Dagbogsnotater. Osaka d. 28/3 '91. Det tager en time at læse alt.

Udflugt. Fra venstre: Inoue, Max, Nada-san, Itzutani. Typisk Nada: Man skal ikke sidde og hænge på kontoret, når kirsebærtræerne er sprunget ud.

Nada-san

Nada-san

 

Nada er direktør og leder afdelingerne Interior Life Department, Silver Life Dept., samt nogle andre afdelinger, som jeg endnu ikke har rede på. I alt er der tale om et personaleansvar på ca. 150 personer. Som leder er han veluddannet. Han har tydeligvis fået en management-uddannelse, som også inkluderer kendskab til amerikansk inspireret managementteori. Han kan på stående fod give en fremstilling af f.eks. Adizes ledelsesteori. Fremstillingen vil være præget af selvstændig tilegnelse og forståelse.

Nada-san taler byder velkommen til en konference.

Nada har en juridisk uddannelse af en eller anden karakter, han er bredt orienteret i japanske samfundsforhold. Han kan uden forberedelse give en sammenhængende fremstilling af japansk historie, de store linjer, sætte årstal på. Han tænker kreativt og hurtigt: Han synes at være mere inspireret af humaniora end af naturvidenskabelige fagområder.

Som personaleleder optræder han i aI almindelighed venligt og med en tilsyneladende ægte interesse for sit personale. Han er ikke specielt autoritært indstillet, men optræder i et system, som er autoritært orienteret: Absolut og ubrydelig loyalitet over for en foresat er en selvfølge i Asahi Juken og, tror jeg, i al almindelighed i det japanske samfund. Her er der en snæver forbindelse til konfucianismen.

Nada blir' næppe modsagt, ikke så meget på grund af sin personlighed men snarere fordi ingen i personalet vil kunne bryde med den tillærte, submissive adfærd over for overordnede.

Personalet springer for Nada, og han benytter sig med den største selvfølge af det: Afdelingslederne bliver rask væk udkommanderet til at agere som privatchauffør for Nada, dag og nat, hverdag eller søndag. En sjælden gang bliver han vred over et eller andet, og der breder sig en fuldstøndig lamslået stemning i personalegruppen: Al bevægelse bliver ligesom fastfrossen, ingen tør sige noget, alle kigger ned.

Nada genopretter selv et venligt forhold til den, han har "skældt" ud. Han kan ligefrem finde på røre ved vedkommende, - i sig selv lidt usædvanligt på et japansk kontor, - normalt rører man først ved hinanden efter kontortid, når alkohol i større eller mindre doser har løsnet for de konfucianske bindinger".

Det er svært at gøre op, hvorvidt Nada er en dygtig leder eller ej. Han har klart for mange jern i ilden og har derfor ikke altid den fornødne tid til at være over det enkelte projekt. Det sænker effektiviteten i et system, hvor den enkelte har så svært ved at stå frem og træffe selvstændig beslutning.

Er Nada respekteret? Muligvis. Hans underordnede synes, han drikker for meget og derved blamerer sig selv og muligvis også dem selv.

Han er charmerende og særdeles vittig. Desværre går jeg til min store ærgrelse altid glip af hans vid. Jeg ved, at han er morsom: Jeg kan se, at han får folk til at le, ofte mod deres vilje. Min fornemmelse €er, at de fleste af hans underordnede ikke forstår en personlighed af den art: Han er en usædvanlig type. Det mener han også selv. Selv siger han -halvt koketterende, halvt alvorligt - , at han er en elendig forretningsmand.

Nada refererer direkte til vicepræsidenten- Han siger selv, at han er beskyttet at vicepræsidenten, som skulle have forståelse for "humanister" som Nada.

Når Nada er til møde med toppen, indtager han efter eget udsagn de samme konfucianske underordningsmekanismer som Nadas eget personale ellers møder ham med.

Nada er, hvad man bedst med Adizes ord kunne kalde for udvikleren, entreprenøren.

 ***

Itzutani (til højre) instruerer en medarbejder.

Itzutani daglig leder

Itzutani

Itzutani er daglig leder af Bygning J. Han er først i 30'-erne, har studentereksamen og blev som ungt menneske ansat i AJ.

Han har så vidt jeg ved ikke supplerende uddannelse, men har fået sin skoling i selve firmaet. I år ansætter firmaet lige knap 600 unge mennesker, nogle har en akademisk uddannelse, andre kommer lige fra gymnasiet.

Før Itzutani blev knyttet til Bygning J-projektet, var han i 10 år ansat på et af AJ's hospitaler. Her beskæftigede han sig ned hospitalsadministration.

10 år ser ud til at være den normale oplæringsperiode inden forfremmelse finder sted. Izutani forekommer at være et godt valg som lederemne, set ud fra AJ's interesser. Han er intelligent, venlig og kan stå frem for en forsamling.

Han er en slider, ikke intellektuelt anlagt, vil formentlig være at finde i firmaet også om 20 år.

Det er mit indtryk, at mange yngre mænd leger ned tanken om at kunne skifte job flere gange i deres karriereforløb.

Med andre ord er der opbrud i traditionen med livslange arbejdsforløb i samme firma.

Mulighederne for at skifte job vil være gode, idet der er en stigende efterspørgsel på arbejdskraft. I jobannoncerne lokker mange firmaer med faste arbejdstider, faste fridage, faste ferier, - givetvis noget, der også frister de unge og veluddannede i et firma som AJ, der jo ellers med største selvfølgelighed udnytter personalet.

Itzutani blev gift son 2S-årig. Hans far er ingeniør og hjemmet velstående. Asahi Jukens præsident, Matsumoto, var med til brylluppet, hvilket er usædvanligt, med mindre man f.eks. antager, at Izutanis far har forretningsforbindelse med Matsumoto. (Der er immervæk 16.000 ansatte i Asahi Juken)-

 

Det kan tænkes, at Itzutanis udvælgelse til leder hænger sammen med et sådant eventuelt bekendtskab.

 

Itzutani er beleven og sportstrænet. Blir' han bedt om at gøre noget for en meget højtstående leder, gør han det i løb. Jeg er sikker på, at han på forlangende af præsidenten himself uden tøven ville springe i havnebassinet, med habit og det hele, hvis han dermed kunne gøre ham bare en lilIe tjeneste.

Når der pjattes på kontoret (det er, når pigerne er gået hjem), bliver Itzutani beskyldt for at være en buk. Da han var i Danmark, havde han en affære med en dansk pige, påstår Kutsui.

Selvom Itzutani pligtskyldigst protesterer, ser han alligevel helt tilfreds ud, når prædikatet "buk" knyttes til hans person.

Han fører sig bestemt ikke frem som nogen buk, men pjatteriet er udtryk for den næsten søskendeagtige måde, mændene på kontoret omgås hinanden på. Måske er det et af de positive træk ved det livslange ansættelsessystem. Mændene ser ikke ud til at konkurrere indbyrdes om social- opstigning i firmaet.

Itzutanis kone er en sød, traditionelt opdraget japansk pige.

Da jeg efter mit besøg i deres hjem skulle køres til hotellet, spurgte hun kælent om lov til at køre med,-

Og som Itzutani sagde til mig, inderligt tilfreds: Hun håber på at få lov at køre min bil!

Det ser ud til, at de befinder sig godt ned hinanden i deres meget traditionsbundne kønsroller.

(2012: Itzutani døde af en blodprop i midten af 90'erne, formentlig af overanstrengelse)
 

 

Jeg spiste jævnligt frokost med Kutsui. Habit var et must hver eneste dag på kontoret.

Den subtile Kutsui

Kutsui

Kutsui er en slags afdelingsleder ligesom Suga. Han blev ansat i Asahi Juken for et halvt års tid siden og kom fra et salgsjob i et kosmetikfirma. Hans første ansættelse var i koncernen Mazda, hvor han var i 10 år. Han beskæftigede sig ned EDB programmering og systemarbejde, men som en følge af oliekrisen måtte koncernen afskedige 30.000 mand, heriblandt altså også Kusui.

 

Kusui er nok den bedst begavede i Silver Life Dept. Han er god til at formulere sig, taler efter Inoues udsagn et slebent japansk, hans ironi er sylespids og raffineret, men sjældent ondskabsfuld.

Han er et behageligt menneske. Altid venlig og hjælpsom, viser andre opmærksomhed, gør ikke forskel på høj og lav. Man kan lide at være i hans selskab.

Han er høflig uden at være servil. Godt nok er hans buk for overordnede lige så dybe og korrekte som alle andres, men han Iogrer ikke med halen.

 

Kutsui og Inoue ved frokosttid.

Også Kutsui rejser sig, når ældre overordnede træder ind på kontoret, men han slår, om jeg så må sige, ikke hælene sammen.

Den japanske høflighed er altid beskrevet som noget særligt i litteratur om Japan. Jeg synes ikke, at japanere er mere høflige end f.eks. europæere. Her er der virkelig tale om en myte.

Jeg tror, mange europæere forveksler høflighedens udvendige former med indbegrebet af høflighed.

Udvendige former så som buk, rejse sig op, når nogen træder ind på kontoret og så videre.

Jeg mener: i halvtredserne hørte det med til god latin, at skolebørnene rejste sig for læreren, at man ligeledes bukkede eller kniksede, når man mødte sådanne standspersoner, at herrerne åbnede døre for damerne o.s.v.

 

Sådan adfærd kunne være udtryk for høflighed, men var det ikke nødvendigvis.

Indbegrebet af høflighed er vel, at den er båret af en internaliseret respekt for næstens integritet som person.

Eller sådan noget.

Det er så det, der karakteriserer Kutsui. En internaliseret respekt for næstens integritet? Jeg kunne godt tænke mig Kusuis egen kommentar til denne karakteristik.

Han ville givetvis straks punktere den slags sprogligt krukkeri: internaliseret respekt ? Hva'ba' ?

 

Men det er nu alligevel sådan, han er.

 

Han har charme, som gør indtryk på kvinder. Jeg ved ikke, hvordan han gør det, han flirter ikke, han spiller ikke op, er ikke specielt køn.

Men han får dem til at le. Det er jo slet ikke et dårligt udgangspunkt, nej det er ikke.

 

Han har en veludviklet humoristisk sans, sommetider gør han sig selv til grin på en tiltalende måde.

 

Som f.eks. ved dette kundebesøg i Bygning J:

Når kunderne ankommer, står personalet linet op, der bukkes, "nu skal jeg, frue", ”denne vej, Hr" o.s.v.

Det var lige før ankomsten af de første kunder. Ved et uheld kom Kusui til at betræde det sted på gulvet, hvor den automatiske døråbner udløses.

Glasdørene gik op, og Kutsui snurrede rundt og gav et neget dybt, ironisk buk til den tomme døråbning.

Det så virkelig meget morsomt ud, alle knækkede sammen af grin. Specielt pigerne kunne ikke stå for det.

Kutsui bor i Kyoto. Han har et lille barn på godt et års tid. Kutsui ser ikke meget til barnet eller konen.

Hans dag starter kl. 5.30 om morgenen. Han tager toget kl. 6 og er så fremme på kontoret lidt over 8.

 

Han arbejder koncentreret hele dagen til kl. 21. Så tager han toget tilbage til Kyoto og er hjemme lidt over kl. 23.

 

Hver dag. Nogle gange bliver det senere, og han arbejder også i weekender. De officielle to fri-lørdage om måneden er permanent inddraget.

Hvordan holder man til den slags?

Vil Kutsui ikke gerne være sammen med sit barn? Sin kone?

Selvfølgelig.

Så dette grusomme arbejdssystem bryder sammen. Spørgsmålet er bare, hvornår?

Kutsui (tv) og Suga (th). Et afslappet øjeblik sidst på dagen. De to sidder og smågriner og driller Itzutani med, at han er en buk. Er du liderlig, Itzutani?

Suga

Suga

Suga kom til Asahi Juken for et års tid siden efter 15 år i et helsekostfirma. Han var sammen med ltzutani, Hama og Inoue på tre måneders ophold i Danmark.

Suga virker lidt hæmmet, forkuet som en mand, der har fået tæv som barn eller har haft en dårlig skolegang.

Han har flere af de konfucianske underordningsmekanismer langt fremme i personligheden, - måske udsætter han sig derfor for mentale afklapsninger. Jeg har ved mindst to lejligheder oplevet, at Suga har fået kasseret et stykke arbejde, som han havde arbejdet længe på. Almindeligvis bliver arbejde ikke åbenlyst kasseret, den slags undgås for at offeret ikke skal tabe ansigt.

 

Når Suga viser Bygning J frem for potentielle kunder gør han det med ekstremt store armbevægelser, som om han har indtaget for store doser af de salgskurser, som han givetvis har været på.

Hans gesti minder om en af tegneseriefigurerne fra Asterix,

måske selveste Asterix?

 

Suga arbejder meget flittigt.

Han siger, han mangler penge. Han bruger den samme lidt slidte habit i ugevis.

Billede. Suga bøjet over arbejdet

Suga er ikke en man sådan kommer ind på livet af.

Suga kunne ikke som Kusui finde på at bruge et udtryk som:

Max, nu skal jeg fortælle dig om subtiliteterne i den japanske kultur.

EIIer som Kusui, da tre ganske unge piger skulle introduceres til kontorarbejdet: Da Inoue blev præsenteret, tilføjede Kusui sagligt, tørt: Han er i øvrigt ugift-...

Suga er en mand, som jeg ikke ville kunne drikke øl sammen med, f-eks.
******

Min tolk Inoue

Inoue

Inoue er 24 år. Han skal være min private tolk under hele min ansættelse i Asahi Juken og skal følge mig som en skygge, både når jeg arbejder, og nu og da også i fritiden. Han er bachelor med engelsk som hovedfag.

Inoue arbejder, men har den uundværlige udgave af Advanced Learners liggende foran sig på bordet. Den tomme stol til venstre er min plads, den tomme plads til højre for Inoue er Itzutanis plads.

Inoues kæreste siger, han var en doven student. Hans engelsk er ikke blændende. Som bekendt har japanere svært ved at udtale "r". "Rice" udtales af mange "Lice".

Inoue er naturligvis bekendt med disse udtalevanskeligheder og er meget omhyggelig med at udtale disse "r'er".

Men hans påpasselighed fører så nu og da til en slags overkompensering, således at han udtaler 'r’ der, hvor det faktisk skulle være "l".

 

Som nu forleden dag. Inoue skulle gøre tvangstjeneste i guvernørens valgkamp " Jeg spurgte: What are you going to do tomorrow?

Han svarede: I have to support the Governor's erection...

 

Inoue er meget sød, men også lidt forfængelig.

Så man skal ikke grine. Det vil han ikke kunne lide.

Inoue har sommetider dette særlige, lukkede udtryk i ansigtet. Jeg bilder mig ind, at det er et særligt asiatisk fænomen.

Så nogle gange har han et asiatisk, lukket udtryk i ansigtet. Det gør mig hemmeligt rasende. Måske fordi han i den grad ligner min søn Kristjan, at jeg får lyst til at opdrage på ham, ruske ham i ørerne og sige: Kan du så se at få det forkælede, mopsede udtryk tørret af.

Han er meget tiltalende og er jo til daglig både min tunge og ører, idet han skal fungere som tolk.

Max-san arbejder. Efter nogen tid fik jeg stillet en wordprocessor med japanske tegn til rådighed. Den kunne gemme en side ad gangen, som så efterfølgende kunne skrives ud.

Inoue bruger time-manager og vil gerne starte sit eget firma. Han afskyr de mere primitive, konfucianske sider af Asahi Juken. Det kan han godt få sig selv til at sige, når han har fået et par øl.

Forleden blev en vis hr. Takanaka forfremmet. Fuldstændig uforståeligt. Han er ganske afgjort et skvat, logrer med halen, €er ikke mildest talt ikke skamferet af kløgt (hans kone er kvik og sød , hvordan finder sådanne to sammen?).

Men Takanaka kører bil for Nada og foregiver at dele Nadas interesse for buddhisme. Så nu skal Takanaka være endnu mere led(er), end han var i forvejen.

 

Den slags kan Inoue ikke acceptere. Derfor vil han se sig om efter et bedre job. Han mister tilliden til den store Asahi Juken sho-gun, præsident Mr. Matsumoto.

Hvordan kan firmaet leve med så åbenlyst tåbelige dispositioner som at gøre Takanaka til chef ?

Den nyudnævnte leder og Nadas chauffør, Takanaka, ses til venstre bag Nada-sans limousine. Til højre for Nada-san ses Nadas kone. Optagelse foran Nadas privatbolig

Om søndagen kører Inoue bil sammen med sin kæreste. Hun har fornylig købt sig en ny bil, og Inoue forklarede mig stolt, at han nu skulle lære hende rigtig kørselsteknik.

Det falder overhovedet ikke Inoue ind, at pigebarnet i forvejen kører lige så godt som han, måske bedre.

Inoue med kæreste

Næ, rigtige mænd anlægger ned den største selvfølge en beskyttende attitude over for det svage køn, - Inoue er simpelthen kisteglad, når han skal lære sin pige at køre…

Ja, ja.

Det er godt, vi andre ikke har sådanne svagheder….

Men kønsrollerne er meget veldefinerede i Japan, kvinderne er klart "undertrykte". Imidlertid ser det ud til at mænd og kvinder har det godt ned hinanden. Der er ikke så mange spændinger, således som der vil kunne være det mellem danske mænd og kvinder, siden kønsrollernes delvise sammenbrud og en derved opstået usikkerhed om, hvordan man SÅ omgås.

De japanske piger er kønne, de er nogle søde, små nips, feminine og de spiller det lille spil med at kæle for mændenes svage ego.

Så både Inoue og kæresten nyder det - tror jeg da – når Inoue skal give køreundervisning...

 

På nogle områder virker japanere som børn. De er gode til at more sig, ler og pjatter, og som nævnt har kønnene en uskyldig, ureflekteret måde at omgås hinanden på.

Den slags tilsyneladende uskyld er vel i sig selv et særligt erotisk pikanteri, som også forstås uden for Japan?

 

Piger på kontoret

Hosokowa

I Japan er det praksis, at pigerne forlader arbejdslivet, når de bliver gift eller i det mindste, når de får

børn. Derfor er der ingen kvindelige medarbejdere i Asahi Juken over 25. Stort set.

På kontoret i Bygning J er der Hosokowa. Hun er vel omkring de tyve og udfører almindeligt sekretærarbejde: passer telefon, bestiller kontorartikler hjem, passer frimærkekassen o.s.v

Derimod skriver hun ikke breve rent og arbejder kun i begrænset omfang med f .eks. tekstbehandlingsanlægget. Derfor bruger funktionærerne (alle sammen mænd) forholdsvis meget tid på simple kontorrutiner.

Hosokowa

1. april, som er den dag, hvor firmaer ansætter nye folk, kom der to nye, ganske unge kontormus til Bygning J. De taler begge med den ydmyge stemmeføring, som er så udbredt blandt unge piger i Japan. Piiiv, piiiv, piiiiv.

Til kontorpigernes faste pligter hører servering af kaffe og te til kontorets mandlige medarbejdere. Sådan!

Pigerne går i firmadragt og må således klæde om hver dag, når de ankommer til kontoret. Hvis de er rygere, må de pænt sørge for at holde rygningen begrænset til pigernes garderobe. Det er kun mænd, der må ryge på selve kontoret.

Pigerne er utroligt søde. F.eks. skulle Ogha efter nogen tids tjeneste i Bygning J vende tilbage til sin sædvanlige afdeling i Asahi Juken.

Så kom hun hen til min plads, bad Inoue tolke, og sagde så:

”Max-san (hr. Max), i dag skal jeg tilbage til mit gamle kontor.”

”Ah, so des ka?”, sagde jeg venligt og lidt distræt. ”Det bliver dejligt for dig, ikke?”

”Jo, men så vil jeg sige farvel til dig”, sagde Ogha og pludselig stod tårerne i øjnene på hende.

Det er ligesom et brud på konventionen at give udtryk for følelser. Ogha havde også tårer i øjnene senere, da Kusui venligt som altid ville følge hende til døren.

Max på frokostrestauranten med Inoue. De sammenrullede, hvide servietter er våde og brændende varme, så man kan tvætte hænderne med dem. Alle japanske restauranter uden undtagelse servicerer gæsterne med den slags servietter. Åh.