13-09-2012

Diskussion med Arne Herløv Petersen

 

Jeg svarer på spørgsmål om kristentro.

 

 

Spørgsmålene blev stillet af Arne Herløv Petersen i en lang og temmelig ophedet diskussion på Facebook.

Arne Herløv Petersen er forfatter til en lang række romaner og digte samt oversætter af især amerikansk litteratur, - vist nok flere hundrede oversættelser.

Arne Herløv Petersen blev først i 80’erne sigtet for spionage. Undersøgelserne mundede ud i et tiltalefrafald, hvilket Herløv Petersen med rette var utilfreds med, da et tiltalefrafald ikke kan appelleres. Han var dermed afskåret for at få sagen for retten med mulighed for at blive frifundet. Herløv Petersen har senest gennemgået sagen i bogen ’Skueprocessen’.

Diskussionen om kristentro fandt sted i Edith Mandrups tråd ’Da jeg var barn’ og havde ca. 150 kommentarer af Arne Herløv, Edith Mandrup på den ene side og John Kåre Bjørnson og Max på den anden side. Som nævnt stillede Arne Herløv nogle spørgsmål – ikke til teologisk besvarelse, men besvarelse ud fra egen tro. Jeg svarer i denne kommentar.

 

Arne Herløv Petersens spørgsmål.

1)

Tror du på, at gode gerninger er uden betydning for, om man bliver frelst? Er sandsynligheden for at blive frelst lige stor, om man myrder, brænder og voldtager eller om man gør gode gerninger?

 

2)

Tror du, at troen har nogen betydning for, om man bliver frelst? Er der lige stor sandsynlighed for at blive frelst, om man tror på Gud eller om man ikke gør det? Bekymrer Gud sig om, hvad Max tror eller ikke tror?

 

3)

Har Gud bestemt på forhånd, hvem der skal frelses eller ikke frelses? Er det alt sammen prædestineret, eller forekommer det, at Gud skifter mening undervejs?

 

4)

Jeg spørger, om Max tror på en Gud, der enten har dømt nogle til fortabelse eller af uransagelige veje trækker lod mellem folk om deres frelse?

 

Arne Herløv Petersens instrukser vedrørende spørgsmålene. (Mit referat)

Arne Herløv har ikke tænkt sig at gå i gang med en teologisk uddannelse for at få svar. Teologien kan alligevel ikke give svar på, hvad der foregår inde i hovedet på Max.

Arne Herløv har forstået, at Max ikke forstår Ohms lov, og det er Arne H heller ikke interesseret i. Arne H. vil ikke høre om, hvad andre mener, han vil høre, hvad Max personligt tror (ikke så gerne, hvad han IKKE tror). Og så vil Arne Herløv gerne være fri for flere trut i tågehornet. Hvor svært kan det være?

 

Besvarelse af spørgsmålene.

Indledende bemærkninger.

Inden jeg besvarer spørgsmålene, må jeg tilkendegive, at jeg ikke selv mener, at mit personlige credo kan være af interesse for nogen som helst, ikke engang for Arne Herløv Petersen, selvom han jo altså stiller spørgsmålene. Mit personlige credo er ikke i særlig grad blevet til ved egen, selvstændige tænkning, men snarere blevet til ved uddannelse, årtiers læsning af teologisk litteratur, kirkegang samt samtaler med andre. Ud fra det har jeg efterhånden sammenstykket min egen opfattelse af emnerne, mit eget credo.

Jeg må også nævne, at jeg hellere ville have haft nogle andre spørgsmål, for Arne Herløvs spørgsmål forekommer mig at være anakronistiske, dvs. at de afspejler tænkningen i en anden tidsperiode, hvilket uvægerligt lægger op til, at mine svar kommer til at bygge på, hvad jeg IKKE tror på. Det må Arne Herløv så finde sig i.

Endvidere er det nødvendigt, at give uddybende svar (for at komme frem til, hvad jeg tror på, i stedet for hvad jeg ikke tror på). Uddybende svar trækker på de erfaringer, som er indvundet i faget teologi. Men når Arne Herløv nu ikke bryder sig om, at personlige svar er koblet sammen med teologi, skal jeg vise ham et vist hensyn ved ikke at nævne, hvorfra jeg har mine egne svar.

 

Spørgsmål 1.

Tror du på, at gode gerninger er uden betydning for, om man bliver frelst? Er sandsynligheden for at blive frelst lige stor, om man myrder, brænder og voldtager eller om man gør gode gerninger?

Svar:

Kerneordet i spørgsmålet er ’frelse’. Begrebet frelse spiller næsten ingen rolle i mit credo, og det giver derfor ikke mening at besvare spørgsmålet.

Uddybende svar:

Begrebet frelse hører sammen med begrebet fortabelse. Som Arnes spørgsmål er formuleret, afspejler det en forståelse af kristendommen, som var særlig udbredt i 1800 tallet, nemlig denne, at opmærksomheden var rettet mod, hvad der kan tænkes at ske, når man dør. Går man fortabt og kommer i Helvede, eller bliver man frelst, så man kan gå ind til det evige liv i Himlen?

Den forståelse af frelse og fortabelse er helt uden betydning for mit credo.

Mit credo er bygget om det helt karakteristiske træk ved Jesu lære, nemlig betoningen af NU’et. Alt kommer til afgørelse i nu’et, det er i nu’et, man får øje på næsten, hvis man da ikke overser næsten, det er i nu’et kærligheden realiseres eller ikke realiseres. Det evige liv er en dimension af at leve i nu’et.

Et menneske kan igen og igen udskyde at være nærværende i nu’et, således at dets liv kommer til at ligge øde. I den forstand kan man fortabe sit liv i betydningen ruinere sit liv. Et sådant menneske sidder hen i sjælsmørke, og så går det alligevel sådan, at noget ude fra kommer det i møde, således at mørke vender sig til lys. Typisk er det, at det netop er kærligheden i en eller anden skikkelse, der kommer til. Det er frelse.

Altså frelse og fortabelse er i mit credo dennesidige størrelser.

Spørgsmål 2.

Tror du, at troen har nogen betydning for, om man bliver frelst? Er der lige stor sandsynlighed for at blive frelst, om man tror på Gud eller om man ikke gør det? Bekymrer Gud sig om, hvad Max tror eller ikke tror?

Svar:

Begrebet frelse spiller næsten ingen rolle i mit credo. Gud spiller ingen rolle i mit liv, når begrebet Gud er knyttet sammen med begrebet frelse.

Uddybende svar:

Se venligst mit svar til spørgsmål 1 vedr. begrebet frelse.

Begrebet Gud er tydeligvis et slags antropomorft væsen i ifølge Arne Herløv: Den hvidskæggede Vorherre, siddende i himlen, et lunefuldt væsen, som vil føre sig frem med almagtens fuldkommenhed, nu og da straffende og ondskabsfuld. Dette lunefulde væsen har sin storhedstid efter menneskets død: den døde møder frem ved porten, hvor Skt. Peter står vagt.

Fokuseringen er på livet efter døden. Det er den fokusering, som udgør livsnerven i ateisters og agnostikeres opfattelse, - det er den gud, de ser, når de tager afstand Gud. Det er også den gud, der havde stor udbredelse i 1800 tallet, og som stadig har storhedstid i bibeltossernes kreds. (Bibeltosser er fundamentalister; de forefindes i små enklaver i Dk samt i ret så store enklaver i det sydlige USA.). Bibeltosser og ateister/agnostikere er hinandens forståelsesmæssige forudsætninger.

Kernen i mit credo er en forståelse af, hvad SPROG er for en størrelse. Kort sagt – det er min forenkling – er der to hovedkategorier af sprogbrug, nemlig a) det eksakte sprog og b) livsverdenens sprog.

Det eksakte sprog er det logiske sprog, som vi kender det fra hverdagen, hvor vi skal bedømme, om dette eller hint er sandt eller falsk. Det eksakte sprog er det vidunderligt præcise sprog, som stort set alle videnskaber betjener sig: naturvidenskaberne, videnskabsteori samt – om man vil – humanvidenskaberne.

 

Livsverdenens sprog er et andet slags sprog, et sprog, som vi ligeledes kender fra hverdagen, hvor vi møder hinanden som et jeg og et du. Med det sprog udtrykker vi ekstrem forbundenhed eller ekstrem afstandtagen. Begge dele. Det er i dette felt, udtrykt med dette sprog, at vores liv kommer til afgørelse. Det er altså et sprog, der efter sine egne regler, er et magtfuldt sprog. Det gode eksempel er f.eks. dette udsagn, som den ene kommer med til den anden: ’Jeg elsker dig’. Den anden svarer f.eks.: ’Jeg elsker (også) dig’. Med disse udsagn er de to blevet den elskende og den elskede. Enhver ved fra sig selv, hvor altafgørende en sådan ytring i livsverdenens sprog er. Det er indlysende, at ’jeg elsker dig’ ikke er et udsagn, der skal undersøges efter reglerne i ’det eksakte sprog’. Når udsagnet ’jeg elsker dig’ siges af den elskende, spørger den elskede ikke til beviser for påstanden, udsagnets troværdighed kommer ikke til afprøvning ved at opmåle spytsekretionen, når der efterfølgende kysses, ligesom de to elskende ikke gør sig forestillinger om aktiviteter i hypofysen.

’Det eksakte sprog’ kalder jeg her for sprogudsendelse på ’Kanal 1’, ligesom jeg kalder ’livsverdenens sprog’ for sprogudsendelser på ’Kanal 2’.

 

Hvis man nu anskuer diskussioner om Gud ud fra de to sprogkategorier, kanal 1 og kanal 2, må jeg konstatere, at diskussionerne frem til slutningen af 1800 tallet altid har været ført på kanal 1, både af tilhængere og modstandere af Gud og alt hans antropomorfe væsen. Metafysikkens gudsbeviser er velkendte, ligesom det er velkendt, at Gud afgik ved døden på kanal 1 i slutningen af 1800 tallet.

 

De fleste, som i dag vedstår sig en kristentro, herunder mig selv, afspiller deres tro på kanal 2. (Undtagelsen er – lidt flot og dumt formuleret – bibeltosserne). Det virkelig forbavsende er, at ateister og agnostikere bliver ved med at afspille på kanal 1, hvilket jo altså får vanskelighederne ved samtale til at tårne sig op.

Kanal 2- sproget – livsverdenens sprogbrug – ligger meget tæt op ad, men er ikke helt identisk med sprogforståelsen inden for musik, poesi/skønlitteratur, malerkunst osv.

 

Jesus har selv givet eksempler på relationen mellem Gud og et menneske, der kommer på afveje. (Jeg afspiller nu på kanal 2). F.eks. i lignelsen om den fortabte søn, som til sidst vender hjem til sin far (Gud). Han bliver modtaget med tilgivelse, og broderen, som altid har bestræbt sig på at gøre det rigtige, må lære at forstå, at det hos Gud ikke går retfærdigt til efter samme målestok, som i det almindelige samfundsliv.

Noget lignende gælder arbejderne i vingården. Nogle arbejder, som man skal, fra dagens begyndelse, og enkelt begynder først at arbejde ved dagens afslutning, i allersidste øjeblik. Aflønningen er imidlertid den samme for alle vingårdsarbejdere.

Dette kan så være min kommentar til både spørgsmål 1 og 2.

 

Spørgsmål 3.

Har Gud bestemt på forhånd, hvem der skal frelses eller ikke frelses? Er det alt sammen prædestineret, eller forekommer det, at Gud skifter mening undervejs?

Svar:

Jeg tror ikke på prædestination.

Uddybende svar:

Spørgsmålet er et kanal 1-spørgsmål ligesom de første to spørgsmål.

Spørgsmål 4.

Jeg spørger, om Max tror på en Gud, der enten har dømt nogle til fortabelse eller af uransagelige veje trækker lod mellem folk om deres frelse?

Svar:

Nej, det gør jeg ikke.

Uddybende svar:

Igen er det den antropomorfe Gud fra Kanal 1, der spørges til. Den Gud er død, og Skt. Peter står ikke ved porten til Himmerige.

Max Suhr Olesen