10-03-2012

3. søndag i fasten, Joh. 8.42-52 og dertil noget om den lille prins og ræven

3. søndag i fasten. II. tekstrække. Joh. 8, 42-51

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.«

Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«

 

***

I det følgende er jeg prinsen, så kan du være den lille ræv, som gerne vil gøres tam. Jeg vil sige, at du skal være glad for at være ræven, for den har sans for jordnære, narrative kvaliteter. Det mærkes, når ræven spørger til, hvornår der kommer noget om høns.

I prædikenteksten oven for er der en nedslående mangel på narrative kvaliteter. Der er meget om sandhed og løgn, om Djævelen, som er fader til løgnen, om dæmoner og om Guds søn, selvom det ikke er direkte nævnt, for slet ikke at tale om samaritanere. Men der er ikke noget om høns, og det er det, der er så nedslående.

Sådan er det med mange af de tekster, der prædikes over frem til påske. Der er masser af konfrontationer om tro, og som her, konfrontation om, hvem Jesus er, og med hvilken autoritet han (tror, at han) taler. Og hvis han ikke er fra Samaria, er han i hvert fald gakgak.

Bag mange af disse konfrontationstekster er der en grundfortælling, som næsten umærkeligt spiller med – igen og igen -, uden at blive nævnt. Det er den såkaldte syndefaldsberetning, som står at læse i 1.mosebog, kapitel 3. Vorherre har skabt alting, og nu opholder alting sig sammen med Adam og Eva i den indhegnede have, ’Paradiset’. Vorherre er tilfreds med sit skaberværk, og alle dyr og planter har det godt, det gælder også Adam og Eva, når og hvis de da ikke er grebet af kedsomhed over den stillestående lykke. Bag den mytologiske grundfortælling, syndefaldsberetningen, er der stillet spørgsmålet: Hvilken forskel er der på menneske og dyr? Jo, svarer fortællingen, der er den forskel, at dyrene - for evigt og sågar genetisk uforanderligt – er Guds børn. De er, som de er skabt, præcis sådan, som Vorherre har tænkt sig dem. De kan ikke ved løgn og narrestreger forandre sig, en ræv er en ræv, ligesom en høne er en høne. De kan ikke være ’onde’, for de ved ikke, hvad ondt er. Derfor er de for evigt i sandheden, som Gud har tænkt sig dem. Med mennesket er det anderledes. Mennesket kan til forskel fra dyr og planter VÆLGE. Denne evne til at vælge er kommet i stand som et resultat af den første løgn, det er Djævelen igen, den Satan, som lokker de unge til at spise af træet, hvis frugt lærer dem forskellen på godt og ondt, på sandhed og løgn. Hvordan er det så med det lille barn? Jo, det lille barn er som ræven, og hønen og alle mulige andre, levende skabninger et barn af Gud, det er indfældet i godhed og sandhed, også selvom det har alle anlæggene i sig til at blive et ’rigtigt’ menneske, som kan vælge, og som derfor også kan vælge det onde, løgnen.

At Jesus er Guds søn er derfor i egentligste forstand ikke påfaldende. Jesus er sendt fra Faderen og er, som du og jeg, skabt i hans billede. Det påfaldende er, at du og jeg har let ved at komme væk fra at være Guds børn, fordi vi KAN komme væk fra det jf. syndefaldsmyten.

De gamle kunne om en person sige: Han kan mere end sit Fadervor. Det var ikke rosende ment. For kan vi holde os til det, Fadervor lærer os, er vi nok uddrevne fra Paradis, men vi er inden for pædagogisk rækkevidde.

 

Og til den lille ræv: forsyningen af høns – både i fortællingen og i Paradis – er rigelig nok til, at en ræv kan leve, som den skal, uden bekymring.

Og til os, der hele tiden må tænke på himlens fugle og markens liljer for at hænge på, er der også – med det samme, lige nu - lukket op til den indhegnede have, hvor alle de andre er: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.