I Mafiaens tjeneste. Del 3. Sex, prostitution og Love Hotels. Japan.

Mon ikke alle vesterlændinge, der for en tid bor og arbejder i Japan, studser over de gode japaneres modsætningsfyldte forhold til sex og erotik, sådan som man uundgåeligt støder på det i hverdagslivet. På den ene side synes der at være tale om en usædvanligt frimodig og uskyldsren praksis, hvor enhver (mand) kan sidde i metroen og læse den seneste udgave af de meget populære, erotiske, for ikke at sige pornografiske, tegneserier, som udkommer i store oplag hver uge. Ganske ugenert, i en togvogn, som er propfyldt med børn og andre passagerer.

 

Og på den anden side en udtalt victoriansk sexforskrækkelse og bornerthed, som tilsyneladende ledsager de to køns tilnærmelser, når der står giftermål på programmet, og hvor det for pigernes vedkommende drejer sig om at bevare - i det mindste - principiel jomfruelighed indtil ægteskabets indgåelse. I mange familier opfører man stadig et helt lille skuespil, hvor et ægteskab skal forestille at være arrangeret af forældrene uden forudgående forelskelse og seksuelt samkvem mellem de giftemodne.

 

Jeg havde meget lange arbejdsdage på kontoret i Asahi Jukens Silver Life Department. Meget ofte var klokken 9 eller 10 om aftenen, når jeg efter en time i metroen, nåede frem til mit hotel, som lå i Osakas downtown. I Bogense består ’downtown’ af to gader, som opfindsomt hedder Adelgade. Når man har gået nogle få hundrede meter, forbi Bogense hotel, kommer man til afslutningen på downtown, hvor der ligesom i Bruxelles står en skulptur, en ’Manneken Pis’, hvilket er det nærmeste, man kan komme uterlighed.

 

Osakas downtown, dets centrum, dækker et kolossalt stort område med forretninger og forlystelseskvarterer. Når jeg dukkede op fra den underjordiske metrostation, skulle jeg gå nogle få hundrede meter for at nå mit hotel. Det var som nævnt hen på aftenen, og hver aften var fortovet dækket af tusinder af såkaldte ’calling cards’ (tror jeg nok, det hedder). Et calling card er en slags reklame i visitkortsformat med et foto af en ret så dekolleteret kvinde samt et telefonnummer. Hver aften var telefonbokse og fortove klistret til med calling cards, og hver morgen, når jeg skulle på arbejde, blev de fjernet af gadefejere.

 

Det var mit første indtryk af den gadeprostitution, som betegner det laveste prostitutionsniveau. De prostituerede selv så man så godt som aldrig. Kun deres calling cards. De prostituerede blev ’trafficket’ af mafiaen fra andre asiatiske lande, meget ofte fra Thailand. Asahi Juken, mafiafirmaet, hvor jeg var ansat, hentede i stort omfang deres ’piger’ fra netop Thailand. Det fremgår af standardværket ’Yakuza. Japans Criminal Underworld’ af Caplan og Dupro.

 

Rekrutteringen fulgte den i dag velkendte fremgangsmåde. Man opsøgte piger i ekstremt fattige områder og tilbød dem en fremtid i Japan, hvor de kunne få job som f.eks. ’modeller i modebranchen’. Man tilbød at låne pigerne penge til flybilletten til Japan, og når de var nået frem, skulle de ved deres arbejde afdrage beløbet. Imedens det stod på, inddrog man pigernes pas, og så var de for alvor gået i fælden.

 

Når de gadeprostituerede via deres calling cards var kommet i forbindelse med deres kunder, blev de seksuelle ydelser almindeligvis leveret på et eller andet såkaldt ’Love Hotel’.

 

Asahi Juken, som i forvejen ejede et stort antal hoteller som en del af deres legale forretningsområde, ejede også ’Love Hotels’, som betegner en overgangszone fra legal til illegal virksomhed (prostitution).

 

Man må her betænke, at de fleste japanere bor i bittesmå lejligheder, som er afsindigt dyre. Der kan gå år, før unge japanere kan få råd til at flytte i egen lejlighed, og i mellemtiden må de opsøge et ’Love Hotel’ for at have sex med deres kæreste.

 

Love Hotels tilbyder udlejning af værelser på timebasis. De elskende tjekker ind og får udleveret nøglen til et værelse med alle nødvendige faciliteter. Nogle Love Hotels har værelser med udsmykning, der appellerer til kundernes særlige sex-fantasier.

 

Min tolk under hele mit ophold i Japan var en ung mand først i tyverne. Han og hans kæreste opsøgte som alle andre i lignende situation Love Hotels, når de skulle have det for sig selv.

 

Love Hotels er altså som udgangspunkt IKKE bordeller, men det er indlysende, at der her er tale om et overgangsfænomen fra legal til illegal, hvor mafiaorganisationer systematisk kan få deres traffickede piger i spil på en profitabel måde, og hvor gangsterne kan kontrollere, at pigerne ikke snyder dem og beholder pengene selv.

 

Der er tusinder af Love Hotels i Japan. På mange af hotellerne står der rent faktisk på engelsk Love Hotel på bygningens facade, selvom hotellerne også har en japansk betegnelse. Jeg ved ikke, hvor mange Love Hotels Asahi Juken ejede og kontrollerede, men antageligt en hel del.

 

Gadeprostituerede er prostitutionens laveste ’socialklasse’.

 

Et højere niveau udgøres af smukke, veluddannede japanske kvinder. De har ikke calling cards til at ligge og flyde på fortovene, men kan antræffes på fashionable natklubber for forretningsverdenens elite.

 

Jeg ankom til Osaka en kølig vinterdag i januar. Det var en torsdag og efter introduktion til min nye arbejdsplads torsdag og fredag, meddelte min foregivne, direktør Nada-san, at han ville hente mig på hotellet lørdag aften, og så skulle vi ’i byen’. Det var jo helt fint.

 

Nada-san hed egentlig Toshiaki Nada, men det var lettere at sige Hr. Nada, altså Nada-san. Det var umuligt for mine japanske kolleger at sige Suhr Olesen-san, så under hele opholdet tiltaltes jeg Max-san, og det var ikke spor uhøfligt ment.

 

Nada-san hentede mig altså på hotellet lørdag aften sammen med en af sine nærmeste venner, som var direktør for et låsefirma, delvist ejet af Asahi Juken. Nu skulle vi i byen, vi skulle have lidt ’fun’ på Nada-sans favoritnatklub.

 

Jeg var med på natklubben som Nada-sans gæst, idet adgang til natklubben fordrede et (ellers dyrt) betalt medlemskab.

 

Natklubben var indrettet på førstesalen i en fin byejendom. Efter kontrol af medlemskab, kørte man en etage op med elevatoren. Så var alle uønskede gæster sorteret fra.

 

Lokalet var indrettet i et relativt stort lokale med dæmpet belysning. Lokalet var møbleret med velpolstrede sofaer og små borde til drinksene og intet andet. Intet strip-teasegulv med tilhørende metalstang, som dansere kunne sno sig om.

 

Da vi havde fået sat os i et par sofaer, kom der straks ’værtinder’ hen til os og satte sig. De skulle underholde os og sørge for, at vi købte (dyre) drinks til dem og os selv. Det var det hele. Alle gæster var mænd, alle tilstedeværende kvinder var værtinder. Ingen underholdning. No nothing.

 

Og dog. Medens vi mænd sad i vores sofaer, bevægede natklubbens ultimative skønhed og dronning sig rundt i lokalet. Hun var smukt påklædt som en geisha med hvidtet ansigt og en flot kimono. ’Geishaen’ var fulgt af et kameraophold, medens hun gik fra sofagruppe til sofagruppe. Hun stoppede kun op, hvis en gæst betalte et beløb for at få optaget en video, hvoraf det fremgik. at gæsten ’naturligt’ underholdt sig med geishaen. Når gæsten senere forlod natklubben fik han udleveret sin dyrt betalte videooptagelse. Hvad glæde gæsten kunne have af videoen, kan man kun gætte på. Et velkomment gæt kunne være, at videoen demonstrerede hans velstand, idet geisha-dyrkelsen historisk er forbundet med (mandlig) oveklasse.

 

Heldigvis stoppede geishaen ikke ved vores sofagruppe, hvor resten af besøget forløb omtrent sådan:

 

Der blev købt drinks, og der skulle ikke mere end to minimale drinks til før Nada-san var i godt humør-beruset. (I løbet af mit ophold i Japan blev det klart for mig, at Nada-san højst kunne drikke to store glas fadøl, før han var ubegribeligt beruset. Det ubegribelige viste sig ved at han tog gebisset ud af munden og talte engelsk med gummerne. Det lød altid pudsigt, men så vidt kom det ikke den aften i natklubben).

 

Nada-san var som nævnt i godt humør, og nu kom han frem til sit egentlige formål med at invitere mig på eksklusiv natklub. Skønt han på det tidspunkt kun havde drukket en lille smule, havde han opbrugt sin i forvejen beskedne evne til engelsk konversation. Han gik så i gang med sit ordløse ekstemporalspil.

 

-Jo, Max-san. Ser du, mimede han, en mand langt hjemmefra kan godt trænge til en kvinde, og æh. Ja, vi har skam kvinder i Japan, og. Jeg vil gerne vise dig tilrette og sådan.

 

Selvom jeg var indbegrebet af provinsiel uskyld fra Vejle, havde jeg dog allerede rundet de fyrre og havde således en vis elementær forståelse for relationen mand/kvinde. Jeg var helt med på, at Nada-san af sit gode hjerte her udviste den allerstørste gæstfrihed. Men havde jeg nu fattet pointen?

 

-Man skal bare gøre sådan. Du kan f.eks. tage dem på brysterne, Max-san, mimede han og klemte den unge dame ved siden af sig på bemeldte legemsdele. Og man kan også tage på dem her, og så gjorde han det der ’grab ’em, som USA’s kommende præsident gjorde ved pigerne, fordi han var rig, og fordi han derfor havde ret til det.

Den unge kvinde var til det yderste forlegen ved Nada-sans demonstration, ligesom jeg selv var det. Jeg var det eneste blegansigt i natklubben, hvilket accentuerede hendes forlegenhed. Da Nada-san lidt senere var færdig med sine pædagogiske anvisninger, fortalte hun på flydende (amerikansk-) engelsk om et længerevarende studieophold i USA. Hun var som de øvrige piger ved bordet særdeles veluddannet og tjente penge til fortsatte studier som værtinde og som escortpige, hvis ellers hun kunne komme overens med en given kunde, som havde bedt om hendes telefonnummer.

 

Vi forlod natklubben et par timer senere.

 

Til min overraskelse stod natklubbens dronning, ’geishaen’, ved udgangen. Hun gik hen til mig og gav mig diskret et kort med sit telefonnummer. Ikke nok med det. Geishaen plus nogle værtinder tog elevatoren ned sammen med os og tog en opsigtvækkende afsked med os på fortovet uden for natklubben. Hvad Nada-san havde betalt for denne gestus, fik jeg aldrig at vide, men han så ud til at være tilfreds med sin gæstfrihed.

Gemmer der sig mon et spørgsmål her?

Hvis så, er der også et svar.

Nej, jeg benyttede mig aldrig af telefonnummeret, som var tænkt som en velkomstgave.

Der var mange indlysende grunde til ikke at bide på maddingen. Senere erfarede jeg, at alle Nada-sans bilag blev gennemset og 'godkendt' af ALLE medarbejdere i afdelingen. Jeg ville have følt mig flov over en sådan opmærksomhed. Nada-san var ikke flov. Hvorfor skulle han være det? I Japan er der, som før antydet, en særlig frimodighed over for sexlivet.

Sex, prostitution og Love Hotels af Max Suhr Olesen.

Asahi JukeSns kriminelle aktiviteter af Max Suhr Olesen

 

Frokost med min tolk, Inoue, som fulgte mig som en skygge i al den tid, jeg var i Jaoan.