19-05-2012

Et par ord om religionsanstalten 'Folkekirken'.

Da jeg var ung, var jeg i nogle få år udmeldt af folkekirken, idet jeg var af den opfattelse, at folkekirken var en slags babylonisk skøge, parat til at være ramme om hvad som helst, rækkende fra ’anstalt for folkereligiøse forestillinger’, ’forsikringsselskab for saligheden, for sæt nu, der var noget efter døden’, ’tung, fundamentalistisk indre mission’, ’eksistensteologiske retninger a la P.G. Lindhardt’, ’Tidehvervsk teologi’ osv.,osv.

Jeg tror, at jeg efterlyste den rene vare, med andre ord, at man skulle dele sig efter kirkelig overbevisning, i stedet for at søge sammen i fabrikken for religiøse forestillinger: Folkekirken.

Senere skiftede jeg mening og meldte mig atter ind i Folkekirken. Jeg var kommet til at tænke på, at vi som danskere tydeligvis havde mange forskellige anskuelser, især om politik, men at vi dog stadig boede i samme land og befandt os godt med det, trods alt. Der er sociale skel, klasseforskelle, og tusind andre ting, der gør os forskellige fra hinanden, men når man kradser lidt i overfladen, kommer man ned til landet, bondelandet, for i overført betydning er det der, vi alle kommer fra, og vi er på trods af alle vore forskelle også vant til at omgås hinanden, for vi ses jo da ved familiefester og kan nok holde ud at sidde ved siden af hinanden nogle timer, og vi taler da samme sprog, så nogenlunde i hvert fald.

Og når vi kan finde ud af at bo i samme land, kan vi også finde ud af at være sammen i religionsanstalten, Folkekirken, tænkte jeg. Jeg var i alle årene dybt optaget af teologiske studier og var vant til, at mine (venstreorienterede) venner gjorde nar af mig af den grund, men samtidig også, at de samme var mærkeligt tiltrukket af at diskutere ’gud’ med mig, og at der hos mange foregik ting og sager inde i hovedet på dem desangående, og jeg, jeg tænkte, at det nok var sådan for rigtig mange danskere, at reli’on ikke var noget man annoncerede åbent med, for det foregik i de DYBE tanker, for helvede da, hvor lå det dybt nede. Men ok! Fair nok. Hvordan folk ville håndtere deres frygtelige religiøse forestillinger, kom jo ikke mig ved, jeg kunne godt være sammen med dem, i Folkekirken eller udenfor. Og der var også virkelig søde mennesker blandt for eksempel indre missionsfolkene. Nogle år boede jeg ved siden af et ægtepar, et indre missionsk ægtepar, som havde guldbroderede korssting hængende på væggen med inskriptioner som: ’Vejen til korset er altid fri’. Vi lo lidt af dem bag deres ryg, det var ældre folk, jeg lo, men jeg respekterede dem, for jeg hørte aldrig et ondt, fundamentalistisk ord fra deres læber, tværtimod, de var uopslideligt venlige og imødekommende. Skulle jeg ikke kunne være i Folkekirken sammen med dem?

Jeg var ung, jeg var udmeldt af Folkekirken, og jeg meldte mig ind igen. Og så gik årene. Men noget forandrede sig. Selvom antallet af medlemmer af Folkekirken var faldende, lå det dog – som nu – over 80 % af befolkningen. Mine venstreorienterede venner forandrede sig ikke, de var fortfarende ateister/agnostikere, og de fleste af dem, ikke alle, men de fleste kunne ikke artikulere andet end at Luther ville slå bønder ned som hunde, og at protestantismen ikke bare havde tolereret kapitalismen, men ligefrem havde genereret den. Intet mindre! Næ, forandringen fandt umærkeligt sted i brede lag af befolkningen, helt udtalt hos næsten alle intellektuelle, senere også hos andre, som var blevet langt, langt mere fortrolige med cyberspace og Google end med, ja, jeg skammer mig ved at nævne det, end med Folkekirken.

Det havde jeg slet ikke set komme, og så med så voldsom en kraft. Jeg var ude af kongeriget i 8 år, og jeg må have sovet grundigt i timen, og skægget var lissom’ blevet hvidt i mellemtiden.

Nu – tilbage i tiden, som er løbet fra mig – indser jeg, at en stor del af befolkningen vist nok ønsker sig en adskillelse af kirke og stat. Det må folk da selvom. Det er de da i deres gode ret til at ville.

Så er det, jeg tænker: Skal jeg, som også er et uopslideligt venligt menneske, oplade min røst? Om igen: Skal jeg, som på en provokerende måde er et uopslideligt venligt menneske, oplade min nu bævende røst?

Hvorfor ikke? Man er dog gennem et helt liv i vane med at være isoleret som en, der ælsker Jæsus og konsortier. Og hårdt presset vil jeg vedgå, at jeg stadig finder, at den ynkelige religionsfabrik, Folkekirken, også er en fin sten, ikke en ædelsten, men en sten som f.eks. en rhombeporfyr, der sparkes op af jorden, den danske jord, eller som flintøkser, som man stadig går og falder i, når man går på markerne.

Jeg taler nu til de mere end 80 % af befolkningen, som fortfarende er medlem af Folkekirken af en eller anden mig uvedkommende grund: Hvad tror du, du får, hvis du løsner båndet mellem stat og kirke? Det er let at forudse: Du får ufred! Du får et kirkeråd, som vil kloge sig på alle mulige og umulige måder. Et kirkeråd, som støder de utilpassede fra sig, alle dem, vi andre ikke må lege med. Du får dug på den indvendige side af kirkeruderne. Tror du ikke, du kommer til at fortryde det?

Max Suhr Olesen