Indhold

1. Arne Herløv Petersen. Genklang.

 

 

******************************************************

Genklang af Arne Herløv Petersen. Det Poetiske Bureaus forlag. 2016.

 

Herløv Petersens nyudgivne digtsamling er en antologi af gendigtede, udenlandske forfatteres klassiske lyrikperler. Jeg kvier mig for at kalde dem oversættelser, hvilket kan give en misvisende forestilling om, hvad der er på færde. Det er gendigtninger, som kun kan udføres med bravour af sprogkunstnere i den absolutte mesterklasse.

 

Man må her stille ind på, at det er nogle af digtekunstens klassiske værker, der er på tale, og når der er sagt klassisk, er der samtidig sagt digte i bunden form. Så skal der rimes, og hver strofe er sammensat af verselinjer med et bestemt antal stavelser og enderim efter særligt skema.

 

Hermed har gendigteren begivet sig ud på en færd med talrige snublestene. Det originale digt, som f.eks. kan være på engelsk, skal for det første afkodes for elementær mening, ligesom det skal afkodes for særlige konnotationer.

 

For det andet skal digtets tone og mening gengives på et andet sprog, in casu dansk. Det stiller ikke bare krav om ordforråd, det stiller krav om udpræget sprogkunnen.

 

Lad mig give et eksempel på, hvorledes sprogkunnen udvikler sig fra elementært niveau til et højere, udvidet niveau.

 

Der er ord, der så godt som helt glider ud af sproget, fordi virkeligheden forandrer sig, og at der derfor ikke længere er brug for ordene.

Og så er der ord, som vi selvforskyldt ikke kender, fordi vi ikke er opmærksomme eller mangler fantasi eller nysgerrighed. Den slags ord henviser til en virkelighed, som i høj grad er til stede, hvis bare vi kunne magte at SE den.

 

Peder Frederik Jensens lille roman ’Læretid’ handler om en ung mand, der uddanner sig til bådebygger. Bådebyggerfaget er ved at forsvinde, ligesom ord og begreber, der hører til faget, er ved at forsvinde. Peder Frederik Jensen har derfor tilføjet et appendiks, en ordliste med de bådebyggerudtryk, som for os andre er gledet ud af sproget. Ikke sandt? En ordliste??

 

Og så er der de ord, som henviser til en virkelighed, som ER til stede. Virkeligheden er der, men ordene kendes ikke. Den forelskede (unge) mand ved nok, at der forefindes blå, røde, gule og hvide blomster. Det kan han jo selv se, hvis han skulle komme i den situation, at han overhovedet bemærkede en blomst. Men en sommerdag ligger han i udkanten af en skov sammen med sin kæreste. Hun plukker en himmelblå blomst til ham. Den har samme farve som dine øjne, siger han på en for ham usædvanlig måde. Det er en Ærenpris, en tveskægget Ærenpris, siger hun og må forklare. En Tveskægget Ærenpris har en fin behåring på hver side af stilken. Derfor. Siden kan han ikke glemme det. Når de går tur sammen, holder han øje med tveskæggede Ærenpris’er, som minder ham om den elskedes fine behåringer. Kæresten kan også navnene på andre slags Ærenpris, Mark-Ærenpris, Storkronet Ærenpris, Vår-Ærenpris osv.. Hun kan kende femten Ærenpris, og tager man de røde, gule, blå blomster med, er der flere hundrede navne. Er man først kommet i gang, kan man pludselig SE blomster, som man ikke før kunne se.

 

Det er det, sproget kan.

 

Men det er også det, gode forfattere kan, når de med sproget får os til at se en virkelighed, vi ikke på forhånd kendte til.

 

Arne Herløv Petersen nyudgivne digtsamling ’Genklang’ er som tidligere nævnt en vidunderlig samling af sprogkunnen, der får læseren til at SE på en ny måde.

 

Lad os se på dette digt, hvis ophavsmand er William Shakespeare. Genklangen kommer til at se sådan ud hos Herløv Petersen:

 

Strofe 1:

Skal jeg vel kalde dig en sommerdag?

Du er jo skønnere og mere blid.

Majblomsten ruskes hårdt af vindens jag,

og sommersolen har så kort en tid.

 

Strofe 2:

For hedt er stundom himlens øjes skær,

og tit er solens guldhud bleg og mat.

Alt, der er smukt, går mod sin jordefærd,

som dagen synker falmet ned mod nat.

 

Strofe 3:

Men aldrig skal din skønhed svinde hen

Din sommerdag skal altid være lang

Aldrig skal Døden kalde dig sin ven,

når du får evigt liv af denne sang.

 

Strofe 4:

Så længe mennesker kan se endnu

skal dette leve. Derved lever du.

 

Jeg undskylder den grimme opstilling med ’strofer’, som jeg har tilføjet for at tydeliggøre, hvad der foregår.

De første tre strofer har alle fire verselinjer. Vers 1 og 3 rimer på hinanden, ligesom vers 2 og 4 gør det.

Alle vers i de tre første strofer indeholder 10 stavelser.

 

Strofe 4 indeholder kun 2 verselinjer, som også rimer. Men begge vers har 10 stavelser.

 

Sådan en sag kaldes en sonet. Der findes forskellige former for sonetter, men enhver sonet har sin egen indre lovmæssighed.

 

Denne gendigtede sonet af Shakespeare er indholdsmæssigt forholdsvis enkel.

Det er straks en hel del mere kompliceret med et andet digt, som KAN være skrevet af Shakespeare (oplyser Herløv Petersen).

 

På engelsk lyder digtet ’Shall I die, shall I fly’ således:

 

Shall I die? Shall I fly
Lover's baits and deceits
sorrow breeding?
Shall I tend? Shall I send?
Shall I sue, and not rue
my proceeding?
In all duty her beauty
Binds me her servant for ever.
If she scorn, I mourn,
I retire to despair, joining never.

 

Lovmæssigheden i digtets bundne form er mere kompliceret end sonetten, som står længere oppe i min tekst.

 

Herløv Petersen har moret sig med at gendigte den noget vanskelige, bundne form:

 

Kommer død, kommer nød,

kommer sorger af elskovens snarer?

Skal jeg gå, kan jeg stå,

Kan jeg trodse de grummeste farer?

Hjerte, suk, thi så smuk

som hun er, er jeg bundet og bastet.

Er hun kold, er med vold

jeg i dybeste mørke nedkastet

 

Digtet indeholder i alt syv strofer.

 

Lad mig slutte min kommentar med en enkelt strofe af Edgar Allen Poe. Det er fra det velkendte digt ’The Raven’

 

Once upon a midnight dreary, while I pondered, weak and weary,

Over many a quaint and curious volume of forgotten lore—

While I nodded, nearly napping, suddenly there came a tapping,

As of some one gently rapping, rapping at my chamber door.

“’Tis some visitor,” I muttered, “tapping at my chamber door—

 Only this and nothing more.”

 

Og med Genklang:

 

I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde

træt jeg gransked folianter om en fortids karakter,

mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken

på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her.

Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker.

Dette kun, og intet mer

 

Arne Herløv Petersens forfatterskab er mærkeligt underbelyst i dansk litteraturs nutidshistorie. Jeg har læst en del af hans værker, men alligevel kun en brøkdel. I både hans prosa og lyrik har han afprøvet alle tænkelige genrer. Ud over egne værker har han oversat 50 – eller er det 500 tekster? - fortrinsvis fra engelsk. Jeg tror, det er 500!

 

Arne Herløv Petersen er født i fyrrerne og er således blevet forfatter i en tid, hvor alle afskygninger af modernismen er gennemlevet og afprøvet.

 

Den såkaldte postmodernisme er sikkert den form for modernisme, der især har tiltalt ham, hvis man da ved postmodernisme forstår, at dens mest frugtbare landvinding er frihed, - frihed til at udtrykke sig præcis som man vil, uden at skele til, hvad der er ’trendy’ lige nu.

 

Tager vi lyrikken, består friheden i, at man som forfatter snart kan skrive uden vers og rim (prosadigte), snart skrive i digte i bunden form, som det er tilfældet med Genklang.

 

Herløv har også skrevet sine egne, originale digte i bunden for. Jeg er meget begejstret for hans elegante sonetter, som har været udgivet under titlen ’Form’.

Dem vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed,

 

Max Suhr Olesen om Arne Herløv Petersens Genklang.