Liv og Arbejde I.

 

 

 

Scrol ned i teksten, indtil du kommer til teksten, du vil læse.

 

INDHOLD

 

1.

Min karriere som maskinarbejder.

 

2.

Mænd, der elsker kvinder.

Hvad en lille dreng lærte om det andet køn.

 

3.

Mit liv som sømand.

Som 18 årig boede og arbejdede jeg i Stockholm, hvor jeg det meste af tiden gjorde tjeneste som jungmand på M/S Starke. Det var urolige år, hvor jeg (uregerligt) fulgte mit eget hoved.

 

4. Skønsang på Skive Sygehus i 1969.

Som ung studerende arbejdede jeg som ufaglært sygehjælper på Kirurgisk sengeafdeling for mænd. Afdelingssygepljersken hed frk Skyldahl. Vi sang i forening morgensang for patienterne. Frk Skyldahl var en levende legende på Skiveegnen.

Min karriere som maskinarbejder.

Arbejdsdrengen '3 i en'.

Da jeg havde taget realeksamen og var gået ud af skolen, kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde lyst til at læse videre. Jeg havde allerede læst mange bøger og havde fået den ide, at jeg ville forvandle mig til en proletar, så jeg kunne forene mig med andre proletarer om at danne et urkommunistisk samfund. Ideen havde jeg faktisk fået fra Agnar Mykles 'Sangen om den røde Rubin', som på opløftende måde berettede om en gruppe intellektuelles samtaler om revolutionen. Der var også ubegribeligt megen beskrivelse af erotiske scener, side op og side ned, og de faldt også i min smag, jeg kunne, hvis det skulle være, recitere hver erotisk scene, omtrent som unge muslimer i fremmede, analfabetiske miljøer kunne recitere koranen. I mit unge hoved, var der, hvis man trækker sex-besættelsen ud af det, en vedholdende fokusering på Marx og Jesus. Jesus - og sexinteressen - holdt jeg for mig selv, der var ikke mange pluspoint i Jesus, dummere var jeg jo ikke. Derimod var der pluspoint i Marx og proletariatet.

Så var det der, jeg indledte min karriere som maskinarbejder (og proletar). Det var i august 1965, og jeg begyndte på en maskinfabrik i Næsby som arbejdsdreng, i stedet for at fortsætte med gymnasium. Jeg begyndte kl. 8.00 om morgenen og fik min første arbejdsopgave ved en stansemaskine, en idiotsikret stansemaskine, forstås. Jeg skulle bukke 2000 stk beslag på midten, så de blev til vinkelbeslag. 1) Jeg skulle lægge emnet (beslaget) i stansemaskinen 2) Jeg skulle trykke på en knap med min venstre tommelfinger SAMTIDIG med at jeg med højre hånds tommelfinger trykkede på en knap i højre side af maskinen. Med andre ord: Det kunne ikke gå galt, det var ikke muligt at få ens fine fingre ødelagt af maskinen. Stansemaskinen fungerer sådan, at et stempel med stor kraft trykker ned på emnet, bukker det, hvorefter stemplet efter at have været helt i bund går op igen. 

Stansemaskinen kunne se omtrent sådan ud. Bemærk de to, sorte knapper, som skal aktiveres samtidg for at få stemplet til at bevæge sig ned mod emnet

Jeg havde vel lavet en 4-500 beslag, da det faldt mig ind at lægge to emner i stansemaskinen ad gangen. Det gik godt, stansemaskinen bukkede med et smæld TO vinkelbeslag. Jeg var helt tilfreds med min opfindsomhed og havde vel bukket yderligere 4-500 emner på en støt, men enerverende måde. Hvis maskinen i stedet for at bukke både et og TO emner ad gangen, kunne den vel også bukke TRE emner ad gangen. Tænkte jeg. Efter kort betænkningstid lagde jeg tre emner i maskinen og trykkede på de to knapper. Ak. Der lød en frygtelig lyd, stansemaskinen stoppede brat. Med tre emner kunne stemplet ikke komme HELT i bund, stansemaskinen var gået i baglås. Erfarne maskinarbejdere kom til og konstaterede at stansemaskinens stempel havde mistet faconen. Du har da vel ikke lagt to emner i ad gangen, spurgte de vantro. Nej. Jeg lagde tre emner i. Er du klar over, hvad sådan en stansemaskine koster, knægt? Nej, det havde jeg ingen anelse om, fik jeg med svag røst fremstammet. Den koster det samme som EN NY FOLKEVOGN! Direktøren var ikke på fabrikken i det øjeblik, men han bliver nok sur, når han kommer tilbage, mente maskinarbejderne. Der gik et par timer, så kom direktøren hjem. Jeg ved ikke med sikkerhed, om han var sur, for han sagde ikke noget. Han var blevet helt hvid i hovedet, medens han betragtede sin stansemaskine. Endelig sagde han: Du kan godt gå hjem. Det gjorde jeg så, - der var ingen grund til at spørge, om jeg skulle komme igen næste dag, ræsonnerede jeg. Min karriere som maskinarbejder varede næsten en hel dag.

Så blev det alligevel gymnasiet. Med Marx var det fortsat ok, ligesom det egentlig var mere givende at LÆSE om proletariatet, end at gå med kedeldragt og få hård hud på hænderne. Med årene svandt Marx ind, så meget, at det var bedst ikke at omtale ham, ligesom det i forvejen var sindsvagt at røbe sin Jesusinteresse for andre. Der er hverken pluspoint i Jesus eller Marx. Interessen for sex skulle vise sig at være meget levedygtig, er jeg kommet frem til.

En lille dreng, der hedder Max

Mænd, der elsker kvinder.

 

 

Der er en scene i Martin A. Hansens ’Løgneren’, som jeg ofte har tænkt på. Romanens hovedperson, Johannes Vig, skal spise søndagsmiddag hos Marie, som er mor til en af lærer Vigs tidligere skoleelever.

 

Johannes står i dørkarmen ud til Maries køkken og ser på, medens hun forbereder middagen.

Jeg citerer fra kapitel 7:

 

„Jeg stod lænet til Køkkendøren i Maries lille Hus, rygende Pibe, mens hun begyndte paa Madlavningen. Hun virkede meget stor i Køkkenet. Var i en mørkegraa Kjole med sorte Mønstre, sid og tung. Hun tog et stort, stivet Forklæde om sig. Her blev hun sig selv og tavs igen. Jeg sagde heller ikke videre. Det gik endda, jeg havde ofte været paa Besøg her, uden at der var blevet sagt ret mange Ord. Hun nærede en uforstaaelig dyb Respekt for mit Kald og min Person. Men jeg var klar over at jeg generede hende ved at staa her ved Karmen, hvor hendes Søn kunde staa, hvor den afdøde Mand havde kunnet staa, men Degnen ikke burde staa, for Degnen burde sidde inde i Gyngestolen og se i Albummet.

Men efter det der var hændt i Kirken kunde jeg særlig godt lide at staa her et Øjeblik og komme de enkle Køkkenting nær. En Gæst i Verden, en Omflakker, han trænger til at staa ved Dørkarmen til et Køkken. Jeg stod her et Øjeblik og stjal en Smule fra en for mig lukket Verden. Husmoderens Syssel i sit hellige Køkken.

Forlængst, for mange Aar siden, var den død, som man med Sønnens Ret kunde staa og betragte, mens hun syslede.

Marie tog Pinde og Spaaner fra den rødmalede Brændekasse og lagde dem i Komfuret. Jeg strøg en Tændstik og rakte hende den tavs. Snart blasede det i Spaanerne, der kom smaa Skrald og en Duft af brændende Fyrretræ. Jeg havde lagt Mærke til hvor sirligt Brændestykkerne laa i Kassen. Der var Orden hos Marie. Alt i det lille blaa Køkken var ganske vist slidt,[men] Maries Ting blev ædle af Slid. Der var en Renhedsduft i hendes Hus. Duft af nyvasket og nystrøget Tøj.”

 

Jeg har hæftet mig ved sætningen ‘Jeg stod her et Øjeblik og stjal en Smule fra en for mig lukket Verden.’

 

At stjæle sig til en smule fra kvindens verden. Det er mandens tusinde år gamle glæde over kvindens verden, eller glæde over, hvad enhver kvinde repræsenterer som kvinde. Og jeg må straks præcisere: Kvindens verden er IKKE køkkenet, også selv om det eventuelt har været Johannes Vigs opfattelse, eller Martin A. Hansens opfattelse. Kvinden realiserer sine talenter overalt, hvor hun finder det passende, i karrieren, hvad enten karrieren udspiller sig i direktionslokalet eller ved et kasseapparat i Netto eller i et – køkken.

Kvinden bærer sin verden med sig uanset, hvor hun er. Mænd, der hader kvinder, ser det ikke, men mænd, der elsker kvinder, har på et tidspunkt lagt mærke til det og kan aldrig siden hen komme væk fra det. I enhver mand, der elsker kvinder, er der en latent længsel efter at se ind i det for ham – og til evig tid – kun delvist udforskede univers, som kvinder bebor. Omtrent som at stå i køkkendøren og betragte en kvinde, der foretager sig et eller andet.

 

Der er en ynde ved kvinden, uanset om hun er gammel eller ung, tyk eller slank, en ynde, som ses af mænd, også i det små, som for eksempel når en kvinde er på dansegulvet med en lethed, som ikke er knyttet til hendes ydre, men til hendes køn.

For manden er kvinden det andet køn, ligesom manden for kvinden muligvis også er det andet køn. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Det er meget hetero, det her, andet kan jeg ikke komme frem til.

 

En aften for mange år siden var jeg blevet ladt alene tilbage i huset, medens mine forældre var gået på besøg hos min onkel og tante, som boede nogle få hundrede meter fra vores hjem. Jeg var vel faldet i søvn, inden de gik, og var så vågnet og havde følt mig ensom.

Det var bælgravende mørkt, da jeg stævnede ud på min aftenvandring, som ad en sti førte frem til landevejen mod Karrebæksminde. Her skulle jeg krydse over for at nå min onkels hus. Det vakte opsigt, da jeg pludselig stod og missede med øjnene i stuen, iført pyjamas. Det har været i efteråret 1953 eller foråret 1954, jeg var fyldt 5 år, men endnu ikke 6.

Efter i nogle minutter at have været genstand for de voksnes betuttede overraskelse, blev jeg med et mildt tonefald beordret i seng ovenpå, hvor mine tre kusiner havde deres fælles værelse.

 

Mine tre kusiner var som i eventyrene henholdsvis Gyldenlok 1, Gyldenlok 2 og Gyldenlok 3, den ene et år ældre, den anden et par eller tre ældre, den tredje fire eller fem år ældre. Fælles for dem var, at deres ben, deres hud, var varm og glat, det mærkede jeg, da jeg lagde mig til at sove i den ene eller den andens seng, jeg har aldrig glemt det, fordi det af den femårige dreng oplevedes som noget radikalt anderledes og hidtil ukendt.

 

Jeg tror, det var allerførste gang, ’jeg stod i køkkendøren og kiggede ind i kvindens verden’. Min beretning, min bekendelse, kan næppe fremkalde moralsk forargelse, med mindre man mener, at en lille rævehvalp kan forvolde skade i hønsegården.

 

Det vidunderlige ved kusiner er, at man har dem ved sig på et tidligt tidspunkt i ens liv, et tidspunkt, hvor afgørende erfaringer gøres.

 

Jeg læste for nylig et indlæg i avisen, hvoraf det fremgik, at hud er hud, uanset om det er en mands eller en kvindes hud. Det er en meget abstrakt tankegang, for den femåriges jordnære og entydige erindring og viden står stadig ved magt, så mange år efter.

Glæden over ’det andet’ rækker på vedvarende måde ind i det, der bliver ens blivende kærlighed, det ’evige andet’ bærer enhver kvinde i sig, og dertil kommer de specifikke forhold, som er knyttet til den elskedes personlighed.

Mænd, der elsker kvinder, har det, som den lille botaniker har det. Når først de enkelte blomsters navne er indlært, kan man ikke komme sig over den glæde, det er at få øje på hver enkelt blomst på dens voksested, og efter nogen tids erfaring nænner botanikeren ikke at plukke blomsterne, men lader dem stå uberørte, hver i deres egen ret.

Stockholm 1967. I tjeneruniform.

De mange små skærgårdsøer krævede hyppige kursskift.

MIN TID SOM SØMAND

 

Når M/S Starke sejlede igennem den stockholmske skærgård om natten, var der som oftest kaptajnen selv, der stod på broen og gav anvisninger om kursen til rorgængeren. Farvandet er godt afmærket med forskellige, lysende afmærkninger, men i usigtbart vejr måtte der sejles med allerstørste forsigtighed. Ruten igennem skærgården kræver hyppige kursændringer for at styre uden om de talrige skærgårdsøer, og den vagthavende officer må især om natten uafladeligt studere ekkoloddets angivelse af vandybden for at holde sig fri af undersøiske skær.

Når jeg havde vagt om natten, var det min opgave at servere kaffe og brød for de vagthavende officerer på broen. Jeg bryggede kaffe på den store kaffemaskine i kabyssen og hældte den på termokande. Jeg rettede kaffe, service og brød an på en rund bakke og bar den i én hånd op ad den stejle trappe, der førte op til broen. Netop i én hånd, for forsøgte man sig med at bære bakken med begge hænder, kunne man være sikker på at tabe det hele på dørken, specielt når der var søgang.

 

Hvis kaptajnen var i det venlige hjørne, snakkede han til mig, og jeg kunne så få lov at opholde mig på broen et stykke tid. Der var mørkt på broen, således at man uden genskær på ruden kunne se ud. Navigationsinstrumenterne afgav et afgrænset lys, således at eksempelvis søkort og ekkolod kunne konsulteres uden at forstyrre udsynet. Når der var særlig dårlig sigtbarhed, stod en sømand vagt i stævnen, således at han kunne give besked til broen, hvis han observerede noget.

 

Disse kortvarige ophold på broen, det grønne lys fra radar og ekkolod, den fortættede atmosfære af koncentration og saglighed, har sat sig fast i min erindring sammen med andre indtryk fra livet ombord.

UNG OG UREGERLIG

 

Det var i foråret 1967. Jeg var fyldt atten, men endnu ikke nitten, og jeg havde lige meldt mig ud af gymnasiet. Gymnasiet var Odense Katedralskole, som forekom mig at være en dramatiseret udgave af Hans Scherfigs Det Forsømte Forår. At melde sig ud af gymnasiet var en egenrådig handling, som især far ikke kunne billige, og han havde derfor prompte fået arrangeret det sådan, at jeg kunne sendes på genopdragelse i udlandet, in casu Stockholm. Sådan må han vel have tænkt. Jeg tøver lidt, for jeg har ikke den fjerneste erindring om at have været på kant med mine forældre.

Det var først fyrre år senere, efter at jeg igen havde fået kontakt med min familie på fars side, at en kusine foreslog ’uregerlighed’ som overskrift for mine ungdomsår. Det kom i den grad bag på mig, for det havde aldrig strejfet mig, at min foretagsomhed kunne udlægges som ’uregerlighed’. Jeg har siden gennemgået min ungdoms episoder, nu set ud fra perspektivet ’uregerlighed’ og mine forældres opfattelse heraf.

 

Sandt nok var jeg allerede som ung et udpræget B-menneske, som foretrak natteliv i stedet for at passe sin seng. I de sidste klasser i folkeskolen kom jeg ofte ikke hjem, før det blev lyst. Jeg hyggede mig med blækregning sammen med min bedste skolekammerat. Vi var af den opfattelse, at vi selv skulle styre, hvornår skriftlige opgaver skulle afleveres, og når vor venlige klasselærer rykkede for opgaverne, kunne vi stille i udsigt at alt ville blive udarbejdet til punkt og prikke og med stor flid. Men om morgenen kunne der ligge en seddel på køkkenbordet, skrevet af min mor, at hun var skuffet over, at jeg ikke kunne give besked om, at jeg ikke kom hjem, så hun ikke skulle være urolig for, om jeg var kørt galt på knallerten. Jeg kan sige det med bestemthed, for jeg har stadig sådanne sedler fra min mor liggende i mine gemmer. I gymnasieårene fik nattelivet yderligere udbygninger, nu i form af diskussioner og læsning af litteratur, som desværre ikke indgik i Katedralskolens pensum. Og så var der også kærligheden.

En dag, da jeg kom hjem fra gymnasiet, sagde min far, at han havde lejet et værelse til mig. Her var nøglen til det møblerede værelse, og jeg kunne så pakke mit tøj og tage derhen. Han sagde det uden synlig vrede, jeg spurgte ikke til årsagen. Jeg var sytten år og fandt mig godt til rette i mit eksil, hvor jeg i øvrigt ikke opholdt mig så meget, for der var jo som nævnt kærligheden.

 

Efter endnu halvandet år, hvor jeg lige akkurat havde undgået at blive dumpet på grund af katastrofale årskarakterer, fordi jeg som en afsindig havde læst op til og bestået de årlige eksamener med topkarakterer. Samlet set gik det ikke, og så meldte jeg mig ud.

Far reagerede prompte og fik uden ukvemsord foranlediget, at jeg kunne flytte til Stockholm, hvor en ven af familien ville hjælpe mig på gled med at skaffe arbejde og værelse. Vi skiltes i bedste forståelse, men jeg kan ikke afvise, at mine forældre har anset mig for at være ’uregerlig’.

Efter kort tid i Stockholm fik jeg ansættelse som tjener ved de Svenska Järnvägor, SJ.

En tjener var en ’servitör’ på svensk. Dengang var der spisevogne på de svenske toge og efter et kort kursus i tjenerfaget, begyndte jeg at servere på togene. Afstandene i Sverige er store, så det var meget relevant at have restaurantvogne koblet til. Ruterne var Stockholm - Göteborg, Stockholm - Sundsvall, Stockholm - Umeå, Stockholm – Kiruna, Stockholm - Østersund og så videre. Nogle gange måtte togpersonalet overnatte på tjenestehoteller i provinsen, hvis ikke toget skulle returnere til Stockholm samme dag. Under langvarige ophold på stationerne fik jeg oplæring i at bære stabler af snavset porcelæn og bestik på venstre arm og håndled, uden at tabe servicet på gulvet.

M/S Starke. M/S Starke var et ældre skib fra 1930'erne. Det sejlede i mange år som færge fra Trelleborg i Skåne. I 1967 blev Starke ombygget til jernbanefærge og sat ind på ruten Stockholm - Nådendal, Finland.

LIVET OMBORD PÅ M/S STARKE

 

Netop i foråret 1967 etablerede Svenske Jernvägor en helt ny færgerute mellem Stockholm og Nådendal (Naantali) i Finland. Der var tale om en færgelinje, som kun skulle overføre gods med jernbanevogne – uden passagerer. Selvom linjen var nyoprettet skulle ruten besejles med den gamle jernbanefærge M/S Starke fra 1930’erne. M/S Starke havde sejlet som jernbanefærge mellem Trelleborg i Skåne og Polen, og både skib og det skånske mandskab blev så udstationeret i Stockholm. Jeg blev spurgt og sagde ja tak til at tage tjeneste som servitör/jungmand på færgen.

 

Livet ombord var inddelt i 4-timers vagter dvs. 4 timers arbejde afløst af 4 timers hvile, hele døgnet rundt.

På mine morgenvagter skulle jeg lave morgenmadsbuffet for sømændene, som spiste i en messe helt i bunden af skibet samt en tilsvarende buffet i officerernes messe. Jeg ved ikke, hvordan det er i dag på et skib, men dengang var der en skarp opdeling mellem officerer og mandskab. Når jeg havde anrettet buffet og ryddet op efter morgenmaden, var det min pligt at vaske trapperne, der gik fra broen i top til messe og kahytter i bunden af skibet.

Ved middagsvagten og aftenvagten skulle jeg gå kokken til hånde i køkkenet og anrette måltider i messerne, sætte service i opvaskemaskinen og andet forefaldende arbejde.

Jeg havde en kahyt for mig selv i mandskabsafdelingen, hvor jeg kunne sove i mine frivagter. Jeg havde mit private landgangstøj liggende i en taske og fik udleveret rene tjeneruniformer efter behov. Førstestyrmanden, som varetog den daglige personaleledelse, solgte toldfri cigaretter, når vi var i internationalt farvand. Jeg røg John Silver, det var et af de første svenske ord, jeg lærte. Det udtaltes Jon Silver.

 

Der var én daglig afgang fra Stockholm, og turen til Nådendal varede en 9-10 timer. I Nådendal blev godsvognene kørt i land, og vi fik nye med retur til Stockholm. Der sejledes alle dage fra mandag til fredag. I weekenden lå færgen stille, og jeg kunne tage til bydelen Söder, hvor jeg havde lejet et værelse hos en gammel tante.

Skærgården, helt tæt på Stockholm.

DEN SVENSKE OG FINSKE SKÆRGÅRD.

 

Den stockholmske og finske skærgård er forskellige som nat og dag. Det tog 2½ time at sejle ud gennem den stockholmske skærgård, hvor øerne for de flestes vedkommende er bebygget og dækket af både løvskov og nåletræer. Tæt på Stockholm er mange øer permanent beboet, og øboerne tager så med små passagerfærger for at komme på arbejde i Stockholm. Længere ude er øerne mere sparsomt bebygget, på nogle småbitte øer er der måske kun en enkelt hytte. De privilegerede sejler ud til deres hytter i hurtiggående motorbåde.

På mine frivagter stod jeg i timevis ved rælingen. Jeg kunne ikke få nok af at betragte sceneriet i Skærgården, jeg er aldrig blevet træt af det, og når Antra og jeg i dag sejler fra Stockholm til Riga, sidder jeg klistret til udsigten fra vinduet.

Den finske skærgård, næsten nøgne med få nåletræer.

Den finske skærgård er helt anderledes sparsomt bevokset, og kun med nåletræer. Når man nærmer sig land, er skærgårdsøerne bebygget med hytter.

 

I Nådendal blev godsvognene bugseret i land, og nye kom på. Nådendal var et sted, der så forkomment ud. Sådan ser der ud mange steder rundt omkring. Der var lidt huse, en købmand med benzintank og måske var der også en alkoholiseret, finsk lyriker. Hvem ved? Hvem kan udgrunde, hvad der foregår i den finske nation på uanselige steder?

Ved anløbet til færgelejet i Nådendal fik skibets uerfarne, unge styrmand lov til at øve sig i at lægge den gamle M/S Starke til kaj, overvåget af kaptajnen eller førstestyrmanden. Nogen gange var anløbet så kikset, at den unge styrmand måtte slå kraftigt bak og føre skibet ud af havnen igen, for så med nyerhvervet kløgt at gøre forsøg igen.

STORMVEJR I DEN BOTNISKE BUGT.

 

Farvandet mellem Sverige og Finland hedder Den Botniske Bugt. Det ser ikke ud af meget i et skoleatlas, men har man engang oplevet Botniske Bugt i stormvejr, går det op for en, at farvandet ikke er at spøge med i uvejr. Bølgerne bliver ganske vist ikke så store som på verdenshavene, men de bliver krappe og uregelmæssige, som om de uafladeligt må ændre retning, fordi de snart rammer Sverige i den ene side, snart Finland i den anden side. Og det gode skib M/S Starke var rundt i bunden, jeg ved ikke hvorfor, men færgen var altså bredbuget og rullede frygtindgydende, når der var søgang.

Den bedste kur mod søsyge er at stå på benene og foretage sig et eller andet. Lægger man sig ned i sin kahyt, bliver man syg med det samme. Som jungmand med tjeneropgaver er man konfronteret med særlige udfordringer, for hvordan får man bakken med kaptajnens natkaffe bugseret op ad den høje trappe til broen uden at termokande og service falder ud af bakken?

Godsvognene blev kørt ombord på M/S Starke i agterstavnen. Min foretrukne udkigspost var på øverste dæk ldt fremme på skibet. Model af M/S Starke.

MYTTERI OMBORD PÅ M/S STARKE.

 

Dagene ombord var ensformige på en måde, der tiltalte et menneske, som havde fået smag for sømandslivet. Man havde kost og logi, adgang til billige cigaretter, man kendte sine pligter, som kom i serier af fire timer ad gangen, og så kunne man læse romaner uforstyrret i den anden serie af 4 timers frivagter. Min første bog var skrevet af den svenske arbejderforfatter Ivar Lo-Johansson. Den hed ’Gårdfarihandlaren’ og var en del af et større selvbiografisk værk. Jeg læste den med noget besvær på svensk, og så vidt jeg ved, var jeg den eneste ombord, der læste skønlitteratur. Hvad man sådan har af interesser er der ingen, der blander sig i. Dagene går i den samme trummerum, og når der er landgang, har man sparet en hel del op, det er det fine ved det, og så kan man bruge løs, indtil man mønstrer på igen.

 

Trummerum, ja. Det må jeg nok sige, for der gik kun nogle uger, før fanden brød løs på M/S Starke. Som før nævnt var både skib og mandskab fra Skåne. Skåne er en del af Sverige, men skåninger var – og er? – gjort af et andet stof end stockholmere. Skåninger taler med en dialekt, som gør én forlegen første gang man hører den. Dialekten er lettere at forstå for danskere end for stockholmske svenskere, det er jo ikke ligefrem den danske tunge, det er det ikke, selvom det er lige før; den skånske tunge lyder ikke som hundeglam, sådan som de gamle romere sagde om den danske tunge, den skånske tunge lyder nærmest som om skåningerne af bare længsel efter det gamle fædreland har vredet så meget rundt på snakketøjet, at de har påført sig selv spalte i ganen. Det lyder rørende, en mor kan holde af det, og den unge Max kunne godt lide skåningerne.

Efter nogle uger i så fjerne egne som Stockholm og Nådental ville de skånske sømænd nedlægge arbejdet, og de truede med, at det ikke kunne gå hurtigt nok. Førstestyrmanden, som var en venlig brummebasse, forsøgte at tale dem til orden, men de bandede og svor på, at nu havde de fået nok. Og så græd de, højlydt hulkende. Ikke sandt? Det var det rene Asterix, ham den store med bautastenen, hvad er det, han hedder? I gråd.

 

Ingen kunne finde ud af, hvad der var i vejen med dem, og det endte med, at man sendte bud til Svenske Järnvägors hovedkvarter om problemerne på jernbanefærgen M/S Starke.

Svenske Järnvägor sendte en Undersøger ombord, og sømændene skulle så forholde sig i ro, medens det blev søgt opklaret, hvad der mon var galt.

Jeg fulgte det hele så temmelig nøje, for jeg skulle løbende forsyne Undersøgeren med spiseligt og drikkeligt. Undersøgeren fik kontor i den store opholdssalon på skibet. Den stod tom i det daglige, for M/S Starke sejlede ikke med passagerer. Så blev alle, en for en, kaldt til samtale, hvor de kunne tale ud og berette om deres opfattelse af ’situationen’.

I forhold til det øvrige mandskab fik jeg en særlig status hos Undersøgeren. Som allerede anført var der gået roman i mig, og de gådefuldt hulkende sømænd fra Skåne appellerede til min veltalende fantasi. Undersøgeren kunne nok have brug for i fortrolighed at analysere de mange indtryk fra interviewene med en anden, og den anden blev så mig, sikkert fordi jeg, skønt jeg udførte arbejdsfunktioner på skibet, alligevel var en slags fremmed fugl.

 

Jeg har siden tænkt på, at jeg ved min inddragelse i denne udredning af en konflikt kom til at foregribe noget, der nu og da - langt senere - blev en del af mit professionelle arbejde. Jeg blev selv en ’undersøger’, som ved kontrakt mellem den virksomhed, jeg var ansat i, og rekvirenten, skulle foretage grundige interviews af ledere og ansatte, som var kommet i så alvorlig og indviklet konflikt med hinanden, at ingen kunne finde ud af, hvad der var op og ned. Mine egne undersøgelser sluttede med skriftlig rapportering, og alle sager, jeg har beskæftiget mig med, var dødsens alvor for de mennesker, der var involveret. Mange var så berørte, at de græd, medens jeg talte med dem, men afstandtagende, ufølsomme bemærkninger som ’hulkende sømænd’ faldt mig sjældent ind. Jeg var i mellemtiden blevet voksen.

 

Svenske Järnvägors undersøgelse stod på nogle uger. Sømændene klagede (forventeligt) over forplejningen, som var ’dræbende ensformig’. Det var hovmesterens skyld, ikke sandt? og man forlangte hende fyret, hvis ikke, og så videre og så videre. Hovmesteren var eneste kvinde ombord. Kunne hendes blotte tilstedeværelse have fremkaldt konkurrerende brunst? Heller ikke, for selv om hun var almindeligt tiltalende, måtte hun anses for at være trådt ud af de aktives rækker – som ’objekt’.

 

Jeg ved ikke, hvor udbredt ’kuller’ er i handelsflåden. Enhver kan forestille sig, at man kan få kuller af at være indespærret på en lille ø, altså ø-kuller. Kuller forekommer vel også i handelsflåden, hvor skibene kan være i søen, uge efter uge, måneder i træk.

 

Sømændene på M/S Starke var vel i en vis forstand ikke rigtige sømænd, idet de var vante til at komme hjem hver dag, medens M/S Starke gjorde tjeneste som færge i Skåne. Nu var M/S Starke med hele mandskabet blevet forflyttet til en rute mellem Stockholm og Finland, og når mandskabet havde fri i weekenden, var det på grund af den lange togrejse næsten uoverkommeligt for mændene at komme hjem til konerne. Sømændene savnede hjemlighed, det var vel det, der var årsag til deres kuller.

 

Udgangen blev visse ændringer i forplejningen, og SJ stillede i udsigt, at man så hurtigt som muligt ville foretage ændringer i tjenestetidsplanerne. Så faldt der ro over foretagendet igen. Jeg blev selv tilbudt at blive tilknyttet staben i Svenske Järnvägor med udsigt til karriere og uddannelsesforløb.

Min første guitar var en svenskbygget Levin med ornament i lydhullet.

GODE DAGE I STOCKHOLM.

 

Fredag eftermiddage var der weekendfri fra M/S Starke, og jeg kunne vende tilbage til mit værelse på Bäckvägen i bydelen Söder, hvor jeg var indlogeret hos en gammel, venlig tante. Så lå der en lille stak breve, som skulle besvares. Min (blinde) far sendte også ’breve’ til mig. ’Brevene’ bestod af små bånd, hvor han havde indspillet, hvad han ville sige til mig, og jeg indspillede tilsvarende mine dikterede ’breve’ og returnerede dem med posten. Jeg har stadig nogle af min fars båndoptagelser, men har desværre ikke længere båndoptagere, hvorfra jeg kan afspille båndene.

 

Jeg havde fået sendt min Levin-guitar op til Stockholm sammen med klassiske noder af de store guitarkomponister. Så kunne jeg fordrive tiden med at spille nye og gamle numre. Lørdage og fredage turede jeg rundt i det fantastiske Stockholm. Jeg fik besøgt så godt som alle museer, tog med sporvognen til Djurgården og Skansen, gik til koncerter forskellige steder i byen. På regnvejrsdage kørte jeg rundt på alle Tunnelbanens linjer og stod af i de forskellige bydele.

 

Stockholm er den vakreste by i Norden. Svensk er talt og skrevet det smukkeste af de nordiske sprog, og jeg er en stor ynder af svensk saglighed, fornuft og hele mentalitet.

Brevskrivning 1967.

ERINDRINGER KAN MAN KUN DELVIST STOLE PÅ.

 

Jeg ved det. Alle ved det. Erindringer er upålidelige. Hvad man husker, er bevidst eller ubevidst sorterede udgaver af fortiden, som den rent faktisk var.

Alligevel kom det bag på mig, i hvor høj grad mine egne erindringer var hullede og mangelfulde.

 

Da jeg begyndte at nedskrive mine erindringer om min ungdomstid i Stockholm, var det min bestemte opfattelse, at jeg aldrig havde været på kant med mine forældre. Og at jeg ikke selv havde opfattet mig som en uregerlig søn. Helt så enkelt var det så alligevel ikke, for da jeg søgte i mine gemmer, fandt jeg et brev, som jeg havde skrevet til fars fødselsdag et par år efter mit Stockholmophold i 1967.

 

Brevet er dateret marts 1969, et år før min far døde. Jeg skriver bl.a.:

 

”Kan du huske, at vi for tre år siden dårligt kunne være i stue sammen uden bestandige stridigheder. Men mon ikke at du også vil sige, at vi NU har rigtig glæde af at være sammen?”

 

De ’bestandige stridigheder’ havde jeg ærlig talt glemt. Det må have været op til det tidspunkt, hvor min far havde bedt mig flytte hen på det værelse, han havde lejet til mig.

I gemmerne fandt jeg også en af min mors sedler, som hun havde for vane at lægge frem til mig på køkkenbordet, når jeg ud på de små timer kom hjem fra mit natteliv:

’Der står kaffe til dig på termokanden, hvis du tror, du selv kan overkomme at skænke kaffen op. Du er efterhånden så lad, at jeg skammer mig over dig”.

 

Ups! Selvom der er gået halvtreds år, siden sedlen blev skrevet, er det mig, der skammer mig.

 

Erindringer er som en hullet si. Min grunderindring er, at jeg aldrig var på kant med mine forældre. Det ER en sandhed, men rigtignok en sandhed, der har plads til forbedringer, som man siger.

 

Max Suhr Olesen. Erindringer om Stockholm og sejlads på Botniske Bugt.

Skønsang på Skive Sygehus, anno 1969.

 

Da jeg var ung studerende, havde jeg med tvivlsomme kvalifikationer snakket mig til et sommerjob som ufaglært sygehjælper på kirurgisk afdeling på Skive Sygehus. Her regerede afdelingssygeplejerske FRØKEN Skyldahl. Frøken Skyldahl var ugift og derfor frøken med stort. Den pågældende kirurgiske afdeling var for mænd, og hver morgen blev dørene til ALLE stuer slået op, og så sang frøken Skyldahl solo morgensang for hele afdelingen. Det vil sige: Medens jeg havde sommerjob, sang Skyldahl og JEG morgensang for hele styrken. Skyldahl mente nok, at en sådan halvgående studerende skulle kunne synge på en brugelig måde. Jeg havde i forvejen bestået en slags prøve ved at kunne drikke frøken Skyldahls kulsorte te ved morgenbordet. Ufortyndet, skulle jeg sige. Ingen af de søde sygeplejersker kunne få Skyldahls te ned uden at fortynde kraftigt med kogt vand. Men JEG kunne, og det uden at fortrække en mine. SE, det var duelighedsprøven. Og så modtog jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til: Skønsang for alle patienterne.

Vi sang meget ofte denne salme, som både Skyldahl og jeg satte pris på, medens patienterne lå i retstilling - i sengene:

 

"Denne er dagen, som Herren har gjort,
den skal hans tjenere fryde.
Op han i dag lukked Himmerigs port,
så skal hver søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds Ord,
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór.
Ved I nu, hvorfor det kimer?"

 

Der skulle synges kraftigt til, så den livsalige salmesang kunne nå frem til enhver seng, for dels var afdelingen L-formet og udstrakt, dels havde den mange stuer.

 

Skyldahls ånd svævede over vandene, - i lys og mørke, døgnet rundt, og alt var såre godt.

 

Den kirurgiske overlæges autoritet var uantastet, i store træk, ligesom reservelægernes autoritet var uantastet, i store træk. Hvordan det hele ville være faldet ud, hvis der var kvindelige kirurger, er ikke til at vide. Men det var der heldigvis ikke, for frøken Skyldahl hørte til kategorien ’Kvinder, der elsker mænd’. Denne kategori af kvinder var jeg fra de tidlige drengeår socialiseret til, thi min salig farmor var også en kvinde, der elsker mænd. Farmor favoriserede drengebørn i alle aldre, medens kvinder måtte finde sig i overvågning og strengt regime, som var til deres eget bedste.

 

Det var overlægen, der ansatte mig som ufaglært sygehjælper. Jeg var bare mødt op og havde stillet mig foran hans kontor. I samtalen henviste jeg ubestemt til årelang pleje af syge mennesker i privat regi, og noget var der om det, for jeg havde øvet mig i at tælle pulsslag ved hjælp af en pulsmåler, som bestod af et lillebitte timeglas med sandkorn i. Man brugte den slags dengang, det tog 15 sekunder for sandkornene at løbe igennem timeglasset, og ved at gange pulsen med 4, nåede man frem til, om patienten var i live og med hvor mange pulsslag i minuttet. Overlægen antog mig og fandt det vel klogest – alt taget i betragtning - at sende mig ned til K1 og frøken Skyldahl.

 

Det kan godt være, at de mandlige patienter på K1 i det skjulte morede sig over frk. Skyldahls særegne karaktertræk, men morede de sig, gjorde de det, når hun havde ryggen til. Afdeling K1 havde et par slyngelstuer med 7-8 sengepladser, hvor mænd med kirurgiske småproblemer var indlagt. De skulle visselig ikke dø, men de havde en instinktiv frygt for frk. Skyldahl. Jeg tænker, at frk. Skyldahl vel er det nærmeste, de gode sallingboere er kommet på begrebet gudsfrygt, for selv om Skyldahl ikke var Gud, var det dog lige før og næsten.

 

Lægerne, der kom på afdelingen, blev behandlet godt af frk. Skyldahl. Hun gik altid selv respektfuldt stuegang med lægerne, ledsaget af yderligere en sygeplejerske og en sygeplejeelev. Det er klart, at både overlægens og reservelægernes anvisninger blev fulgt, i store træk.

Kirurgisk afdeling havde et vist forbrug af katetre, og det var en indforstået instruks, at katetre skulle kasseres efter brug. Det var der imidlertid ingen grund til, mente frk. Skyldahl. For det første var det et utilgiveligt spild af penge, en unødvendig ødselhed, som kunne imødegås ved omhyggelig rensning af katetrene efter brug. Det tog frk. Skyldahl sig personligt af i skyllerummet – og i hemmelighed. Kirurgisk afdeling K1 var sandsynligvis det eneste sted i kongeriget, hvor man troede, man anvendte engangskatetre, medens det i virkeligheden var genbrug.

 

Frk. Skyldahl kunne i selskab med mænd le højt og hjerteligt. Frk. Skyldahl havde et ’privat’, aflåst køleskab på afdelingen, hvor hun opbevarede bayersk øl, der holdt 4,5 %. En gang imellem blev de unge reservelæger budt på rigtigt øl, det samme gjaldt mandlige patienter, som faldt i Skyldahls smag, hvorimod alle andre nyopererede måtte tage til takke med lyst øl uden alkohol.

 

Sygeplejerskerne fik sort te, hvis de da turde drikke det. Ikke øl. Sygeplejeleverne var et kapitel for sig. De stod under oplæring, og frk. Skyldahl tog sig personligt af at hærde deres karakter, så de kunne klare sig under alt feltarbejde, sågar i krigszoner, om det skulle være. Korrekt sengeredning var lakmusprøven.

Sygeplejeeleverne fulgtes altid med en sygeplejerske i oplæringsperioden. Når der skulle lægges rent linned på sengene, skulle lagenet bukkes omhyggeligt i madrassens hjørner, så lagnerne havde en foldet kant, som pegede fuldstændig lodret ned mod gulvet. Frk. Skyldahl inspicerede lejlighedsvis sengearbejdet, og var lagenet ikke foldet korrekt i vater og lod, rev Skyldahl med et kristent fnys alt linned af sengen, hvorefter hun personligt viste eleverne, HVORDAN en seng skulle redes. Frk. Skyldahl var først tilfreds, når sygeplejeleverne med tårer i øjnene havde annammet instruksen, ikke bare instruksen, men selve den disciplinerende idé, der førte direkte frem til Florence Nightingale.

 

At blive sammenlignet med Florence Nightingale ville få en hvilken som helst nutidig sygeplejerske til at vige forfærdet tilbage. Måske med god grund. Men man må ikke overse de fornemme kvaliteter, som Skyldahl ubetinget var i besiddelse af, selv om jeg nu morer mig over de særheder, hun også rummede. Skyldahls kvaliteter kan ikke uden videre sættes ind under begrebet ’kald’, som jo antyder en religiøst betinget kaldelse. Jeg ville snarere kalde hendes kvaliteter for ’dyder’. I 60’erne var der stadig mange mennesker, der lagde ’dyd’ til deres arbejdsudøvelse, uanset hvilket trin på rangstien, de repræsenterede. Folk i min alder kan nævne mange eksempler på folk, der var i ’tjeneste’ hos sig selv i udøvelse af deres erhverv.

 

Frk. Skyldahl var i ’tjeneste’ hos sig selv. Hun boede i en villa, ganske tæt på Skive Sygehus, og hun kom meget ofte ind på afdelingen hen på aftenen for at se, om alt var i orden. Det samme gjorde afdelingens overlæge i øvrigt også. Han boede også tæt på sygehuset, og var han urolig for en patient, kunne man ligeledes træffe ham en sen aftentime. Det siger sig selv, at det hverken for ham eller frk. Skyldahl var et overenskomstspørgsmål. Det var dyd.

 

Skyldahl var en institution i hele Salling. Gamle folk vil kunne huske hende.

Max Suhr Olesen. Kirurgisk Afdeling K1, Skive Sygehus 1969.