Set fra et stuevindue i Udkantsdanmark

15-09-2014

 

 

Jeg er aldrig tidligere stødt på den tyske teolog, Eberhard Jüngel og fik for nylig anbefalet at begynde med Peter Thyssens introduktion, jf. ovennævnte titel.

 

Thyssen gennemgår en række hovedtemaer fra Jüngels omfattende forfatterskab: ateismen, kærligheden, sproget, treenigheden, det evige liv m.m.

Det fremgår, at Jüngel på forbavsende vis har kunnet udvinde væsentlige pointer fra især det 20. århundredes store, teologiske kanoner såsom Karl Barth og Rudolf Bultmann samt filosoffen Heidegger for at nævne dem, jeg selv har et vist kendskab til i forvejen. Søren Kierkegaard er såmænd også bragt i spil.

En gennemgående forudsætning for Jüngel er opgøret med det, man kunne kalde den absolutte gudsforestilling, eller om man vil, den metafysiske Gud. Forestillingen om Den metafysiske Gud har i mere end hundrede år BÅDE næret ateismens afstandtagen fra Gud OG – tilføjer jeg for egen regning - også næret ateismens og agnosticismens utrættelige klamren sig til selvsamme metafysiske Gud, EFTER at alle betydende teologer for længst har forladt begrebet, herunder Jüngel, hvilket efterlader ateister/agnostikere i den mærkværdige situation, at der ikke rigtig er nogen at diskutere med.

 

Efter en interessant gennemgang af et særligt træk ved Jesu lignelser, nemlig dette, at lignelserne alle har den samme slutpointe, at Guds Rige er rykket nær, og at mennesket – i tro, det er en væsentlig pointe – kan gribe ud efter det, kommer der en forbavsende Jüngel-kritik af Bultmann:

 

”[Det er] evangeliet selv, der fremkalder troen – nemlig ved at fremstille sig selv som troværdigt og tilforladeligt, således at også troen opstår med selvfølgelighed. Det handler altså IKKE (min fremhævelse) om at FORDRE troen som personlig afgørelse. Ikke at afgørelsen er uvedkommende (tro uden afgørelse er tro uden lidenskab). Men afgørelsen skal indfinde sig af sig selv gennem forkyndelsens INDIKATIV fremfor at blive afkrævet ved et imperativ. Jüngel stiller som tidligere nævnt spørgsmål ved Bultmanns begreb om ’afgørelsens øjeblik’ som en fordring, der tilvejebringes af forkyndelsen som tiltale.

[ ] Trods Bultmanns egne fremhævelser af indikativens primat, forbliver forholdet mellem indikativ og imperativ behæftet med en ambivalens hos ham, hvilket ifølge Jüngel kan skyldes hans betoning af troen som LYDIGHED.

Jüngel tilslutter sig i stedet Kierkegaard, når det hos ham hedder om fordringen:

’Naar et Legeme dreier altfor hurtigt omkring, saa kan der fremkomme selvantændelse. Saaledes ogsaa naar Evigheden og Idealitetens Fordring i et Nu styrter ind paa et Menneske og kræver sig af ham; saa maa han fortvivle, gaa fra Forstanden o.s.v. I en saadan Tilstand maatte han raabe til Gud: giv Tid, giv Tid.’

Og dette er Naaden – Naadens Tid hedder Timeligheden jo derfor’. [ ]”

Citat slut.

 

Det er da virkelig et muntert Kierkegaard citat, Jüngel har fundet frem. Spørgsmålet er så, om Jüngel her vrider og drejer så meget på Bultmann, at Bultmann bliver til latter? Jeg kender ikke nok til Bultmann til at afgøre, om Jüngel her bringer sig i nærheden af at fejllæse Bultmann

 

Jüngels teologi er herligt gangbar i nutiden. Jeg er selv stødt på lignende pointer i det, man har kaldt postmoderne teologi. Jeg må have kigget på, i hvor høj grad postmoderne teologi eventuelt står i gæld til Jüngel.

 

Men en fin introduktion fra Thyssens hånd.

Max Suhr Olesen om Jüngel

 

*************************************************************************************************************************

08-01-2014

Tanker i tusmørket. Om at tænde lamper og finde koden. Søndag d. 8.december 2013.

 

Hvis han levede sammen med os lige nu, ville han sikkert forklare tingene for dig på en anden måde. For at gøre dig glad ville han fortælle om Himmerige. Hvad er Himmerige? ville du så spørge. Så ville han vise dig et videoklip om dyrebørn. Sådan her: I videoen ser man en lille kattekilling som leger med en megastor hund. Leger og leger. Ja, okay. Det er altså killingen, der leger. Den leger, at den er en farlig tiger, der angriber den kæmpestore hund ved at snige sig ind på den, springe på den, kradse den med sine skarpe kløer, og gøre alt muligt andet, som ser lidt halvsjovt ud. Og den store hund? Ja, se, den er tålmodig. Den ved nok, at killingen er et lille dyrebarn, og dyrebørn kan store hunde ikke lade være med at passe på. Hunden slikker den lille kattekilling, selvom den kradser.

 

Sådan er det med dyrene. De behøver ikke at spørge, om hvad Himmerige er, og hvordan man kommer ind i det. De ER derinde. Hele tiden. Dyrene er lige glade med, om det hedder Himmerige eller Guds Rige eller Paradis eller Edens Have. Det er forskellige ord for det samme, ville han forklare dig, når du havde set videoen.

 

Mennesker skal - og kan! - SELV gøre noget. Men hvad? Spørger du sådan, vil han fortælle dig en lignelse. For at forstå en lignelse skal du bruge en kode, ligesom sådan en kode, du bruger, når du logger ind på f.eks. Facebook.

 

Den lignelse, han fortæller dig i dag, handler om et bryllup ude på landet, et sted, der hedder Galilæa. Brudgommen skal komme fra en anden landsby, og når han kommet nær, skal der være nogle brudepiger, som skal lyse for ham med deres olielamper. Så ser det festligt ud, og inde i landsbyen, hvor bruden er, kan de se, at der er ved at ske noget, når pigerne har tændt lamperne.

 

Men nogen gange går og går tiden, uden at der sker noget. Så kan det være, at brudepigerne er faldet i søvn og slet ikke er klar med olielamperne. Og lige pludselig er brudgommen der, og så – lige med ét - forstår de, at tiden er gået, så de risikerer slet ikke at komme med til festen.

Sådan er det med Himmeriget. Lige med ét, er det der. Ja, og så er det nu, du skal have koden parat til lignelsen.

 

En god kode kunne være: LIGE NU

 

For sådan er det med alt, der handler om, hvordan man kommer ind i Himmerige eller Paradis eller Guds Rige, og så videre og så videre.

 

Voksne mennesker har det med altid at tænke på noget, der er sket i går. Eller hvis de ikke tænker på i går, så tænker de på i morgen. I morgen eller i overmorgen vil jeg virkelig, virkelig, virkelig give mig tid, siger de til sig selv, igen og igen. Og så er det med dem, som det er med brudepigerne. Lige pludselig – sådan opleves det – er tiden bare gået og gået, indtil den næsten er blevet helt væk.

Du er et barn. Eller du er en voksen. Børnene elsker videoklip med dyrebørn, for børnene er selv en slags dyrebørn.

 

Men faktisk har både børn og voksne brug for koden: LIGE NU

 

Henne i skolen kan du se, at en af dine klassekammerater er ked af det. Du ved, at du kan gøre noget. Bare ved at stille dig hen til den, der er ked af det. Skal du gøre det nu? Ja, siger han. For husk, at koden er: LIGE NU

 

Voksne kan lære af børnene, som er tættere på Himmeriget. Også de voksne skal huske koden: LIGE NU.

 

På dansk har vi et gammelt ord, som også kan være en brugbar kode: ÅRVÅGEN. For at forstå det der med Himmerige, skal du være årvågen. Du er årvågen, når du gør det gode LIGE NU.

Når du årvågen er Himmerige kommet dig nær.

 

Læs nu den gamle tekst:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matt 25,1-13

 

13-09-2012

 

Jeg svarer på spørgsmål om kristentro.

 

 

Spørgsmålene blev stillet af Arne Herløv Petersen i en lang og temmelig ophedet diskussion på Facebook.

Arne Herløv Petersen er forfatter til en lang række romaner og digte samt oversætter af især amerikansk litteratur, - vist nok flere hundrede oversættelser.

Arne Herløv Petersen blev først i 80’erne sigtet for spionage. Undersøgelserne mundede ud i et tiltalefrafald, hvilket Herløv Petersen med rette var utilfreds med, da et tiltalefrafald ikke kan appelleres. Han var dermed afskåret for at få sagen for retten med mulighed for at blive frifundet. Herløv Petersen har senest gennemgået sagen i bogen ’Skueprocessen’.

Diskussionen om kristentro fandt sted i Edith Mandrups tråd ’Da jeg var barn’ og havde ca. 150 kommentarer af Arne Herløv, Edith Mandrup på den ene side og John Kåre Bjørnson og Max på den anden side. Som nævnt stillede Arne Herløv nogle spørgsmål – ikke til teologisk besvarelse, men besvarelse ud fra egen tro. Jeg svarer i denne kommentar.

 

Arne Herløv Petersens spørgsmål.

1)

Tror du på, at gode gerninger er uden betydning for, om man bliver frelst? Er sandsynligheden for at blive frelst lige stor, om man myrder, brænder og voldtager eller om man gør gode gerninger?

 

2)

Tror du, at troen har nogen betydning for, om man bliver frelst? Er der lige stor sandsynlighed for at blive frelst, om man tror på Gud eller om man ikke gør det? Bekymrer Gud sig om, hvad Max tror eller ikke tror?

 

3)

Har Gud bestemt på forhånd, hvem der skal frelses eller ikke frelses? Er det alt sammen prædestineret, eller forekommer det, at Gud skifter mening undervejs?

 

4)

Jeg spørger, om Max tror på en Gud, der enten har dømt nogle til fortabelse eller af uransagelige veje trækker lod mellem folk om deres frelse?

 

Arne Herløv Petersens instrukser vedrørende spørgsmålene. (Mit referat)

Arne Herløv har ikke tænkt sig at gå i gang med en teologisk uddannelse for at få svar. Teologien kan alligevel ikke give svar på, hvad der foregår inde i hovedet på Max.

Arne Herløv har forstået, at Max ikke forstår Ohms lov, og det er Arne H heller ikke interesseret i. Arne H. vil ikke høre om, hvad andre mener, han vil høre, hvad Max personligt tror (ikke så gerne, hvad han IKKE tror). Og så vil Arne Herløv gerne være fri for flere trut i tågehornet. Hvor svært kan det være?

 

Besvarelse af spørgsmålene.

Indledende bemærkninger.

Inden jeg besvarer spørgsmålene, må jeg tilkendegive, at jeg ikke selv mener, at mit personlige credo kan være af interesse for nogen som helst, ikke engang for Arne Herløv Petersen, selvom han jo altså stiller spørgsmålene. Mit personlige credo er ikke i særlig grad blevet til ved egen, selvstændige tænkning, men snarere blevet til ved uddannelse, årtiers læsning af teologisk litteratur, kirkegang samt samtaler med andre. Ud fra det har jeg efterhånden sammenstykket min egen opfattelse af emnerne, mit eget credo.

Jeg må også nævne, at jeg hellere ville have haft nogle andre spørgsmål, for Arne Herløvs spørgsmål forekommer mig at være anakronistiske, dvs. at de afspejler tænkningen i en anden tidsperiode, hvilket uvægerligt lægger op til, at mine svar kommer til at bygge på, hvad jeg IKKE tror på. Det må Arne Herløv så finde sig i.

Endvidere er det nødvendigt, at give uddybende svar (for at komme frem til, hvad jeg tror på, i stedet for hvad jeg ikke tror på). Uddybende svar trækker på de erfaringer, som er indvundet i faget teologi. Men når Arne Herløv nu ikke bryder sig om, at personlige svar er koblet sammen med teologi, skal jeg vise ham et vist hensyn ved ikke at nævne, hvorfra jeg har mine egne svar.

 

Spørgsmål 1.

Tror du på, at gode gerninger er uden betydning for, om man bliver frelst? Er sandsynligheden for at blive frelst lige stor, om man myrder, brænder og voldtager eller om man gør gode gerninger?

Svar:

Kerneordet i spørgsmålet er ’frelse’. Begrebet frelse spiller næsten ingen rolle i mit credo, og det giver derfor ikke mening at besvare spørgsmålet.

Uddybende svar:

Begrebet frelse hører sammen med begrebet fortabelse. Som Arnes spørgsmål er formuleret, afspejler det en forståelse af kristendommen, som var særlig udbredt i 1800 tallet, nemlig denne, at opmærksomheden var rettet mod, hvad der kan tænkes at ske, når man dør. Går man fortabt og kommer i Helvede, eller bliver man frelst, så man kan gå ind til det evige liv i Himlen?

Den forståelse af frelse og fortabelse er helt uden betydning for mit credo.

Mit credo er bygget om det helt karakteristiske træk ved Jesu lære, nemlig betoningen af NU’et. Alt kommer til afgørelse i nu’et, det er i nu’et, man får øje på næsten, hvis man da ikke overser næsten, det er i nu’et kærligheden realiseres eller ikke realiseres. Det evige liv er en dimension af at leve i nu’et.

Et menneske kan igen og igen udskyde at være nærværende i nu’et, således at dets liv kommer til at ligge øde. I den forstand kan man fortabe sit liv i betydningen ruinere sit liv. Et sådant menneske sidder hen i sjælsmørke, og så går det alligevel sådan, at noget ude fra kommer det i møde, således at mørke vender sig til lys. Typisk er det, at det netop er kærligheden i en eller anden skikkelse, der kommer til. Det er frelse.

Altså frelse og fortabelse er i mit credo dennesidige størrelser.

Spørgsmål 2.

Tror du, at troen har nogen betydning for, om man bliver frelst? Er der lige stor sandsynlighed for at blive frelst, om man tror på Gud eller om man ikke gør det? Bekymrer Gud sig om, hvad Max tror eller ikke tror?

Svar:

Begrebet frelse spiller næsten ingen rolle i mit credo. Gud spiller ingen rolle i mit liv, når begrebet Gud er knyttet sammen med begrebet frelse.

Uddybende svar:

Se venligst mit svar til spørgsmål 1 vedr. begrebet frelse.

Begrebet Gud er tydeligvis et slags antropomorft væsen i ifølge Arne Herløv: Den hvidskæggede Vorherre, siddende i himlen, et lunefuldt væsen, som vil føre sig frem med almagtens fuldkommenhed, nu og da straffende og ondskabsfuld. Dette lunefulde væsen har sin storhedstid efter menneskets død: den døde møder frem ved porten, hvor Skt. Peter står vagt.

Fokuseringen er på livet efter døden. Det er den fokusering, som udgør livsnerven i ateisters og agnostikeres opfattelse, - det er den gud, de ser, når de tager afstand Gud. Det er også den gud, der havde stor udbredelse i 1800 tallet, og som stadig har storhedstid i bibeltossernes kreds. (Bibeltosser er fundamentalister; de forefindes i små enklaver i Dk samt i ret så store enklaver i det sydlige USA.). Bibeltosser og ateister/agnostikere er hinandens forståelsesmæssige forudsætninger.

Kernen i mit credo er en forståelse af, hvad SPROG er for en størrelse. Kort sagt – det er min forenkling – er der to hovedkategorier af sprogbrug, nemlig a) det eksakte sprog og b) livsverdenens sprog.

Det eksakte sprog er det logiske sprog, som vi kender det fra hverdagen, hvor vi skal bedømme, om dette eller hint er sandt eller falsk. Det eksakte sprog er det vidunderligt præcise sprog, som stort set alle videnskaber betjener sig: naturvidenskaberne, videnskabsteori samt – om man vil – humanvidenskaberne.

 

Livsverdenens sprog er et andet slags sprog, et sprog, som vi ligeledes kender fra hverdagen, hvor vi møder hinanden som et jeg og et du. Med det sprog udtrykker vi ekstrem forbundenhed eller ekstrem afstandtagen. Begge dele. Det er i dette felt, udtrykt med dette sprog, at vores liv kommer til afgørelse. Det er altså et sprog, der efter sine egne regler, er et magtfuldt sprog. Det gode eksempel er f.eks. dette udsagn, som den ene kommer med til den anden: ’Jeg elsker dig’. Den anden svarer f.eks.: ’Jeg elsker (også) dig’. Med disse udsagn er de to blevet den elskende og den elskede. Enhver ved fra sig selv, hvor altafgørende en sådan ytring i livsverdenens sprog er. Det er indlysende, at ’jeg elsker dig’ ikke er et udsagn, der skal undersøges efter reglerne i ’det eksakte sprog’. Når udsagnet ’jeg elsker dig’ siges af den elskende, spørger den elskede ikke til beviser for påstanden, udsagnets troværdighed kommer ikke til afprøvning ved at opmåle spytsekretionen, når der efterfølgende kysses, ligesom de to elskende ikke gør sig forestillinger om aktiviteter i hypofysen.

’Det eksakte sprog’ kalder jeg her for sprogudsendelse på ’Kanal 1’, ligesom jeg kalder ’livsverdenens sprog’ for sprogudsendelser på ’Kanal 2’.

 

Hvis man nu anskuer diskussioner om Gud ud fra de to sprogkategorier, kanal 1 og kanal 2, må jeg konstatere, at diskussionerne frem til slutningen af 1800 tallet altid har været ført på kanal 1, både af tilhængere og modstandere af Gud og alt hans antropomorfe væsen. Metafysikkens gudsbeviser er velkendte, ligesom det er velkendt, at Gud afgik ved døden på kanal 1 i slutningen af 1800 tallet.

 

De fleste, som i dag vedstår sig en kristentro, herunder mig selv, afspiller deres tro på kanal 2. (Undtagelsen er – lidt flot og dumt formuleret – bibeltosserne). Det virkelig forbavsende er, at ateister og agnostikere bliver ved med at afspille på kanal 1, hvilket jo altså får vanskelighederne ved samtale til at tårne sig op.

Kanal 2- sproget – livsverdenens sprogbrug – ligger meget tæt op ad, men er ikke helt identisk med sprogforståelsen inden for musik, poesi/skønlitteratur, malerkunst osv.

 

Jesus har selv givet eksempler på relationen mellem Gud og et menneske, der kommer på afveje. (Jeg afspiller nu på kanal 2). F.eks. i lignelsen om den fortabte søn, som til sidst vender hjem til sin far (Gud). Han bliver modtaget med tilgivelse, og broderen, som altid har bestræbt sig på at gøre det rigtige, må lære at forstå, at det hos Gud ikke går retfærdigt til efter samme målestok, som i det almindelige samfundsliv.

Noget lignende gælder arbejderne i vingården. Nogle arbejder, som man skal, fra dagens begyndelse, og enkelt begynder først at arbejde ved dagens afslutning, i allersidste øjeblik. Aflønningen er imidlertid den samme for alle vingårdsarbejdere.

Dette kan så være min kommentar til både spørgsmål 1 og 2.

 

Spørgsmål 3.

Har Gud bestemt på forhånd, hvem der skal frelses eller ikke frelses? Er det alt sammen prædestineret, eller forekommer det, at Gud skifter mening undervejs?

Svar:

Jeg tror ikke på prædestination.

Uddybende svar:

Spørgsmålet er et kanal 1-spørgsmål ligesom de første to spørgsmål.

Spørgsmål 4.

Jeg spørger, om Max tror på en Gud, der enten har dømt nogle til fortabelse eller af uransagelige veje trækker lod mellem folk om deres frelse?

Svar:

Nej, det gør jeg ikke.

Uddybende svar:

Igen er det den antropomorfe Gud fra Kanal 1, der spørges til. Den Gud er død, og Skt. Peter står ikke ved porten til Himmerige.

Max Suhr Olesen

19-05-2012

Da jeg var ung, var jeg i nogle få år udmeldt af folkekirken, idet jeg var af den opfattelse, at folkekirken var en slags babylonisk skøge, parat til at være ramme om hvad som helst, rækkende fra ’anstalt for folkereligiøse forestillinger’, ’forsikringsselskab for saligheden, for sæt nu, der var noget efter døden’, ’tung, fundamentalistisk indre mission’, ’eksistensteologiske retninger a la P.G. Lindhardt’, ’Tidehvervsk teologi’ osv.,osv.

Jeg tror, at jeg efterlyste den rene vare, med andre ord, at man skulle dele sig efter kirkelig overbevisning, i stedet for at søge sammen i fabrikken for religiøse forestillinger: Folkekirken.

Senere skiftede jeg mening og meldte mig atter ind i Folkekirken. Jeg var kommet til at tænke på, at vi som danskere tydeligvis havde mange forskellige anskuelser, især om politik, men at vi dog stadig boede i samme land og befandt os godt med det, trods alt. Der er sociale skel, klasseforskelle, og tusind andre ting, der gør os forskellige fra hinanden, men når man kradser lidt i overfladen, kommer man ned til landet, bondelandet, for i overført betydning er det der, vi alle kommer fra, og vi er på trods af alle vore forskelle også vant til at omgås hinanden, for vi ses jo da ved familiefester og kan nok holde ud at sidde ved siden af hinanden nogle timer, og vi taler da samme sprog, så nogenlunde i hvert fald.

Og når vi kan finde ud af at bo i samme land, kan vi også finde ud af at være sammen i religionsanstalten, Folkekirken, tænkte jeg. Jeg var i alle årene dybt optaget af teologiske studier og var vant til, at mine (venstreorienterede) venner gjorde nar af mig af den grund, men samtidig også, at de samme var mærkeligt tiltrukket af at diskutere ’gud’ med mig, og at der hos mange foregik ting og sager inde i hovedet på dem desangående, og jeg, jeg tænkte, at det nok var sådan for rigtig mange danskere, at reli’on ikke var noget man annoncerede åbent med, for det foregik i de DYBE tanker, for helvede da, hvor lå det dybt nede. Men ok! Fair nok. Hvordan folk ville håndtere deres frygtelige religiøse forestillinger, kom jo ikke mig ved, jeg kunne godt være sammen med dem, i Folkekirken eller udenfor. Og der var også virkelig søde mennesker blandt for eksempel indre missionsfolkene. Nogle år boede jeg ved siden af et ægtepar, et indre missionsk ægtepar, som havde guldbroderede korssting hængende på væggen med inskriptioner som: ’Vejen til korset er altid fri’. Vi lo lidt af dem bag deres ryg, det var ældre folk, jeg lo, men jeg respekterede dem, for jeg hørte aldrig et ondt, fundamentalistisk ord fra deres læber, tværtimod, de var uopslideligt venlige og imødekommende. Skulle jeg ikke kunne være i Folkekirken sammen med dem?

Jeg var ung, jeg var udmeldt af Folkekirken, og jeg meldte mig ind igen. Og så gik årene. Men noget forandrede sig. Selvom antallet af medlemmer af Folkekirken var faldende, lå det dog – som nu – over 80 % af befolkningen. Mine venstreorienterede venner forandrede sig ikke, de var fortfarende ateister/agnostikere, og de fleste af dem, ikke alle, men de fleste kunne ikke artikulere andet end at Luther ville slå bønder ned som hunde, og at protestantismen ikke bare havde tolereret kapitalismen, men ligefrem havde genereret den. Intet mindre! Næ, forandringen fandt umærkeligt sted i brede lag af befolkningen, helt udtalt hos næsten alle intellektuelle, senere også hos andre, som var blevet langt, langt mere fortrolige med cyberspace og Google end med, ja, jeg skammer mig ved at nævne det, end med Folkekirken.

Det havde jeg slet ikke set komme, og så med så voldsom en kraft. Jeg var ude af kongeriget i 8 år, og jeg må have sovet grundigt i timen, og skægget var lissom’ blevet hvidt i mellemtiden.

Nu – tilbage i tiden, som er løbet fra mig – indser jeg, at en stor del af befolkningen vist nok ønsker sig en adskillelse af kirke og stat. Det må folk da selvom. Det er de da i deres gode ret til at ville.

Så er det, jeg tænker: Skal jeg, som også er et uopslideligt venligt menneske, oplade min røst? Om igen: Skal jeg, som på en provokerende måde er et uopslideligt venligt menneske, oplade min nu bævende røst?

Hvorfor ikke? Man er dog gennem et helt liv i vane med at være isoleret som en, der ælsker Jæsus og konsortier. Og hårdt presset vil jeg vedgå, at jeg stadig finder, at den ynkelige religionsfabrik, Folkekirken, også er en fin sten, ikke en ædelsten, men en sten som f.eks. en rhombeporfyr, der sparkes op af jorden, den danske jord, eller som flintøkser, som man stadig går og falder i, når man går på markerne.

Jeg taler nu til de mere end 80 % af befolkningen, som fortfarende er medlem af Folkekirken af en eller anden mig uvedkommende grund: Hvad tror du, du får, hvis du løsner båndet mellem stat og kirke? Det er let at forudse: Du får ufred! Du får et kirkeråd, som vil kloge sig på alle mulige og umulige måder. Et kirkeråd, som støder de utilpassede fra sig, alle dem, vi andre ikke må lege med. Du får dug på den indvendige side af kirkeruderne. Tror du ikke, du kommer til at fortryde det?

Max Suhr Olesen

13-05-2012

4.søndag efter påske. Joh. 8, 28-36

 

Jesus sagde da til dem:

 

»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

 

Kommentar.

 

Johannesevangeliet er det yngste af de fire evangelier og er skrevet i en helt særlig toneart af stor skønhed. For det meste da. For der er unægtelig snørklede passager i Johannesevangeliet, som får Jesus, der ellers taler enkelt, klart og tydeligt til at fremstå som en mand, der taler sort.

I dagens tekst er der tale om en ordstrid mellem Jesus og hans landsmænd. De har fået smag for Jesu lære, de er kommet til at tro på ham, men hænger fast i tankegange, som de har indlært i jødedommen, deres og Jesu egen barnetro. Jesus siger til dem, at de skal blive frie, når de lærer sandheden at kende som hans disciple. Det er mærkværdig tale for dem, for de er ud fra deres tilvante forestillinger allerede overbevist om, at de ER frie, idet de jo som troende jøder tilhører Guds UDVALGTE folk, de er Abrahams efterkommere. De er indenfor, de andre, hedningene, er udenfor.

 

Sådan lærer jødedommen, men hvad lærer det nye mærkelige fænomen, som de står over for i mødet med Jesus?

 Som så ofte med Jesu lære må vi tilbage til den underforståede, men netop ikke nævnte grundmyte, syndefaldsberetningen, som formulerer den urgamle sandhed om, hvad synd ER:

Den første mand og den første kvinde har spist af frugterne af kundskabens træ. Derved kan de som Gud kende forskel på godt og ondt. Det er der ingen andre af Guds skabninger, der kan, hverken dyr eller plante. Dyr eller plante kan ikke vælge hverken det gode eller det onde, for de ved ikke, hvad det er.

Det ved de to første mennesker NU, og når de ved det, kan de også vælge det forkerte, det falske, det onde. Nemlig, at de, skønt de som alle andre i skaberværket er skabt som Guds BØRN, nu kan vælge at negligere det. Det er det, der er synden. Det enkelte menneske vil ikke lade sig nøje med at være et guds barn, det er synden.

 

Lad os opholde os lidt ved det fænomen. En ræv f.eks. realiserer altid Guds skaberplan ved at være en ræv. En ræv kan ikke vælge at være mus eller tiger. En ræv er en ræv, og så er den ikke længere. Som ræv er den Guds ’barn’.

Mennesket, derimod, kender forskel på godt og ondt og kan vælge. Det enkelte menneskes liv får derved et individuelt forløb, mennesket får ’skæbne’, som man siger. Hvordan det enkelte menneskes livsforløb skal blive er ikke forudbestemt. Det enkelte menneske skal realisere sig selv for derved at komme i overensstemmelse med Guds plan med det, en ræv er en ræv, men et menneske er ikke et menneske, som alle andre, et menneske har individualitet.

Under alle disse individuelle valg, et menneske skal træffe, er der et fælles valg, som ethvert menneske skal træffe for ikke at være falsk: det skal vælge at være et Guds barn, sådan som det var tiltænkt fra begyndelsen. Så enkelt er det: Vil du ikke være Guds barn, så lever du dit liv i falskhed, du er faldet ud af sandheden. Det er det, Jesus siger til de jøder, han diskuterer med. Og her er ingen udvalgt, ingen har forrettigheder, der gøres ikke forskel på jøde eller romer, på herre og træl, på mand og kvinde. Enhver skal være i sin egen skæbne, mørk eller lys, men i alt skal den enkelte finde sin sandhed i at ville være et Guds barn.

 

Med hvilken autoritet taler Jesus? For så vidt ingen autoritet, eller om man vil: med al mulig autoritet. Hvis du kan høre sandheden i Jesu ord, så taler de til dig, og så har de den autoritet, som denne tiltro udvirker.

I indledningen til denne søndags prædikentekst siger Jesus ganske vist: ’I skal forstå, at jeg er den, jeg er’. De ord har vi hørt før. Det er de ord, Gud (stammeguden Jahve), brugte om sig selv, da ’han’ talte til Moses på bjerget: ’Jeg er, den jeg er’. Med andre ord henviser Jesus til, at han er Guds barn, Guds søn, og at han taler med netop den autoritet.

 

Ikke sandt? Med Jesus indtræffer en ny forståelse af, hvad det er at være menneske. Jesus formulerede det ofte således: I har hørt, at de gamle sagde sådan og sådan, men jeg siger jer... Lidt skarpt formuleret kan man sige, at den gamle stammegud, Jahves, tid er løbet ud. Nu er den enkelte på en mere direkte måde udleveret til at tage ansvaret for sit eget liv, hvilket først og sidst er at søge sandheden, som er: at holde sig til at være Guds barn i et og alt. Det er ikke intellektuelt, det er ikke sofistikeret, det er let forståeligt.

Men hvordan? Jo, også det er enkelt og ligetil at forstå: Du skal elske din næste som dig selv. Let at forstå, dødsvært at efterleve.

Alligevel kan du og jeg ånde frit med Jesu ord:

’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie’

 

(’Jeg er den, jeg er’. Se 2. Mosebog, 3,14)