04-05-2012

Jakob Wolf om 'naturlig teologi.

Jakob Wolf. ’Den skjulte Gud. Om naturlig teologi’. 2001.

 

Jeg har nu omsider fået læst Jakob Wolfs bog om naturlig teologi. Det har jeg gjort som en opfølgning på den Facebook-diskussion, som indledtes d. 11. marts i anledning af, at Wolf havde skrevet artiklen ’Teologien og Universitetet’ til Kristeligt Dagblad.

Jeg besværede mig over, at min teologiske bogsamling/læsning havde været alt for sparsom i den tid, jeg arbejdede i Riga. Jeg føler mig nu en hel del opmuntret, for Wolf har bestemt været et interessant bekendtskab.

Erkendelsen af Gud gennem skaberværket kalder man naturlig teologi. Ordet ’naturlig’ henviser her til, at denne kilde (skaberværket) til at erkende Gud er alment tilgængelig. Begrebet ’naturlig teologi’ er at modstille med begrebet ’åbenbaringsteologi’, altså den erkendelse af Gud, som finder sted gennem Jesu liv og forkyndelse. Omtrent sådan indleder Wolf sit skrift.

Wolf gennemgang tager et grundigt afsæt i Luthers forståelse af den naturlige teologi. Ud fra Luthers forståelse retter han en kritik af Kierkegaards teologi, af Barths teologi, Goethe/Kant, samt en ’luthersk’ kritik af Bultmann og Heidegger.

Wolf er K.E. Løgstrups mand, og med Løgstrup lægger han en vis afstand til ovennævnte teologer/filosoffer, især for så vidt som de afviger fra den rette forståelse af Luther jf. Wolf (og Løgstrup), - det gælder i sær Kierkegaard og Karl Barth.

Wolfs bog om naturlig teologi er et lærd værk. Wolf argumenterer på et højt plan, og jeg tør ikke for alvor at gå i rette med Wolf, selvom jeg er (delvist) uenig med ham. Min viden om Luther ikke tilstrækkelig stor til, at jeg for alvor kan bedømme, om Wolfs forståelse af Luther holder til - med Luther i hånden – at gennemføre den ovennævnte kritik af Kierkegaard og øvrige.

Mine egne teologiske koryfæer er så nogenlunde de samme, som Wolf nævner – og korrigerer - i hvert fald, når det kommer til naturlig teologi. Rækkefølgen af mine helte er Luther, i særdeleshed Kierkegaard, i mindre grad Karl Barth, i særdeleshed Bultmann. Det er især Bultmanns berømte (og berygtede) afmytologiseringsprogram, der har været en blivende øjenåbner for mig. Wolf er til min overraskelse også begejstret for Bultmann, hvis tanke om afmytologisering Wolf kalder for en af de største landvindinger i det 20. århundrede, hvilket jeg kun kan være enig i.

Til min helterække hører et par navne mere, som naturligvis ikke er nævnt af Wolf. Det drejer sig om David Strauss, som -i kort referat - hævdede, at evangelierne ikke var beskrivelser af tingene, som de faktisk skete, men var myter. Hvad Strauss havde påbegyndt af moderne kritik, blev fulgt op af Feuerbach, som med skriftet ’Das Wesen des Christentums’ vendte begreberne på hovedet: Gud er skabt i menneskets billede osv.

Jeg må her nævne Nietzsche, selvom jeg ikke bryder mig om ham. Men man må retfærdigvis sige, at Nietzsche følger op på Feuerbach, for så vidt som man kan sige, at Nietzsche om moral, etik, religion, filosofi mener, at de hver for sig, når alt kommer til alt, kun er forskellige (menneskeskabte) fortolkninger af verden. Gentager: fortolkninger.

I det postmoderne univers bliver Nietzsche grundlagsfilosof for den nu så fremtrædende og udbredte ateisme, som jeg er lodret uenig i.

Når jeg alligevel nævner Nietzsche, er det på grund af det der med ’fortolkningerne’. Eller konstruktionerne. For ifølge min (og andres; jeg er ikke alene om det) forståelse er talen om Gud en konstruktion.

Og her er jeg fremme ved helten over alle helte, nemlig Wittgenstein. Wittgensteins begreb ’sprogspil’ er et yndlingsbegreb i ’postmodernismen’, eller mere direkte: begrebet ’sprogspil’ er et yndlingsbegreb i den (postmoderne) teologi. Trosbekendelsens tre hovedartikler kan ifølge denne forståelse betragtes som ’sprogspil’, som er i deres egen ret, uden at skulle konkurrere med naturvidenskabelige sprogspil. Teologien kan nu hævdes i i sin egen selvgyldige ret og behøver ikke at være afhængig af andre diskurser, historiske, videnskabelige eller filosofiske.

Hvordan skal jeg formulere det? Kan man ikke sige, at denne Wittgensteinske indfaldsvinkel ligger temmelig godt til eksistensteologien/åbenbaringsteologien? Det tror jeg.

Derimod ligger denne forståelse ikke særlig godt til ’skabelsesteologi’ og ’naturlig teologi’ i Jakob Wolfs udgave.

Og så er jeg fremme ved min uenighed med Jakob Wolf. Det kan siges kort, sådan som John Kåre omtrentligt formulerede det: Jakob Wolf overbetoner første trosartikel på bekostning af anden trosartikel.

Samt:

Følgen af Wolfs naturlige teologi er, at kristendommens gud er en universel gud, som også kan erkendes i andre kulturer. Denne naturlige erkendelse af gud er imidlertid kun foreløbig, den er ’falsk’, selvom den har fat i en rigtig ende. Først i mødet med kristendommen kan den ’falske’ erkendelse nærme sig en ’sand’ erkendelse. Det er det, der irriterer mig ved Wolf. Det må nødvendigvis irritere mig, når jeg nu vil hævde, at kristendommen er en konstruktion, et sprogspil, som jeg ganske vist subjektivt opfatter som ’sandheden om mit liv’.

Jeg har imidlertid ikke en underforstået tanke om, at min konstruktion er forpligtende i andre kulturer. Min gud er i det højeste kun ’forpligtende’ i min egen kulturkreds (den vestelige verden). Jakob Wolfs gud, derimod, er en universel gud, som også gælder for hinduer og buddhister, de ved dog endnu ikke, at deres gudsforestilling er ’falsk’.

Wolf skrev bl.a. flg. i artiklen:

Citat:

 

”Det spørgsmål, skatteyderne først og fremmest betaler teologer for at beskæftige sig med, er spørgsmålet om Gud. Det er et alment spørgsmål. Teologien handler ikke om et særligt emne, der kun har interesse for en afgrænset gruppe af mennesker. Dens emne er universelt.

Det er derfor misforståeligt at hævde, at teologiens emne er kristendommen. Når teologien i vores del af verden især beskæftiger sig med kristendommen, er det, fordi kristendommen er vores tradition for at tænke over Gud. Kristendommen er ikke kun en specifik tro, den er også en tænkning om Gud. [ ]

VIRKELIGHEDEN REJSER spørgsmålet om Gud, for hvis den har en forudgiven form, og ikke blot er et amorft materiale, vi kan forme, som vi vil, hvem har så skabt virkeligheden? Det er et alment spørgsmål, vi ikke kan komme uden om. Hvis man hævder, at ingen har skabt den, den er tilfældig og absurd, så er det et forsøg på at besvare spørgsmålet. Det ophæver ikke spørgsmålet.

Da teologien handler om de universelle betingelser for livet og vores forhold til dem, er teologien et centralt universitetsfag. Hvis spørgsmålet om Gud ikke var et alment spørgsmål, men kun et begrænset spørgsmål, der vedrørte en særlig gruppe mennesker, som ”tror på Gud” og kalder sig kristne, så hørte teologien hjemme på et menighedsfakultet og ikke på universitet.”

Citat slut.