14-05-2015

Tekst

Guvernementet Nordfyns Kommune alias koncern Servicecenter Nordfyn. Torsdag d. 14. maj 2015.

 

Guvernementets organ, Lokalavisen, som er ugeavis for det, der med en anakronisme går under betegnelsen Nordfyns Kommune, meddeler med berettiget stolthed, at det er lykkedes at få ansat en ny leder af afdelingen for Strategi og Politik for Nordfyns Kommune, som det hedder med et historisk udtryk. Den kommende leder af Strategi og Politik hedder Zola, vistnok ikke Emil, men John eller Johny. John eller Johny Zola. Zola kommer fra guvernementet Vejle, hvor han ikke bar har arbejdet, men ligefrem har arbejdet TÆT sammen med den administrative og politiske topledelse. Respektindgydende, for hvor Nordfyns Guvernementet billedligt talt er som de meget fjerntliggende vestindiske besiddelser, så er Vejle (det kan umuligt hedder ’kommune’, Vejle Kommune), billedligt talt næsten som Novo Nordisk, du ved.

 

Zola, John eller Johny, bliver leder af staben for Strategi og Politik og dermed chef for stabens to team med i alt 17 ansatte. Det er ikke Novo Nordisk, det er det ikke. Men det kan komme. Det fremgår ikke, hvad de to team beskæftiger sig med. Måske er det ene team ’strategien’ og det andet ’politikken’, ligesom i tegneserien Dupont og Dupont.

 

John eller Johny får fysisk arbejdssted på Bogense Rådhus, midt i kommunens strategiske og politiske ’maskinrum’. Man må vel forstå, at begreber som ’rådhus’ og ’kommune’ får lov at beholde deres betegnelse, selvom de som begreber er misvisende. Lidt ligesom begrebet ’demokrati’, der også henviser til noget, som var i fortiden. ’Maskinrum’ henleder mere retvisende til begrebet rederi med containerskibe. Mange containerskibe. Zola, John eller Johny, skal nok ’fysisk’ kunne træffes i koncernens hovedkvarter, selvom hans tilstedeværelse mere skal forstås som noget over vandene svævende, hvorfra strategien manifesterer sig.

 

Guvernementets CEO (chief executive officer. Din bonderøv, skal du have det hele forklaret?), Morten V. Pedersen, faktisk Morten McKinney Smedegård Andersen Pedersen udtaler: ”Vi ønsker at styrke Nordfyns Kommune som koncern og på den opgave har John eller Johny en særlig skarp profil. Han er på vej i sin lederkarriere.”

Parentetisk må det her indskydes, at Morten Pedersen, eller er det Morten McKinney Smedegård Andersen, formelt går under betegnelsen ’kommunaldirektør’, hvilket er misvisende i forhold til hans egentlige kompetencer, som langt overstiger både en kæmners og kommunaldirektørs kompetencer. Der ligger ikke noget nedladende i det, men en ’kommune’ er rigtigt forstået, dvs i virkeligheden, en modervirksomhed med mange datterselskaber.

 

Da McKinney eller Pedersen i sin tid uddannede sig – det var vist noget med polit – fik han sit livs åbenbaring. Det var jo indlysende, at ikke alle politer kunne blive en Mærsk-Smedegård, men omdefinerede man ’kommune’ til ’virksomhedsledelse’, ny offentlig ledelse, ville der åbne sig uanede muligheder for, at alle cand. polit’er kunne realisere sig som koncerndirektører (Chief Executive Officer, din bonderøv).

 

Zola, John eller Johny, er kommet i de rigtige hænder hos mig, tænker koncern-executive- officer Morten, når han lader sit vand på rådhusets smagfuldt indrettede urinal og efterfølgende – med rettidig omhu – tørrer sit lem for de sidste dråber. Zola er på vej i sin lederkarriere og han kan ikke få bedre praksislæring end hos mig og den anden Morten, som ganske vist kun er landmand – øh, og borgmester. Zola er familiemenneske med fokus på fælles oplevelser sammen med familien. Og så dyrker han styrketræning og løb. Ligesom mig selv faktisk. De fælles oplevelser med familien kan altid udvides med bondegårdsbesøg, hvor man klapper dyr, medens man bliver fotograferet til Lokalavisen, tænker kommunalen og ser sig selv i spejlet. Og hvem siger, at jeg bliver hængende her i det lokale guvernement? Med min virksomhedserfaring vil det ikke overraske mig, om jeg blev headhuntet til – f.eks Mærskkoncernen.

 

Den nu styrkede koncernledelses første synlige, strategiske tiltag bliver at udgive en husstandsomdelt tryksag på glattet papir, hvoraf det vil fremgå, at det nordfynske guvernements indbyggere er BORGERE, medborgere, som er en slags kunder for koncernledelsen og koncernen, hvis opgave det er at producere serviceydelser. Det vil sige: det frygter jeg. Men hvorfor egentlig frygte det, når vi, de servicerede, har haft mere end 25 år til at vænne os til, at en kommune ikke er en kommune, men en virksomhed med mange datterselskaber?

 

Åbenbaringer har det med at forvandle fok til fantaster. Det kan være religiøse åbenbaringer eller det kan være organisationsteoretiske åbenbaringer a la New Public Management. For de sidstnævntes vedkommende kan åbenbaringen blive så manifest, at de omvendte slet ikke kan forstå, hvori det problematiske består ved ombytningen fra kommune til virksomhed.

New Public Management. Max Suhr Olesen.