25-03-2012

Fint besøg i Mamrelund og andre steder

Mariæ bebudelsesdag. 5. søndag i fasten. Luk. 1,46-55. (1. Mos. 18,1-15)

 

Der er noget særligt ved kvæget i udkanten af alting. De gode dyr står der med øjne så sorte som kenyansk kaffe, med et himmelfaldent udtryk, som om de lige er trådt ud af hulebilledet og nu grunder på, hvordan det nu lige er, det der med brøkregning. Og i det kenyanske højland lægger de fodrappe dyr ørerne tilbage, når dyrenes konge giver lyd, og ved midnatstid står en mørklødet Josef i døråbningen og fremstammer sit: Herren er på besøg. Er Herren på besøg? glimter det på nethinden med frembrydende, lamslået forståelse. For Satan da, så er der ild i de gamle huse, farm og kaffe og årtiers slid i dit ansigts sved svitses af.

Eller som i Mamrelund, hvor en Sara funderer over, om hun skulle være forundt at føle begær. Nu, så mange år efter, at hun på kvinders vis er trådt ud af aktiv tjeneste uden at levere varen? Nu, hvor den gamle kvægbesidder in vielen Jahren ikke har kunnet gøre fyldest, hverken hos unge eller gamle mandbare?:

 

Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.«

Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet. Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.« Da sagde han: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!«

Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?« Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.« Men Sara løj: »Jeg lo ikke,« sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: »Jo! Du lo!«

 

Det må være en mand, der har skrevet det. Vores erfaring med kvinder lærer os mangt og meget, men at Sara skulle være bange, tror vi ikke på. Langt senere er det Maria, der er på besøg hos den lige så aldersstegne Sara, som nu hedder Elisabet. Elisabet er i sin høje alder også blevet hjemsøgt af Herren, nu er det hendes tur til langt om længe at levere. Maria hilser på Elisabet og, i samme splitsekund Elisabet hører hilsenen ’sprang barnet i hendes liv’. Hvem er det lige, der er bange her? Maria? Elisabet? Nej, det er Josef. Josef er bange, for selv om han ganske vist ikke er direkte involveret her, heller ikke her, kunne man tilføje, så har han så rigelig grund til at føle frygt, for der foregår jo altså ting og sager, som han ikke har foden på.

Josef og alle andre joseffer står uden for det her, som mænd har de det, som mænd har vi det som de fodrappe dyr i tropenatten. Vi lægger ørene ind til kroppen og holder lav profil. For mangen en gang har en Josef selv lagt en forsigtig hånd på en kvindes udspilede maveskind for at mærke, at barnet ’sprang i hendes liv’, og nå, ja, lidt andel i det kunne en Josef vel have, men omgang med det hellige, det Hellige, har vi ikke fortrolighed med, her må vi have hjælp af en Grundtvig for at forstå, for Grundtvig var så god til det der med kvinder, og der var også mange kvinder, der kom og hørte på ham i Vartov, har vi hørt, de kom, men vidste vel det meste i forvejen, og det var nok derfor, Grundtvig var glad for at prædike for dem, de var ligesom med, før han havde opladet sin mund.

Lad os nu lytte til Mariæ lovsang, nu hvor hun ved, at hun selv skal kaldes frem:

 

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

 

Da sagde Maria:
Min sjæl ophøjer Herren,
og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!
Han har set til sin ringe tjenerinde.
For herefter skal alle slægter prise mig salig,
thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.
Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,
varer i slægt efter slægt.
Han har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
han har styrtet de mægtige fra tronen,
og han har ophøjet de ringe;
sultende har han mættet med gode gaver,
og rige har han sendt tomhændet bort.
Han har taget sig af sin tjener Israel
og husker på sin barmhjertighed
 – som han tilsagde vore fædre –
mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

 

Ja og amen, så håber vi det: Hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.