Forestillinger om 'efter døden' er ikke en intellektuel størrelse. Forestillingerne er hjertesprog.

På uventet besøg i skyggedalen.

 

Jeg fik konstateret kræft i tyktarmen i maj måned og blev opereret d. 22. juni. Operationen var vellykket, men gav anledning til mange overvejelser, både før og efter.

 

Selvom man, som jeg, er sidst i tresserne - og burde vide bedre – er alvorlige sygdomme, som man kan dø af, noget andre rammes af. Man ved, herregud da, at man skal dø, for det skal alle, siger de, men der er ikke sat dato på hvornår.

 

Jeg skal ikke overanstrenge min manglende viden om psykologi, men kan jo nok konstatere, at ens tankeverden er delt op i en kontrollerende, ’fornuftig’ del, som lader sig styre og en underbevidst del, som bemægtiger sig een, når man døser eller sover. Den underbevidste del lader en vide, at selvom kirurgerne og onkologerne mener, at der er gode, statistiske muligheder for helbredelse, at kan man skam godt dø af det alligevel, for hvis nu...

 

Der er to størrelser, der er stuvet af vejen i underbevidstheden. Den ene er almindelig ’frygt og bæven’, som er knyttet til muligheden for snarlig død. Den anden er en forestilling om, hvad der sker efter døden.

 

Selv efter snart 50 års teologiske studier under radaren kan jeg ikke i intellektuel forstand udsige noget brugbart om ’efter døden’, og som årene er gået, er interessen for intellektuel konkretisering af ’efter døden’ så godt som helt fraværende.

 

Der er ikke nogen ’kloge Åget’ måde at dø på. Man går ikke til begravelse af ens kære med tørre øjne, ikke engang når man er vel ekserceret i den kristne troslære med opstandelse og udsigt til det evige liv og derfor ikke har noget at være ked af.

Intellektet tier, men hjertet løber over af bevægelse.

Døden selv og ’Efter døden’ er ikke et intellektuelt anliggende, men et anliggende for hjertesproget, hvor troen, kærligheden og håbet skjuler sig i hjertets mulm og mørke.

 

I jubilæumsåret tør jeg føre den kloge Martin Luther som en slags vidne på det, jeg taler om. Luther var som bekendt en lynende skarp teolog, både i skrift og tale, i pamfletter og i lærde fremstillinger. Altså en intelktuel.

 

Men Luther og hans hustru måtte begrave deres egen datter, og fra Luthers trøstebreve til andre, der havde mistet en kær slægtning, ved vi, hvorledes det netop er hjertets billedsprog, der trækkes på i sorg og trøst. Billedsproget. Jeg gentager det, for der har vist for mange sneget sig den misforståelse ind, at Luther var billedstormer. Alene hans nære samarbejde med Lucas Cranach viser, at det modsatte var tilfældet.

 

Man kan også læse det fine, lille speciale ’Mulmet i hjertet. Tro, trøst og billeddannelse hos Martin Luther’ skrevet af Lakshmi Sigurdsson. Jeg citerer fra bogens forord. Du har ikke travlt, vel?

 

”Mørke kan som metafor have forskellige betydninger. I dag vil de fleste måske først og fremmest få associationer til uro, frygt og utryghed, men den, som har en vis fortrolighed med Det Gamle Testamente, vil vide, at mørket tillige kan have positive konnotationer. Flere steder i Mosebøgerne og Kongebøgerne omtales en form for mørke, som er forbundet med Guds nærvær. Sprogligt kan dette mørkes særlige karakter anes gennem betegnelsen mulmet. ‘Herren satte solen på himlen, men selv har han sagt, han vil bo i mulmet’, synger Salomo i 1931 oversættelsen (1 Kg 8,12) ved indvielsen af templet, ligesom Moses i forbindelse med modtagelsen af de ti bud måtte nærme sig ‘mulmet, hvori Gud var’ (2 Mos 20,21). Det er karakteristisk for Martin Luthers trosbegreb, at mulmet hos ham bliver en metafor for noget, som placeres i menneskets indre, nærmere betegnet i hjertet. Det forbindes med troens tillid til Kristi usynlige nærvær – og på mange måder er dette nærvær, som ikke kan ses, men nok kan mærkes i hvert enkelt menneskes liv, en af de bærende strukturer i Luthers sjælesorg.

 

Bogen er udsolgt, men fås som e-bog. Jeg anbefaler dette glimrende skrift og vil gerne sende det til dig, hvis du vil læse det.

 

Og nu – efter denne nødvendige indledning – vil jeg komme ind på, hvor min underbevidsthed fører mig hen, når hjertet taler sit eget sprog:

 

Jeg døser og i min døs iagttager jeg en mand, der efter en tids fravær vender hjem. Manden vender hjem. Han er kommet til havens indgang. Manden er kommet til Havens indgang og går ind. I havens fjerneste ende, det er til højre for ham, får han øje på sin hund. De ser hinanden samtidig. Hunden rejser ørerne, som ville den sige. Nå, dér er du! Og så stormer den frem til ham. Det foregår i haven. I Haven. De to venner hilser på hinanden og følges op mod. De følges op mod. De andre. De andre er der, men vi ser dem ikke. De er dér. I Havens anden ende. Manden er kommet hjem. Hjem er en rummelig bolig. I Haven. De er der. Allesammen.

 

Grundtvig har skrevet om skyggedalen. Dødens skyggedal.

 

Ja, vi tro, men tvivl sig klæber
som en øgle til vor tro,
døden spiller os på læber,
hvor vi mellem skygger bo,
håbet er, som mat det glimter,
når bag sky vi månen skimter.

 

(Strofe 3, ”Jesus, dødens overvinder”. 1834).

 

******

 

Jeg fik fjernet halvdelen af tyktarmen og fik syet tyndtarmen til den resterende del af tyktarmen. Jeg undgik at få lavet en stomi. I de næste seks måneder skal jeg have kemoterapi.

 

***

Antra made a short summary of the Danish text.

 

Negaidīti nonākot  ēnas pusē

Man tika diagnosticēts resnās zarnas vēzis maijā un  veikta operācija 22. jūnijā. Operācija bija veiksmīga, bet radīja daudzas pārdomas gan pirms, gan pēc tam.

 Esot jau  tuvu septiņdesmit gadiem vajadzētu zināt, ka ir nopietnas slimības, no kurām var mirt. Jūs zināt,ka galu galā būs jāmirst, bet nav noteikts datums kad.

 Es nevaru sūdzéties par zināšanu trūkumu psiholoģijā, bet zinu, ka domas ir sadalītas kontrolējošās-"saprātīgā" daļa, kas ļauj sevi vadít un zemapziņas daļa, kas darbojas snaudā vai miegā .

Ir divi lielumi, kas slépjas zemapziņā. Viens no tiem ir parasta "bijāšana", kas ir saistīta ar nenovēršamu nāvi. Otrs ir ideja par to, kas notiek pēc nāves.

 Pat pēc gandrīz 50 gadiem studéjot teoloģiju, es nevaru intelektuāli  atrast kaut ko noderīgu par "pēc nāves laiku". Nāve un "pēc nāves" nav intelektuāls jautājums, bet gan jautājums par sirds valodu, kur ticība, mīlestība un cerība ir paslēptas sirds nakts melnumā. 

 Nav nekāda gudríba nomirt. Jums nav jādodas uz mīļoto bērēm ar sausām acīm. Sirds lūzt no ciešanām.

 Šajā Martiņa Luthera jubilejas gadā, es uzdrošinos atgriezties pie viņa liecībām. Luters bija, kā labi zināms, pārsteidzoši ass teologs, gan runās, gan rakstos. Intelektuālis. Luthers un viņa sieva zaudéja  meitu un no Lutera  vēstulém citiem, kas bija zaudējuši radinieka, mēs zinām, kā tas ir sirds tēlainībā uzzīmēt bēdas un mierinājumu. Tēlainība. Luthers míléja svētbildes .

 Un tagad - pēc ší ievada  - es gribu  uzzímét bildi, kā mana zemapziņa vada mani, kad sirds runā pati par sevi.

 Es snaudā vēroju kādu vīrieti, kurš pēc prombūtnes atgriežas mājās. Cilvēks atgriežas mājās. Viņš  ieiet dārzā. Dārza tālākajā galā  viņš redz savu suni. Viņi redz viens otru vienlaicīgi. Suns saceł ausis. Nu, tur esi tu!  Un tad joņo viņam pretim. Tas notiek dārzā. Divi draugi sveicina viens otru, un seko viens otram. Viņi iet lídzās. Pārējie arí ir tur, bet mēs neredzam viņus. Viņi ir tur. Cilvēks ir atgriezies mājās. Dārzā. Viņi ir tur visi kopā.

******

 Man tika izņemta puse no resnās zarnas, atlikusï dała tika piešūta pie tievās zarnas.

 Nākošos 6 ménešus man būs kimio terapijas kurss.