Mors poesibog.

 

Min mors voksenliv begyndte, da hun i 1941 blev konfirmeret og flyttede hjemmefra for at begynde som ung pige i huset hos sin fætter og hans kone i Aalborg. Ud over sit personlige tøj medbragte hun en lille kommode, Det Nye Testament, som hun havde fået i konfirmationsgave, og sin poesibog.

Testamentet og poesibogen lå i kommoden. Alle tre dele havde hun hos sig hele sit liv. Da hun (marts 2013) døde på det sidste plejehjem, hun boede på, nu dybt dement, stod kommoden som det eneste personlige møbel på plejehjemsstuen.

Som dreng kiggede jeg af og til – i hemmelighed! – i mors øverste kommodeskuffe, og der lå de to ting så, poesibogen og Testamentet.

 

Mor er vokset op i Hvalpsund ved Limfjorden. Barndomshjemmet var fattigt, hun nævnte det engang imellem og føjede så til, ’men vi er aldrig gået sultne i seng’. Ved en anden lejlighed fortalte hun mig om en skoleudflugt, hun ikke kom med på:

”En anden gang vi skulle på udflugt, kom jeg heller ikke med, fordi jeg ikke havde noget pænt tøj at få på, vi var jo meget fattige. (Mor havde ellers en søster, som boede i Kongens Lyngby. Hun hed Agathe og plejede at sende en sæk brugt tøj, hun havde bl.a. en pige på alder med mig; en søn på alder med ”Nut”). Men det år var tøjsækken ikke kommet, så derfor kom jeg ikke med.”

 

SØSTER NUT SKRIVER I POESIBOGEN

Den første, der har skrevet i poesibogen udover mor selv, som ville have hjælp fra venner og veninder i ’Syd og Nord’ til at samle minder, er mors søster Nut (Marie Lund Mortensen, født 27. juli 1925). I barndommen delte mor og Nut seng i barndomshjemmets forgang. Det var et lille, rødt murstenshus, to værelser og forgang mod vejen, et værelse, et køkken og et bryggers mod haven. Der stod en kakkelovn i stuen, og der var brændekomfur i køkkenet. Derimod var der ingen varme i forgangen, hvor de to piger sov. Når de skulle i seng, fik de om vinteren en varmedunk med i seng. Det var grueligt koldt, men de varmede hinanden under dynen.

Nut skrev sådan i poesibogen:

”Hvalpsund d. 27/2 1940.

Kære Søster.

Ak, ingensteds er Roserne saa røde;

Ak! ingensteds er Tornene saa smaa;

Og ingensteds er Dunene saa bløde

Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa.

 

Din Søster Nut

Hejs flag d. 27/7 hvert Aar’

Der er ikke noget usædvanligt ved fattigdommen dengang. Der var altid nok af den. Der er heller ikke noget usædvanligt ved poesien. Når man skulle skrive et vers i en poesibog, gjorde man sig umage for at finde ord, som man syntes om. Når jeg i dag læser Nuts og andres indføjelser i poesibogen, kan jeg ikke lade være at tænke på, om børn i skolen i dag ville kunne identificere navneordene – og skrive dem med stort!

Mor fik siden lejlighed til at være glad for dette barndomsminde om Nut, for Nut døde ganske ung i 1961, endnu ikke fyldt 40 år. Nut havde dårligt hjerte og blev opereret på Rigshospitalet, men operationen lykkedes ikke. Nut efterlod sin mand, Marinus, sønnerne Ole og Kaj samt min kusine Eva, alle tre teenagere.

 

Det var en katastrofe, hjemmet gik helt i opløsning, og det kom til at mærke børnene for livet, tør jeg godt mene.

 

Nuts datter, min kusine Eva, kommenterer det, jeg har skrevet om Nut:

 

”Mor blev syg allerede som 18 årig. Hun fik gigtfeber, som slog sig på hjertet. Mor havde dårlige hjerteklapper, de stivnede. Jeg kan huske, at mor var indlagt et halvt år, da jeg var 8 år.

 

Jeg ved, at Ole (ældste storebror) og far var ved hendes side, da hun døde. For mig var det en meget mærkelig dag. Jeg havde været med skolen i Goslar sammen med mine klassekammerater. Og da jeg kom hjem, gik jeg over vejen til bedstefar. Dér fik jeg meddelesen om, at mor var død.

 

Vi hentede mor i Grenå og kørte efter ligbilen hele vejen til Hvalpsund. Min far sad selvfølgelig i ligbilen, han var blevet gråhåret på en uge, ret uhyggeligt, syntes jeg dengang. Far og mor var meget glade for hinanden.

 

Samme dag som mor blev begravet, døde min bedstefar. Han lå i sin seng, da mor og ligfølget kørte forbi- Lige som om, han skulle holde sig i live til hans datter havde været forbi og sige farvel.

 

Den sidste gang jeg så min mor i live, var da hun stod i en ny, flot kjole (sort), lige inden hun skulle rejse til Rigshospitalet i København.

 

Efter min mor var død, flyttede min far og mig til Års. Far fik arbejde på slagteriet. Jeg kom i huset hos en købmandsfamilie. Jeg var både i hus, butik og kiosk. Jeg var kun 14 og syntes både dengang og nu, at det nærmest var slaveri. Senere kom jeg i lære på slagteriudsalget. Den 12. juni var jeg udlært, den 16. juni blev jeg 19, og den 18. juni blev jeg gift. Det var noget af en uge!

 

 

 

Max, du skriver, at vi er mærkede for livet. Selvfølgelig er det hårdt at miste sin mor i så tidlig en alder. Men selvom vi aldrig har kendt en mor, der var rask, har jeg alligevel dejlige minder fra min barndom. Vi lærte at drage omsorg for vores mor, det var aldrig en sur pligt at skulle hjælpe til. Jeg husker, hvor vi spillede mange spil med vore forældre, jeg husker tilbage på en mor, der glædede sig over livet. Spille dilettant, skak, bankospil, besøg hos naboer osv. Mor og far gik aldrig i seng, uden de havde spillet kasino eller femhundrede. Jeg har så dejlige minder fra min barndom, det er dejligt at tænke tilbage på i dag.

 

Jeg har også enkelte minder fra min barndom om moster Nut. Jeg var ofte på sommerferie hos min bedstefar i Hvalpsund, og en sommer skulle min kusine Eva og jeg passe kaninerne, som hørte til Nut og hendes hus. Kaninerne stod i bur i min bedstefars hønsehus, i bunden af hans have. Eva og jeg legede alle dagene, og som det går med børn, glemte vi vore pligter som kaninpassere.  Kaninmoderen fik ikke mad nok, og de små unger lå døde i buret. Da Nut kom til, græd hun af medfølelse, og Eva og jeg fik skæld ud, som jeg aldrig siden har glemt.

 

Når der i julen – eller til fastelavn? – var udklædningsbal på hotellet i Hvalpsund, syede Nut meget formfuldendte kostumer til os børn. Det glædede hende, og hun var stolt af resultaterne!

 

SØSTER TUT SKRIVER I POESIBOGEN

Ligesom Nut altid var Nut, var Tut også altid kun Tut. Tuts pigenavn var Sofie Lund Mortensen (født 1920, død 1992).

Tut var storesøster til både Nut og mor. Da deres mor døde i 1950, blev Tut i - hvert fald for min mor – et  moralsk forbillede for, hvordan et menneske skal være i forhold til andre mennesker. Deres mor (Max: min mormor) var troende og var knyttet til Indre Mission. Min mor omtalte altid sin mor som et mildt menneske, som ikke omtalte andre mennesker ilde. Havde hun ikke noget pænt at sige om andre, holdt hun tand for tunge. Tut og min mor havde i øvrigt kun foragt til overs for Indre Mission i Hvalpsund, for de ledende mandlige kræfter førte sig frem med fromme miner, medens de, når de ikke mente sig iagttaget, ikke holdt sig for gode til sjofel gramsen på de unge piger, de havde i deres tjeneste. Tut og mor havde blik for den slags.

Da mormor døde i 1950 blev min bedstefar alene i huset sammen med Ellen, som var ’lidt til en side’, som man sagde dengang. Så var det Tut, der holdt sammen på min bedstefars husførelse, foruden at passe sin egen familie og hjælpe til med forefaldende arbejde på havnen i Hvalpsund.

 

Tut fyldte 70 i 1990 og min mor holdt tale for hende. Mors tale er optrykt nedenfor på hjemmesiden.

 

Tut skrev (lidt dystert, synes jeg) i poesibogen:

Hvalpsund d. 18/8 1940

 

Lad Arbejdet kun gi’ dig barkede Hænder

Og bøje din Ryg, den vil rettes igen.

Du længes mod Hvilen, naar Hverdagen ender,

Frisk møder du atter hvert kommende Gry.

Tre Hundred og fem og tres Dage har Aaret,

Du bruger dem alle med Travlhed og Hast.

En skønne Dag staar du med Snefnug i Haaret

Ak, Livet er flygtigt kan ej holdes fast.

 

Din Søster Tut.

 

MORS FAR SKRIVER I POESIBOGEN

Mærkeligt nok har min mormor aldrig skrevet i mors poesibog. Det undrer mig en hel del. Min bedstefar derimod har skrevet på poesibogens allersidste blad. I sin egenskab af far har han ment, at han kunne tillade sig at okkupere det sidste blad, for der var uskrevne regler for, hvem der kunne skrive hvor i poesibøgerne.

Min bedstefar kaldte altid mor for ’Lit’. Jeg tror, at mor altid for sig selv tænkte, at ’Lit’ var et dybfølt udtryk for fader-kærlighed. Det har så nok også været bedstefar, der har været ophavsmand til de ligeså kærlige benævnelser, Nut og Tut. Altså: Tut, Nut og Lit.

 

Bedstefar  skriver:

 

Hvalpsund. Paaskelørdag 1940

 

Lilly. Den, der er og forbliver sand

Imod sig selv og andre,

Besidder de største Talenter

I skønneste Egenskab.

 

Den, der vil finde en blød

Hvilestol i sin Alderdom,

maa ikke skaane sine

Fødder i Ungdommen.

 

Fa’er

 

ONKEL BANNE OG FAR SKRIVER I POESIBOGEN

 

Jeg har andetsteds på hjemmesiden suhrsuhr.dk skrevet om min far og hans bror, min onkel Banne. Teksten indledes med et foto af min far, der poserer med sin cykel. De to brødre solgte ved dørene og havde også på et tidspunkt salgsdistrikt i Kalundborg.

 

Som nævnt var min mor ung pige i huset i Aalborg under Danmarks besættelse. Da krigen sluttede flyttede min mor fra Aalborg til Kalundborg, hvor hun skulle være gangpige/stuepige på Hotel Postgården. Hun havde – naturligvis! – sin kommode, Testamentet og poesibogen med. Jeg ved ikke præcis, hvornår hun flyttede fra Aalborg, men kunne det mon have været november 1945, - november, fordi november var skiftedag førhen?

I hvert fald skriver min onkel Banne og min far i hendes poesibog d. 6. marts 1946, begge på samme dato, og Banne har tilmed underskrevet ’Kalundborg d. 6. marts 1946’.

Den dag er mor stadig atten år, hun fyldte nitten d. 15. juli 1946.

Er der ikke noget troskyldigt over, at en pige på 18 stadig har gang i poesibogen? Er man almindeligvis ikke vokset fra poesibøger i den alder?

Når mor senere i livet bragte sin ungdom i erindring, omtalte hun sig selv, lidt hårdt, som en ’nok sagt’ fra landet. Hun var vokset op i uvidenhed om livet uden for Hvalpsund, hun havde ingenting lært i skolen, hun var gået ud efter 7. klasse, hun var genert, vidste ikke, hvordan man skulle føre sig, kunne ikke tale med om noget som helst, mente hun.

 

Der var bestemt ikke noget genert og mundlamt over de to brødre Olesen, Banne og far, der overnattede på hotel Postgården efter dagens dont med salg af Hus og Hjem.

 

Var mor genert, så hun til gengæld godt ud, det kan jeg jo se på fotografier af hende fra dengang. Det må have gjort indtryk på brødrene. De to har snakket og charmeret og fået pigebarnet til at le. Det var nu heller ikke så svært, for mor havde let til latter.

Der går vel lidt tid. Så kommer poesibogen i spil, - allerede det er et avancement, set med brødrenes øjne,ikke sandt? Det er marts 1946. Senere, jeg ved ikke hvornår, rotter brødrene sig sammen om at fange min mor. Så kilder de hende halvt til døde, mor glemte det aldrig, mor var så kilden, at man blot skulle nærme en finger til hendes fod, før hun bad for sit liv.

Der går endnu nogle måneder, så bliver mor kæreste med min far og flytter til Odense for at bo sammen med ham, det må have været i 1947.

 

Far skriver i poesibogen:

 

6/3 1946

 

Gid du paa Lykkens Tinde

Maa Lykkes Stjerne finde,

Gid stedse ingen Taare

Paa din Kind maa rinde.

 

Johs E S Olesen

Min fars navn var: Johannes Eugen Suhr Olesen.

 

KIRSTEN SKRIVER I POESIBOGEN

Poesibogens allersidste indskrivning er fra 16/7 1989. Der er gået mere end 40 år uden nye indskrifter i poesibogen. Det er min datter Kirsten, der har skrevet. Kirsten er på det tidspunkt 17 år og er vel egentlig ikke rigtig vokset fra poesibøger, i hvert fald ikke når det gjaldt farmors poesibog.

Det er kendetegnene for Kirsten, at hun har vedholdende interesse for andres indre liv. Kort sagt: hun er nysgerrig, altid med blik for at støtte op om andre. Hendes far så en TV-udsendelse om dyreliv ved Amazona-floden. Der var sådan nogle små grise, som havde opstoppertryne. Det havde Kirsten også som lille. Kirstens far fandt på udtrykket ’min kære, lille flodgris’. Kirsten voksede fra udtrykket, det gjorde faren ikke.

 

Kirsten skriver: sød tøs, lev vel, roser er røde, viloler er blå. Og videre med stejl skrift: ’Så højt går min lykke’ og med vandret skrift ’så lige går min vej’ og med dybt faldende skrift ’så dybt går min kærlighed til dig’.

 

Mor og far flyttede til deres hus i Næsby ved Odense i 1957 og i alle årene dér, havde mor sin kommode stående i soveværelset. Jeg tror ikke, at min mor nogensinde læste i Det Nye Testament. Sådan står der på titelbladet, i dag ville man skrive Testamente.

 

Da mor døde i 2013 tog vi Testamentet og poesibogen med hjem. Jeg var parat til at skille mig af med kommoden, men Antra havde veneration for denne ejendel. Så nu er alle tre dele hos os.

 

Familien Clemmensen med Nut, hendes mand Marinus samt Kaj og Eva. Ole sidder forrest.

At skrive om sorg

Et liv er forbi.

Dagbladet Information har en tilbagevendende klumme med den fælles titel ’Et liv er forbi’, hvor en journalist efter en samtale med de efterladte skriver et længere essay om den afdøde, altså en slags udvidet nekrolog. I sig selv er det ikke bemærkelsesværdigt. Det bemærkelsesværdige er, at serien ’Et liv er forbi’ udelukkende skrives om personer, der IKKE er kendt i offentligheden.

Med andre ord er de udvidede nekrologer/essays udelukkende om almindelige mennesker, som kun er kendt af de nærmeste, familie, venner og kolleger.

Umiddelbart kan Informations påfund forekomme at være lidt af en frækhed, for hvad vedkommer ukendte menneskers liv og død mig? En forfatteres død? Yes. En statsmand? Yes? Men en helt almindelig ’ræk mig sovsen, Jensen’? Nope.

Og dog! Jeg læser med stor interesse disse essays om liv, der er forbi. Ved nærmere eftersyn, viser det sig, åbner det såkaldt almindelige op for betydning og rigdomme og minder én om, at alt levet liv er dyrebart for dem, der er tæt på, og for os andre, der ikke er tæt på, er det en påmindelse om, at vi gerne må dele vores personlige oplevelser med andre, - ikke bare ’må’, men snarere at vi ved at dele personlige oplevelser medvirker til at bryde de (eventuelt) fremmedgørende bivirkninger ved det moderne liv, som altid er et liv levet i BYEN, også selv om det aktuelt leves på landet. Jeg ved ikke, hvad der har inspireret Information, men det kunne meget vel have været antropologisk/etnologisk indsigt, der har fået dem på sporet.

 

På Facebook kunne der skrives lige så berigende. Desværre er det få, der gør det.

 

Min mor døde i marts. Efter 10 års sygdom, efter 10 års ødelæggende demenssygdom, døde hun 85 år gammel. Den alvorlige sygdom taget i betragtning kom døden som en udfrielse for os, der blev tilbage; mor var for længst væk, mener jeg, selvom hun også trak vejret i de sidste mange måneder.

 

Alligevel, selv om mor døde ’mæt af dage’ som man siger, er jeg grebet af en sorg, som i en vis forstand aldrig kan gå over. Og hvorfor skulle den også det? Andre, der beskriver sorg som noget, der forløber i faser og derfor ser frem til at sorgen overstås, må have denne indsigt for sig selv, en indsigt, som beror på psykologien som den ny tids religion. Kan andre finde glæde i den form for psykologi og fad religion, så dem om det.

Der er flere facetter i sorgen. Dels den meget nærliggende, at man kan savne den afdødes personlighed, tale, smil og væremåde. Det er gået tabt for en, og det lever nu alene i erindringen, som jo altså har fået evighedens dimension.

Dels den del af sorgen, som har én selv som centrum. Når det er bedsteforældre – eller som her forældre – går det op for én, at man selv er blevet det ældste skud på stammen. Nu er der ting, som man er helt, helt alene om at huske. For et øjeblik siden, sådan forekommer det, kunne man tale med afdøde om tildragelser, som ligger tilbage i tiden. Nu er man alene om det. Det er også sorg, og nu en sorg, der pågående minder en om egen forkrænkelighed.

 

Jeg vil mindes mine afdøde på min hjemmeside, som- ud over familien - er tilgængelig for alle venner og bekendte, og som også kan googles af alle og enhver.

 

Man kan have forskellig opfattelse af, hvad der er privat, så privat, at det ikke er - eller skal være - tilgængeligt for andre. Jeg skriver ud fra samme indfaldsvinkel, som gælder Informations ’Et liv er forbi’.

 

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil skrive om mor i kronologisk orden. Jeg vil skrive omtrent sådan som erindringen arbejder, nemlig i spring.

 

Jeg lægger ud med at bringe en tale, som mor holdt for moster Tut, da hun fyldte 70. Efter at mor mistede sin egen mor i 1949, var søster Tut hendes ledestjerne i livet. Mors tale er meget karakteristisk for hende. Jeg har læst mange af hendes taler, hvoraf de fleste aldrig blev holdt, men alene overgivet til rette vedkommende på skrift.

Jeg har skrevet talen nøjagtigt af, uden rettelser. Det er så udpræget et talepapir, beregnet til at blive hørt, ikke set. Jeg fandt talepapiret i mors gemmer, da vi ryddede det sidste op på Skovvænget 4 (37). Mor har altså ikke villet smide talen ud. Jeg ved nok hvorfor: Tut var så uendeligt dyrebar for hende.

Senere, ved Tuts begravelse, kunne jeg ikke deltage. Lena deltog sammen med mor. Lena fortalte bagefter, at mor først græd, da de kørte hjem i bilen. Hun græd hele vejen, det gjorde stort indtryk på Lena. Og på mig, som slet ikke var til stede.

For jeg ved godt, hvordan det lyder, når man er grebet af den slags sorg, som min mor var grebet af. Så er gråden dyb og rå og ubodelig. Der er sorg, man aldrig kan komme over. Så lyder det sådan. Hult. Råt.

Da Tut fyldte 70, var hun flyttet på plejehjem. Hun var ulykkelig - og bitter - over sin skæbne. I talen minder mor Tut om gode oplevelser, de har haft sammen, og nævner med vilje sjove episoder, som hun ved vil få Tut til at grine lidt - trods alt!
 

 

Et ungdomsbillede af mor (Lilly Lund Olesen, optaget sidst 40'erne).

Mors tale ved Tuts 70 års dag

Tale for Tut på hendes 70 års dag.

 

I

I den sidste tid har jeg gået og tænkt meget på dig, nu du fylder 70 år, og hvor lang tid jeg egentlig har ”kendt” dig, det begyndte vel dengang Mor døde, for 40 år siden, da var det dig, der måtte trøste mig, skønt jeg var 23 år – jeg kunne ikke forstå at så godt et menneske ikke blev ældre.

Fra dengang var vi 2 faktisk uadskillelige, og hvor utroligt det måtte lyde, så har vi aldrig skændtes, eller været uvenner, jeg kan i hvert fald ikke huske det, og så man jo spørge, ”hvis skyld er mon det”, det kan jo kun være din, da jeg jo altid (nej, ikke altid) har været temmelig rapkæftet, og jeg har aldrig nogensinde hørt dig hæve stemmen eller brugt ukvemsord.

Der er jo en del episoder hjemmefra man aldrig glemmer.

 

det med at jeg kun har kendt dig i 40 år, er ikke helt rigtig, for du har jo altid været der, især da du blev gift med Folmer og flyttede til Hvalpsund, det tror jeg nok Mor og Far var meget glade for, men da begyndte dit arbejdsomme liv også, først blev Folmers hænder dårlige, så du måtte finde noget at tjene til føden med – det blev så stores – syet af fiskegarn – ”for øvrigt meget flotte” de skulle også sælges, men det havde du en anden til, samtidig skulle du hjælpe hjemme, da Mor havde dårligt hjerte, ja du lavede vel det meste derhjemme og især i sommertiden, hvor der skulle syltes, der var jo en temmelig stor have, du sad troligt og plukkede ribs – solbær – stikkelsbær (de nåede vist ikke altid at blive syltet, jeg husker i hvert fald, at når jeg kom hjem, så skulle Mor, dig og mig op til stikkelsbærbuskene, men jeg kan ikke huske vi fik ondt i maven!)

alt det andet lavede du i saft og syltetøj, og vi fik altid en masse med hjem, Far sagde altid lille ”Lit” skal ha’ noget med hjem, jeg var temmelig forkælet derhjemme (for øvrigt ikke så mærkeligt) jeg kan ikke mindes jeg nogensinde har lavet noget arbejde derhjemme, jeg tænkte vist ikke så meget på det dengang, det var jo en selvfølge, at du havde ”knoklet” med det hele, inden vi kom.

Til julen var der særlig meget at lave, slagtes gris – tilberede den, bages – steges – ferniseres gulv, aldrig havde du fri, det er derfor i den sidste tid, hvor tankerne måtte tilbage i tiden, at jeg kan se, hvor meget jeg egentlig skylder dig tak for, og det jeg nok mest tænker på, er at jeg aldrig har hørt beklagelser, eller set dig sur, men altid glad når vi så dig, selv efter Mor var død og Nut blev syg, hjalp du også der, samtidig passede du Ellen og Far.

Skete der noget på Fyn, kom du straks, da Max blev født var du der omgående, og da Lena blev født var du herovre og passe mig, da var Tonni 1 år, han ”skreg” hele tiden, han kunne vist mærke du havde travlt, da Johs så hentede Far herover (endda på Scooter) fik du endnu mere at se til de var jo ikke til at styre på en tønde land, så du åndede lettet ud, da du endelig sad i toget hjem.

Efter Fars død havde vi den tradition, at vi altid holdt jul sammen, skiftevis hos hinanden, og i den forbindelse havde vi mange sjove episoder – kan du huske at der altid skulle købes and eller gås i sidste øjeblik, Johs mente vi kunne få den billigere, jo længere vi ventede, det var nær gået galt med at få en, men det endte da godt?

Og hvad med juletræet et år, hvor vi tilsidst måtte grave et lille eet op ude i haven, de eneste der ikke grinede var vist børnene, de var jo nervøse for at vi ikke fik et juletræ og hvad med den juledag, hvor vi spillede Matador med børnene, og var så opslugt af spillet at vi ikke mærkede at det blev hundekoldt, så vi tilsidst måtte sidde med overtøj på (Fjernvarmen var blevet temmelig fjern) og hvad med en anden jul, hvor Johs insisterede på, at vi skulle tage bussen (skønt vi havde bil) ud i Fruens Bøge-skovene, vi frøs alle, for der var stærk rimfrost og dengang var det med Nylonstrømper og tynde sko, ja han fik mange skøre ideer, og du deltog gerne i dem (Johs og dig gik godt i spænd sammen) – (vi fik jo altid en gave hver juleaftensmorgen) kan du huske den side Tut hvad med dengang han og dig bestemte at vi skulle køre til Østrig, du var lige kommet søndag morgen (efter ballet på kroen) jeg strittede meget imod (heller ikke dengang havde jeg noget at skulle have sagt) så forberedelserne gik i gang, om aftenen ud og sige farvel til Farmor og aflevere Puk, mandag formiddag gik Johs i gang med pr. tlf. at bestille valuta. SOS kort. Tut og jeg handlede ind, Tut lavede middagsmad, jeg hentede Lena på banegården hun kom træt hjem fra Bornholm, pakke bilen, dernæst til Strib efter campingvogn, aflevere din bil i Middelfart til reparation, kørte mod Østrig mandag eftermiddag, jeg er stadig træt ved tanken.

Men Tut, vi to har jo også foretaget nogen dejlige ture sammen, hvad med Gran Canaria, vist nok vores bedste trods det at du var totalforbrændt, men smerterne blev holdt nede med Bacardi rom – og hvad med Løjtnanten af reserven fra Sverige, da var det godt du havde Anna og mig, men det værste du foretog var vel nok, da du ville ha’ æggekage og dertil cognac, jeg tror det er dig der har lært mig at drikke, nej hvor havde vi det sjovt.

Og hvad med Costa del sol hvor vi boede i lejlighed, og vel ankommet kl. 2 om natten, skulle vi ha’ kaffe og selvfølgelig Yatzy dyst – dig i bh og trusser og din evindelige cigaret, dysten var godt i gang, da jeg pludselig så en mus komme frem på væggen bag vores seng, du troede jeg så syner og sagde vi hellere måtte gå i seng, for jeg var vist træt, men vi sad lidt, så var den der igen, og denne gang så du den, så mig ned i receptionen, megen parlamenteren – indtil vi fik en anden lejlighed – køleskabet + diverse gryder + service flyttede vi med, det gik ikke stille af, vi grinede hele tiden – men der blev dog ingen døre åbnede og godt det samme, da du vist stadigvæk kun var i trusser, men desværre på denne tur var du begyndt at have besvær med at gå, men vi maste da rundt med busser og tog, var også ude at bade, jeg tror du havde flere smerter end du sagde – for min skyld – og det er det der kendetegner dig, altid tænkte du først på andre, du har i hvert fald ikke fortjent det, som du har det i dag, jeg tror egentlig det er dig der ligner vores mor allermest, man finder sjældent så godt et menneske

Endnu engang tak for din måde at være på og for alt hvad du har været for mig

Et billede af Tut (Sofie Andersen f. Mortensen) Optagelse først i 50'erne?

Mor taler ved Kirstens Konfirmation

(Max: Min mors tale til min datter, Kirsten)

Kære Kirsten

I dag er det din dag (som det også var for snart 14 år siden) men i dag er det din konfirmationsdag og da er DU jo også hovedpersonen, men denne dag er nok en slags milepæl for dig, for som det så smukt hedder, går du nu ind i de voksnes rækker, men hvordan det bliver for dig, er jo op til dig selv, men som jeg kender dig i dag, tror jeg kun det kan blive godt, men jeg er meget glad for at være med til at fejre dagen sammen med dig, for jeg tror, trods alt, det er vigtigt med en fest og med ritualer, fordi det giver os, der deltager en følelse af samhørighed, af at være en del af en slægt.

 

For nogle år siden var der mange unge der sagde nej til at blive konfirmeret, de følte måske, at det ville være falsk at stå frem i kirken, når de ikke havde nogen tro, men det valg er jo ikke svært for dig, da det jo ikke er mange år siden du blev døbt (22. juli 1979) i Næsby kirke) men jeg tror de fleste har en eller anden tro, en fornemmelse af noget, som ligger ud over os selv, eller inde i os selv, måske er det for at finde tryghed, eller for at finde en mening med livet, den mening må du selv finde, og det vigtigste jeg kan sige til dig i dag er: husk altid at det er DIT liv og du ved ikke om du får mere end det ene, hvordan du vælger at leve det, er alene dit ansvar og du skylder ikke nogen – eller noget – regnskab for det, så længe du ikke skader andres liv.

 

Sløs ikke dit liv bort ved at leve op til normer og forventninger, som du inderst inde ikke deler selv, men gør heller ikke dit liv fattigere ved at vende ryggen til det gamle, der stadig er brugbart.

Hvis du synes livsbetingelserne er for dårlige, så gør hvad du kan for at gøre dem bedre, og hvis du ser dig om i verden, vil du se, at mennesker KAN overleve de mest umulige vilkår, hvis den indre livsvilje er til stede, værdien i livet ligger ikke i at nå frem, men i at være på vej.

Jeg synes allerede du har et godt grundlag at bygge videre på, det er din Mor og Far der har givet dig det, du har haft en tryg og kærlig barndom, du har lært at tage hensyn til dine medmennesker, og det tror jeg betyder meget.

 

Men du har ansvaret for, hvordan du vil bruge dig selv, dine følelser, dine tanker, din krop og dine sanser og jo mere du bruger alle dele af dig selv, jo mere lever du.

 

Det må du gerne tænke på, når du bliver grebet af sorg og fortvivlelse, følelser er liv, også når det gør ondt, unge oplever som regel stærke venskaber, heftigere forelskelser, større begejstring, dybere skuffelser, end andre aldersgrupper.

 

Prøv at holde fast på dine følelser, også når du bliver ældre, men én ting må du aldrig glemme, og det er: Kærligheden, derfor indsætter jeg dette stykke i denne bog, hvor jeg håber, du vil nedfælde de ting, der sker i dit liv fremover, for vi må jo erkende, at der er mange ting vi glemmer, men en ting er sikkert, Kirsten, - selvom du ikke tænker på det nu – så vil dine børn være glade for at læse, hvordan du har levet, og hvad du har oplevet af godt og ondt i dit liv.

Din farmor.

 

Indsat i bogen:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. v2 Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. v3   Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

v4   Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5   Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6   Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7   Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

v8   Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. v9   For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10   men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11   Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12   Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

v13   Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

1.kor. 13

Foråret 1986

Max Suhr Olesen

   

Lilly Lund Olesen

    

 

Liv og gerning

 

 

 

Barndom

 

Fødested og Miljø

Lillys pigenavn var Lilly Lund Mortensen. Hun er født den 15. juli 1927 i Branden, Salling.

 

Branden ligger på yderste spids af Salling, hvor man med færgen sejler over til Fuur. Huset, fødestedet, ligger der endnu, men mor husker ikke så meget derfra, idet familien flyttede til en anden by ved Limfjorden, Hvalpsund, da mor var en ganske lille pige.

 

Mor husker selve flytningen til Hvalpsund. Flytningen foregik med båd: hele familien og dens husgeråd og møbler – det var der ikke så meget af, for familien var fattig – var stuvet sammen i båden, og så gik det afsted på den lunefulde Limfjorden. Husgeråd var der lidt af, børn var der nok af. Undervejs faldt mors lillebror, Poul, i vandet, men man fik ham da fisket op igen. Mor har tit moret sig over denne meget tidlige oplevelse. Stor forskrækkelse, men så endte det godt.

 

I Hvalpsund kom familien til at bo i eget hus. Hvalpsund var dengang et fiskerleje, og byens folk ernærede sig af fiskeri eller/og handel med fisk. Hvalpsund var delt i to dele: Ved fiskerlejet lå kroen og jernbanestatioen, hvorfra man kunne komme med tog til Aalborg. Toget var en skinnebus, en såkaldt ’gris’.

Fra fiskerlejet gik landevejen op i byen, og det var her familiens hus lå, lige ud til landevejen.

 

Huset eksisterer ikke mere, men det så sådan ud:

Rødt murstenshus med fire kvadratiske rum: stue med kakkelovn, soveværelse, køkken med komfur samt et andet soveværelse. I stueetagen var der ud til gaden en lille indgang for enden af huset. Mod gården var der endnu en indgang, hvor man kom ind i bryggerset med adgang til køkkenet og trappe til loftet.

 

Bag huset, i gården, var der grisehus og et rum med gruekedel. Der blev slagtet gris to gange om året, og en gang om måneden blev der fyret op i gruekedlen til storvask.

 

Til huset hørte en anseelig have, som udnyttedes til at dyrke grøntsager og bær.

 

Forældre

 

Lillys far hed Christian Frederik Mortensen. (27/12 1885              død okt. 1961)

 

Og nu fortæller mor (Lilly) selv:

 

Fars(Kristian Mortensens) mor og far startede i Mogenstrup med en ejendom på 6 tdr. land (Var far 20 år?). Farfar var kurvemager. Han solgter ejendommen og købte gård i Hornum Ulstrup, ”Farstrupgård”. Senere solgte han denne gård og købte en ny i Sønderjylland.

Senere købtes et stort hus i Års. - Dernæst køber farmor hus i Skive, bor der nogle år, sælger og flytter ned til mor og far i Branden, hvor farmor bor hos dem (de var jo fattige). Farmor dør i Branden i 1928. Da hun døde, havde hun 40.000 kr.

 

Om Lillys bedsteforældre ved vi kun een ting, nemlig:

At morfar sejlede med sten fra Branden teglværk til Lybeck.

 

Om Lillys mor. Hun hed: Caroline Amalie Lund. (23/12 1888        død 13/9 1950)

Lillys mor arbejdede i huset hos en apoteker i Skive.

Dernæst kom hun på Fur gæstgivergård, hvor hun fik tuberkulose ved at tømme spytbakker. Så kom hun på Krabbesholm Sanatorium ved Skive.

Mor (Lilly) fortæller selv:

Far og mor boede i Branden, hvor far var stenfisker, rejefisker og siden fiskehandler. De glibede ål, hvor mor hjalp til (så derfra stammede deres gigt nok).

Farmor giver far en bil m. tre pedaler, det er ca. 1924. Han kører ca. et år i den, dækkene slidt, havde ikke råd til nye.

Far fik motorcykel m. sidevogn (model Indian); han kørte galt i 1927 (en bil påkørte ham) og brækker benet. Niels Christian (Lillys storebror) måtte så som 21 årig arbejde og skaffe mad til hele familien. Han kørte fars fisketur, medens far lå på sygehuset. Det tog lang tid med at få benet lægt, han fik sat en sølvplade i benet med fire skruer, som  senere bevirkede, at han fik meget ondt i benet.

Så flyttede fars mor ned til dem i Branden og hjalp dem. Hun havde en del penge. Senere kører far og Henry (Henry er mors storebror) med fisk sammen på motorcykel. Far fik en Ford i 1930. Ca. 1 år, 1600 kr., nye dæk, ingen penge.

I 1933 måtte de gå fra huset, som de skyldte 3000 kr. på (tvangsauktion). De flyttede til Hvalpsund (da var jeg ca. 5 år). Flytningen foregik i båd (Mågen, som de fiskede rejer i; stenfiskeriet overtog Henry og Niels Christian).

Jeg kan huske fra denne tur, at min mindste bror, Poul, faldt i vandet, han blev fisket op med en bådshage.

 

Med træskibet ”Håbet” fiskede de sten til Hvalpsund.

 

 

 

 

 

 

 

Søskende

 

Niels Christian                               født 18/6 1910   død ?

Henry                                             født 1912      død 1989

Alfred                                             født 1913(4) død 1991

Ellen                                               født 9. marts 1915, død 1979

Ejnar                                               født 1918, død? 

Tut(Sofie)                                       født 1920, død1992

Marinus                                           født 1922,   død 1988

Nut                                                   født 1925,   død 1961

Lilly                                                  født 15. juli1927

Peter                                                 født 1929
Poul                                                   født 1931, død
 

 

Som det fremgår (februar 2012) er der kun en levende bror tilbage.

Peter er mors yndlingsbror. De to har haft kontakt med hinanden livet igennem. Peter bor i dag i Øster Hurup, og mor og Sv.Erik (mors mand) besøger ham meget ofte.

 

Af de afdøde søskende var Tut den absolut foretrukne yndlingssøster. Tut var mors støttepunkt fra barndommens dage og hele livet igennem. Tut var arbejdsom, sladrede aldrig, hun var altid familiens ’gode humør’, var altid den, der hjalp i nødens stund. Det var Tut, der tog hånd om tingene i barndomshjemmet, da børnene var flyttet hjemmefra. Tut endte sine dage på plejehjemmet i Hadsund. Hendes død var en meget stor sorg for mor.

 

Nut holdt mor også meget af. Hun boede med sin mand, Marinus, i et hus over for barndomshjemmet i Hvalpsund. Nut havde dårligt hjerte, og døde 36 år gammel.

 

Marinus (’Mimmer’) var minkavler. Marinus kone Ingeborg er død for et par år siden (2012)

 

Ellen var hjemmeboende indtil mors far døde i 1961. Ellen var ’lidt til en side’, som man sagde, da mor var ung. Ellen passede lettere husholdning for mors far. Ellen boede på loftet, og sommetider måtte mors far låse døren til sit soveværelse. Det var, når Ellen var ’ond’ – (måske betyder det: uligevægtig under menstruationen) Ellen var elsket, og hendes skæbne begrædt.

 

Niels Christian var også en afholdt bror.

 

********************************************

Skoletiden.

Mor gik i Louns skole, som ligger et par kilometer uden for Hvalpsund.

Mor fortæller selv om sin skolegang:

 

Min første skoledag husker jeg ikke, - jeg husker ikke, at jeg blev fulgt til skole, hverken af mor eller far.

Skolen bestod af 3 klasser. I 1. og 2. klasse havde vi en lærerinde, frk. Nielsen, tror jeg hun hed. Her lærte vi alfabetet efter Ole Bole ABC. Vi havde håndgerning, hvor vi lærte at strikke (sokker) samt at sy på maskine; jeg husker, at jeg fik syet en flonels natkjole, den blev lidt firkantet.

Jeg gik i skole hver anden dag. Lærerinden var rigtig venlig over for os.

I de andre klasser havde vi førstelærer Møller. Hos ham lærte vi historie, religion (Katekismus) og sang. Hos andenlærer Kresten Mousten havde vi geografi og regning. Lærer Mousten var en dejlig, rolig lærer, jeg kan ikke huske, han nogensinde hævede stemmen. Lærer Møller var mere striks, men han var god til at fortælle.

Vi havde ikke gymnastik, heller ikke fysik eller sprog.

Om sommeren havde vi rundbold på en græsmark med 2 håndboldmål.

Hver sommer var der en årlig udflugt f.eks. til Dollerup Bakker og Hald ruin. Et år gik turen til Himmelbjerget, men der var jeg ikke med. Jeg havde fået en blære på det ene ben. Lægen var ude at se på mig og sagde, at jeg skulle ligge ned med benet lidt i vejret. Jeg var lidt ked af, at jeg ikke kom med på udflugten.

En anden gang vi skulle på udflugt, kom jeg heller ikke med, fordi jeg ikke havde noget pænt tøj at få på, vi var jo meget fattige. (Mor havde ellers en søster, som boede i Kongens Lyngby. Hun hed Agathe og plejede at sende en sæk brugt tøj, hun havde bl.a. en pige på alder med mig; en søn på alder med ”Nut”. Men det år var tøjsækken ikke kommet, så derfor kom jeg ikke med).

Jeg kan ikke mindes, jeg nogensinde fik skæld ud af lærerne.

 

Vi gik meget fattigt klædt. De første, pæne sko fik jeg som ca. 12 årig. De var brune og hvide med en rem over. Jeg husker det, fordi pigerne, jeg gik i skole med, stillede sig op og gloede på dem.

Om sommeren gik vi barfodet – og ellers træsko. Om vinteren gik vi med bomuldsstrømper, holdt oppe med bred elastik og livsstikke (Hvad er det? Skal der mon stå: Livstykke?). Jeg gik i bomuldskjole (der var ikke lange bukser eller uldstrømper). Vi havde heller ikke uldent undertøj på. Overtøjet om vinteren var en frakke (som vi sikkert havde fået fra Lyngby). Vi gik i gummistøvler med halm i,- når vi var hjemme gik vi i tøjsko, som mor syede. Bundene var lavet af fars gamle bukser! (Holmens uldne benklæder!). Bundene bestod af 5-6 lag, som mor brugte en tyk stoppenål med sejlgarn til at sy sammen med, ”overen” var 1 lag stof, som hun syede på symaskine.

 

Vi havde ca. 2 km. til skole. Var det godt vejr gik vi over marken, ellers fulgte vi vejen. Jeg fulgtes gerne med Nut.

 

Ungdommen.

 

Mor kom ud af skolen efter 7. klasse. Da var hun 14 år og konfirmeret. Hun kom i huset hos sin fætter og hans kone i Aalborg. Mor husker fra Aalborg træk fra den tyske besættelse. Mor befandt sig vist godt i Aalborg, men savnede ind imellem barndomshjemmet.

 

Afsluttende om barndom og ungdom.

 

Mor husker sin mor med stor varme. Lillys mor døde allerede i 1950, 62 år gammel.

Mor (Lilly) har fortalt sådan om sin mor:

 

Mor var troende, men uden fordømmende undertoner, som man mødte dem hos øvrige troende (som i Hvalpsund tilhørte indre mission). Mor var et mildt og varmt menneske. Da mor døde i 1950, blev jeg kaldt hjem til dødslejet, som varede nogle dage. Også på dødslejet var mor mild. Hun afkrævede far det løfte, at Ellen aldrig måtte sendes hjemmefra.

 

Om sin far har mor (Lilly) fortalt:

 

Far var ikke troende. Han afskyede ’præster’ og missionsfolk. Fars arbejdsdag var ofte lang. Når han havde fisk at sælge, kørte han lange strækninger på sin cykel for at sælge dem rundt omkring på egnen. Far kunne godt være streng over for de store brødre, men selv har jeg aldrig mærket strenghed hos far. Far kaldte mig kærligt for ’Lit’, og når jeg senere i livet – efter mors død – kom hjem til Hvalpsund, rettede far med et glimt i øjet sig altid efter mig, f.eks. når far sammen med Johs (Lillys mand) skulle drikke øl på kroen. Når far efter min mening havde fået nok at drikke (han kunne faktisk ikke længere tåle det), kiggede jeg på ham. Det var nok. ’Nu er ’Lit’ vist hvas, så må vi hellere holde inde’, sagde han så med et kærligt glimt i øjet.

 

Mors forhold til religion er vist påvirket af indtrykkene fra barndommen. Som barn oplevede mor en dobbeltmoralsk indstilling hos byens forretningsdrivende missionsfolk. I kirken eller missionshuset kunne missionsfolkene sidde og se fromme ud, men når de troede sig ubemærket, gramsede de på deres tjenestepiger.

 

Mors religiøse ideal er vist nok hendes egen mor. Af sin mor har mor lært, at troen viser sig i kærlighedens gerninger, ikke i de ord, man fører sig frem med. ’Kirken’ har derfor ikke spillet nogen fremtrædende rolle i mors liv.

 

Voksenlivet.

 

Mor stifter familie.

 

Efter ungdomsårene i Aalborg fik mor tjeneste som gangpige på Hotel Postgården i Kalundborg. Her traf hun sin kommende ægtemand (min far): Johannes Eugen Suhr Olesen.

Far (Johs) var handelsrejsende og var på arbejdsrejse sammen med sin bror ’Banne’.

 

Det blev til forlovelse, og i 1947 flytter mor til Odense, hvor hun bliver gift med Johs. I de første år bor de i farmors (Lillys svigermor) hus.

 

Mor får arbejde på Odense Marcipanfabrik.

 

I 1948 bliver Max (Max Suhr Olesen) født i farmors hus (Lillys svigermor).

 

I 1953 bliver Lena (Lena Suhr Olesen; ved giftermål Lena Jørgensen) født på Toftevej i Odense, hvor familien bor til leje.

 

Efter et års bopæl i Næstved, vender familien 1956 tilbage til Odense, hvor familien bor til leje på Rødegårdsvej i Odense.

 

I 1957 står familiens nybyggede hus i Næsby færdigt, og familien flytter ind. Mor har således boet på Næsby Skovvænge fra 1957 og til i dag.

 

Børn og børnebørn.

 

Lena (Jørgensen) er gift med Christian. Lena og Christian bor i Paarup ved Odense. Der er to børnebørn, henholdsvis Sine og Troels.

 

Sine er gift med Claus (2007) og er nyuddannet sygeplejerske. Sine venter sit første barn i november 2007. Sine og Claus bor i Københavnsområdet.

 

Troels er studerende (teoretisk fysik) på Teknisk Universitet, Lyngby. Troels bor sammen med sin kæreste Stine.

 

Lena (pædagog) og Christian (ingeniør) har boet i Odense i mange år. Mor har nydt samværet med dem og de to børnebørn, Sine og Troels. Lige fra de var små, har Sine og Troels haft et nært forhold til ’mormor’, som har fortalt dem mange historier om ’en lille mus’. Det har de nok ikke glemt.

 

Lena og Christian og deres børn er aktivt knyttet til Baptistsamfundet. Mor har ved talrige lejligheder deltaget med stor glæde ved gudstjenester og arrangementer i Odense Baptistkirke.

 

Max (Suhr Olesen) er gift med Antra, som er lette og taler et dansk, som mor sommetider kan forstå. Max (universitetslektor)og Antra ( jurist) bor i Riga, Letland.

Max og Antra har ikke børn, men Max har tre børn fra første ægteskab:

 

Frank er gift med Marie og er uddannet cand merc og Ph-D. Frank bor på Nordsjælland og har to børn, den ældste Caroline og Katarina.

 

Kristjan er gift med Iben. Kristjan er uddannet som grafisk designer (TV2). 
 

Kirsten er gift med Erik (2010). Kirsten er uddannet cand scient i offentlig forvaltning og bor med Erik og sine to børn, Christoffer og Nicoline, i Nibe.

Frank, Kristjan og Kirsten er vokset op i Jylland. Alligevel har de også nydt godt af farmors ’musehistorier’. De føler sig knyttet til deres farmor, og specielt Kristjan og Kirsten har god kontakt til hende.

 

Mors liv med Johs og Svend Erik.

 

Livet med Johs.

I 1961 bliver mors første mand (Johs.; Lenas og Max’ far) blind som senfølge af en sukkersyge, som blev konstateret, da han var 14 år. Årene fra 1961 til 1970, hvor Johs. dør, er præget af et eskalerende sygdomsforløb, som stillede store krav til mor.

 

Da far bliver blind i 1961, forstætter han sit liv som handelsrejsende, men nu med mor som blindefører. Handelsrejsende betyder i fars tilfælde, at han ved dørsalg skulle sælge blandt andet ’Dyrenes Liv’ af Ingvald Lieberkind. Efterhånden bliver far ude af stand til at arbejde, og mor må så overtage arbejdet, hvilket hun gør med stor succes. Mor tænker nok med stolthed på denne periode, for – som hun så ofte har sagt – ’jeg har jo aldrig lært noget’. Hun følte sig vel som en noksagt fra landet, men opdagede nu, at hun kunne være godt skåret for stemmebåndet, og at hun med charme kunne hævde sig som sælger.

 

Da far i slutningen af 60’erne bliver terminal, indser mor, at hun må skaffe sig en uddannelse. Hun gennemfører da som 39 årig en uddannelse som sygehjælper, samtidig med at hun passer far, som nu er meget syg. Også denne sene uddannelse hører med til mors stoltheder. Og med rette: Der er lang vej fra 7 års skolegang i et fattigt fiskerleje til ved egen kraft at erhverve sig en uddannelse som 39 årig.

 

Johs. dør i 1970.

 

Livet med Svend Erik.

 

I 1972 træffer mor Svend Erik (Hansen) på en turistrejse i Spanien. Svend Erik, som er uddannet mekaniker, kom fra Vestjylland (Gørding) og flyttede nu ind hos mor på Næsby Skovvænge.

 

De to har levet sammen siden da, og i 2005 blev de gift.

 

Svend Erik har været – og er – som en bedstefar for Lenas og Max’ børn. I det meste af sin tid i Odense, har Svend Erik været erhvervschauffør, først med turistkørsel til udlandet, siden som afholdt chauffør på en skolebusrute i Odenseområdet.

 

En af mors og Svend Eriks fælles glæder har været deres næsten utællelige rejser til Norge. De to har rejst til hver en afkrog af Norge, og i mange år var det sådan, at mor kunne huske alle detaljer fra alle rejser, - vejnettet i Norge stod prentet på mors nethinde.

 

I dag (2007) er det tyndet ud i Norges rejserne, men de kører meget rundt i Danmark sammen. Som oftest ved besøg hos mors bror, Peter, i Øster Hurup. Mor og Svend Erik har også gjort en del flyrejser til Riga, hvor Antra og Max bor – senest i maj 2007.

 

I hverdagene går mor og Svend Erik dagligt tur ved Hasmark.

Svend Erik døde efter en tredobbelt by-pass operation i august 2010.
 

Traditioner

 

I dag sker det ikke så hyppigt, at hele familien er samlet på engang. I de senere år har Lena og Christian inviteret til julefrokost med tilhørende konkurrence om at fremstille den bedste kryddersnaps. Her deltager mor og Svend Erik, Max og Antra samt Max’ søn Kristjan/Iben samt naturligvis Lena og Christians børn og svigerbørn.

 

Mor er meget glad for at synge. Da Lena og jeg var børn, trallede hun så det kunne høres helt ud på gaden, hvilket Lena og Max dengang syntes var ’lidt for meget af det gode’.

 

Ophavsmand til denne beretning.

 

Denne beretning om Lilly Lund Olesens liv og gerning er skrevet af Max. De kursiverede afsnit er nedskrevet for 5 år siden efter mors egen fortælling eller/og efter mors egen håndskrift.

 

Resten er skrevet d. 6. oktober 2007 med enkelte tilføjelser i 2012. 

 

 

Max Suhr Olesen

Riga d. 6. oktober 2007.