Jeg antager, at far og Banne deltog i salget af Hus og Hjem, for i marts 1946 havde far og Banne salgsdistrikter ved Kalundborg, hvor de overnattede på Hotel Postgården. Min mor var stuepige på hotellet, og de to brødre må have opbudt al deres charme, for de blev gode venner med mor, som mange år efter sagde, at de brødre havde opdaget, at hun var frygteligt kilden, hvilket gentagne gange blev afprøvet så længe, at mor måtte råbe om nåde. Mor opgav jobbet og flyttede med far til Odense i 1947, og i 1948 blev jeg født.

 

 

 

Da min farfar døde i 1949 var det slut med agenturet og Hus og Hjem. Efter det mislykkede forsøg som fotografer kom de to brødre til at arbejde som forsikringsagenter for Dansk Folkeforsikring (Dansk Folkeforsikrings Anstalt). De havde distrikter flere steder i landet, og indtil først i halvtredserne cyklede de stadig rundt, fra hus til hus. Da jeg blev født i 1948, blev der ringet til en kro i Jylland, hvor far boede på sin ugentlige forretningsrejse. Det var i nærheden af Vejle, og så ville han gerne hjem for at se sin søn. ”Hvad gjorde du så, far? – Jeg cyklede hjem om natten!” Jeg var ret imponeret over det, for der er immervæk 70 km fra Vejle til Odense. Dansk Folkeforsikring var et særdeles landskendt forsikringsselskab. Folk var utrygge ved at bruge penge på f.eks. livsforsikringer, men blev overtalt til at tegne forsikringen, idet de (så let som ingenting!) kunne spare sammen til præmien ved hjælp af ’spareuret’. Spareuret fik de gratis, men det kunne kun gå, når det blev fodret med en to-krone hver ugedag. Når forsikringspræmien skulle betales, var pengene sparet sammen i spareurets indbyggede ’kasse’. Alle, der er så gamle som jeg selv, kender spareuret, for det stod snart sagt i alle danske hjem i 50’erne, ja, faktisk i mange år derefter.

 

 

 

Især kom far, Banne og fars ældste bror, Niels, til at udgøre et slags uformelt salgsselskab. De boede sammen på kroer rundt omkring i landet, hvor de havde deres salgsdistrikter.

 

Når far og brødrene var sammen, udvekslede de altid erfaringer om, hvorledes man solgte til alle mulige forskellige typer kunder. De morede sig over deres egen opfindsomhed og psykologiske iagttagelser, skønt det var utænkeligt, at de kunne have brugt det ord. Men psykologi var det.

 

 

 

Far og onklerne tjente gode penge på det der, men tanken om, at de foretog sig moralsk angribelige handlinger, strejfede dem ikke. De deltog i et slags oplysende arbejde. Havde folk flest måske bare en eneste forsikring mod noget som helst? Og var leksika, ret beset, ikke et i høj grad samfundsgavnligt fænomen?

 

 

 

Senere skiftede far som den første i familien til Standard Forlaget., efterfulgt af ikke mindre end 3 brødre og 1 fætter. Standard Forlaget udgav Dansk Jagt Leksikon, senere Dansk Husmoder Leksikon, senere Dansk Konversations Leksikon, senere Lieberkinds Dyrenes Verden.

 

 

 

Fælles for værkerne var, at de udkom i hæfter, som folk bandt sig til at købe i 3-4 år, indtil de havde samlet hele værket, som kunne indbindes på ”favorable” vilkår.

 

 

 

Det var ikke forsikringer, men det var stadig nyttigt og samfundsgavnligt. Var der måske ret mange familier, der ejede et leksikon?? Og var det måske ikke noget familiens børn kunne bruge, når de skulle glimre under skolegangen? Og kostede det hele ikke mindre pr. uge end Familie Journalen?

 

 

 

En gang om måneden rejste far til Vendersgade i København. Her havde Standard Forlaget adresse, og far skulle tale med salgsdirektøren. Og naturligvis skulle jeg med lejlighedsvis. Jeg stod i lære til noget stort og skulle kunne begå mig.

 

 I 1961 var mine forældre, en af fars venner, min søster og jeg på ferierejse til Spanien. Far havde lejet en bungalow lidt nord for Barcelona. Når man kørte i de små landsbyer i Catalonien, var det som at være på opdagelsesrejse. Der var praktisk taget ikke turister i baglandet bag Barcelona. En febril svirren af cikader i middagsheden, støvede landevje og kommunikation på bedste beskub efter parlør. Et sted købte vi vin i en landhandel. Vinen blev tappet på en flaske, der forinden var skyllet i vand. Far drak vinen af flasken og så solbrændt ud.

  

Det var under hjemturen, som gik over Paris, at far fik sin første blødning på nethinden. Far var diabetiker siden sit fjortende år, og nethindeblødninger er en senkomplikation ved diabetes.

 

Vi holdt rast på en vinmark i Frankrig, og med et kunne far ikke se en meter frem for sig. Han kunne lige akkurat skimte konturerne af os, når vi stod tæt på.

 

I Paris så vi Notre Dame og Moulin Rouge. Jeg husker strengt taget ikke synsindtrykket af bygningerne. Kun sansningen: at vi andre så , og at far ikke så.

 

Far var 34 i 1961. Nu kørte fars ven bilen, mor sad i midten, og far sad yderst til højre foran. Vi børn lå bag i vognen. De voksne morede sig i Paris og undervejs på bilrejsen. Stemningen var ikke kun trykket, men undervejs var far tavs og kendeligt nedtrykt.

 

Far fortsatte sit arbejde som dørsælgende repræsentant. Han kunne ganske vist ikke køre i bil til sine salgsdistrikter, men Banne foreslog, at de kunne sælge sammen. Ved nogle kundebesøg var det fars kunder, og far skulle føre ordet, skønt han var ledsaget af Banne. Ved andre kundebesøg var det Bannes kunder, men de fulgtes ad ind. Det var en god ordning, de havde tidligere været makkerpar med Hus og Hjem og spareurene. Og selv om de skulle følges kunne de mageligt sælge det, de hver i sær havde brug for pr. dag.

  

Nogle uger gik på den måde.

 

En aften under en salgsrejse mødtes min far og Banne med onkel Niels et sted i Jylland på en kro. Som altid, når de var sammen, gik snakken over nogle øl. Ved et træf kommer far til at overhøre nogle bemærkninger mellem Banne og Niels. Banne nævner i fortrolighed for Niels, at det naturligvis er en hæmsko at skulle deltage i fars salg som ledsager.

 

Far tilkendegiver straks, at han er kommet til at overhøre samtalen, og at samarbejdet mellem Banne og far måtte ophøre med det samme. Hvordan ordene er faldet ved jeg ikke, skændtes gjorde de ikke. Men far ville ikke ligge til last. Samme aften ringer han til mor og beder hende hente sig i bil i Jylland.

 

Nogle dage senere, da Bannes salgsrejse er slut, kommer han forbi i Odense. Jeg var hjemme og husker, hvor forfærdelig ulykkelig Banne var. De to brødre stod hinanden nær og Banne var min yndlingsonkel. Men nej, nu ville far klare sig selv.

 

Far tog nu alene med rutebil til et salgsdistrikt, han havde på Fynshoved. Han kunne skimte sig frem og undgå de værste ulykker med stokkens hjælp.

 

Far havde i mellemtiden været på et kort kursusophold på Blindeinstituttets kursusejendom i Hobro, hvor han lærte sig at færdes med bl.a. den hvide stok.

 

I perioder var synet næsten normalt, indtil nye blødninger på nethinden indtraf.

 

Ud over at dørsalg senere blev afskyvækkende og forbudt ved lov, var dørsalg under alle omstændigheder en vanskelig metier. Jeg ved ikke præcis, hvordan far greb salget an under de nye omstændigheder. Kun at han over for kunden kom med en kort, bagatelliserende omtale af sit dårlige syn. Men han har ikke kunnet aflæse kundens ansigtsudtryk og deraf udlede, hvorledes ”salgstalen” skulle tilrettelægges.

 

Det er min fars øjeblik, jeg beskriver. Hans meget ensomme rejser med stok og rutebil og smukt jakkesæt til Martofte, Fynshoved.

Jeg stiller skarpt på modet, der skulle mobiliseres for at gennemføre forehavendet.

En aften kommer far ikke hjem, men ringer fra en restauration i Odense. Han er til det yderste nedtrykt, har fået en ny blødning på nethinden og er snublet ind i tjørnehække i Martofte.

 

Så meget forstår jeg på min mor. Far vil ikke komme hjem.

 

Om jeg ikke kunne tage ind og snakke med ham? Over for mig måtte han vel lægge en dæmper på sit - i bogstaveligste forstand  - sortsyn, tror jeg, mor har ræsonneret. Var jeg 12?

  

I hvert fald husker jeg det som min første trøstemission.

 

Jeg ser ham allerede igennem restaurantens vindue, da jeg nærmer mig gennem strøgpassagen. Han sidder ved et bord med hvid dug i restaurantens fjerneste hjørne. Han har løsnet slipset og holder på et ølglas. Han bærer mørke solbriller.

Jeg kan blive overvældet af sorg, når jeg i dag erindrer mig denne situation. Dengang var der ingen tårer, men jeg havde blodsmag i munden, da jeg skubbede døren op og nærmede mig min fars bord.

 

Fars karriere begyndte på Langeland. På cykel.

Max Suhr Olesen

 

****************************************************************

Dyrenes Verden af Ingvald Lieberkind

Ugebladet Hus og Hjem

Spareuret fra Dansk Folkeforsikring. I toppen af uret er der et møntindkast.

Onkel Banne og tante Else med mine kusiner Britta, Jytte og Ulla.

En artikel og nogle erindringer

Efter nogle år med tiltagende synsproblemer blev far totalt blind i 1961. Det skete på en bilrejse til Spanien. Far havde forinden været på Blindehjemmet i Hobro for at lære bl.a. blindskrift og maskinskrivning. I 1963 blev han interviewet til ugeblade og aviser.

Her sidder far med sin Erika-skrivemaskine. Det er i stuen på Skovvænget 4, Næsby. (i dag Næsby Skovvænge 37). Fotoet på bordet er et ungdomsbillede af mor. Fotoet er taget af Fyens Stiftstidende i 1963.

Far i ugebladet Ude og Hjemme

Artiklen, som gengives her nedenfor, har jeg som udklip. Desværre er udklippet ikke forsynet med oplysninger om, hvilket blad, der er tale om, ligesom der ikke er angivelse af årstal. Imidlertid er jeg ret sikker på, at artiklen har været bragt i ugebladet Ude og Hjemme, som i de år excellerede i positive skæbnehistorier fra hverdagslivet. Årstallet må være 1963.

Nu bringes først artiklen ukommenteret. Efter artiklen har jeg indsat noget erindringsstof, som også berører fars blindhed og sygdom, og hvordan det påvirkede stemningen i barndomshjemmet.

 

 

Mørket har sine lys

 

Det totale mørke kom til han, da han lige var godt i vej med sin karriere. Et øjeblik var han slået ud, men så gik han og konen i kamp, og der blev masser af lys i hans mørke.

 

Af C. C. Andersen, (Ugebladet Ude og Hjemme, nr. 37,1963?)

 

 

 

- Jeg var til fodboldkamp forleden eftermiddag, det var en knippelgod kamp. De Odense-gutter spiller godt.

 

- Den anden dag var jeg i biografen med min kone, men det var en dårlig film, vi så...

 

Hverdagsagtige konversationsemner, når man sidder overfor en ung, moderne forretningsmand som repræsentant J. Suhr Olesen i en dejlig villa i Næsby, lidt udenfor Odense.

 

Det er h a m, der havde været til fodboldkamp og ham, der havde været i biografen. Og man siger nåh-ja, indtil man studser, fordi manden jo er blind.. 1oo pct. blind. Fodboldkamp og film?

 

 

 

- Åh jo, siger han, jeg forsøger at leve så tæt op ad det almindelige liv, som jeg på nogen måde kan, og vi var i den lykkelige situation her i familien, da ulykken kom – og mørket var en ulykke - at vi satte os for at holde sammen, kone, børn og blinde mand. Drengen går med mig til alle fodboldkampe, og vi ser de fleste af dem, der er. Han forklarer med stilfærdig selvfølgeligbed spillets gang så levende for mig, at jeg virkelig føler, at jeg s e r fodboldkampene. 0g sjældent tænker på, at jeg egentlig ikke k a n se. Det samme i biografen. Det er danske stykker, vi går til, da har jeg lyden, og lidt forklaring får jeg efterhånden undervejs i filmen, hvis det er tiltrængt. Så kan De måske forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at mørket trods alt har sine 1ys.

 

Vi besøgte Suhr Olesen, fordi vi på redaktionen en dag fornylig fik et brev fra en landmand i Vestjylland. Denne mand havde haft besøg af Suhr Olesen og kun ved et tilfælde opdaget, at manden med det lyse sind var 100 pct. blind. Prøv at få en snak med ham, skrev landmanden, så vi kan høre, hvordan det går til at bevare sit lyse humør i en situation, der ville forekomme de fleste af os for en livsens tragedie.

 

- Nu er der det ved min skæbne, siger Suhr Olesen, at mørket ikke just kom overraskende. Min kone og jeg havde vidst i adskillige år, at det en dag kunne komme så vidt. Jeg har siden mine ganske unge dage haft sukkersyge, og den sygdom har en tilbøjelighed til at få følger af forskellig art. I mit tilfælde blev følgesygdommen det med øjnene. Synet blev gradvis dårligere og dårligere, og lægen havde vel ikke direkte sagt mig, at jeg var på vej til det dybe mørke, men dog stillet mig i udsigt, at det k u n n e blive værre endnu med det svindende syn. Jeg har så tit tænkt på bagefter, at han måske s k u l l e have fortalt mig, da han vidste, at jeg højest havde tre års syn igen, hvordan det stod fat. Joh, for det kunne være, at man ville have udnyttet disse tre år endnu mere intensivt, end det nu blev tilfældet. Det kan altid være et spørgsmål, om en 1æge skal fortælle sandheden om en alvorlig sygdom, for det er vel individuelt, hvordan den syge tager det. I mit titfælde, tror jeg nu nok, det havde været rarest at være forberedt. Det lå som sagt lidt i luften, men ikke i en så kategorisk form, at man for alvor ville tro, at det skulle ske, at lyset en dag var helt væk.

 

 

 

Da det kom, havde jeg en god stilling. Vi havde bygget hus her, og jeg var sælger for et bogforlag. Havde et stort distrikt, der udelukkende var bygget op på personlige besøg hos kunderne. Da det var gået op for min kone og mig, at mørket, da det VAR kommet, ville blive stedsevarende, følte jeg det først, som om alt lukkede sig omkring mig. Som om alt pludselig stod i den uendelige håbløsheds skær. Skulle man leve som invalid resten af sit liv?

 

Depressionen - og den var dyb - varede vel 8 dage. Så talte min kone og jeg ud om sagerne, og vi blev enige om, at der ikke var andet at gøre, hvis jeg ikke ville gå ti1 bunds i selvmedlidenhedens sump, end at vi tog fat på at bygge det videre, vi var midt i. Passe jobbet, som om intet var hændt. Min kone har været en knag til at stå mig bi i den svære tid, og uden hende var det aldrig gået. Hun blev min chauffør, og hun blev den, der skulle låne mig sine øjne, om jeg så må sige. Hun kører os rundt til de distrikter, vi skal besøge, og hun fø1ger mig til hver enkelt kunde. J e g snakker, det er jeg bedre til, og h u n skriver de kontrakter, der skal skrives, når en kunde gerne vil købe eet af de værker, vi kan tilbyde.

 

 

 

Jeg bestræber mig i det daglige på, at så få som muligt skal opdage mit handicap. Hører folk, at jeg er blind, går samtalen nemlig næsten altid automatisk i stå, og man aner den medlidende tavshed. Åh, denne stakkel, kan man føle, de tænker. 0g så kan det være svært at komme i gang med en naturlig samtale igen.

 

 

 

Folks optræden overfor blinde kan ofte være sådan, at den er lidt pinlig for os. Skal de hjælpe os over gaden f eks, slæber de i os, som om vi var gangbesværede også. Det eneste, vi gerne vil have i en sådan situation er en blid hånd på skulder eller arm. Vi vil gerne så langt, det er muligt, behandles som andre mennesker. Mennesker, der ’bare’ har det ene handicap, at vi ikke kan se lyset.

 

Det sker, når vi kommer ud til kunderne, at een eller anden spørger mig, hvad jeg synes om det billede, han eller hun har hængende på væggen. Så plejer jeg at sige, at det er lidt svært for mig at bedømme, for jeg har lidt vrøvl ned mine øjne. Først når man direkte spørger mig, om jeg er blind, siger jeg ja.

 

Da mørket kom for alvor, havde jeg ikke i starten troet, at der kunne lære så mange lyspunkter i det. At man kunne komme til at leve en tilværelse så nær den daglige, som tilfældet virkelig b1ev. Det har også kun været muligt, fordi min kone og to børn har været så enestående. De viser automatisk den stilfærdige tilbageholdenhed, en blind så gerne vil have. De maser sig aldrig på med deres hjælpsomhed, hvis de ikke føler, at den er absolut nødvendig. Men så er de der også - diskret og naturligt.

 

Jeg har så ofte tænkt, at der burde skrives en afhandling om seendes omgang med blinde. Når vi er ude til fest hos bekendte, bliver jeg som regel sat ved siden af min kone. Så spørger de rare værtsfolk gennem hende, om "han vil have et stykke kød”, om ”han vil have en kop kaffe mere”, om ”han vi1 have sukker i kaffen” - i stedet for at spørge den blinde selv. Det er den slags småting, der til tider kan føles mere generende end handicappet i sig selv.

 

Hvis man spørger mig, om jeg aldrig savner dette at kunne se, om jeg har affundet mig med min skæbne, ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede synet. Der er så uendelig mange ting, jeg gerne ville kunne se engang imellem. Forstå det ikke som noget sødsuppeagtigt, når jeg siger: F eks et lykkeligt og glad smil fra et menneske, man holder af. En skov, når den klæder sig i forårsdragt, farven på ens yndlingsblomst, og jeg kunne nævne endnu en lang række ting. Så er jeg endda på det punkt heldigere end så mange andre, der er berøvet synet. Alle dem f eks, der er født med deres blindhed, og aldrig har set det lykkelige smil, en grøn bøgeskov eller en rød rose. Jeg fik trods alt så mange år, hvor mine øjne fik lov at se tingene omkring mig, så det sete står prentet i mit sind. Derfor havde det måske alligevel været rart nok, om man havde fået advarslen om det, der syntes uafvendeligt, så betids, at man havde kigget ekstra meget i den sidste tid, der v a r tilbage.

 

Da mørket kom, havde man ingen falske forhåbninger til mig. Man har ikke lovet mig, at synet nogensinde skal komme igen, for det er een af de ting, man anser for usandsynligt.

 

Man kunne have fået en skæbne, der var meget værre end min. Mistet sin forstands brug, mistet sin fulde førlighed eller mistet een, der stod een nær, bare for at nævne enkelte ting. Jeg har i erstatning for det syn, jeg tabte, fået så mange andre glæder og opmuntringer. F eks beviset på, hvad et familiesammenhold er værd, når det virkelig skal stå en prøve som det, vi har været igennem.

 

Jeg kan i sandhed sige i dag, at mit job bliver passet så godt, som det blev det, før jeg mistede synet. Jeg har et vældigt distrikt at passe, og min kone og jeg kommer store dele af landet rundt så godt som hver eneste dag ugen igennem, måned efter måned, år efter år. Havde jeg sat mig hen i en stol og ruget over den tunge skæbne, tror jeg, det ville være gået galt. Det værste, der kan ske, når man rammes af mørket, er efter min opfattelse, at man går i stå. Det kommer an på hurtigst muligt at fortsætte og udnytte de muligheder, der dog trods a1t er.

 

Man skal i livet kun tælle de lyse timer, er der et godt, gammelt ord, der hedder, og det kan lyde lidt selvmodsigende, når jeg siger, at det i meget høj grad også gælder for den blinde. Også i hans eller hendes tilværelse vil der være masser af lyspunkter, bare man forstår at finde dem, når de er der, og holde dem fast.

 

Jeg sagde Dem før, at min kone hjælper mig i det daglige, min store dreng og jeg cykler ofte ture i naturen, når jeg har fridag. Vi har en tandem, og han sidder foran og styrer, alt imens han fortæller. Så har jeg en dejlig oplevelse, for jeg føler, at jeg er med i det alt sammen. Føler, at jeg ikke blev sat udenfor samfundet, da ulykken kom.

 

Vi tager også på ferierejser. Vi har været i syden med vor campingvogn flere gange i de senere år, og jeg oplever turen med dens skønhed stærk og intens. De andre fortæller og jeg føler og fornemmer det storslåede, der ligger derude. Jegtror, jeg kommer hjem med mindst ligeså rige minder om rejsens vidunderlige dage, som mange seende gør det.

 

Sidde på en strandbred og fornemme solen og varmen derude fra Middelhavet f eks. Fornemme, at dets atmosfære er helt anderledes end en hjemlig strands. Eller sidde og høre de fremmede tungemål, når folk går forbi. På deres stemmer kan man høre, om de er unge, lykkelige og glade eller måske gamle og trætte. Man lærer at børe på en helt anden måde den dag, man ikke længere har synet til at hjælpe sig i sine daglige vurderinger.

 

Mange mennesker tænker sikkert ofte - f eks når de møder en blind eller hører om blindhed hos en bekendt – hvor forfærdende det ville være i deres egen situation, om d e n skæbne skulle ramme dem selv. Jeg kan sige Dem, at min erfaring har været, at det alt sammen går, bare man ikke sætter sig hen og tror, at med mørket var livet og dets lykkelige timer slut.

 

Lad det af alt det, jeg her har sagt, ikke et øjeblik se ud, som om jeg ikke synes, at blindheden er et hårdt slag, når det rammer. Men det er ikke den udslettende katastrofe, som jeg engang havde troet. Livet går videre – og også mørket har sine mange lys. Dejligt mange…..

 

C.C.Andersen