Byen uden turister

Man kan hurtigt få nok af turisttætheden både i Lissabon og Porto.

 

Under vores besøg i maj 2017 i Portugal tog vi toget ud af Porto og kørte nordpå et halvthundrede kilometer til fiskerbyen Povoa de Varcim.

 

Jeg skynder mig at nævne, at vi tilsyneladende var de ENESTE turister dér den dag – og måske altid.

 

Fiskernes huse har det med at være prunkløse og uden haver eller i hvert fald uden romantisk havekunst. Folk, der har kørt gennem Hvide Sande og Thorsminde en blæsende efterårsdag ved, hvad jeg sigter til. Da jeg var ung, kom jeg ofte i Agger på Jyllands vestkyst. I Agger var husene ikke bare prunkløse. De var også haveløse. Ved opførelsen af husene havde man skridtet et stykke næringsfattig jord af og bygget murene direkte på nogle sandsten. Ingen pynt, ingen haver, no nothing. Men indendørs sad man i læ, og det var vel det vigtigste for dem, der ikke var på havet, ikke sandt?

 

I Povoa de Varcim er der heller ikke have ved fiskernes huse, men helt prunkløse er de ikke. Som alle steder i Portugal er husenes facader frisket op med blå kakler, de såkaldte azuleijos. I Povoa de Varcim har man indskrænket sig til at opsætte en slags vægmaleri, udført i kakler. Malerierne viser scener fra fiskeriet og de historiske erfaringer med død og forlis.

 

Man har fået bygget en fin havnefront, hvor man kan promenere og se ud over fiskerflåden.

Max Suhr Olesen Povoa de Varcim