04-03-2012

Markus 9,14-29

Markusevangeliets kapitel 9, vers 14-29

Søndagens prædikentekst om den månesyge dreng er i Markus’ redaktion bragt lige efter ’Forklarelsen på bjerget’ for at give et slags paradigmatisk eksempel på, hvad tro er for en størrelse.

På bjerget fremstår Jesus i en ophøjet sammenhæng, som den der skal komme efter Moses og Elias: Jesus er Guds søn, hvilket de tre, medfølgende disciple får besked på at hemmeligholde.

Fra vers 14 er Jesus vendt tilbage til de jordnære trængsler, som mangler enhver form for glorværdig ophøjethed. Det jordnære består i, at enhver fornuft må afvise, at der findes en almægtig Gud, og hvis nogen påstår, at der gør, vil man (vi) gerne se håndfaste beviser på det. Det jordnære består samtidig i, at der, medens der føres teologiske diskussioner, er et menneske, der befinder sig i den dybeste fortvivlelse over at stå i begreb med at miste en kær, som her: en kær søn.

Jesus udbryder (irriteret, må man mene) om sine samtidige: Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud osv.

Dernæst optager Jesus (ikke særlig ophøjet, men som enhver anden læge) patientens anamnese. ’Hvor længe har han haft det sådan osv.’.

Og så helbredelsen på følgende præmis: ’Alt er muligt for den, der tror’, hvortil faderen til den månesyge dreng svarer: ’Jeg tror, hjælp min vantro’. Efter helbredelsen spørger disciplene, hvorfor de ikke kunne helbrede, og Jesus svarer: ’Den slags kan kun drives ud ved bøn’.

***

Dagens tekst hører til den kategori af tekster, der altid gør mig kort i spyttet, fordi den truer med at gøre min egen kristendomsforståelse hjemløs.

Jeg kan ikke følge Markus’ forståelse på dette punkt, fordi han, som også nogle gange hos de andre evangelister, i sin redaktion af stoffet vil føre bevis for Jesu guddommelighed og DERVED lede ind i troen. Jeg kan ikke engang på samme måde definere mig selv som en del af den vantro slægt, for jeg deler ikke den omtalte slægts, synes jeg, uskønne ønske om beviser for at kunne tro. Min tro vil ikke basere sig på overnaturlige hændelser, og jeg ønsker ingen tro, der bevæger sig ud over det, der ligger i fadervors enkelhed.

Kort i spyttet? Det kommer jeg til nu, for jeg har livserfaring nok til at vide, at den fortvivlelse, faren til den månesyge dreng er ved at drukne i, også er min fortvivlelse. Fortvivlelse, lige meget hvad den er forårsaget af, fører en til den yderste grænse for, hvad hjertet kan udholde, før det brister. Dermed kan jeg uden besvær være solidarisk med faren, der i sin desperate nød, beder: ’Jeg tror, hjælp min vantro’.

Med desperationen er det sådan, at den forleder os til at bede vildt og råt, og når bønhørelsen udebliver, og det er jo for helvede, det der er problemet, bønhørelsen udebliver og truer med at lade os tilbage i evigt mørke. Og indsunket i det mørke, er det, at vi ikke længere kan se, at det rækker at bede om det daglige brød og syndernes forladelse og intet andet.