14-03-2012

Midfaste søndag. Joh. 6, 24-37. La vita é bella.

4. søndag i fasten. Midfaste søndag. II. Tekstrække. Joh. 6,24-37.

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.«

Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. v33 For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« v34 De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”.

***

Kommentar.

Hver af de fire evangelister har deres eget særpræg, dels i tydningen af Jesus-begivenhederne, dels af den deraf afledte redaktionelle ordning af dele af stoffet. Dertil kommer I. tekstrække som en femte ordning af stoffet og II. tekstrække som en sjette, redaktionel ordning.

Jeg synes, at fasteteksterne (tekstrækkerne op mod påske) er som et lukket rum, fyldt af mørke og gru. Konfrontationerne om, hvad tro er, og de pågående diskussioner af med hvilken autoritet Jesus taler, er ildevarslende, idet de alle peger frem mod den ultimative konfrontation, som ender med død og frafald.

Dertil er Jesus-skikkelsen for mig – gentager: for mig – syltet ind i mange århundreders klister, så det er svært at reagere ægte menneskeligt på den skæbne, der venter Jesus i Jerusalem i påsken. F.eks. får jeg udslet af den efterhånden rutinerede - floskelagtige, kan det forekomme – forståelse af, at ’Jesus døde på korset for vore synders skyld’.

Denne søndags prædikentekst er som de andre fastetekster en klaustrofobisk tekst, idet den ikke, som f.eks. lignelsesteksterne, bringer ahaoplevelser med ny forståelse.

Det er derfor værd at genkalde sig, at Johannesevangeliet er det evangelium, der indledes med ordene: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det er også det evangelium, der mere end noget andet, peger på Helligånden, talsmanden, der skal følge efter Jesus.

Johannesevangeliet har også som kendetegn, at det byder på en dybere interpretation af Jesu betydning. Man mærker det tydeligt i denne søndags prædikentekst. »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”. ’Arbejd for den mad, som består til evigt liv, - den som Menneskesønnen vil give jer’. Der appelleres med andre ord til tilhørerne om at søge en mere åndelig, en mere generel forståelse af Jesus.

Jesus er menneskets søn. Menneskesønnen. Guds søn. Det er ikke svært at forstå, når man betænker, hvor ofte historien har vist os en menneskets søn, og endnu en, og endnu en, som uden skyld har måttet lade livet. Vi er alle født som Guds børn, men kun få viser sig at være det i livsforløbet.

 

Tænk endnu engang på den italienske film ’La vita é bella’. Man følger en italiensk familie, bestående af far, mor og lille søn. Det er i Italien under Mussolini. Fascismen truer familiens eksistens, for faderen, eller er det moderen? er jøde. I anden halvdel af filmen er familien blevet indsat i en koncentrationslejr. Moderen er kommet i koncentrationslejrens kvindeafdeling, faderen og den lille søn i mandsafdelingen. Vi følger nu, hvordan faderen beskytter sin søn, dels ved at tilsløre de grusomheder, der finder sted, dels ved at gemme sønnen og holde ham skjult for lejrens vagtpersonale. Det er så rørende skildret, så autentisk i filmens gengivelse af, hvad et menneske OGSÅ er, en kærlig fader, der ofrer sig for sit barn. Filmen slutter både med ’opstandelse’, hvis jeg tør bruge dette bibelske udtryk, og ’død’. Moderen overlever mirakuløst og forenes lige så mirakuløst med sin søn. Bevægende. Hjertegribende. Men faderen? Oh, ve. Han omkommer i de allersidste minutter i koncentrationslejren.

 

Nu er det, jeg igen og igen, stiller mig det samme spørgsmål: Illustrerer denne film ikke, at faderen viste sig at være - og derfor VAR - Guds søn? Menneskets søn? Menneskesønnen. Hvis du vil følge mig i denne forståelse, vil du så ikke give mig ret i, at historien er fyldt, er proppet med eksempler på ’menneskesønner’ på samme måde, som Jesus var det? Og at Jesus-historien gentages, igen og igen, i en uendelighed?

 

Selv er jeg ingen menneskesøn, jeg er ikke Guds barn. Jeg er en af de mange, der ser til, når andre går i døden for mine undladelsessynder.

 

La vita é bella er en smuk film. Den er kunstnerisk uangribelig. Alligevel bliver jeg så rasende, hver gang jeg må gentænke filmens slutning. Hvor vover instruktøren at efterlade publikum i dyb sorg over faderens død, når han så let som ingenting kunne lade faderen overleve? Tror han, at publikum er idioter, der ikke ved at livet er grusomt og hjerteløst? Er det virkelig nødvendigt med disse grusomheder for at minde os om, at vi alle er Guds børn, og hvis ikke: at vi burde være det?

Var Jesu liv et vita bella? Jeg ved det ikke, men det står fast, at han var Guds søn, og så må vi høre det, hvis vi kan: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.