Moster Ellens journal

Moster Ellen. Ganske køn, synes jeg. Jeg tror, at billedet er fra 1947. Så er hun 31 år.

Indledning.

Jeg har under fanebladet ’Bedstefars Hus’ skrevet mine barndomserindringer om moster Ellen. Hun var, som familien formulerede det, ’lidt til en side’.

Moster Ellen boede i min bedstefars hus, fra hun blev født 1916, indtil min bedstefar døde i 1961. Mine barndomserindringer om moster Ellen er fra cirka midt i 50’erne og frem til 1961, hvor Ellen efter et kortere ophold hos sin storebror, min morbror Henry, bliver institutionsanbragt.

 

Jeg har en svaghed for erindringsstof, mit eget eller andres, og som voksen kom jeg således også til at fundere over moster Ellens skæbne. Jeg udspurgte igen og igen familiemedlemmer om, hvad Ellen egentlig fejlede, hvilken diagnose hun havde, men ingen kunne komme op med andet end det, min mor summerede op i udtrykket ’Ellen var lidt til en side’.

Det kunne jeg ikke stille mig tilfreds med, men måtte indse, at interesse for diagnoser og journalindsigt hørte en anden tid til og måske også både en anden tid og en anden socialgruppe til. Og nu bliver det så ikke mere højrøvet, for jeg HAR forstået på alle min mors søskende, at de elskede Ellen og ynkede hendes skæbne. Jeg ved, at både min moster Tut og min onkel Peter til det sidste kæmpede for moster Ellens velfærd i de sidste leveår, da hun boede på institutioner i Nordjylland, idet både Tut og Peter boede i Himmerland.

 

Journalen.

 

Jeg fik indseende med Ellens journal for nogle år siden. Journalen er meget omfattende. Den består af omkring 60 siders journalsider, dels maskinskrevne, dels håndskrevne samt dertil omkring 300 bilagsark med skemaer, brevkopier, socialrapporter osv.

 

Fra den tid, hvor Ellen boede i barndomshjemmet, er der kun indskrivninger fra inspektionsbesøg i journalen.

 

Fremgangsmåde vedr. referat fra journalen.

 

Jeg er i besiddelse af 35 siders stikprøver og referater fra journalen. Det fører for vidt at gengive disse 35 sider her på hjemmesiden, men familiemedlemmer kan få alle 35 sider tilsendt, hvis de ønsker det.

 

Jeg optræder selv i to roller, nemlig henholdsvis som referent og som ’kommentator’.

Dertil har jeg bedt en ekspert på området om kommentarer til enkelte dele af journalen. Når jeg alligevel afstår fra at anvende ordet ’ekspert’, er det i bevidstheden om, at begrebet har fået en så grim mislyd, siden Anders Fogh Rasmussens opgør med ’ekspertvældet’, at udtrykket har mistet sine positive konnotationer. Ekspert er blevet følgelig blevet ’nedskrevet’ til N.N. Familiemedlemmer kan få oplyst N.N navn.

 

Jeg har valgt at ’sløre’ navnene på de personer, der har skrevet i journalen. Det skyldes ikke hensyntagen til disse personers finere følelser, for mange af dem har – uden finfølelse, synes jeg – skrevet ting om familien, som de ikke burde have skrevet, vel vidende at de kunne være forvisset om, at journalen ville være beskyttet i mange år. Når jeg alligevel har sløret navnene på embedspersoner, skyldes det, at mit ærinde ikke er en vendetta mod disse.

 

Hovedindtryk af journallæsningen.

 

Ellen beskrives som en sød og stille, lettere spastisk pige med flere fysiske gebrækkeligheder. I stressede situationer, som f.eks. omkring moderens død, kan hun blive meget urolig, forvirret og hallucineret, og her lider hun også lidt af forfølgelsesvanvid, hvilket var tilfældet, da hun engang greb til kniven. I perioder har hun tydelige psykotiske træk.

Men skudsmålet er i starten og i slutningen, at hun er rolig og stille og ikke volder de store problemer. Da moderen dør kommer der nogle ret turbulente år, hvor man fornemmer problemerne omkring hende, ligesom familiens rådvildhed mærkes. Faderen bliver tydeligvis i stigende grad syg, bitter og gnaven, og de sidste år inden hans død, må der have været megen uro i familien omkring Ellen og faderens helbredstilstand m.v.

 

Familien bliver stort set fint omtalt – dog er billedet af faderen og den ene søster (Max: Det må være moster Tut) af og til sløret af lidt irritation og mistro fra inspektionens side. Faderen fandt efter moderens død Ellen besværlig, men ville helst have hun blev hjemme – og dog så alligevel ikke. Han var altid utilfreds med plejelønnen. Fik efterhånden lidt af en ”fjende” i tillidskvinden for plejeforeningen.

 

N.Ns udtalelse på baggrund af hele journalreferatet:

 

På baggrund af min gennemlæsning af mange andre journaler og dette journalreferat, finder jeg Ellen ”typisk” for det, man kaldte en åndssvag pige. Hun har – som så mange andre med hendes fødselsskader – visse psykotiske træk, ganske mange fysiske gebrækkeligheder og et mildt sind, hvis hun har det godt.

Familien er også typisk derved, at de vil hende det bedste, men alligevel skammer sig lidt over hende. Stort set har forholdene for hende dog været bedre end for så mange, og hun har haft en stor familie, som har været parat til at gå i brechen for hende, hvis der syntes at være særligt behov for det. Man har ”passet på” hende i en grad, som man 20 år senere ville have fundet forkert, men som var den helt rigtige måde at angribe problemerne på dengang. Fra anstaltens side (Max: anstalten førte tilsyn med Ellen, da hun boede hjemme) har man heller ikke haft betænkeligheder ved at lade hende blive i hjemmet (her kan det også spille ind, at hun ikke har haft nogen synderlig arbejdsevne – havde hun haft det, ville man utvivlsomt have skubbet mere på for at få hende væk fra hjemmet! Det almindelige var, at jo mere fysisk eller psykisk handicappede den åndssvage var, jo større chance var der for, at familien kunne beholde den pågældende hjemme! – dette er en forenklet forklaring, men absolut fremsat med omtanke og på baggrund af mine empiriske erfaringer med området! Dette udelukker dog ikke, at man af og til, hvis familierne krævede højere plejeløn kunne ”true” med, at patienten burde på anstalt. Som det vil vise sig, har Ellens far et meget logisk svar på det!)

 

Og nu til udskrifter fra journalen.

 

Ellen Marie Mortensen, reg. Nr. 1377.

f. 3.3.1916 i Selde. Datter af fiskehandler Kristian Frederik Mortensen, f. 27.12.1885 i Hem, død14.10.1961 og Karoline Amalie, f. Lund, f. 24.12.1888 i Selde Sogn, død 15.9.1950.

Forældrenes adresse Hvalpsund.

Patienten er nr. 4 af 10 søskende:

 

Familiær disposition

En fasters datter, Ellen Poulsen, Nykøbing M., fødselsdag og –år ubekendt, er åndssvag, lider af epilepsi. Indlagt på Filadelfia for ca.18-20 år siden.

Forældrene er ikke beslægtede. Ingen af forældrene har været drikfældige eller udskejende, ligesom ingen af dem har lidt af syfilis før barnets fødsel.

 

 

 

 

Personlig disposition

Der fandtes ingen abnorme forhold under svangerskabet. Angives at være født ca. 1 måned for tidligt. Begyndte at gå ca. 2 år gammel, at tale ca. 3 år gammel og at blive renlig 4-5 år gammel.

Har i barndommen levet i vistnok ret fattige kår. Har gået i skole fra det 8. til det 14. år i Selde skole.

Kan læse flydende, kan skrive sit navn, kan hverken tælle eller regne. Har intet talbegreb.

Pt. har haft morbili, variceller, tusis conv. Pt. havde 3 anfald af kramper i 2 års alderen.

 

Levnedsløb

Har altid opholdt sig i hjemmet. Har ikke vist sex. Interesse.

Menses fra 14 års alderen.

 

Status Præsens

Kan tale og forstår tiltale, benytter ikke fagter for at gøre sig forståelig. Kan hjælpe sig selv i det daglige. Er noget grådig, ikke kræsen. Er renlig. Kan omgås andre, skyes ikke. (Drilles hvis hun kommer på gaden). Kan blive heftig, men er i reglen rolig. Hendes stemning er noget svingende i forbindelse med menses. Kan hjælpe lidt ved rengøring.

 

Objektiv Undersøgelse

Der findes ingen misdannelse af hovedet eller af den øvrige legemsbygning. Synet noget svækket.

Gangen let ataktisk – spastisk. Livlige patellarrefl. og + Babinski. Den objektive undersøgelse frembyder i øvrigt intet abnormt. Der findes ikke tegn på tuberkulose i lunger eller strubehoved, ligesom der ikke findes kliniske tegn på syfilis.

 

10.11.1940

Indkom under Vodskovs forsorg i hjemmepleje hos forældrene: Kristian Frederik Mortensen, Hvalpsund.

Plejeløn: 480 kr. årlig

N.N:

Her kan jeg sige, at det er en forholdsvis stor plejeløn i 1940, når det drejer sig om en person i det, man kaldte ”ventetidsforsorg”, hvilket som oftest i realiteten dækkede over ophold i hjemmet. Flere ting tyder imidlertid på, at hun egentlig ikke VAR i ”ventetidsforsorg”, for dette begreb bliver først nævnt, da man efter moderens død taler om at få hende på anstalt. Her skriver inspektøren, at hun bør sættes i ”ventetid.

 

31.10.1940

En overlæge G.W. er på inspektionsbesøg i hjemmet.

 

Besøg i hjemmet. Moderen gør et meget fornuftigt og forstående indtryk. Hjemmet fattigt, men rent, dog præget af mange børn. En voksen datter gør med uden øjenbryn ikke noget pålideligt indtryk. Pt. selv virker ikke umiddelbart påfaldende, men skønnes ved samtale af have en IWQ på mellem 50-60. Moderen oplyser, at hun kan vaske og gøre lidt rent, men ikke lave mad. Hun får aldrig lov til at gå alene, og der er altid nogen hjemme for at passe på hende, og man har intet mærket til sexuel interesse, ”for så kunne de jo ikke have hende hjemme”. Sterilisation skønnes næppe påkrævet og i alt fald ikke gennemførlig. Den foreslåede plejeløn på 510 kr. noget højt ansat. Sign. G. W.

Max’ kommentar:

Den voksne datter ’med uden øjenbryn’ er min moster Tut. At plukke øjenbrynene var på mode på det tidspunkt, har jeg forstået.

Det er særdeles overraskende, at moster Tut af overlægen bliver karakteriseret som ’upålidelig’. Jeg er målløs. Moster Tut var tværtimod indbegrebet af pålidelighed og ansvarlighed. Jeg har kendt min moster Tut fra barndommen og har haft løbende kontakt med hende gennem alle voksenårene, indtil hun døde først 90’erne. Hun var strengt utrættelig med at hjælpe til alle steder: i barndomshjemmet efter moderens død i 1950 og frem til bedstefars død i 1961, i sit eget hjem og med at skaffe underhold til sin egen familie, arbejde med kartoffeloptagning om efteråret, rense bundgarn på havnen. Jeg har aldrig hørt hende sladre om andre, hun tillod ingen at sige andre ondt på i hendes selskab, der var noget næsten gammeltestamentligt sejt over hele hendes væremåde. Hun var ikke nem at løbe om hjørner med, hun kendte sit værd. I familiens kreds var hun fuld af latter og overgivenhed.

Det er let at se, at overlægen her på en utiltalende mådelufter sine fordomme. Måske har moster Tut ikke været underdanig nok?

 

Moster Tut. (Sofie Mortensen). Mon billedet af Tut er fra 1940'erne?

28.6.1941

 

Inspektionsbesøg af A.H.

 

Begge forældrene er tiltalende og fornuftige, men samtidig med, at de synes at betragte det som en skam, at de modtager penge for at have deres egen datter, synes de, plejelønnen er for lille, og vil søge om at få den forhøjet, selv om jeg lader dem forstå, at det sikkert ikke nytter i øjeblikket. Faderen er meget plaget af leddegigt, og han kan angiveligt få invaliderente, når det skal være, men det generer han sig ved. En hjemmeværende voksen datter, sminket og cigaretrygende, blander sig lidt for meget i samtalen.

Pt. Er ordentlig i tøjet, noget bleg, thi hun er næsten ikke til at få ud. Hun skal være helt flink til at hjælpe til i huset. Ingen vanskeligheder af betydning og da slet ikke i sexuel retning. Sign. A. H.

 

Max:

’Den voksne datter er sminket og cigaretrygende’… Det er tydeligvis igen moster Tut, der vækker mishag. Og så blander hun sig lidt for meget…

 

5.1.1942

 

Besøg i hjemmet. Pt. Gør et noget forstyrret indtryk. Hun vil aldrig ud i frisk luft. Hun har den fikse ide ikke at ville sidde ned, men står altid op, også når hun spiser. Hun fabler noget om, at hun har kæreste i Skagen, der vil hun rejse op. Hun fortæller også, at hun skal have et barn, men dette benægter moderen bestemt.

Faderen er nogenlunde rask og kan da stadig handle lidt med fisk, så endnu får han ikke invaliderente. Sign A.H.

 

23.11.1942

 

Besøg i plejestedet. Det synes, som om pt. Bliver mere og mere skør, taler nu kun om tyskerne, og man kan næsten blive bange for, at hun har lidt maskepi med dem, men moderen hævder med stor bestemthed, at der intet som helst er om det, og hun er da også altid under opsyn. To døtre er hjemme, moster Nut og formentlig moster Tut, som arbejder på et nyoprettet muslingekogeri.Tillidsmand fru lærer M. J. Louns skole, oplyser, at forholdene er gode og betryggende, også i sexuel henseende.

 

N.N:

Det sidste hentyder ikke alene til, at man ”passer på hende”, men også til de temmelig mange tilfælde, hvor der er vidnesbyrd om incest i hjemmet. Man slår altså fast, at ”her kan man godt risikere at have hende”. Det vigtigste er, at forældrene kan ”passe på” pigen i denne henseende, o g at renligheden er i orden. Det er den helt klart, mens moderen lever. Der bliver ikke rejst tvivl på nogle af disse punkter.

 

 

 

 

 

22.9.1943

 

Forældrene og pt. træffes hjemme, desuden er stuen fuld af mennesker. Sønner og døtre i alle aldre. Bl.a. er der en datter hjemme med et lille barn. Pt. ser mager og dårlig ud, har tabt sig meget i sommer, tror stadig, at hun skal have et barn, har sine blødninger med kun 14 dages mellemrum. Moderen taler om, at de vil søge læge til hende.

Forældrene er stadig indstillet på at beholde pt. hjemme så længe de kan, men faderen beklager sig over dyrtid m.m., og synes, de bør have mere i plejeløn. Pt. er angiveligt næsten intet værd i arbejdsmæssig henseende, desuden har de ingen brug for hende i hjemmet.

Forholdene er sikkert gode og betryggende. Sign. A.H.

 

N.N:

Her kan jeg altså ikke lade være med at komme med en kommentar, fordi jeg husker et tilfælde med en pige fra en anstalt, jeg besøgte. Hun led på samme måde af ”falsk graviditet” – og det fandt man ud af simpelthen skyldtes (foruden de mere freudianske ting), at hun troede, at hendes voldsomme blødninger n e t o p var tegn på graviditet. Hun vidste, at der var noget der, men ikke hvad. Det var vel i forvejen svært for mødrene at tale om de ting – og dobbelt svært, når datteren måske ikke kunne forstå almindelig, jævn tale. Jeg husker fra nogle af mine veninder, at mødrene bare fortalte om ”det”, men ikke uddybede funktionen. Og hvordan skulle så en åndssvag pige kunne finde ud af det?

 

I 1943 er plejelønnen 600 kroner årligt.

 

Max: nu springer jeg nogle år over.

 

10.8.1945

 

Besøg i hjemmet.

Forældrene og pt. træffes hjemme. Der er ingen som helst forandring i pt’s tilstand. Faderen har været sengeliggende de sidste par måneder af lungebetændelse og gigtfeber. Der er ualmindelig pænt i hjemmet, nyrestaureret og pudset alle vegne, det er angiveligt børnene, der er flinke til at hjælpe forældrene. Sign. A.H.

 

25.10.1950

 

Plejelønnen er nu 1000 kr. årligt

 

Besøg i hjemmet på opfordring af tillidsmand fru L. M., det viser sig, at moderen er død 15.9. af en hjertelidelse. Dette tog meget stærkt på patienten, der blev meget syg og først nu er så nogenlunde oven senge igen. Hun havde lungebetændelse og havde også en psykose, rent forfølgelsesvanvid, turde intet spise, mente at maden var forgiftet, troede at faderen og en af søstrene ville slå hende ihjel. En dag var hun ved at jage en kniv i ryggen på faderen. Læge P., Gedsted, havde forlangt hende undersøgt for tuberkulose på sygehuset i Farsø, hvilket er sket, og hun skal møde til undersøgelse igen i november. Nu da moderen er død, er der ingen fast kvindelig medhjælp i huset, hvad jeg holder på er påkrævet. Faderen hævder, at hun faktisk aldrig er alene, idet to af hendes gifte søstre i nærheden skiftes til at være hos hende, når han må ud. Egentlig vil de helst beholde hende hjemme, er dog klar over, at det nok ikke kan gå i længden. Pt.er stadig meget forvirret, og faderen er med mig enig i, at det var rart, om f.eks. Dr.G. kunne tage ind og se på hende ved lejlighed.

Faderen er indstillet på, at kan det fortsat findes forsvarligt at have hende hjemme, bør de have forhøjet plejelønnen mest muligt.

 

Max:

Jeg må her indskyde, at min bedstemor, altså moster Ellens mor, på sit dødsleje havde afkrævet bedstefar et løfte om, at han aldrig i sin levetid ville sende Ellen hjemmefra (altså på institution). Det er min mor, der har fortalt mig det. Mor vidste det så ganske nøje, for hun var kaldt hjem til sin mors dødsleje. (bedstemor var døende, men hun kunne ikke slippe livet. Der gik flere dage, inden hun døde. Jeg var med i Hvalpsund, og mor har fortalt, at jeg fik lov at hoppe i dynerne til bedstemors udelte fornøjelse).

Det var altså tale om et æresløfte, men det er indlysende, at den relativt store plejeløn igennem årene havde stor betydning for et fattigt hjem.

 

9.11.1950

 

Lægen skriver:

 

Besøg i hjemmet, hvor først pt., faderen og en søster er til stede, men efterhånden fyldes stuen af andre søskende og søskendebørn. Stemningen er for så vidt ikke uvenlig, men især den førstnævnte søster (Max: Tut igen, igen) og faderen gør et lidt forbeholdent og dystert indtryk. De synes at tage pt. og hendes fornemmelser og humør lidt for højtideligt.

 

N.N

ja, det er jo problemet – man tager de mennesker, der kommer en ved”lidt for højtideligt” – en bemærkning, som for mig er ”typisk” for ufattelig mange indskrivninger).

 

Desuden er der en tydeligt tilkendegivet utilfredshed med plejelønnen. Man synes at have ventet mit besøg med stor forventning, bl.a.m.h.t. plejelønsforhøjelse og bliver øjensynligt meget skuffet over, at jeg ikke kan love store forbedringer.

Pt. har altid haft dårlige nerver med uligevægt og dysfori, men var de sidste 3-4 år faldet en del til ro. Det har dog været galt igen siden i vinter, især omkring moderens sygdom og død i september md., da hun var psykotisk med vrangforestillinger; hun har altid været selvhenførende og mistænksom, men havde nu fået den ide, at familien ville forgive hende. Hun spiste og sov næsten ikke i 25 døgn, troede at alle ville gøre hende fortræd og var nogle gange aggressiv på en ret ubehagelig måde. Hun er nu faldet betydeligt til ro og er nu nærmest som tidligere. Hun kan klare sig selv, men kan ikke bestille noget af betydning, både p.gr.a.manglende evner og vilje (hun er dog stærkt selvovervurderende og mener selv at kunne påtage sig alt). Hun skal på grund af sit vanskelige sind behandles med stor tålmodighed og forsigtighed, men alligevel vil familien ikke høre tale om at få hende på venteliste, synes ikke, at de kan undvære hende efter at hun har været hjemme i så mange år. Hun er angiveligt aldrig alene i huset, men det kniber med at få det tilstrækkelige tilsyn. Faderen kører rundt og handler med fisk indtil kl.ca. 14 hver dag, indtil det tidspunkt må søsteren, som bor i byen, være i huset; der bor flere søskende i byen, men kun den ene søster kan styre pt.

 

Max: Den søster, der kan styre patienten er moster Tut.

 

N.Ns kommentar på dette sted:

 

Denne indskrivning tegner et andet billede af Ellen, end vi får tidligere og senere – men det er også en tydelig l æ g e l i g indføring - det er der selvfølgelig intet mærkeligt i, man er tilbøjelig til at tale om ”pt.s karakter” ”patientens væsen” o.s.v.  som om det var noget entydigt, der skyldtes ikke nærmere specificerede diagnoser – uanset, at det tydeligvis ikke er det, og at der er stærke ydre påvirkninger, som kan have betydet meget. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at Ellen b å d e  beskrives med det, man mente var en meget positiv beskrivelse – og med det modsatte, men begge dele som nævnt entydigt.

Sandheden må de, der har kendt hende over længere tid, kunne se. Hun var selvfølgelig det hele – som vi (lommefilosofisk bemærkning) alle sammen er lidt af ”det hele”. Hendes problem var jo, at det ”bed sig fast”, når hun ikke forstod, hvad der skete.

 

 

Og så fortsætter lægen:

 

Hun synes altid at have været stærkt sex.optaget

 

Max: det har man tidligere lagt stor vægt på at vise, at hun ikke var!

 

Pt. taler altid om, at hun vil have en kæreste og et barn, men hun kommer aldrig ud i hvert fald ikke alene, og der har aldrig været uheldige episoder. Medens moderen levede, var der ingen vanskeligheder med at passe hende, men faderen er nu stærkt indstillet på at få hende steriliseret, de er dog uhyre betænkelige ved, hvordan det skal foregå, om sygehuset behandler hende godt, hvis hun er urolig o.s.v. De vil helst vente lidt endnu, da hun endnu er noget sløj, også legemligt, idet hun menes at have haft lungebetændelse; har været til gennemlysning to gange på Farsø Sygehus, sidst i går (der var endnu en ”lille plet”). Pt.selv er en lille, blegnæbbet pige, øjesynligt meget selvoptaget, let forurettet, bitter og sarkastisk på barnlig måde overfor de øvrige familiemedlemmer

 

N.N:

Jeg kan i k k e  lade være med at bemærke, at denne karakteristik får stort set alle åndssvage (undtagen mongoler) på dette tidspunkt. De er selvoptagne m.v.)

 

Hun er nu ganske klar og orienteret, sikkert en del funktionel-hysterisk. Faderen opfordrer hende til endelig at fremkomme med alle sine klager, så hun kan blive undersøgt fra top til tå, men hun påstår nu at være rask, og vil på en lidt fornærmet måde ikke klage over noget.

Faderen er som nævnt meget utilfreds med plejelønnen. Han mener at være berettiget til at få meget mere, så han kan have en kone i huset til at se efter pt. Da jeg bebuder, at han muligvis kan få en 10-20 kr. mere om måneden, synes dette absolut ikke at have interesse. Jeg forklarer ham, at man fra forsorgens side må se sådan på det, at en patient, der kræver så meget tilsyn, er bedre egnet til at være på anstalt. Hertil erklærer han, at selv en ret ubetydelig forhøjelse vil blive billigere for det offentlige, end hvis patienten beslaglægger en anstaltsplads (N.N: godt argument!) Han er ikke personlig uvenlig, men lidt bitter på samfundet over, at man ikke kan yde større hjælp. Jeg lover at forelægge hans synspunkt uden at kunne bebude noget resultat. M.h.t. sterilisationen aftales det, at familien skriver til anstalten, når de ønsker sagen gennemført. Sign. E.G. (det er en anstaltslæge).

 

1952

Max:

 

Det ser ud til, at min onkel Henrys kone, Olga, nu hjælper med at passe moster Ellen, medens bedstefar, som er ganske svagelig, alligevel kører ud for at sælge fisk.

 

Det nævnes, at onkel Pouls kommende kone, Solvejg, er hjemme på besøg.

 

Ved en anden lejlighed opsøger man søsteren Sofie (altså Tut), som siger, at det faktisk går bedre, end det længe har gjort. Tillidsmanden (som er en kvinde) oplyser, at der ingen tvivl er om, at patienten er til stort besvær, men i øjeblikket lyder det skikkeligt.

 

1953

 

Kæmneren oplyser, at ”faderen er en gammel gnavpotte, som ingen kan være tjent med at omgås i det daglige.”

 

Max: Det har kæmnerne selvfølgelig lov at mene. Men bør det stå i journalen? Min bedstefar var ikke meget for øvrighedspersoner. Sognepræsten f.eks. måtte ikke lukkes ind i huset.

 

1954

Ellen venter stadig på besked vedrørende ”en 11 år gammel indbildt graviditet”. Hun slår kryds på kalenderen o.s.v., men alt uden resultat. Årsagen skal være den stedlige jordemoders megen færden i hjemmet. Kæmneren karakteriserer familien som noget vanskelig, men med hensyn til pt. er han overbevist om, at alt er i bedste orden.

 

12.12.1956

P:G: skriver:

Jeg er i dag så heldig at træffe tillidsmanden, fru M. J. hjemme. Fruen kan ikke lide faderen. Mener, at han tidligere ikke var god mod konen og formentlig heller ikke mod pt.

Desuden har hun ham mistænkt for at ville ”pimpe” en smule. Hun mener dog, at pt. nu om stunder har det godt nok, men familien er som tidligere bemærket noget egen. Tillidsmanden har i øvrigt hørt noget om, at pt.s værelse ikke er så godt, og at hendes sengetøj heller ikke er for godt.

Sign. P. B.

 

1957

 

Tillidsmanden beklager sig over værelse m.v. Søsteren (Max: Hvem menes?) oplyser, at når pt. bliver hidsig bliver hun lagt i seng og får lov til at blive der, til hun bliver sig selv igen. Men hun har ikke i de senere år haft de store hidsighedsanfald. Man taler om, hvad der skal ske, når faderen falder fra.

Man bemærker i stigende grad faderens “bisterhed”, han beklager sig over ikke at få hjælpe til sengetøj m.v. Man taler med kæmneren og tillidsmanden om forholdene. Man mener, at de er acceptable, men man vil aflægge besøg snart.

Plejelønnen er uafladelig blevet forhøjet. I 1957 er den på 1776 kroner årligt.

 

Max:

 

Bedstefar dør 1961.  Jeg afslutter her min gennemgang af journalen, som imidlertid videreføres på de institutioner, hvor Ellen kommer til at bo til sin død i 1979.