INDHOLDSFORTEGNELSE

LITTERATUR 1

 

Vær venlig at scrolle ned til følgende indhold:

 

1

Willa Cather. O Pioneer.

 

2

Donna Tartt. Stillidsen.

 

3

David Guterson. Sneen på Cedertræerne.

 

4

John Steinbeck. På rejse med Charlie

 

5

Gert Mak. USA. En rejse.

 

6

Per Petterson. I Kølvandet.

 

7

Marcel Proust. På Sporet af den tabte Tid. Del 1 og 2

 

8

Erik Satie og Marcel Proust.

 

9

Bille Augusts film om Marie Krøyer

Willa Cather. O Pioneer. 

Det er især barndommens erindring af lokaliteter og landskaber, der former vor kærlighed til fædrelandet, også når det erindrede landskab vækker andres undren i dets ubetydelighed, dets uanseelighed. Min bedstefars have for eksempel. I erindringen kan jeg genkalde mig alle havens afdelinger, den lange midtergang med ribs- og solbærbuske helt op til havens bund, hvor bedstefars hønsehus stod, lige ved grænsen til byens sportsplads, hvor lærkerne byggede rede. Fra haven hørtes kutternes dunken fra fjorden, og når man skråede over sportspladsen, var man allerede langt hjemmefra, tæt på den bundløse, vandfyldte lergrav og teglværket, hvorfra man kunne se ud over Limfjorden. Netop den erindring har slået rod i mig, og der går næppe en dag, uden at jeg – som oftest tidligt om morgenen – færdes i mit landskab. Også i de perioder, hvor jeg var væk fra Danmark, var det det landskab, jeg havde med mig og længtes efter.

Erindringer om landskaber indgår som grundstene i kærligheden til fædrelandet, dine og mine erindringer. Det gælder også fremmaning af landskaber, sådan som de ligger hen, næsten uberørte af tid og agerbrug og kultivering. Johs. V. Jensen er en forfatter, der i særlig grad har fremmanet landskaber, også sådan som de kunne se ud for århundreder siden. Hver eneste gang jeg læser Kongens Fald, er jeg sammen med Mikkel Thøgersen på besøg i barndomshjemmet i smedjen, tæt på Limfjorden. Det billede, Johs. V. Jensen fremmaner hos mig, er den brede ådal, man passerer, når man kommer kørende fra Viborg på vej mod Løgstør, lige efter Gedved. Ådalen – og åen - munder ud i Louns Bredning, og det var netop ved den å, Mikkel Thøgersens far havde sin smedie. Når man er der, er det let at se, at landskabet må have set akkurat sådan ud under Grevens Fejde. Det er billedet af MIT fædreland, i hvert fald et af billederne.

 

Jeg kom til at tænke på erindringens og fremmaningens kraft, da jeg for nylig læste den amerikanske forfatter Willa Cathers bog ’O Pioneers’. Willa Cather var omtrent samtidig med vor egen Johs. V. Jensen. Willa Cather har skrevet trilogien ’O Pioneers’, ‘The song of the Lark’ og ‘My Antonia’. Jeg har foreløbig læst de første to bind og kan konstatere, at de kun indirekte er indbyrdes forbundet. Det er ikke personerne, men landskabet, der forbinder de tre bøger med hinanden, idet de foregår i det område amerikanerne kalder The Great Plains, som ligger øst for Rocky Mountains og vest for Mississippi-floden. The Great Plains må være det, vi omtaler som Prærien, og for mit vedkommende med en noget tåget forestilling, David Crockett og den slags.

Vi er i staterne Nebraska og Colorado. I ’O Pioneers’ er det Nebraska, hvor vi følger svenske og norske indvandrerfamilier omkring år 1900. Hovedpersonen, Alexandra Bergson, er den ældste af fire søskende, og det bliver også hende, der efter faderens ønske, skal være farmens overhoved.

Handlingen strækker sig over et helt voksenliv og er båret af det, jeg ville kalde et konservativt livssyn, et tiltalende, konservativt livssyn. Her karakteriseret ved kærligheden til farmens jordtilliggender og kampen for at lære, hvordan man driver landbrug på The Plains. Alexandra har både styrke til at træffe beslutninger, men også en særlig følsomhed i omgangen med andre mennesker, som alle behandles venligt og omsorgsfuldt, uden skelen til persons anseelse. Ægteskabets ukrænkelighed er en anden selvfølgelighed for Alexandra, hvilket, som det viser sig, fører til en meget ulykkelig hændelse. Retskaffenhed. Hæderlighed. Sanddruelighed.

 

Jeg kan ikke lade være at trække en parallel til vort hjemlige, konservative folkeparti. De få konservative, der er tilbage, bekræfter hele tiden hinanden i, at sådan en størrelse som konservative værdier skam stadig er i centrum i partiet. Det lyder hult og påtaget, for værdierne er så åbenlyst ikke at spore i politikudviklingen. Men der var engang. Der var engang et konservativt parti, som rent faktisk var bærere af de efterspurgte værdier. Det kunne man respektere, for de konservative, som de var engang, havde social forståelse og loyalitet over for samfundets svageste. Nu er det ned med topskatten og fraser om Gud, Konge og Fædreland.

 

Når man som udenforstående følger det amerikanske samfundsliv, går det op for een, at der er en længsel efter at finde tilbage til de ’gamle’ konservative værdier, som Willa Cather beskriver så godt. Værdierne er at finde ude på landet, hvor der er vidder og Great Plains, i delstaterne, langt fra Washington, der hvor en hest er en hest og en mand en mand, en colt er en colt osv. Men, som det er tilfældet i Danmark, forekommer de amerikanske længsler efter at revitalisere de konservative værdier at være lige så hule og usle som de tilsvarende danske. Der er kommet noget i vejen.

 

Men nu tilbage til Willa Cather. Ja, via hovedpersonen i ’O Pioneer’ udtrykker hun uproblematiske, konservative værdier. I hvert fald på overfladen, for, som den drevne og indsigtsfulde forfatter hun er, løber der en understrøm i romanen af farlig viden om seksuelle drifter, som modsiger de omtalte traditionelle, konservative værdier. Sigmund&Freud er på spil med uterlighed i underbevidstheden. Det er især romanens antydninger af disse underliggende kræfter, der hæver Willa Cather op som en af de store i amerikansk litteratur. Hun er god, rigtig god.

 

Jeg aner ikke, om Cather stadig læses i USA. Nogen må vide noget om det. Men det kan muligvis være ligesom i Europa, at lystlæsere er blevet færre, og at man ikke gider læse litteratur fra 1913, som er udgivelsesåret for ’O Pioneer’.

 

Cathers romaner bidrager til at forstå baggrunden for nogle af de brydninger, der er i USA i dag.

Jeg har fået Cather anbefalet af en af mine meget belæste Facebookvenner. (Bo Nake).

Cathers trilogi er, så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk. Jeg har læst Cather på min Kindle. Hendes romaner fås som e-bøger for et par dollar stykket.

Max Suhr Olesen om Willa Cather O Pioneers

Donna Tartt. Stillidsen.

Stillidsen fik gode anmeldelser, da den udkom på dansk i 2014. Nej, ikke gode anmeldelser: fantastiske anmeldelser, skulle jeg sige. Det vakte min nysgerrighed, og siden romanen er på ikke mindre 840 sider, tænkte jeg, at den skulle kunne vare sommeren over under vores ferie i Letland.

Og endnu bedre: Den fik også fantastiske anmeldelser i USA, hvor Donna Tartt er hjemmehørende. Den amerikanske titel er The Goldfinch, og som e-bog koster den 7 $ hos Amazon, på dansk som e-bog 150 kr. Igen penge at spare, hvilket har befordret mig yderligere ind i sumpen af fornærethed som e-boglæser.

 

Titlen henviser til et maleri af den hollandske maler, Carel Fabritius, som var samtidig med Rembrandt. Maleriet forestiller en lille fugl, en stillids, som på maleriet er malet som en fugl i fangenskab, med lænke om benet. Det er jo alt sammen meget symbolsk for romanens emne, det mener alle, og det mener jeg så også.

 

Romanens hovedperson, Theo Decker, er 13 år, da han sammen med sin mor besøger et kunstmuseum i New York. Under besøget udløses en bombe på museet, og moderen omkommer. Theo er begravet i ruinerne sammen med en ældre mand, som han var kommet i snak med, og da han får kæmpet sig fri, har han på den ældre mands opfordring taget det lille maleri af stillidsen med sig.

 

I realiteten er Theo nu forældreløs, moderen er død, og faderen har ikke ladet høre fra sig, siden han forlod sin kone og Theo. Således er scenen sat for en moderne Oliver Twist-historie, et dickensk scenarium, som kan brede sig ud over de næste 800 sider. Ja, Dickens. For i alle de trængsler Theo må gennemgå, er personerne på dickensk vis enten GODE eller ONDE, især onde.

Hver gang Theo finder ro og tryghed under sin opvækst, hvirvles han atter ind i skumle begivenheder, og som læser æder man sig fattet ind på de 840 sider, siden Dickens nu er bragt i erindring af forfatterens stil. Hos Dickens skal man grueligt meget igennem, men læseren er altid trygt forvisset om, at det alt sammen ender godt for hovedpersonen, den evige Oliver Twist.

Det gør det så nok også hos Donna Tartt. Tror man. Ganske vist er der undervejs i Stillidsen skurrende lyde af modernitet. Hovedpersonen Theo er ikke en Oliver, Theo er en sammensat figur, der undervejs både bliver alkoholiseret og narkotiseret af alle mulige drugs, han lyver, han svindler, men til sidst bliver han voksen, han styrer heldigt uden om et ægteskab, som han ville komme til at fortryde, men så er der en pige, nu en kvinde, som han virkelig har elsket hele tiden, og så…

 

Så ingenting. Så slutter hele pibetøjet på 840 sider. Hele romanen er litterært bygget op som en slags dannelsesroman, og man venter nu på forløsningen, afklaringen, der må jo som altid være en Gud foroven. Men nej. En gammel læsehest som mig, der både har prøvet at rende den ene og den anden vej rundt i læse-manegen, må gribe sig i at mene som en femtenårig: Det her er jo narrefisse. Det er som at fedte og luske for smukke tøser, som så ingenting vil alligevel.

 

Jeg forstår virkelig ikke de positive anmeldelser, denne roman har fået. Okay, der skal jo nok være dem, der sympatiserer med et gudløst univers, ha,ha ham der med det hvide skæg, og at hovedpersonen ikke får lov at være af ædel karat, og at narrefisse er et udtryk for den yderste, kunstneriske formåen.

 

Men er vi så færdige? Nej. For i de sidste 20-30 sider af romanen træder forfatteren frem, ikke med indirekte forfatterkommentarer, men med direkte forfatterkommentarer.

 

Hør hendes forfatter-evangelium:

 

”And as much as I’d like to believe there’s a truth beyond illusion, I’ve come to believe that there’s no truth beyond illusion.” (red.: ih, altså, hvor hun kan, hvor klogt). “Because, between ‘reality’ on the one hand, and the point where the mind strikes reality, there’s a middle zone, a rainbow edge where beauty comes into being, where two very different surfaces mingle and blur to provide what life does not: and this is the space where all art exists, and all magic.” [ ] “And that’s why I’ve chosen to write these pages as I’ve written them. For only by stepping into the middle zone, the polychrome edge between truth and untruth, is it tolerable to be here and writing this at all”

 

Og rap, rap. Man kunne måske også mene, at Donna Tartt kom til at lægge ud med et stort skriveprojekt på mere end 800 sider, et projekt, hvor hun ikke magtede at samle trådene, så de kunne løbe sammen I en højere enhed.

Max Suhr Olesen om Stilidsen af Donna Tartt

 

 

 

Sneen på cedertræerne

Ikke Kundera og den ulidelige lethed, men David Guterson og Sneen på cedertræerne.

For nogen tid siden genså jeg den vidunderlige film ’Tilværelsens Ulidelige Lethed’, og min tidligere kollega fra Lederforum, Irene Brandt (redaktør/journalist), var enig med mig i min begejstring for Kunderas bog.

Samtidig roste hun David Gutersons ’Sneen på cedertræerne’ både som film og roman og gav udtryk for, at den var en pendant til Kunderas roman, og at den som den var fantastisk og vidunderlig.

 

Så måtte jeg i gang med at stille min nysgerrighed. Jeg køber helst ikke papirbøger mere (der er ikke plads i huset). I stedet blev det en e-bogsudgave fra Amazon, på engelsk: ’Snow Falling On Cedars’. Det er væsentligt billigere at købe på engelsk end på dansk.

Denne gang kom jeg nu på hårdt arbejde med at læse romanen på engelsk, for ’Snow Falling on Cedars’ handler på overfladen om en dødsulykke (et mord) på en fiskekutter, og jeg har virkelig aldrig mødt så mange fagudtryk for net og garn og vod og diverse udstyr på en kutter, hverken på engelsk eller – dansk.

 

Men hvad er så fælles for Tilværelsens ulidelige Lethed og Sneen på cedertræerne? Det ville jeg egentlig gerne have min kollega til at uddybe. Som jeg ser det, er det fælles for de to romaner, at almindelige menneskers liv udsættes for rystelser, når ’verdenshistorien’ kommer tæt på. Hos Kundera er det begivenhederne efter Dubčeks fald og kommunistpartiets efterfølgende udrensning, - hos Guterson er det USA's involvering i Anden Verdenskrig.

Vi følger en gruppe japanske indvandrere på en amerikansk ø. De er anden-generations indvandrere og har skabt sig en tilværelse som jordbæravlere. Vi følger en japansk familie, som har købt 7 ha jordbærmark, det vil sige, de har nok købt jorden, men mangler det allersidste afdrag, da japanerne dels bliver indkaldt som soldater i amerikansk tjeneste, dels bliver lagt for had på øen, hvor de ellers troede sig integreret. Det går sådan, at den jord, de (næsten) har købt, bliver taget fra dem ved snyd og gemen optræden.

Så rulles romanens plot ud, det er tilsyneladende en mordsag, hvis baggrund belyses gennem tilbageblik i personernes indbyrdes relationer.

 

Ligesom i Tilværelsens Ulidelige Lethed er det som nævnt de historiske begivenheder, der vender op og ned på almindelige menneskers liv. Hos Kundera er det en dygtig kirurg, som ikke længere må praktisere, fordi han forholder sig kritisk til systemet. Hovedpersonernes liv bliver hos Kundera reduceret til et liv helt uden offentlighed, et liv, levet i de helt nære, private relationer.

 

Også i Sneen på cedertræerne er det hele på et dybere plan skåret ind til det helt enkle: personernes kamp for at leve et enkelt liv i harmoni, kærlighed og upåagtethed.

 

Et tredje lag i Gutersons roman handler om journalistikkens ideale fordringer om at være sandhedssøgende og beskrivende i forhold til uretfærdige forhold i samfundslivet, Det har nok også tiltalt Irene Brandt, ligesom det tiltalte mig.

Gutersons roman er absolut fortræffelig.

Max Suhr Olesen

På Rejse Med Charlie, John Steinbeck og Gert Mak.

 

Jeg læste det meste af John Steinbecks forfatterskab, inden jeg var fyldt 20. I dag husker jeg stort set ingen detaljer fra hans romaner, for jeg har kun genlæst nogle få ting af ham i voksenårene. Sådan kan det gå, når man som ung er en forslugen læser, og når en bog skal konsumeres på én, højst to dage. Steinbeck var godt selskab, jeg har stor sympati for hans vidunderlige romaner, selvom det altså er sparsomt, hvad jeg husker fra dem.

I mange år var jeg vildt betaget af ’Vort Mismods Vinter’, som vist var Steinbecks sidste roman fra 1961. Som allerede antydet, har jeg i dag ikke den fjerneste ide om, hvad den handler om, i virkeligheden var det alene selve den danske titel ’Vort Mismods Vinter’, som jeg fandt genial og appellerende, ikke mindst i årene omkring min 40 års fødselsdag. Jeg var på det tidspunkt rent faktisk ikke spor mismodig, alligevel fandt jeg det interessant at kokettere med den endnu ikke indtrufne tilstand. Nu har jeg anskaffet romanen igen og vil denne gang læse den på amerikansk. Den hedder ’The Winter of Our Discontent’.

 

I 1960 var John Steinbeck på rundrejse i USA. Han havde indrettet en slags autocamper på ladet af en stor pick up, og med den kørte han sammen med sin hund, Charlie, gennem omkring 30 ud af dengang 50 stater.

Steinbecks pick up. Pick up'en fik han specialfremstillet på fabrik. Han gav den navnet Rocinante efter Don Quixotes æsel.

Rocinante, indvendig. Steinbeck medbragte alt tænkeligt udstyr, f.eks. haglgevær og riffel. Han skulle ikke bruge skydevåbnene, men de ville give folk en plausibel forklaring på, hvorfor han rejste rundt. Nå, en jæger! Han havde også et arsenal af spiritus. DET brugte han af.

’På Rejse Med Charlie’ kom den til at hedde på dansk. Jeg læste bogen og glemte dens indhold, men rejseskildringen nærede i årtier en drøm om selv at foretage en sådan rejse i USA, som jeg altid har følt mig tiltrukket af, selv da USA’s optræden i Vietnam-krigen vakte min og andres afsky. Jeg har til dato endnu ikke fået realiseret min drøm om rundrejse i USA, andre, mange andre, er kommet mig i forkøbet.

Det gælder eksempelvis den hollandske journalist og historiker, Gert Mak.

Gert Mak

Gert Mak er en formidabel formidler af historisk viden. I 2009 udkom hans ’Min fars århundrede’, som handler om hans families historie i tre generationer. Det er en mesterlig skildring af Holland, et land, som har en del tilfælles med Danmark, i hvert fald på overfladen, for lige under er der en totalt anderledes kulturhistorie. Gert Mak skriver essayistisk, hvilket her betyder, at han først opsøger en historisk detalje, og derfra zoomer ud til den store historie. På dansk har vi en enkelt historie-formidler, nemlig Søren Mørch, som på samme måde lader den store historie vokse ud af den lille, en teknik, som bliver sjældent fængende, når formidleren øser af en omfattende viden, som tilfældet er med Gert Mak og Søren Mørch.

 

Gert Mak har også begået ’Europa, en rejse gennem det 20. århundrede’, som er udkommet på dansk i 2011. Det er et mesterværk, som han endnu ikke selv har overgået. Mange må kende Gert Mak fra en Tv-produktion, hvori han opsøger regionale historier i Europa for gennem dem at fortælle den store historie.

 

Og så er der hans seneste bog ’USA – en rejse’.(På dansk 2013). Gert Mak har, som jeg selv, været så tilpas fascineret af John Steinbecks ’På Rejse Med Charlie’, at han besluttede sig for at følge Steinbecks rute igennem USA. Maks rejse fandt sted i 2010, 50 år senere end Steinbecks rejse, og med den hensigt at sammenligne det moderne USA med det USA, Steinbeck beskrev.

Gert Mak finder hurtigt ud af, at han ikke er den eneste, der har fået den ide at rejse i Steinbecks fodspor. Der er faktisk opstået en hel ’på rejse med Charlie’-dille, hvor rejsende for nogens vedkommende nøjeregnende tjekker Steinbecks ruter og forarget konstaterer, at han umuligt kan have kørt så og så mange kilometer netop den dag, at han har refereret samtaler med personer, som aldrig har eksisteret andre steder end i sit eget hoved, at han, Steinbeck, allerede inden rejsens start har fået hjemve og længsel efter sin kone osv. Kort sagt, at Steinbeck har skrevet en roman, IKKE en logbog eller rapport. Gert Mak er for ærekær til at indrømme, at han selv er skuffet over netop det forhold, men det skinner igennem, for – fanden stå i det – hvorfor skulle man gøre sig umage med at køre USA rundt i fodspor, som ikke er reelle fodspor men FIKTIVE fodspor?

 

Der er kommet 500 sider ud af Gert Maks anstrengelser. Hans bog er opdelt i 7 store kapitler, som, udover at tage afsæt i Steinbecks bog og drage sammenligninger med nutiden, også arbejder sig igennem USA's historie fra en gang i 1700-tallet til i dag. Ikke stramt kronologisk, men efter ’essayistisk’ indskydelse. Det har været en øjenåbner for mig, for jeg ved alt for lidt om dette fascinerende land og dets historie, selvom jeg lidt sent i livet har gjort en del for at råde bod på min uvidenhed.

 

Gert Mak har gjort et stort forarbejde til ’USA – en rejse’. Som altid imponeres man af hans viden, også selv om USA-bogen nok ikke helt trækker på samme formidable viden, som kendetegner Maks kendskab til europæisk historie. Det er det indtryk, man får. Og når jeg nu allerede har sluppet et suk løs, tillader jeg mig endnu et: Det er som om Gert Mak ikke rigtig kan lide USA, det virker, som om han aldrig er sluppet fri af den gennem 150 år indgroede, gammeleuropæiske modvilje mod dette opkomlingsland, som altid vil være størst, bedst, højest, hurtigst i alting, men hvis kultur, hvis dannelse, ikke kan måle sig med europæiske standarder, og har de ikke juletræer af plastic? Og så er der den gamle modvilje fra Vietnam-tiden, ikke sandt?

 

Men det er småting. Det er alligevel et absolut anbefalelsesværdigt værk. Læs det.

 

På sin rejse i 1960 besøger Steinbeck New Orleans, Louisiana, og bliver her vidne til et meget ubehageligt kapitel i USA's historie, fra en tid, hvor der var ’niggere’ til. Jeg husker det levende fra min skoletid: et raceopdelt samfund, hvor sorte ikke må sidde på hvide folks bænke, separate toiletter for hvide og sorte, og skoler for hver sin race. Skønt raceadskillelse allerede var ophævet ved lovgivning fra midten af 50’erne, haltede praksis i den grad bagefter. Nå, men så er vi tilstede med Steinbeck, netop den dag, hvor en lille negerpige følges til skole af sin far. Hun skal nu gå i skole med hvide børn. Der er bare det ved det, at forældrene til ALLE de hvide børn holder deres børn hjemme, på nær en enkelt hvid forælder, som trodser folkemængden for at lade sit barn gå i en fælles skole. Så der går de, de to. Den lille negerpige, og en hvid, lille pige, begge fulgt i skole af deres fædre. For at nå ind i skolen, må de passere en demonstration af alle de andre, hvide forældre, hvis cheerleaders råber ukvemsord både efter den sorte og hvide forælder.

Steinbeck er både chokeret og rasende. Hvad disse cheerleaders præcist råbte, forblev uklart for offentligheden, idet aviserne om råbene blot skrev ’grusomme’, ’sjofle’ tilråb som en slags ’frygtindgydende heksesabbat’.

 

Steinbeck noterede de præcise tilråb i sit manuskript til ’Travels with Charley’, men for ikke at ødelægge publiceringen af bogen blev det strøget i den trykte udgave. Her er, hvad der blev udeladt af præcise tilråb den dag:

”You mother-fucking, nigger-sucking, prick-licking piece of skit. Du ville slikke røven på en hund, hvis den gav dig lov. Se bare på det røvhul, som han slæber sin stinkende røv af sted. Hvis I ellers tror, det er hans barn: Det er en lort. Det er en lort ved hånden af en anden lort. Ved I hvad vi burde gøre? Trække hans bukser ned og skære nosserne af ham og fodre svinene med dem – hvis han ellers havde nosser. Hvad mener I, venner?”

 

Det var den dag i New Orleans i 1960. Den lille, sorte pige lever stadig, og med hende lever bevidstheden om en ikke alt for fjern fortid.

Gert Maks bidrag til historien – 50 år senere – er en beskrivelse, hvad der siden skete med skolevæsenet. Den omtalte skole med de to små tilbageværende piger, sort og hvid, står i dag tom som en ruin. Raceadskillelsen er formelt ophævet, men i praksis går de sorte børn i offentlige skoler, de hvide går alle sammen i privatskoler.

 

Sådan! Lad så denne beskrivelse være et godt eksempel på, hvad essayistisk historieformidling er i Gert Maks udgave.

Max Suhr Olesen

I Kølvandet. Per Petterson.

Med Per Petterson i kølvandet.

Jeg har ikke tal på, hvor mange bøger jeg har læst i mit liv. Det må være blevet til temmelig mange. Før jeg selv begyndte at læse, fik jeg bøger forelæst af mine forældre. Familien rådede over et laset eksemplar af Oliver Twist, og jeg mener, det var min far, der læste højt, det var før han blev blind og måtte overlade højtlæsningen til min mor. Oliver Twists skæbne tiltalte min far. Om han ligefrem var opslugt, ved jeg ikke. Men det var jeg. Jeg var også opslugt, da jeg begyndte at læse selv. Jan-bøgerne, - jeg har nævnt dem før, var vist de første bøger, jeg læste selvstændigt, og jeg var så forslugen, at jeg snildt kunne læse to-tre bøger på en eftermiddag. Jeg var virkelig en dedikeret læser, jeg levede mig fuldstændig ind i drengeromanernes univers, jeg var ene mand det perfekte publikum, et skoleeksempel på hvad forførelse kan gøre for én, jeg var litteraturens teatergænger.

Siden er det gået ned ad bakke for mig som læser. Da jeg nogle år efter drengedetektiven Jan læste Hemingway, kom jeg til et sted i Hvem Ringer Klokkerne For, det var det sted, hvor en mand og en kvinde ligger i græsset på en bjergside, det er midt i den spanske borgerkrig, men nu ligger de der i mørket og driver læseren til erotisk vanvid, medens de kommer hinanden nær og ser stjernerne på nattehimlen. Jeg har ikke slået efter, men jeg husker det sådan. Og så må det i det mindste være subjektivt rigtigt.

 

Når man kan blive drevet til erotisk vanvid, er man stadig en GOD læser. Men bare lidt senere i ens læsertilværelse er det, at Kloge-Åge dukker op under læsningen. Fra da af er man som læser spaltet i to. På den ene side den redebonne læser, som lader sig forføre, på den anden side Kloge-Åge, der driver på med litteraturvidenskabelige iagttagelser, medens den nu næsten redebonne samtidigt lader sig DELVIST forføre.

Kloge-Åge holder øje med forfatterens gøren og laden som forfatter. Kloge Åge lægger mærke til, hvad forfatteren foretager sig i skriveværkstedet, hvilke litteraturhistoriske referencer, han eventuelt trækker på, osv., osv. Kort sagt: Kloge-Åge er det dårlige publikum, som i stedet for at lade sig rive med får øje på at scenetæppet er støvet og nusset, og at skuespilerne er manierede eller hvad de nu er.

Jeg har nu læst min tredje roman af Per Petterson, ’I Kølvandet’. (De to første hed ’Ud og stjæle heste’ og ’Til Sibirien’).

Det er karakteristisk for Per Petterson, at fortællingen ikke skrider frem i kronologisk orden, men hele tiden ligesom ligger bag det skrevne. At læse Petterson er som at lægge et puslespil. Der lægges brikker frem, man begynder at sætte dem sammen til et mønster, et billede, men i puslespil har man et billede på forsiden af æsken, så man på forhånd ved, hvordan slutresultatet skal se ud. Det har man ikke hos Petterson, og når læsningen er til ende, har man som læser højst en utilstrækkelig idé om det samlede billede. Det er som hos Paulus, vi erkender også stykkevis hos Petterson, vi profeterer stykkevis, endnu ser vi i et mat spejl, i en gåde, men i modsætning til Paulus, når vi aldrig frem til det endelige, klare billede af, hvad der er sket. Og hvis vi ikke er sådant et pænt menneske, ville vi udbryde: Fanden tage ham Petterson!

 

Per Petterson INVITERER ligefrem til, at læseren må læse som en tvedelt læser. På den ene side henføres og forføres man ind i fortællingens univers, på den anden side tvinges man som læser ind i et meta-spor, hvor man uafladeligt må tænke på, hvad forfatteren har gang i, samtidig med at man læser umiddelbart.

Med andre ord skriver Per Petterson sådan, at der både er noget for lille Max og erotikdetektiven Jan, der gerne vil forføres, og noget for Kloge-Åge, som er voksen og ufølsom.

Og ’I Kølvandet’?: Kort parafraseret er det om to brødre, der på én gang mister begge forældre og to mindre brødre under et forlis, hvor en passagerfærge bryder i brand. De to efterlevende brødres skæbne lægges frem brudstykkevis, - det er jo Petterson, der fortæller. De to brødre får smadret deres liv, til dels fordi de som voksne ikke når frem til et opgør/en endelig forsoning (?) med deres far. Skibsforliset kommer i vejen.

Kloge-Åge kan ikke lade være at google på Per Petterson: Per Petterson mistede selv sine forældre ved Scandinavian Stars skibsbrand i 1990.

Skriver Per Petterson så privat på den ’forkerte’ måde? Slet ikke. Petterson har en sublim evne til at skabe fremragende litteratur, ligesom han har en særlig evne til at forsone den umiddelbare læser med Kloge-Åge, så de to kan have glæde af hinanden.

Max Suhr Olesen

Marcel Proust

På sporet af den tabte tid. Del 1 og 2.

Har lige læst om en mere end 60 årig kvinde, der har svømmet fra Cuba til Key West. Det er et farvand, der er bredere end Lillebælt, hvorfra vor verden går. En hel del bredere, faktisk. Hun hedder Diana Nyad, og man må sige, det er noget af en bedrift, som tilmed skulle være sund for sjæl og krop. CNN har foreviget begivenheden, som man kan se på følgende link, hvis man orker det.

Det gør man ikke. Det går én lige som hos Kierkegaard:

”Lee ad Verdens Daarskaber. Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem. Du vil fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber, eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele.”

 

CNN har ikke viet mig nogen synderlig interesse på det seneste, selv om jeg nu gennem længere tid har været i gang med min egen Tour de Force, som ganske vist ikke omhandler brystsvømning, men læsning af romanværker. Ikke sådan noget småpjat på en 4-500 hundrede sider. Vi taler om litteraturens farvand mellem Cuba og Key West: Det er sådan noget med 2 – 4000 sider pr roman.

 

Det indledende trænings-heat udmattede mig så eftertrykkeligt, at jeg måtte hvile i flere år. Ulysses. James Joyce. Lige så nedbrydende for læselysten som at tyre igennem Bibelen fra ende til anden.

 

Men nu har jeg rundet de 60, godt og vel, og hvis en Diana Nyad kan brystsvømme sig fra Cuba til Florida, skal jeg ikke holde mig tilbage.

Jeg lagde ud med Karl Ove Knausgårds forbrydelser mod menneskeheden, og da jeg var kommet til side 3023 greb jeg mig i at tænke: Får det her aldrig nogen ende? Men nej. Der resterede endnu en små tusind sider, før jeg kunne lægge min kamp fra mig. For det hedder den. Min Kamp. 4000 norske, uudtømmelige sider, omtrent som de norske oliereserver eller som dråberne i den der golf eller bay mellem Cuba og Nordamerika.

Så var der Arne Herløv Pedersens ’Grænseløs’ i ti bind, i denne sammenhæng en lille erindringsromansag på 2500 sider. Arne Herløvs erindringer fra 60’erne er ikke en forbrydelse mod menneskeheden, det er det ikke, og han er heller ikke nordmand eller det, der er værre, nej, der er tale om en knapt udmålt fortælling med korte sætninger, sine steder underholdende og interessant, og man skal ikke spørge, om han kunne have knebet det hele ned til 2499 romansider, nix, man må tage det, som det er, take it or leave it, når det er 2500 sider, så er det 2500 sider.

 

Nu er tiden endelig kommet til den finale styrkeprøve: ’På sporet af den tabte tid’. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange sider, man har givet sig i lag med, men har man krydset Atlanterhavet, hvad er der så galt med brystsvømning i Stillehavet? Piece of cake. Marcel Proust hedder manden.

Og ja. Den unge Marcel bruger første bind, latterlige, sparsomme 250 sider, på at beskrive, hvordan han spiste en kage og derved kom til at udløse erindringer, som han ikke kunne genkalde sig ved at tænke på et bestemt tidspunkt i barndommen, nix, kagespisningen var en SANSNING, uden hvilken man ikke kan få adgang til hjernens lagrede erindringer.

Kommet så langt vil jeg bede dig tænke på, om du ikke gerne vil vide, hvad det var for en kage, den unge Marcel spiste efter at have dyppet den i sin te?

 

Medens du tænker på kagen, kan jeg henvise til en interessant iagttagelse, som transaktionsanalytikeren Thomas A. Harris refererer. Iagttagelsen skyldes en vis Dr. Wilder Penfield, en meriteret neurokirurg. Under hjerneoperationer ved behandling af patienter, der led af fokal epilepsi, udførte Penfield en række eksperimenter, hvorunder han berørte patientens hjernebark nær ved tindingen med en svag elektrisk strøm, der blev ledet gennem en galvanisk sonde. Penfield opdagede derved, at den stimulerende elektrode kunne tvinge patienten til klart at huske ting, der var gemt (utilgængeligt) i erindringen. Penfield noterede sig, at den fysiske oplevelse, der således fremkaldes, standser, når elektroden fjernes, og vil måske gentage sig, når elektroden bliver sat til igen.

 

Thomas Harris og Penfield kunne have sparet sig deres sikkert flerårige studier ud i psykologien og neurokirurgien. De kunne i stedet have læst Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’.

 

Jeg har købt de første to bind som elektroniske bøger til min e-bogslæser. Jeg kan ikke nok fransk til at læse på originalsproget og kan derfor ikke bedømme, om oversættelsen yder originalen retfærdighed. Oversættelsen er begået af en vis Else Henneberg Pedersen. Hun er fremragende, hendes dansk er sjældent godt, hun skal trods alt holde styr på den ene sætning efter den anden, som fylder både halve og hele sider, uden punktum.

Måske er der en af mine FB-venner, som kan fransk nok til Proust, og som også har læst Else Hennebergs oversættelse.

Oversættelse er en kunstart for sig. En ofte overset kunstart. Der må være tilfælde, hvor oversætteren griber sig i at tænke, at hun er bedre til at skrive end forfatteren. Om det er tilfældet med Else Henneberg og Proust, ved jeg ikke, men jeg tror det næppe.

På sporet af den tabte tid er ikke en forbrydelse mod menneskeheden, selvom det overvejes undervejs. Det er nok som om-sig-gribende brystsvømning. Er man først kommet i gang, fortsætter man og opdager måske, at der rigdomme gemt ved strabadserende udfoldelser.

Og kagens navn?

 

 

Nu var det sådan, at Ulysses var noget af det første, jeg læste med en ny hensigt. Jeg havde lige færdiggjort min læsning af Jan- og Flemmingbøgerne, samtlige bind, hvor intet udartede, men hvor alt gik ordentligt og forklaret til, ikke mindst hjemme ved Jan, hvis far tilmed var kriminalinspektør. Jan havde ikke megen sans for kvindelig skønhed, hvilket med tiden blev mærkbart. Der må vel have været noget overgangslitteratur mellem Jan og James Joyce, men det springende punkt var, at der nødvendigvis måtte være sex i Ulysses, et eller andet sted, - dummere var jeg ikke - eventuelt bare som noget, der optrådte i personernes strømmende bevidsthed, hvilket begreb jeg havde hørt formuleret på engelsk. Der VAR sex, men man skulle gruelig meget igennem for at nå frem til det. Exit Joyce.

Anderledes hos Agnar Mykle. Her var der streaming sex, side op og side ned. Det gjorde indtryk på mig, og det har også gjort indtryk på Karl Ove Knausgård, så meget, at han har parafraseret – ikke Sangen Om Den Røde Rubin – men Lasso Om Fru Luna, i bind 4 af Min Kamp. Bind 4 breder sig over 400 sider, alligevel er udtrykket parafrase retfærdiggjort, når det nu er Knausgård.

Ud over at være på sporet af sin egen tabte tid, er der ikke megen Geschlechtsverkehr hos Knausgård. Han vil gerne, men der skal mange, mange tusinde ord til, før der sker noget. Det samme er tilfældet hos Arne Herløv, og når der så langt om længe nærmer sig noget, er det med den forkerte. Har det mon ikke strejfet de herrer, at man kan lyve, at man kan DIGTE erindringer frem? For læserens skyld?

 

Godt. Jeg kom skævt ind på Ulysses, og senere læsninger har ikke kunnet rette op på det. Men med dyster udsigt til affældighed kan man vel arbejde sig frem til nye perspektiver? Man kunne vitalisere sin Joyce-læsning ved at tælle kommaer, foretage komparative kommastudier hos de forskellige oversatte udgaver af Joyce?

Else Henneberg Pedersens ellers fortræffelige indsats med På sporet af den tabte tid har ridser i lakken ved det at hun her og der anvender NYT KOMMA.

 

 

Jeg må videre med min e-bogs-læsning af Proust. Jeg kan ikke gennemskue, om jeg har valgmuligheder med hensyn til oversættere?

I øvrigt kunne det være interessant at kende til værkets receptionshistorie. PÅ sporet af den tabte tid må have udløst en del forargelse, idet den går tæt på sædeligheden, eller rettere usædeligheden. De to første e-bøger (velsagtens eet bind i papirudgaven) handler om en vis Hr Swann, som har smag for unge piger fra underklassen, men som af uforklarlige grunde, som Proust alligevel forklarer, forelsker sig i en demimonde, en holdt kvinde, som han poster en masse penge i, selvom hun – naturligvis – bedrager ham med andre pengestærke mænd, eller – hold nu fast – med kvinder!

Swann er næsten sygeligt jalou. Enten fordi han er forelsket, eller fordi han har betalt for demimondens tjenester, eller måske begge dele.

Tænk på den forargelse Jørgen Leth udløste, da han beskrev sin ret til seksuel betjening af kokkens datter. Han havde jo betalt for det!

Prousts beskrivelse af Swanns meritter fandt sted for mere end hundrede år siden. Der må have været en del ballade.

Max Suhr Olesen

sept. 2013

 

Erik Satie & Marcel Proust

Med Erik Satie og Marcel Proust i Skyggen af unge piger i blomst.

 

Jeg holder for tiden pause med Per Pettersons Arvid=Per-univers og har genoptaget min læsning af Marcel Prousts storværk ’På sporet af den tabte tid’.

 

Pers og Arvids autofiktive univers, - autofiktiv skal her oversættes med ’selvbiografisk’, - er som en stemme i ørkenen, der råber, nej, ikke det der med ban Herrens vej, men: endeløs tomhed, endeløs tomhed, alt er tomhed.

Den slags kan få én til at afvikle sin platoniske lidenskab for teologi og lade det være op til præsterne at stå på prædikestolen med aske og Per Petterson i munden: Her lades alt håb ude, men der SKAL jo tændes lys, søndag efter søndag, og med lys menes ikke Halloween-lygter.

 

Lys kan komme mange steder fra. Da jeg forlod Letland for nogle år siden, fik jeg nogle dejlige cd’er af mine musikkyndige venner. Blandt andet en indspilning med den franske komponist Erik Satie, blandt andet med Gymnopédies og Gnosiennes, Sonneries de la Rose-Croix samt Piéces froides. – Imidlertid var jeg under de første aflytninger lamslået af uforstand. Musikken gjorde mig desperat af dens manglende sonatesatsform, dens manglende, musikalske føren-et-eller-andet-steds-hen.

 

Det var omtrent den samme følelse og tanke, jeg havde, da jeg begyndte at læse Proust. At skrive sådan er en forbrydelse mod den læsende menneskehed, tænkte jeg. Den slags kunne få én til at udbryde: Herre, se i nåde til mig.

 

Efter lang tids læsen Proust går det imidlertid én sådan, at man er gerådet i en drømmende, næsten vægtløs tilstand, hvor man giver pokker i handling, men bare flyder med i samklang med

Marcels malende sætningsopbygninger.

 

Og så var det, Fruen i huset satte Erik Satie på afspilleren, endnu engang.

Det var som en åbenbaring, en Damaskus-oplevelse i Bogense. For Erik Saties musik er ligesom en sonatesatsform, der er opløst i minimalismer, ganske, ganske få toner, der gentages og gentages. Det er som i malerkunsten, hvor naturalismen brydes op i dekonstruerede, kubistiske fragmenter.

 

Sådan er Erik Saties musik. Og sådan er det at læse Proust. Mærkeligt, for deres modernisme er forskelligt sammensat. Erik Satie, som levede fra 1866 til 1925, må have virket enormt provokerende på samtiden med sine minimalistiske kompositioner, hvorimod Proust. Ja, hvad med Proust? Proust var kun i en vis forstand modernist, men hans litteratur kom til at pege så langt frem i tiden, at den kunne fremkalde nutidens eksempler på uendelige storværker med uophørlig ordflom.

 

Jeg ved ikke, om Marcel Proust og Erik Satie nogensinde traf hinanden, eller hvad de eventuelt syntes om hinanden. Jeg ville gerne vide besked, hvis nogle af mine FB-venner kender til det.

 

På min cd er Saties fornavn stavet med c. Eric. Eric Satie. Det lyder mere fransk, gør det ikke?

 

Jeg holder mig til Erik Satie. Jeg sender en tak til mine musikkyndige venner og kommer til at tænke på, at man ikke skal give folk gaver, som de ønsker sig, men gaver, som de har brug form uden at vide det.

 

Proust og Satie står for æstetisk skønhed, hver på deres egen måde, som dog i en vis forstand er ens.

Og når pausen er slut, tager jeg fat på Per Petterson igen. Han er jo alligevel et nordisk mirakel, selv om man får aske i munden af at læse ham.

Max Suhr Olesen

Bille Augusts film om Marie Krøyer

 

Det forlyder, at August Bille nu har ønske om at lave en film om Henrik Pontoppidans ’Lykke Per’. Kan han gøre det lige så godt med ’Lykke Per’, som han gjorde det med ’Pelle Erobreren’, har vi alle noget stort at se frem til. For når Bille August er bedst, er han virtuos, og hans film sidder (evigt) fast på nethinden.

Ved filmatisering af personer og handlinger, der har et litterært forlæg, kan en instruktør vel tillade sig store frihedsgrader i forhold til en nøjagtig gengivelse af forlægget, f.eks. en roman.

 

Er der derimod tale om en historisk/biografisk film, som det er tilfældet med Billes seneste film om Marie Krøyer, må man imidlertid forvente, at der arbejdes med betydelig nøjagtighed i forhold til kildematerialet.

Bille August film om Marie Krøyer står – set ud fra den betragtning – til en solid dumpekarakter.

Skuespillere fra Bille Augusts film om Marie Krøyer. Scene: Søren og Marie Krøyer foran deres hjem i Skagen.

 

For det første har Bille August ikke kunnet dy sig: Skønt filmen skal handle om Marie, tør han ikke slippe kunsten løs, men holder sig til det skamløst sikre, nemlig endnu engang at kredse om P.S. Krøyers psykotiske sammenbrud og tralalulalej. Det er jo ikke forkert, men det kommer alligevel til at give en skæv vægtning, når det nu var Marie, der skulle laves film om.

 

For det andet – og det er min alvorligste indvending – må filmen ikke på afgørende punkter være manifest unøjagtig i forhold til kildematerialet. For nu at sige det på en venlig måde. Det kræver en større udredning at dokumentere disse unøjagtigheder, end der er plads til i en kort anmeldelse af filmen, ligesom jeg heller ikke har adgang til hele kildematerialet. Men meget af det er kendt, for det har været helt eller delvist fremlagt flere gange.

Bille August støtter sig – og med god grund – til den fremstilling som Toni Arnold har givet i ’Balladen om Marie’ fra 1999. (Jeg har bemærket, at bogen har været udgivet igen, nu under forfatternavnet Anastassia Arnold). Da Tonni Arnold skrev Balladen om Marie, havde hun (som den første?) fuld adgang til kildemateriale, der beroede i Den Hirschsprungske Samling, ligesom hun også har fremdraget nyt stof/kildemateriale i sit arbejde med at klarlægge Maries liv i Sverige sammen med Hugo Alfvén. Tonni Arnolds bog er grundig og fremragende og giver også – selvom bogen drejer sig om Marie - et opdateret billede af omstændigheder i P.S. Krøyers liv i forhold til det, der tidligere var publiceret.

Augusts film om Marie er spundet af to tråde. Den ene tråd holder sig stramt til det af Tonni Arnold dokumenterede, den anden tråd består af fri fabulering, nogle steder af grove, åbenlyst forkerte postulater!

Som publikum må man kunne stole på, at instruktøren holder sig sandfærdigt til kildematerialet, og at han styrer sig, når han fortolker, ved ikke i det væsentlige at fortolke direkte IMOD kildematerialet.

Lad mig give et eksempel på tilladelige unøjagtigheder. Marie Krøyer og Hugo Alfvén indleder rent faktisk deres stormende kærlighedsforhold i Syditalien i 1902. I filmen har Bille August (forkert) henlagt dette erotiske kærlighedsmøde til et eller andet sted i Sydsverige, sikkert for at spare på udgifterne. Jeg ville gerne have haft Augusts mesterlige optagelser fra netop Italien, hvor så meget af Krøyers og Maries (og Alfvéns) liv foregik. Men indholdsmæssigt er det helt uden betydning, om scenen er Italien eller Skåne. Det er ok at tage sig den slags friheder, synes jeg.

 

Lad mig nu give et par eksempler på, hvor Bille August efter min opfattelse træder groft ved siden af.

Det ene eksempel drejer sig om Maries potentiale som kunstner, det andet om Maries forhold til datteren Vibeke.

Begge eksempler har at gøre med, hvordan man skal opfatte Maries ’modernitet’.

Marie Krøyer. Selvportræt. Fra perioden 1990 -1995.

Det er evident, at Marie som så mange andre kvinder fra borgerskabet var vildt optaget af det modernes gennembrud, således som det var præsenteret af Georg Brandes. Marie gik til Brandes forelæsninger i midten af 1880’erne og var som andre begejstret for de frihedsgrader, som temaet ’kvindens emancipation’ indbød til, f.eks. kvindens ret til at uddanne sig, kvindens ret til at uddanne sig som kunstmaler, og videre: kvindens ret til at udfolde sine evner, også efter indgåelse af ægteskab. Marie og Brandes færdedes i de samme kredse, og når Brandes havde særligt øje for Maries emancipation var det vel (også) ud fra den tanke, at den unge kvindes eventuelle sværmeri for frihedsrettigheder kunne omsættes i erotisk forførelse. Den slags var Brandes ikke ene om, men det lykkedes nu ikke for ham, - i dette tilfælde.

Marie havde et brændende ønske om at udvikle sit talent som maler. I filmen gør August P.S. Krøyer til skurk ved at fremstille ham som den, der ødelægger det for Marie, dels ved at nedgøre hendes talent, dels ved at hun det meste af tiden var så trængt af Krøyers sindssyge, at hun ikke havde overskud dertil. Det er altså grove postulater, der efter min opfattelse ikke har bund i virkeligheden. Nærmest tværtimod. Krøyers og Maries liv var et liv i vild luksus, de havde masser af tid til sig selv, de var dækket ind af tjenestefolk, både når de opholdt sig i Danmark, og når de var på et af deres talrige, lange ophold i udlandet. De lod sig heller ikke hæmme af hensyn til deres barn, for Vibeke var igen og igen sat i pleje, snart her, snart der. Der var masser af muligheder for Maries kunstneriske udfoldelse. Og Krøyers holdning? Krøyer modsatte sig ikke Maries interesse for at male. Tværtimod var Krøyer en af tidens pionerer, når det gælder undervisning af kvinder. Krøyer havde selv en malerskole for kvinder kørende, siden de nu ikke måtte studere på Kunstakademiet.

Krøyer og Maries venner, Michael og Anna Ancher, var også et malerpar. De havde ikke de samme økonomiske muligheder som Krøyer og Marie havde, men Anna udfoldede dog sit eget talent som maler i en grad, så hun i dag med rette fremstår som en betydelig kunstner. Anna var utrættelig, hun var dedikeret, for hun måtte og kunne ikke tilsidesætte sine pligter som mor og hustru, mere moderne var det altså heller ikke i slutningen af 1800 tallet.

 

Hvordan kommer Bille på den tanke, at Maries kunstneriske evner blev undertrykt af P.S. Krøyer? Han har den ikke fra Tonni Arnolds bog. Jeg har ganske vist før hævdet, at Tonni Arnold ligesom gerne vil opfinde en ’ny’ Anna Ancher ved at gøre Maries talent større, end det var, men biografien giver trods alt en mere nuanceret forståelse af, hvorfor det ikke blev til mere med Maries malerkunst, først og fremmest fordi Arnold lader kilderne komme til orde.

 

Det må skyldes sjusk eller kynisme, når Bille August fremstiller Marie som en mere moderne kvinde, end hun var, end hun KUNNE være. Han tillægger Marie tænkning og tale, som om hun har oplevet den modernitet, der fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret og senere udviklinger.

 

Det gælder f.eks. i filmens store scene i afslutningen. P.S. Krøyer er død, og Marie er i Skagen for bl.a. at tage del i boets opgørelse. Filmen har undervejs aldeles forsømt at gøre rede for både P.S. Krøyers og Maries vedvarende, substantielle omsorgssvigt i forhold til datteren, Vibeke. Tværtimod. Marie fremstilles som om hun er et sindbillede på moderlig omsorg, som imidlertid ikke kan komme til udfoldelse, fordi hun har forladt Krøyer og derfor ikke kunne få datteren med sig ud af ægteskabet. Igen står vi over for filmens to tråde. Det er et faktum, at Marie blev frygtelig dårligt behandlet af mange på en fordømmende måde, men det er usandt at fremstille hende som den utrætteligt ømme moder. Og hvad værre er: I en lang afsluttende scene, hvor Vibeke netop har fravalgt Marie, sidder Marie på Vibekes sengekant og holder enetale for Vibeke, hvor hun fortæller Vibeke, hvad hun, Marie, føler, og hvad Vibeke engang vil forstå. Det er så tåkrummende ækelt, det er det rene Aftenshow-følelsespornografi, purt opspind.

 

Må man være så løsagtig i forhold til kildematerialet? Nej. På dansk grund har vi allerede haft et stort opgør mellem Tudvad og Garff, hvor Garff, som det er påvist, har forsyndet sig mod kildematerialet vedr. Søren Kierkegaard. Fortielser er også en forsyndelse. Det har vi også set i forbindelse med den ilde modtagne fremdragelse af Søren Kierkegaards ubehagelige antisemitismer.

 

Bille August burde have gjort sig mere umage med sin film om Marie Krøyer. Hun har slet ikke fået den film, som hun fortjener, og som publikum fortjener.

Max Suhr Olesen

Dobbeltportræt af P.S. Krøyer og Marie Krøyer. I dette portrætbillede er det Krøyer, der portrætterer Marie, og Marie, der portrætterer Krøyer. Jeg synes, at Maries portræt af Krøyer hører til det bedste, jeg har set fra hendes hånd. Det ser ud til, at hun har villet indfang Krøyers indre (problematiske?) liv.