13-05-2012

At være i sandheden er at være et guds barn

4.søndag efter påske. Joh. 8, 28-36

 

Jesus sagde da til dem:

 

»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

 

Kommentar.

 

Johannesevangeliet er det yngste af de fire evangelier og er skrevet i en helt særlig toneart af stor skønhed. For det meste da. For der er unægtelig snørklede passager i Johannesevangeliet, som får Jesus, der ellers taler enkelt, klart og tydeligt til at fremstå som en mand, der taler sort.

I dagens tekst er der tale om en ordstrid mellem Jesus og hans landsmænd. De har fået smag for Jesu lære, de er kommet til at tro på ham, men hænger fast i tankegange, som de har indlært i jødedommen, deres og Jesu egen barnetro. Jesus siger til dem, at de skal blive frie, når de lærer sandheden at kende som hans disciple. Det er mærkværdig tale for dem, for de er ud fra deres tilvante forestillinger allerede overbevist om, at de ER frie, idet de jo som troende jøder tilhører Guds UDVALGTE folk, de er Abrahams efterkommere. De er indenfor, de andre, hedningene, er udenfor.

 

Sådan lærer jødedommen, men hvad lærer det nye mærkelige fænomen, som de står over for i mødet med Jesus?

 Som så ofte med Jesu lære må vi tilbage til den underforståede, men netop ikke nævnte grundmyte, syndefaldsberetningen, som formulerer den urgamle sandhed om, hvad synd ER:

Den første mand og den første kvinde har spist af frugterne af kundskabens træ. Derved kan de som Gud kende forskel på godt og ondt. Det er der ingen andre af Guds skabninger, der kan, hverken dyr eller plante. Dyr eller plante kan ikke vælge hverken det gode eller det onde, for de ved ikke, hvad det er.

Det ved de to første mennesker NU, og når de ved det, kan de også vælge det forkerte, det falske, det onde. Nemlig, at de, skønt de som alle andre i skaberværket er skabt som Guds BØRN, nu kan vælge at negligere det. Det er det, der er synden. Det enkelte menneske vil ikke lade sig nøje med at være et guds barn, det er synden.

 

Lad os opholde os lidt ved det fænomen. En ræv f.eks. realiserer altid Guds skaberplan ved at være en ræv. En ræv kan ikke vælge at være mus eller tiger. En ræv er en ræv, og så er den ikke længere. Som ræv er den Guds ’barn’.

Mennesket, derimod, kender forskel på godt og ondt og kan vælge. Det enkelte menneskes liv får derved et individuelt forløb, mennesket får ’skæbne’, som man siger. Hvordan det enkelte menneskes livsforløb skal blive er ikke forudbestemt. Det enkelte menneske skal realisere sig selv for derved at komme i overensstemmelse med Guds plan med det, en ræv er en ræv, men et menneske er ikke et menneske, som alle andre, et menneske har individualitet.

Under alle disse individuelle valg, et menneske skal træffe, er der et fælles valg, som ethvert menneske skal træffe for ikke at være falsk: det skal vælge at være et Guds barn, sådan som det var tiltænkt fra begyndelsen. Så enkelt er det: Vil du ikke være Guds barn, så lever du dit liv i falskhed, du er faldet ud af sandheden. Det er det, Jesus siger til de jøder, han diskuterer med. Og her er ingen udvalgt, ingen har forrettigheder, der gøres ikke forskel på jøde eller romer, på herre og træl, på mand og kvinde. Enhver skal være i sin egen skæbne, mørk eller lys, men i alt skal den enkelte finde sin sandhed i at ville være et Guds barn.

 

Med hvilken autoritet taler Jesus? For så vidt ingen autoritet, eller om man vil: med al mulig autoritet. Hvis du kan høre sandheden i Jesu ord, så taler de til dig, og så har de den autoritet, som denne tiltro udvirker.

I indledningen til denne søndags prædikentekst siger Jesus ganske vist: ’I skal forstå, at jeg er den, jeg er’. De ord har vi hørt før. Det er de ord, Gud (stammeguden Jahve), brugte om sig selv, da ’han’ talte til Moses på bjerget: ’Jeg er, den jeg er’. Med andre ord henviser Jesus til, at han er Guds barn, Guds søn, og at han taler med netop den autoritet.

 

Ikke sandt? Med Jesus indtræffer en ny forståelse af, hvad det er at være menneske. Jesus formulerede det ofte således: I har hørt, at de gamle sagde sådan og sådan, men jeg siger jer... Lidt skarpt formuleret kan man sige, at den gamle stammegud, Jahves, tid er løbet ud. Nu er den enkelte på en mere direkte måde udleveret til at tage ansvaret for sit eget liv, hvilket først og sidst er at søge sandheden, som er: at holde sig til at være Guds barn i et og alt. Det er ikke intellektuelt, det er ikke sofistikeret, det er let forståeligt.

Men hvordan? Jo, også det er enkelt og ligetil at forstå: Du skal elske din næste som dig selv. Let at forstå, dødsvært at efterleve.

Alligevel kan du og jeg ånde frit med Jesu ord:

’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’

 

(’Jeg er den, jeg er’. Se 2. Mosebog, 3,14)