Indholdsfortegnelse til Litteratur IV

 

1. David Lagercrants. ’Det der ikke slår os ihjel. En Lisbeth Salander-roman’

 

 

***************************************************************

 

David Lagercrants. ’Det der ikke slår os ihjel. En Lisbeth Salander-roman’.

Millenium -serien, Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt, var 00’ernes store, underholdende krimiserie, der bragte mindelser frem om 70’ernes 10 bind store serie ’Roman om en forbrydelse’, skrevet af Maj Sjöwall og Per Wahlöö.

 

Det var tider, dengang i 70’erne, i godt selskab med kriminalkommissær Beck og Gunvald Larsson. Og det var gode tider i 00’erne, i godt selskab med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist.

 

Men så døde forfatteren, Stieg Larsson, og dermed sluttede festen. Som man siger.

 

Indtil David Lagercrants dukkede op. David Lagercrants er journalist, ligesom Stieg Larsson var det. Jeg kender ikke Lagercrants motiver til at skrive videre på Millenium-serien. Jeg gætter på, at han måske har set for sig, at hvis han kunne slå igennem med SINE Lisbeth Salander-skriverier, ville det skæppe godt i kassen, nu og i fremtiden.

 

Nogle har set det som en slags tyveri, en grov gravskænding af Stieg Larsson, en helligbrøde, der gør Lagercrants hjemfalden til gudernes straf.

 

Ikke hos mig. Jeg er fornøjet over initiativet og har ingen moralske skrupler. Lagercrants kan stjæle al det, han vil, hvis bare han gør det så godt, at jeg føler mig underholdt.

 

Litterære tyverier er godt for læserens sjæl. Man kan sikkert finde adskillige eksempler på nyttigt tyveri. Jeg nævner blot eet eksempel, som er faldet i god jord hos mig, nemlig tyveriet af Sjöwall& Wahlöös kriminalinspektør Beck.

 

Beck var namnam i 70’erne. Så sluttede festen, indtil en eller anden fik den idé, at man kunne genoplive Beck og Gunvald Larsson på FILM. Man stjal personernes karakter og skrev manuskripter til nye episoder med Beck. DR genudsender Beck-filmene igen og igen, og jer ser med den ene gang efter den anden. Jeg vil gerne underholdes, og jeg nyder den ’stjålne’ Beck.

Når det altså er helt fint at stjæle Beck, hvorfor så ikke Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist?

 

David Lagercrants første genoplivelse af Salander/Blomkvist har fundet sted i ’Det der ikke slår os ihjel. En Lisbeth Salander-roman’.

 

Jeg synes, han har grebet det fornuftigt an. Hvis jeg i al korthed skal beskrive hans ’overtagelsesmetode’, kan man forestille sig, at han besøger Millenium-huset, der har stået tomt siden Stieg Larssons død. Lagercrants bevæger sig som i et vokskabinet, som udstiller episoder i Lisbeth eller Mikael liv. Lagercrants demonstrerer overfor sine (eventuelt skeptiske) læsere, at han kender Lisbeth og Mikael ud og ind, han ligesom tager ’claim’ på dem, og gør dem til sine.

Det er ikke vanvittigt ophidsende, men hvordan skulle han ellers gribe det an?

 

Ovenpå ’overtagelsesmetoden’ bygger han dernæst sit eget plot, sit eget afsæt. Afsættet er i Lagercrants roman Lisbeths SØSTER, som er ond, og som er ude på at ødelægge Lisbeth, en gang for alle. De kommende romaner om Lisbeth skal tydeligvis arbejde videre med den onde søster og Lisbeth og opfindsomheder, der udvikles hen ad vejen. Om det er umagen værd, kommer vel an på, om det første ’tyveri’ viser sig i et brugbart salg.

Første forsøg er ikke perfekt, men dog godkendt!

 

Sælger det, er der penge i det, kan man være stensikker på, at Lisbeth og Mikael kan leve længe endnu.

 

Max Suhr Olesen. Det der ikke slår os ihjel. David Lagercrants.