04-05-2012

Kødets opstandelse ?

Jeg deltog for år tilbage i et konvent på Båring Højskole, hvor Grundtvigkenderen Kaj Thaning huserede som formand for højskolen. Under konventet, som var arrangeret af Thaning, var der foredrag af religionshistorikeren, professor Jes Peter Asmussen. Jes P Asmussen var redaktør af ’Illustreret Religionshistorie’ i tre bind, et værk, som, skønt det har en del år på bagen, stadig er et fornemt standardværk.

Jeg husker ikke, hvad Asmussen holdt foredrag om, men det var formentlig noget om religiøse forhold i Indien, i hvert fald var Asmussen på rundrejse i Indien, hvor han en dag ankommer til en landsby. Her forlod Asmussen tydeligvis sit manuskript og kastede sig ud i en længere, meget længere, sidebemærkning, som lå helt uden for foredragets emne. I denne landsby, fortalte Asmussen, kom jeg hen til et lille torv, hvor der var et opløb af folk, der havde slået ring om noget, der foregik. Jeg gik derhen, fortsatte Asmussen, og til min store overraskelse så jeg en mand, der lå og hvilede sig, hvilket der for så vidt ikke var noget usædvanligt ved, det usædvanlige var, at den hvilende mand svævede en meter over jorden, og der var intet andet end luft under ham.

Asmussen udlagde ikke sin oplevelse, men foredragssalen bølgede af latter, for Asmussens attitude var tydeligvis: Jeg så, hvad jeg så.

Det herlige ved religionshistorikere er, at de er nøgterne folk, der ikke skejer ud i teologiske vidtløftigheder. Jeg betvivler ikke, at Asmussen overværede et brud på naturlovene, da han så den svævende mand. Jeg drager imidlertid ikke nogen religiøs konsekvens af det, og mit gæt er, at Asmussen heller ikke selv blev ’religiøs’ af at se, hvad han så. Asmussen var en pæn mand, der ikke bandede (i modsætning til de mange grundtvigsk/tidehvervske teologer, der var forsamlet til konvent), men HVIS han havde bandet, ville han have sagt om den svævende inder: ’Det var li’godt fandens’!

Det Nye Testamente vrimler med overnaturlige brud på naturlovene, f.eks. at Jesus kom gående på vandet, undfangelse ved Helligånden, opvækkelse af døde, og Jesu egen opstandelse fra de døde (jf. kødets opstandelse).

Jeg har det med det, ligesom jeg havde det med Asmussens oplevelse. Han så, hvad han så, -det tager jeg til efterretning uden at kloge i det. På samme måde har jeg det med de overnaturlige begivenheder i Nye Testamente. Nogen så noget, og de så, hvad de så. Selvfølgelig tænker jeg af og til, at de lod som om de så, hvad de så, for desto bedre at BEVISE, at Jesus var Guds søn, og derfor var herre over naturlovene. Det motiv havde de nok også. Men igen: jeg ser ingen grund til at betvivle, at de så, hvad de så, når bare jeg kan holde mig fri af at drage religiøse konsekvenser af det, de så. Ikke sandt? Lazarus lå død i sin grav, og han blev kaldt tilbage til livet af Jesus, og senere spiste de frokost sammen, det var lige før, Jesus drog ind i Jerusalem, ridende på et æsel. Lazarus må have været glad for at sidde til bords med Jesus, intet er vel bedre end at være levende efter at have været død. (Johannes evangeliet). Det mystiske, det overnaturlige har jeg ikke overværet, men det forstyrrer ikke min nattesøvn, at andre har.

Min tros indhold er ikke og kan aldrig blive eventuelle brud på naturlovene. Jeg tror på Jesu ord, når de taler til mig, - det gør de ikke altid.

Alligevel oplever jeg ordene om Lazarus’ opstandelse som sande ord om mig selv. For jeg har (vistnok som alle voksne mennesker) oplevet sorg og tab i mit liv, sorg, som har hensat mig i dybeste fortvivlelse, hvor jeg ikke kunne se lys for bare mørke. Den slags sorg er jo ikke død, men snarere ligesom at være levende begravet, det er jo også en slags død, men lidt anderledes, tror jeg, for den rigtige død, har jeg ikke erfaret selv, det kommer nok. Og så, efter laaaang tid, bryder lyset frem, og min egen oplevelse er, at det ikke skyldes noget i mig selv, men at livet selv kommer en i møde, det er på en gang både åndens og kødets opstandelse. Kan man ikke sige det på den måde?