Max-san foran Den Gyldne Pagode, Kyoto, Japan.

Max-san i Mafiaens tjeneste. Del 1

 

Det var i juledagene i 1990, jeg blev kontaktet af en bekendt i Socialstyrelsen (dengang en underafdeling af Socialministeriet), om jeg med kort varsel ville påtage mig at rejse til Japan for at blive ekspert-ansat i et japansk firma i Japans næststørste by, Osaka.

Jeg havde på det tidspunkt været ansat i små fire år i lederorganisationen LFD (Lederforum Danmark), hvor jeg på den ene side arbejdede som underviser og planlægger med personale- og lederuddannelse inden for ældreområdet samt – på den anden side – som ekstern konsulent med speciale i kommunal organisationsudvikling, stadig inden for ældreområdet. Mit speciale var fusionering (integration) af hjemmepleje- og plejehjemsydelser. Fusioneringen af de to størrelser var en del af en større bestræbelse, som gik under det dansk navn ’omstilling af offentlige tjenester’, hvilket var en udløber af NEW Public Management/Governance-bevægelsen fra slutningen af 80’erne.

Jeg undskylder, at jeg besværer dig med disse indledende bemærkninger, som dog er temmelig afgørende for forståelsen af, hvordan jeg kom i den japanske mafias tjeneste.

I løbet af 80’erne havde offentlige myndigheder, først og fremmest kommunerne, rustet sig til nye opgaveløsninger ved at ansætte cand.polit’er eller andre med tilsvarende, akademiske uddannelser, djøfferne, som de senere noget nedladende blev kaldt. Det var en tiltrængt opgradering i kommunerne, men det havde den uventede effekt, at de nyansatte akademikere, som så ikke fik en prestigefyldt lederkarriere i erhvervsvirksomheder, i stedet blev ledere af offentlige forvaltningsgrene.

Som offentlige ledere kunne de alligevel se sig som et sidestykke til de 'rigtige' ledere i erhvervslivet, for var den moderne, offentlige forvaltning ikke karakteriseret af et imponerende stort antal ansatte og et tilsvarende stort, årligt ’turn over’?

Og i bredere forstand: Havde et land som Danmark ikke investeret kolossalt inden for offentlige tjenester som f.eks. ældrepleje? Og havde man derved ikke oparbejdet et enestående ’know how’ inden for det felt?
Og – nu kommer det store spørgsmål til professoren – kunne denne ’know how’ ikke sælges som en eksportvare til andre lande?

Spørgsmålet er retorisk, for inden morgenduggen var forsvundet fra græsset, havde stort set alle lidt større kommuner og amter med respekt for sig selv og manifest selvfølelse fået markedsført sig som eksportører af ’know how’ inden for især socialområdet (læs: ældreområdet).

Det var sådan det begyndte. Og var drømmen om eksport af forvaltningsmæssig ’know how’ ikke også en drøm, der kunne drømmes i Socialministeriet?

I slutningen af 80’erne hed socialministeren Mimi Stilling Jacobsen. Hun brændte ligesom mange andre politikere for denne eksportmulighed. I hendes tid som socialminister stiftede Socialministeriet og min organisation (LFD) eksportselskabet EXSOS. (Export of Social Systems. Hva’ ba’?). LFD skulle komme med penge og ’know how’, ministeriet med de røde løbere og ’know how’ samt med The Royal Danish Mermaid’-brandingen.

Og så var det, jeg blev spurgt, om jeg ikke som ekspert ville lade mig eksportere til Japan? Ganske vist ikke i et EXSOS-arrangement, men i et tilsvarende arrangement, hvor Socialministeriet sammen med et dansk ingeniørfirma (det var Crone&Koch) havde indgået en kontrakt med det japanske byggefirma, Asahi Juken, som nu var begyndt at bygge ældreboliger, og som nu ville føre sig frem på markedet med skandinaviske ’know how’-kvaliteter.

Ville jeg eksporteres? Ja, da. Det var enormt spændende. Jeg indkøbte i største hast et antal habitter og anden beklædning, så jeg kunne begå mig på de bonede gulve i det store udland.

Jeg har skrevet breve om min tid i Japan. Men da jeg skrev brevene, vidste jeg endnu ikke, at jeg skulle gøre tjeneste hos den japanske mafia, yakuzaen. Det gik under opholdet gradvist op for mig, og jeg skrev så også om det i brevene.

Det, jeg NU vil fortælle om min tid hos den japanske mafia, skriver jeg med en senere erhvervet historisk/teoretisk viden om yakuzaen, som jeg kan sætte i forbindelse med mine egne oplevelser dengang.

Dette er altså 1. del af min beskrivelse ’I mafiaens tjeneste’. Vil du læse mere, kan du læse med, når Del 2 er skrevet.