19/3 1991

Kære alle sammen!

Torsdag d. 17/3 kørte jeg med Nada (ham med gebisset) og Inoue til Tokyo. Turen med superekspressen Shinkansen var i sig selv en oplevelse. Toget kører strækningen Osaka-Tokyo (ca. 550 km) på lige knap tre timer. Der er stop i Kyoto og Nagaya. På visse strækninger køres med max. hastighed ca. 220 km i timen. Der er næsten ingen rystelser i toget. Det gylle har japanerne bare kunnet i de sidste 20 år. Der kører sådan et tog hvert tiende minut, og præcisionen er helt i top.

På turen fra Osaka til Tokyo passerer hurtigtoget Shinkansen Japans hellige bjerg Fujiyama

I Tokyo blev vi indlogeret på Hotel New Otani, som skulle være Asiens største hotel. Stort er det i hvert fald. Der er formentlig omkring 12-1300 værelser. Til hotellet hører en lille park, som kunstfærdigt er indrettet i japansk stil med veltrimmede træer og buske, små vandkunstanlæg, pavilloner til tedrikning osv.

Hotellet har ansat sin egen præst (af hensyn til det vestlige publikum) . Han er amerikaner (selvfølgelig), har boet i flere år på hotellet sammen med kone og børn. I haveanlægget er der et kapel (baptistisk). Præsten står på vagt i døråbningen, og så såre der viser sig et blegansigt, tilbydes der på bredt amerikansk te og åndelig kontemplation. Manden hedder W.H. Jackson. Han kender en vis baptistpræst i DK, som hedder Knud Wumpelman. Ham skulle jeg endelig hilse, selvom jeg ikke kender ham, men verden er jo ikke så stor. Hils venligst Wumpelman fra Jackson, som tilbyder sig med:

CaIl to worship-organ meditation.

Prayer and preparation

Worship through sharing

Special music etc.

 

Er det ikke en fantastisk verden, vi lever i?

Tolken Inoue (tv) og Nada-San i hotel New Otanis parkanlæg.

Nada-San og Max-San med hotel New Otani i baggrunden. Hotellets fantastiske parkanlæg indeholder også et vandfald af ganske betragtelig størrelse.

Fredag d. 18. var jeg sammen med Nada, Inoue samt rådgiver for firmaets præsident, Mr. Teddy Yamamoto, til modtagelse på den danske ambassade i Tokyo. Der skulle takkes for ambassadens velvillige deltagelse i seminarerne i Osaka. Så skulle der listigt spørges til, om ambassaden mon ville støtte et kommende seminar i Tokyo?

Det var handelsråd George R., der tog imod.

Senere på dagen var der møde med et stort japansk dagblad, som var i netværkssamarbejde med Asahi Juken. Ville de støtte et Tokyo-seminar?

Og så var det stort set slut med "forretningerne". Jeg må vente med at fortælle nærmere om projektet til jeg kommer hjem. Dels er det kompliceret at beskrive, dels er der nogle politisk følsomme elementer i projektet, som ikke skal lægges frem i et brev.

Fredag aften fik vi også skyllet gummerne. Nada-San er som tidligere nævnt en lidt speciel japaner . I Iøbet af aftenen fyrede han det her af:

”Japanerne er som tyskerne. Autoritært opdraget og ensrettede. De har intet lært af historien. Får de på ny besked om at iføre sig skråremmen, gør de det. Heil- Hitler!”

 

Nada-San mente, hvad han sagde. Jeg tror nu ikke, han har ret, men når man færdes dagligt blandt japanerne, kommer man uvilkårligt, men fejlagtigt til at tænke i de baner.

 

******

Lone og George Rasmussen. Fotoet er fra februar 1991, hvor vi sammen med andre besøgte Den Gyldne Pavillon i Kyoto.

Lørdag blev jeg hentet på hotellet af Lone og George. De tog mig på sightseeing hele dagen i Tokyo, og om aftenen stod den på middag med dejlige vine hjemme hos dem. Og så forresten en masse snak.

Det blir' spændende at se, om han blir' ambassadør. Han er uddannet cand. merc. og er efter mine begreber virkelig dygtig. Men 70 % af ambassadørerne rekrutteres blandt cand. jur'er og cand.polit.er.

Søndag var der mere sightseeing. Vi var i et specielt kvarter r Tokyo, hvor gaderne hver søndag afspærres og overlades til unge mennesker, som så afreagerer ved at punke håret og danse vild rock på en indstuderet måde.

Bemærk det flot orangefarvede hår

Der gøres klar til dans

Mandag vender de så tilbage til det velfriserede liv med habit og time-manager. Meget specielt.

Jeg tog afsked med Lone og George søndag eftermiddag. Jeg håber virkelig at se mere til dem. De har haft et spændende liv og er selv spændende personligheder.

***
Nu har jeg så genoptaget hverdagen i Osaka.

Hverdagen er også små irritationsmomenter. F.eks. knækker japanske mænd fingre. Bedst som man sidder indespærret i undergrundstoget, begynder en eller anden at knække fingre på en højst ulækker måde. Og så er det som om en "knækken-fingre" epidemi bryder løs. Alle trænger pludselig i den grad til få rykket i fingerIeddene. Jeg hader det !

Eller man sidder til møde: Knæk, knæk siger det, medens de smiler forekommende. Hvad gør man, når man trænger til at skrige af vanvid?

Knæk, knæk.

Mange hilsener

Max


 

Fujiyama på tilbagevejen