15-09-2014

Peter Thyssen ’Eberhard Jüngel

 

 

Jeg er aldrig tidligere stødt på den tyske teolog, Eberhard Jüngel og fik for nylig anbefalet at begynde med Peter Thyssens introduktion, jf. ovennævnte titel.

 

Thyssen gennemgår en række hovedtemaer fra Jüngels omfattende forfatterskab: ateismen, kærligheden, sproget, treenigheden, det evige liv m.m.

Det fremgår, at Jüngel på forbavsende vis har kunnet udvinde væsentlige pointer fra især det 20. århundredes store, teologiske kanoner såsom Karl Barth og Rudolf Bultmann samt filosoffen Heidegger for at nævne dem, jeg selv har et vist kendskab til i forvejen. Søren Kierkegaard er såmænd også bragt i spil.

En gennemgående forudsætning for Jüngel er opgøret med det, man kunne kalde den absolutte gudsforestilling, eller om man vil, den metafysiske Gud. Forestillingen om Den metafysiske Gud har i mere end hundrede år BÅDE næret ateismens afstandtagen fra Gud OG – tilføjer jeg for egen regning - også næret ateismens og agnosticismens utrættelige klamren sig til selvsamme metafysiske Gud, EFTER at alle betydende teologer for længst har forladt begrebet, herunder Jüngel, hvilket efterlader ateister/agnostikere i den mærkværdige situation, at der ikke rigtig er nogen at diskutere med.

 

Efter en interessant gennemgang af et særligt træk ved Jesu lignelser, nemlig dette, at lignelserne alle har den samme slutpointe, at Guds Rige er rykket nær, og at mennesket – i tro, det er en væsentlig pointe – kan gribe ud efter det, kommer der en forbavsende Jüngel-kritik af Bultmann:

 

”[Det er] evangeliet selv, der fremkalder troen – nemlig ved at fremstille sig selv som troværdigt og tilforladeligt, således at også troen opstår med selvfølgelighed. Det handler altså IKKE (min fremhævelse) om at FORDRE troen som personlig afgørelse. Ikke at afgørelsen er uvedkommende (tro uden afgørelse er tro uden lidenskab). Men afgørelsen skal indfinde sig af sig selv gennem forkyndelsens INDIKATIV fremfor at blive afkrævet ved et imperativ. Jüngel stiller som tidligere nævnt spørgsmål ved Bultmanns begreb om ’afgørelsens øjeblik’ som en fordring, der tilvejebringes af forkyndelsen som tiltale.

[ ] Trods Bultmanns egne fremhævelser af indikativens primat, forbliver forholdet mellem indikativ og imperativ behæftet med en ambivalens hos ham, hvilket ifølge Jüngel kan skyldes hans betoning af troen som LYDIGHED.

Jüngel tilslutter sig i stedet Kierkegaard, når det hos ham hedder om fordringen:

’Naar et Legeme dreier altfor hurtigt omkring, saa kan der fremkomme selvantændelse. Saaledes ogsaa naar Evigheden og Idealitetens Fordring i et Nu styrter ind paa et Menneske og kræver sig af ham; saa maa han fortvivle, gaa fra Forstanden o.s.v. I en saadan Tilstand maatte han raabe til Gud: giv Tid, giv Tid.’

Og dette er Naaden – Naadens Tid hedder Timeligheden jo derfor’. [ ]”

Citat slut.

 

Det er da virkelig et muntert Kierkegaard citat, Jüngel har fundet frem. Spørgsmålet er så, om Jüngel her vrider og drejer så meget på Bultmann, at Bultmann bliver til latter? Jeg kender ikke nok til Bultmann til at afgøre, om Jüngel her bringer sig i nærheden af at fejllæse Bultmann

 

Jüngels teologi er herligt gangbar i nutiden. Jeg er selv stødt på lignende pointer i det, man har kaldt postmoderne teologi. Jeg må have kigget på, i hvor høj grad postmoderne teologi eventuelt står i gæld til Jüngel.

 

Men en fin introduktion fra Thyssens hånd.

Max Suhr Olesen om Jüngel

 

*************************************************************************************************************************