Indhold

 

1. Martin Luther. Om Jøderne og deres Løgne

 

'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''

Om jøderne og deres løgne. Martin Luther. 1543. 

Min første Lutherrejse fandt sted i 1983, som var 500-året for Luthers fødsel. Det var i DDR-tiden, men bonde- og arbejderstaten har ikke syntes, man kunne undslå sig for en Luther-Verehrung med en fin udstilling i Berlin, og den fik da også hele armen med manifest, museal pointering af Luthers misliebige udtalelse om, at bønderne skulle slås ned som hunde, sådan cirka.

Nu planlægger Antra og jeg en kombineret ferie- og studierejse til Sachsen-Anhalt, som rummer ikke alle, men mange Luther steder. Lutheranledningen er også denne gang en 500-års dag, nemlig 1517 hvor Luther indledte reformationen i Wittenberg. Vi foretrækker dog at rejse et år for tidligt, idet der sikkert bliver rift om hoteller med mere i selve jubilæumsåret.

I 1983 var jeg nogenlunde godt forberedt på Luther, især ved kendskab til hans teologiske synspunkter. 
Denne gang har jeg især læst op på Luther og hans tid, set ud fra en historisk synsvinkel. Det er via historikeren Heinz Schilling, som har begået ’Martin Luther. En rebel i en opbrudstid’, et fornemt værk på en 5-600 sider. Det er overordentligt nyttigt at studere Martin Luther og reformation UDEN teologisk indpakning. Det er klogt valg af Heinz Schilling ikke at fokusere på reformationens teologiske dybsindigheder, for det er der i forvejen i læssevis af udgivelser, der har gjort. (Og der er allerede begyndt at udkomme helt nye, opdaterede Luther-præsentationer, også på dansk. Det skal man endelig ikke springe over).

Men til dette besøg er min indfaldsvinkel især historisk. Jeg har indtil for nylig aldrig fået læst Luthers eget værk ’Om jøderne og deres løgne’ fra 1543, men havde bare hørt det omtalt for dets antisemitiske udgydelser. Var Luther virkelig antisemit?

’Om Jøderne og deres Løgne’ er et forholdsvist lille skrift på cirka 140 sider, fordelt på 15 kapitler, hvoraf de 13 kapitler er religionspolemik vendt mod jødedommen med den hensigt at fremhæve kristendommen som den virkelige arvtager og videreførelse af de forjættelser, som man kan læse om i Det Gamle Testamente.
Der er kernespørgsmålet, om kristne (mænd) skal omskæres for at være rigtige kristne. Spørgsmålet er ikke Luthers opfindelse. Striden om omskærelse eller ikke omskærelse kendes allerede fra Apostelenes Gerninger og Paulus’ skrifter. Med andre ord en diskussion om jøde-kristne versus hedningekristne.
Et andet hovedsynspunkt i Luthers polemik er spørgsmålet, om Jesus nu også er den Messias, der skal komme efter tidens fylde jævnfør Messias-forjættelserne i Gamle Testamente. Det ER han, men til Luthers forbitrelse vil ’jøderne’ lyve sig fra det ved ikke – som Luther – at læse og forstå Gamle Testamente rigtigt, set i lyset af Jesu fremtræden og åbenbaring som Guds søn.

Kommet så langt i læsningen, må jeg straks henlede opmærksomheden på, at Luthers omtale af ’jøderne’ er synonymt med ’udøvere af religionen jødedommen’. Der ligger ikke HER nogen racisme gemt i udtrykket ’jøderne’. Luthers saftige, polemiske sprog kendes i rigt mål fra andre af Luthers polemiske skrifter, først og fremmest mod pavestolen og ’katolikkerne’, eller mod afvigere inden for den protestantiske bevægelse.

Luthers saftige, polemiske sprog? Jamen, det er en underdrivelse. Luthers sprog er virkelig så groft vulgært, at mangen en skriftklog i præstegårdene rundt omkring i Danmark har haft anfægtelser ved at oversætte Luthers tysk til et dansk, der gengiver Luther, bare nogenlunde som han rent faktisk skriver. Læs f.eks. Luthers ’Bordtaler’.

Efter kapitler om omskærelse og Messiasforventninger følger kapitel efter kapitel, hvor Luther udlægger teksterne på manifest, biblicistisk vis. Frygtelig, ulideligt kedsommelig biblicisme, som, skønt Luther skriver veloplagt, alligevel er næsten uudholdeligt at læse igennem.

Kommet så langt var jeg ved at lægge bogen til side med konklusionen: der er ikke for fem flade ører antisemitisme i ’Om Jøderne og deres Løgne’.

Godt jeg holdt den underholdende pine ud for i bogens sidste kapitel tager Fanden ved Luther. Det sker først i næstsidste kapitel ’De kristnes medansvar’, hvor Luther skriver således:
Citat:
”Når de (red. jøderne) nemlig straffer tyve, røvere, mordere, bagvaskere, og andre lovbrydere, hvorfor skal så de djævlebesatte jøder uhindret kunne øve den slags mod os? Vi plages dog værre af dem end de vælske af spanierne. Disse beslaglægger deres husværters køkken og kælder, pengekasse og –pung og forbander og truer ham med døden. Det samme gør jøderne, vore gæster, vi er deres husværter. De plyndrer og udsuger os og volder os besvær, de dovne snyltere og lade buge, æder og drikker, gør sig det behageligt i vore huse og forbander til gengæld vor Herre Kristus, kirker, fyrster og os alle til hobe og ønsker os bestandigt død og alskens ulykke osv, osv. [ ] Følgelig skal og må det for os kristne ikke være spøg, men ramme alvor at søge råd derimod og at redde vore sjæle fra jøderne, dvs. fra djævelen og fra evig død. Og rådet er, som før sagt, for det første:
At man afbrænder deres synagoger og kaster svovl og beg derpå, om man kan.”

Herefter følger andre måder, man kan chikanere jøderne på.

Det forekommer mig indiskutabelt, at Luther her lægger en racistisk, antisemitisk tone ind i begrebet ’jøderne’.

Hvorfor det kommer så vidt, har jeg ikke kendskab til.

’Om Jøderne og deres Løgne’ indgår i skriftet ’Mod tyrken og jøden’, udgivet af Tidehvervs Forlag, 1999. Oversættelsen fra tysk er forestået af Chr. Truelsen, som til min overraskelse (han skriver det i et forord) ikke kan få øje på nogen antisemitisme hos Luther.

 

 Max Suhr Olesen. Om Jøderne og deres Løgne. Martin Luther.