Litteratur III

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

 

1 Peder Frederik Jensen. ’Læretid’ og 'Banedanmark'

2 Martti Heldes film 'Crosswind'

 

**********************************************************************************

 

KOMMENTARER TIL TO AF PEDER FREDERIK JENSENS BØGER.

 Jeg læste først Peder Frederik Jensen ’Læretid’ i begyndelsen af august og skrev dengang om ham:

 

”Peder Frederik Jensen har gået på Forfatterskolen, og hvis det er dér, han har det fra, må man konstatere, at der er kommet noget godt ud af det. Peder Frederik Jensen skriver rigtig godt, og det bliver spændende at se, hvad der på længere sigt kan komme ud af det.

 

’Læretid’ er i bogstaveligste forstand en lille, let sag på godt hundrede, tyndtskrevne sider. Selvom jeg har lånt bogen på biblioteket, er det sådan en bog, jeg som en anden nærig kræmmer får lyst til at veje for at se, om man i virkeligheden ikke betaler FOR MEGET pr. skrevet ord, om der – alt taget i betragtning - ikke er FOR MEGET luft mellem linjerne.

 

’Læretid’ handler om en ung mand, der står i lære som bådebygger. Man læser om redskaber og fagudtryk, som anvendes/anvendtes i bådebyggerfaget, om hvordan håndværkere taler sammen i egenskab af henholdsvis mester, svend og lærling. Lærlingen lejer et værelse, og han får også fisse, for det er sådan noget man får, når man er lærling. Til sidst får han svendebrev. Jeg undskylder, at jeg her har røbet romanens slutning.

 

’Læretid’ er en slags opvisning i impressionistisk kortprosa-roman. Peder Frederik Jensen skriver virkelig godt, men har man egentlig fået noget med sig efter endt læsning? Eller er det som en togrejse, hvor landskabet flimrer forbi, medens man betragter det gennem vinduet. Et landskab med alle mulige sanseindtryk, vekslende fra sublim naturskønhed til grimme huse med rodede parceller. Man har fået impressioner, men har man fået mere end det?

 

Nathalie Sarrautes ’Tropismer’ bringer sig i erindring. Nathalie Sarraute tilhørte kredsen af forfattere, der var aktive med at skrive sig ind på ’Den Ny Roman’ i 1950’erne. Jeg tror, Robbe Grillet var en centrumfigur i den kreds. Tropisme henviser (vist nok) til et biologisk begreb, noget med planter og liv på amøbeniveau, og i Sarrautes roman var det også sammenhobning af småindtryk fra det meget nære liv i det små, indtryk, der blev stillet ved siden af hinanden, og måske dannede farverige impressioner.

 

Selv er jeg – upraktisk, som jeg er – milevidt fra udøvelse af håndværk. Men jeg er dog ikke længere væk fra håndværksudøvelse end provinsen, hvor man uundgåeligt møder alle slags folk, også håndværkere, og er de gamle håndværksfag uddøde, lever fagene dog i mands minde-beretninger, og mange af os har omgåedes håndværksmestre, som ernærede sig som urmagere og bådebyggere og andre fag. Værre er det jo heller ikke.

 

Peder Frederik Jensen er god, men er Forfatterskolen alligevel kommet langt væk fra almindelige mennesker?”

 

Sådan skrev jeg i begyndelsen af august. Jeg fik ikke uddybet, HVORFOR Peder Frederik Jensen efter min opfattelse er ’god’, og HVORDAN han ’skriver godt’.

 

Der er ikke meget salt og kraft i de fade bemærkninger ’god’ og ’skriver godt’.

 

Jeg vil gøre et forsøg på at uddybe det.

  

Men først en kommentar til Peder Frederik Jensens senere udgivelse, ’Banedanmark’, som er en novellesamling på 25, korte noveller.

 

Tematisk beskæftiger alle novellerne sig med eksistenser, som er ved at gå til grunde i samfundet. Det er hjemløse, småkriminelle, voldtægtsmænd, prostituerede og andre, som skøjter sig igennem tilværelsen. Det er ikke bare Banedanmark, det er et Underdanmark, som vi godt ved er der, men som de fleste af os vist kun møder tilfældigt som forbipasserende.

 

Peder Frederik Jensen skriver et minimalistisk dansk, som er renset for enhver svulstighed og sproglig fedtflomme. Der ødsles ikke med adjektiver, og Jensen er nærig med ledsætninger. P.F. Jensen betjener sig af hovedsætninger, og selv ledsætningerne er udsultede, så de står næsten som hovedsætninger:

 

’Da toget nærmer sig København, kommer der igen dækning på telefonen. Hun har sendt ham en mail. Hun skriver, at der er noget, hun gerne vil have uddybet. Hun skriver: Jeg ville egentlig gerne have spurgt dig. Hun skriver lidt om sit arbejde. Han svarer hende kortfattet og forsøger igen at læse. Han ser sin far for sig. Hun svarer med det samme. Hun skriver: Jeg blev glad. For hvad, tænker han, men ved det jo godt. De mailer lidt frem og tilbage. Han bemærker det ikke rigtig – hvordan tonen forandrer sig. Han bemærker Rødovre og Valby. Banedanmark.’

 

Teksteksemplet er faktisk ikke helt repræsentativt for novellesamlingen. Det stammer fra novellen ’Fint for dig’, hvor Jensen på en underspillet måde, næsten umærkeligt forlader sin lakoniske beskrivelse af miljøet.

 

Alligevel giver eksemplet en idé om, hvor effektivt Jensen med få ord beskriver et miljø.

 

Jeg synes, Peder Frederik Jensens stil ligger bedre for novellerne, end den gør for romanen ’Læretid’.

 

Hvorfor er Jensen god? På hvilken måde?

 

Forestil dig et klaverværk af Chopin. Klaverværkerne består af en masse toner, der afvikles i et rasende tempo og fremkalder et væld af tonal vellyd. Forestil dig hvor MANGE ord, der skulle til for at skrive tekster, som Chopin skriver noder! Og så smukt!

 

Forestil dig så - som en modsætning til Chopin – komponisten Erik Saties klaverkompositioner. De er ekstremt minimalistiske, består af ganske, ganske få toner, som afvikles med korte, distinkte anslag på pianoet. Ekstremt langsomt. Lyt for eksempel til ’Trois gymnopédies’, så har du en idé om, hvorledes Satie skriver musik.

 

Jeg spiller ikke piano, men vil gætte på, at det er lige så teknisk svært at spille Satie, som det er at spille Chopin.

 

Med andre ord: Det er også hundesvært at skrive i et så stramt sprog, som Peder Frederik Jensen gør.

 

Det er DERFOR, Jensen er god.

 

Erik Saties musik er ren æstetik, som samtidig virkeliggør begrebet skønhed. Der er også ren æstetik i Peder Jensens stramme, sproglige stil. Men ikke så megen skønhed i de temaer, der formidles.. Det skal han ikke bebrejdes.

 

Der er noget gudsforladt over miljøerne i Banedanmark, men det kan nok ikke være anderledes. Lige nu.

Peder Frederik Jensen har i november 2015 etableret sin egen hjemmeside, hvor han  er så venlig at linke til min omtale af Læretid og Banedanmark.

 

Peder Frederik Jensens hjemmeside finder du her:

 

www.pederfrederik.dk

 

 

 

Peder Frederik Jensen Læretid & Banedanmark ved Max Suhr OLesen 

*************************************************************************

 

Den unge estiske familie afhentes til deportation.

Crosswind- hvor vindene mødes af den estiske instruktør Martti Helde.

 

Jeg har før siddet i en halvtom biografsal, men aldrig før som den ENESTE tilskuer i salen.

 

Den estiske film, Crosswind, fik tre dage i Cafebiografen, Odense, som sen eftermiddagsfilm. Jeg så filmen tirsdag eftermiddag, og som nævnt som den eneste filmgænger den dag.

 

Det har sine fordele, for da vi var kommet halvejs ind i filmen, gik jeg i ukontrolleret gråd-mode, som varede filmen ud. Grådlabilitet rammer som bekendt (især) ældre herrer, det kan jeg bekræfte, idet jeg så alligevel vil forsvare mig med, at jeg har lidt af omtalte labilitet de sidste 30-40 år.

Grædefærdigheden begyndte med frygtelige dokumentar-filmoptagelser fra Vietnamkrigen og forsatte med de store amerikanske spillefilm om USA's rolle i Vietnamkrigen.

 

Det gik mig sådan, at jeg fik omfattende arbejdsopgaver i de baltiske lande for mere end 20 år siden, og da jeg med mit ægteskab med Antra ’giftede mig til Letland’, kom jeg til at bo der og fik derved livsvarig berøring med en del af Baltikum.

 

Jeg har gjort en indsats for at sætte mig ind i historiske forhold, ikke mindst de katastrofer, der fulgte i kølvandet på den sovjetiske okkupation af Baltikum. Jeg har læst alle skriftlige beretninger, jeg har haft adgang til, om de deportationer, der ramte landene igen og igen, fra 1941 til Stalins død i 1953. Uanset om der er tale om estiske, lettiske eller litauiske deportationer, følger deportationer det samme, grusomme mønster.

 

Jeg tror ikke så meget som en millimeter på reinkarnation, men jeg har en - for mig selv – mærkværdig følelsesmæssig tilknytning til de baltiske lande, omtrent som om, det er blevet min karma i ånden at gennemleve balternes pinsler.

 

***

 

Den unge, estiske instruktør, Martti Helde, har skrevet sig ind i filmhistorien med filmen Crosswind. Crosswind er et mesterværk, og det er en stor skam, at filmen ikke har kunnet finde et større publikum i Danmark.

 

Filmens hovedperson, den unge estiske kvinde, mor og hustru, Erna, bliver sammen med sin mand tvangsfjernet fra deres hjem. Under deportationen bliver ægtefællerne skilt ad. Manden, Heldur, kommer i arbejdslejr, og Erna bliver sendt til Sibirien sammen med parrets datter. Datteren dør i Sibirien, og de to ægtefæller genser aldrig senere hinanden.

 

Filmen er baseret på Ernas dagbøger og de breve, de to ægtefæller skriver til hinanden, men aldrig modtager.

Filmen er IKKE en dokumentarfilm. Der er tale om filmoptagelser med vaskeægte skuespillere. Med undtagelse af et par enkelte scener – især de sidste scener - består filmen udelukkende af fotografier/stills, en slags tableauer, fotograferet i sort-hvid. Skuespillerne står altså helt stille, medens kameraføringen glider ud og ind mellem skuespiller-tableauerne. Nå, ja. En kjole og et tørklæde blafrer i vinden, man aner en tåre i et øje. Jeg har aldrig set noget lignende. Aner ikke, hvordan man teknisk har lavet det. Det ER jo fotografier, og så dog ikke. Bortset fra tørklædet, der bevæger sig, er det kameraet, der bevæger sig.

Kameraet bevæger sig langsomt rundt i de perfekt opstillede scener. Ned ad en gang, forbi skrivebordet med to halvtomme glas vodka, rundt om hjørnet og ind i badeværelset, hvor en svedig russisk fangevogter med uglet hår sidder med bukserne om anklerne. Udsultede Erna ligger for hans fødder i fosterstilling, med tilpas lidt tøj på underkroppen til, at vi forstår, at hun aldrig skulle have stjålet et stykke brød til sin sultne datter, Eliide.

Der er ikke så meget som en eneste dialog i filmen. Der er lidt musik i begyndelsen af filmen, men så ellers bare lyde: vindens susen, stilheden, lyde fra et tog, der bevæger sig fremad på skinnerne, stemmer, der mumler et stykke væk.

 

Og så er der de breve, som Erna skriver til mand. Men her er tårerne for længst brudt frem, det er så ufattelig, endeløs lidelse, sorg og savn.

Der er også et afskedsbrev fra Ednas mand, Heldur. Han dømmes til døden i egenskab af estisk officer.

 

Som nævnt modtager de to ægtefæller ikke hinandens breve. Og hvad mere er: Først i 1991, ved Estlands genvundne frihed som nation og stat, får Edna kendskab til, hvad der hændte hendes mand for næsten halvtreds år siden

 

Det er stort. Det er filmkunst.

 

Max Suhr Olesen om Crosswind af Martti Helde.