Hos Mafiaen Del 2

Forrest til højre, Asahi Jukens executive director, mafialederen, Kizo Matsumoto. Læg mærke til lillefingeren på venstre hånd, som mangler det yderste led. Afhugning af fingerled er et underkasttelses- og indvielsestegn ved optagelse i et gangstersyndikat. Så vidt jeg husker er personen på Matsumotos højre side en af hans brødre, som også var med i mafiafirmaet Asahi Juken. Foto: Max Suhr Olesen.

Da jeg en kølig vintermorgen landede i Osakas lufthavn, blev jeg hentet i direktør Nada-sans limousine og blev efter at have sat kufferterne af på mit hotel kørt til Asahi Juken-afdelingen ’Silver Life Department’ for at møde mine kommende kolleger. ’Silver Life Department’ henviser til ’det grå guld’, hvor pensionister betragtes som et kommende, attraktivt forretningsområde. Silver Life Department var ved at lægge sidste hånd på byggeriet af et supermoderne, stort kompleks af lejligheder, som var indrettet som luksuriøse ældreboliger efter skandinavisk (dvs dansk) forbillede. Lejlighedskomplekset skulle udstyres med danske hjælpemiddelfaciliteter og med en særlig hjemmehjælps-/hjemmesygeplejeenhed, der kun skulle betjene beboerne i det nye lejlighedskompleks. Jeg var blevet kontraktansat til at vejlede Silver Life Department i, hvorledes man opbygger, det vil sige dimensionerer, hjemmeplejefaciliteter samt beregninger af de hermed forbundne driftsudgifter.

 

I de første dage fik jeg en grundig briefing om virksomheden Asahi Juken. Det var en efter danske forhold temmelig stor ’byggevirksomhed’ med omkring 16.000 ansatte, men under mit ophold gik det gradvist op for mig, at Asahi Juken sandsynligvis var en decideret mafiaorganisation. Jeg skrev om min mistanke i breve, jeg sendte hjem til Danmark.

 

Da jeg efter mit ophold i Japan vendte tilbage til Danmark, kom jeg ind i meget travle arbejdsår som chef for LFD’s (senere Lederforums) uddannelses- og konsulentafdeling, efterfulgt af otte års udlandsophold i Letland.

 

Der gik således mere end 20 år, inden jeg for alvor fik sat mig ind i de særlige forhold, der gælder for den japanske mafia. Et hovedværk i den forbindelse er den amerikanske bog ’Yakuza. Japan’s Criminal Underworld’ af forfatterne David E. Kaplan and Alec Dupro. Standardværket bliver løbende opgraderet. Min egen af version af værket er fra 2012, og det er denne udgivelse, jeg trækker på i min beretning ’I Mafiaens Tjeneste’, naturligvis suppleret med egne iagttagelser.

 

Det var stort for mig at læse denne grundige indføring, ikke mindst fordi Kaplan og Dupros bog eksplicit bruger hele to sider på at kommentere MIT firma, Asahi Juken.

Jeg bringer i en senere beretning min oversættelse af de to sider, som jo altså dokumenterer, at Asahi Juken rent faktisk VAR et mafiafirma og altså ikke bare en virksomhed, som JEG mistænkte for at være det.

 

Jeg nævnte oven for, at mine japanske kolleger til mig oplyste, at der var cirka 16.000 ansatte i Asahi Juken. Forfatterne Kaplan og Dupros oplyser imidlertid, at Asahi Juken var et byggefirma/ejendomsfirma med kun 1500 ansatte.

 

Begge oplysninger er mærkeligt nok korrekte, for med japanske mafiavirksomheder er det ligesom med isbjerget. Der er en synlig, mindre del, der kan ses oven vande, medens en meget større del er skjult under vandet. Asahi Jukens synlige, ’lovlige’ del var byggefirmaet/ejendomsfirmaets 1500 ansatte, hvorimod de fleste af de 16.000 ansatte er et udtryk for mere lyssky (dvs kriminelle) mafiaaktiviteter.

 

Jeg kan så temmelig nøje bekræfte de 16.000, for jeg indvilgede i at holde foredrag for 400 nyansatte i Asahi Juken i forbindelse med deres introduktion til firmaet. Asahi Juken ansatte HVERT år cirka 400 nye medarbejdere, hvilket passer fint med tallet 16.000, men ikke med 1500.

 

Ligesom det er karakteristisk for alle japanske mafiaorganisationer, at der er en pæn side, som vises frem, medens de egentlige forretninger holdes skjult, er der YDERLIGERE et karakteristisk træk ved næsten alle japanske virksomheder, legale så vel som illegale.

 

Japanske virksomheder er koblet sammen i store netværk, som i et og alt arbejder sammen om at styrke både fælles og individuelle interesser. (Det japanske og internationale fagudtryk for dette specielle netværkssamarbejde er 'Keiretsu'). Asahi Juken består følgelig af en lang række ’selvstændige’ datterselskaber, som er 100% ejet af Asahi Juken, eller hvor Asahi Juken har en bestemmende ejerandel.

 

Som eksempel på netværkssamarbejdet kan jeg nævne et mindre låsefirma, hvor Asahi Juken ejede 51% af virksomheden. Låsefirmaet servicerede Asahi Jukens byggevirksomhed, men kunne også servicere virksomhedens egne kunder, uden for Asahi Juken. Min egen direktør Nada-san var gode venner med direktøren for låsefirmaet. Jeg ved det, for jeg var på eksklusiv natklub med begge de herrer. Det skal jeg senere vende tilbage til.

 

I Kaplans og Dupros bog har jeg især koncentreret mig om den japanske mafia, som den så ud i begyndelsen af 1990’erne. Det var på det tidspunkt, jeg selv var der, og det var tilmed lige før det hele brød sammen for en stor del af de japanske mafiaorganisationer. Kaplans og Dupros bog griber imidlertid langt tilbage i tiden. Det er meget interessant at læse, - i sammenligning kan Godfather-filmene godt gå hjem og lægge sig.

 

Der er endnu et karakteristisk træk ved den japanske mafia, som skal omtales. Udover at de alle 1) har en ’pæn’ side, som vises frem, og 2) at de som alle erhvervsvirksomheder er organiseret i netværkssamarbejde, indgår de enkelte mafiaorganisationer almindeligvis i 3) mafiasyndikater, som regulerer de tilsluttede mafiaorganisationers indbyrdes interesser.

 

Har man set Godfatherfilmene ved man, hvad der ligger i begrebet mafiasyndikater. Godfather (fra filmene) var primas inter pares for de tilsluttede mafiaorganisationer. Når balancen i syndikatet bryder sammen, udbryder der voldsomme gangsterkrige, hvor de ellers højtidelige æresbegreber lægges til side, så mafiabosserne myrder løs på hinanden og hinandens familier. Meget underholdende at se på. I film.

 

Mafiabosser, der er medlem af et gangstersyndikat, sværger hinanden troskab og som et synligt bevis herpå, lader de det yderste led af venstre hånds lilefinger afhugge. Det var sådan, jeg opdagede, at Asahi Juken øverste leder, ’pre≤sident’ Kizu Matsumoto kunne være mafiosi.

 

Kernen i de japanske mafiaorganisationers kriminelle forretningsområder er: trafficking, forstået som ’import’ af piger fra fattige lande, forskellige niveauer for prostitution, rækkende fra rå gadeprostitution til eksklusiv ’escortpige – prostitution’, i Japan med en forloren Geisha-prostitution som toppen af poppen.

 

Dertil kommer narkotikasalg i forskellige former samt ’beskyttelsespenge’, som butikker, restauranter tvinges til at betale til mafiaen. Der er intet nyt under solen her.

 

I næste afsnit af ’I Mafiaens tjeneste’ kommer jeg ind på Asahi Jukens involvering i trafficking, sex og prostitution.

 

Notabene:

 

Det var direktør Nada-san, der bad mig holde foredrag for de nyansatte i Asahi Juken. Jeg skulle give mit foredrag to gange, idet de 400 var delt op i to hold. Langt de fleste af de nyansatte havde en bachelor- eller mastergrad fra et japansk universitet. Jeg skulle holde mit foredrag på engelsk, uden tolkning til japansk. I mit foredrag for den første halvdel af de nyansatte, forsøgte jeg at indlede en dialog med tilhørerne undervejs i seancen, men forgæves. Jeg gav bagefter udtryk for min irritation over, at ingen af deltagerne ville sige noget. Ved næste foredrag havde direktør Nada-san sørget for, at nogle af tilhørerne på forhånd havde indøvet nogle bemærkninger på engelsk, så jeg kunne få tilfredsstillet MIN trang til ’dialog’.

 

Nå, det er lidt en passant, det her, men meget karakteristisk for mange veluddannede japanere dengang. Man kunne læse og forstå engelsk, men manglede på forbavsende vis evne til at TALE sproget. (Jeg har for nylig læst, at et lignende fænomen gør sig gældende i dag for veluddannede kinesere. De kan læse og forstå, men ikke tale).

Den japanske yakuza co Max Suhr Olesen
Mafiaorganisationen Asahi Juken co Max Suhr Olesen
Mafialederen Kizo Matsumoto co Max Suhr Olesen

 

 

 

Ved den officielle åbning af den luksuriøse ældreboligkompleks. Mafialederen, executive director, Kizo Matsumoto overrækker en fin mandekimono til Max Suhr Olesen.