Under sine ophold på Fyn boede Karen Blixen ofte på de to store herrregårde, Wedellsborg på Vestfyn og Gyldensteen her på Nordfyn. Gyldensteen ligger nogle få kilometer fra Bogense og har i århundreder præget egnen, dets landskab og i nogen grad også dets kulturliv.

Opslaget her handler om Karen Blixens besøg på Gyldensteen. Jeg har oprindelig udarbejdet tekst og fotos til brug for Historisk Atlas, men bringer det nu på vor private hjemmeside.

Karen Blixen skreve den meget kendte fortælling 'Sorg-Agre' under et ophold på Gyldensteen. 'Sorg-Agre' indgår i Vintereventyr fra 1942.

Et af de seneste fotos af Karen Blixen

I årene efter Karen Blixens hjemkomst fra Kenya i 1931 genoptog hun ungdomsforbindelsen med Sophie Bernstorff-Gyldensteen, gift med grev Erich. Sophie var KBs halvkusine, og en del af deres indbyrdes breve er udgivet ligesom andre breve, hvor Blixen omtaler Gyldensteen.

Karen Blixen besøgte Gyldensteen ved flere lejligheder, ofte i forbindelse med besøg på Wedellsborg. Gyldensteen var et fristed for hende, både på den ene og den anden måde:

”Jeg var paa Gyldensteen to Nætter, ogsaa der var ganske yndigt. Hvor er det dejligt at føle saa meget RUM omkring sig – de store Marker og Skove – og saa ogsaa Folk, som har forbindelse med Fortiden og med fjerne Lande og Sprog.”.

 

”Jeg troede næsten ikke at der fandtes en saadan ST. Hans Aften. Paa Gyldensteen, paa Fyn, var der stor Fest i Anledning af Erich Bernstorff’s 70 Aars Fødselsdag, med et dejligt Fyrværkeri i Haven; vi sad i en blikstille varm Aften og saa paa det, det var som et Teater, eller det gik op for os at Teatret er en maadelig Efterligning af en Aften.”

Karen Blixens sidste besøg på Gyldensteen fandt sted i sommeren 1959, hvor hun i forbindelse med et spejder-jamboree på Gyldensteens jorder genfortalte historier fra ’Min Afrikanske Farm’.

Blixen skrev novellen ’Sorgagre’ under et ophold på Gyldensteen. ’Sorgagre’ indgik i novellesamlingen ’Vintereventyr’.

Max Suhr Olesen

Karen Blixen på Gyldensteens jorder ved et spejderstævne i 1959, - Blixens sidste besøg på Gyldensteen. Blixen har på sin højre side lensgreve Erich Bernstorff. På venstre side veninden, lensgrevinde Sophie Bernstorff-Gyldensteen. Fotoet er fra Nordfyns Museum i Bogense og er ikke kendt andre steder fra. Jeg har talt med folk på egnen, som husker denne aften, hvor Blixen talte om oplevelser i Kenya, Afrika.

Gyldensteen under besættelsen.

- Der er en særlig Karen Blixen-vinkel. Læs videre:

 

 

Der kan ikke fra første begyndelse d. 9. april 1940 konstateres nogen decideret modstand mod besættelsen på Nordfyn. Folk ønskede dog i stigende grad at markere deres nationale sindelag gennem sang, når de kom sammen. I sommeren 1941 var der samaritterøvelse på Gyldensteen med deltagelse fra hele Nordfyn. Erich og Sophie Bernstorff-Gyldensteen var lensgrevepar på Gyldensteen. Efter øvelsen viste lensgrevinde Sophie rundt i slotsparken, og da der havde været fællesspisning, holdt grevinden tale for de forsamlede, og man sluttede af med at synge ’Der er et yndigt Land’.

Der blev givetvist knyttet kontakter ved dette og andre arrangementer rundt omkring på Nordfyn, men det foregik i allerstørste hemmelighed. Det kom senere til at stå klart, at lensgreveparrets søn, Carl Johan Bernstorff, blev en ledende skikkelse i modstandskampen i og omkring Bogense.

Sophie B. Gyldensteen vidste nok, at Carl Johan var med i ’noget’, men havde ingen anelse om, hvor central en rolle, han spillede. Umiddelbart efter besættelsens ophør skriver hun til Karen Blixen:

”man vidste jo ikke, hvilket Ben man skulde staa paa af Lykke. At man nu kan tale frit, er jo næsten noget man har glemt, hvordan man gør. Jeg har saa meget at fortælle Dig, at man ikke ved, hvor man skal ende eller begynde. Naa, altsaa, Carl Johan er militær Leder for Frihedskæmperne paa Nordfyn. Jeg vidste godt at han var i det; men ikke at han havde saa stor en Stilling. Du kan tro man tit har været ængstelig, naar vi vidste han var ude om Natten; men uden Ængstelse vilde det jo ikke være Krig, og jeg har hele Tiden været lykkelig ved at vide, at han gjorde sin Pligt for Danmark. Erich har været aldeles storartet under alt dette, han er gaaet den lige Vej hele Tiden uden et Sekunds Betænkning, han har følt som jeg om alle disse Ting, og Du kan tro det har været dejligt.”

I brevet fortæller Sophie videre, at Carl Johan var i stor fare en af de sidste dage op til befrielsen. Karen Blixen svarer på brevet nogle dage senere:

”Jeg havde for længe siden hørt, at Carl Johan var en af de ledende Frihedskæmpere paa Fyen, og jeg har saa tidt tænkt paa ham og Dig, men turde ikke i Breve eller Telefon spørge om andet end lige, hvordan han havde det, eller om han var fornøjet i sit ny Hjem! At det gik saadan, som Du skriver, forekommer en som et helt Mirakel, — som en meget stærk Effekt paa en Scene, som man jo vilde gribes vældigt af, men hvorom man vilde tænke, at det jo ikke kunde have noget tilsvarende i Virkeligheden. Men hvor er Virkeligheden blevet noget andet, end den var! Jeg synes at de Unge her har oplevet noget helt underligt, — næsten det, som enhver Ungdom har drømt om. Saa taknemlige som vi alle maa være dem, saa synes jeg, at de selv har noget ganske ubeskriveligt at være taknemlige for. De faar maaske svære Tider nu, der kan jo komme meget som vi skal igennem, — men det maa jo lyse over hele deres Liv, saa at det meste andet bliver af underordnet Betydning imod det, som de har haft, og følt og været med til. Jeg tror nu, at selv om jeg ikke havde hørt at Carl Johan var med i første Linie, saa vilde jeg dog bestemt have vidst det! Men hils ham og sig, at jeg er grulig stolt af at kende ham!”

 

De to veninders særdeles læseværdige breve kan læses i deres fulde udstrækning nedenfor.

Karen Blixen under sidste besøg på Gyldensteen 1959. Umiddelbart til venstre for Blixen sidder veninden Sophie Bernstorff-Gyldensteen. Til venstre for Sophie sidder det nye grevepar, forældretil den nuværende grevepar (2013).

To breve.

 

Sophie Bernstorff-Gyldensteens brev til Karen Blixen maj 1945 samt Karen Blixens svarbrev juni 1945.

 

Fra Sophie Bernstorff-Gyldensteen

 

Gyldensteen Bogense

[Maj 1945]

 

Kæreste Tanne,

Det gør mig ubeskrivelig ondt at høre, at Du har været syg og slet ikke rigtig har kunnet nyde alt dette herlige, som man endnu ikke kan fatte eller begribe. Der har vist ikke været mange tørre øjne i Danmark den Aften, Meddelelsen kom, man vidste jo ikke, hvilket Ben man skulde staa paa af Lykke. At man nu kan tale frit, er jo næsten noget man har glemt, hvordan man gør. Jeg har saa meget at fortælle Dig, at man ikke ved, hvor man skal ende eller begynde. Naa, altsaa, Carl Johan er militær Leder for Frihedskæmperne paa Nordfyn. Jeg vidste godt at han var i det; men ikke at han havde saa stor en Stilling. Du kan tro man tit har været ængstelig, naar vi vidste han var ude om Natten; men uden Ængstelse vilde det jo ikke være Krig, og jeg har hele Tiden været lykkelig ved at vide, at han gjorde sin Pligt for Danmark. Erich har været aldeles storartet under alt dette, han er gaaet den lige Vej hele Tiden uden et Sekunds Betænkning, han har følt som jeg om alle disse Ting, og Du kan tro det har været dejligt. Det er vist det, der har været mit Livs store ønske, fra den Dag vi blev gift, og det er vidunderligt at faa saa eklatant Bevis paa, at det er sket saa fuldstændigt. Men nu skal Du høre om lidt diverse Oplevelser. En Morgen arriverede Tyskerne hertil, »on the hot trail« af 4 Frihedskæmpere her paa Gaarden, de fandt Cyclerne og telefonerede til Odense efter Forstærkning og begyndte saa en Razzia her. Jeg vidste, hvor de fire var gemte, og Du kan tro jeg havde Hjertebanken, hver Gang jeg saa dem nærme sig Stedet. Der kom en Snes Mand fra Odense, og Salatfadet holdt uden for Døren. UHA! At de ikke fandt dem, var vel nok noget af et Mirakel, de var her fra om Morgenen halv seks til om Eftermiddagen halv fem, saa kørte de igen, men sagde de kom snart igen.

Næste Dag var jeg i Bogense og saa en lille graa benzindreven Vogn med fremmed Navneplade; indeni sad to unge Fyre. Jeg kunde ikke lide Synet af Vognen; da jeg kom hjem, hørte jeg at de havde været her paa Gaarden og havde været inde hos Underfodermesteren. Da jeg kom hjem om Eftermiddagen, fortalte Folkene mig forfærdede, den lille graa Vogn havde været der igen, de var kørt med Underfodermesteren. I tre Dage hørte vi intet fra ham, tredje Dags Aften kom han hjem aldeles ødelagt. Historien var følgende: Om Morgenen var den ene Fyr kommet ind til ham med en Pakke, [havde] sagt han var Frihedskæmper og bedt ham gemme Pakken, hvilket han dog heldigvis nægtede. Om Eftermiddagen kom de igen, holdt ham en Revolver for Brystet og tvang ham til at køre med. I Vognen fik han en Sæk over Hovedet. Han blev nu forhørt af dem; men Gudskelov vidste han intet. De diskuterede derpaa, om de skulde skyde ham og smide ham i Grøften eller tage ham med. De kørte ham derpaa ud til Husmandsskolen, hvor han blev forhørt de næste Dage. Til Slut blev han smidt ud med Paamindelse om, at hvis han talte om, hvad der var sket ham, vilde han blive skudt omgaaende. Han spadserede derefter hjem fra Odense og faldt helt sammen, da han kom hjem. Er det ikke fantastiske Gangsterhistorier? Mærkelig nok kom hverken Tyskerne eller Hipofolkene igen. Ti Dage før Kapitulationen kom Besættelsen her. Paa tre Dage fik jeg alt ud af Huset, lige fra Tæpper til Malerier, Glas, Porcellain etc. I de næste ti Dage genlød Gaarden af Lastautostøj, Luksusvogne, Motorcycler etc. De havde faaet Fløjene, jeg tror der maa have været c 100 Mand, de laa tykt paa Loftet, og underneden boede Officererne. Det var ikke videre hyggeligt at se de Masser af Ammunition, Sprængstoffer, Miner etc. der blev baaret ind i Huset; men ret skal være ret, det maa have været et ualmindelig pænt Regiment, for de holdt sig fuldstændig for sig selv og opførte sig upaaklageligt. Aftenen før Kapit. havde vi sendt Bud til alle Gaardens Folk om at mødes med os paa Plænen om Morgenen Kl. 8, naar Flaget gik til Tops. (Vi gjorde det paa Plænen af Hensyn til Tyskerne.) Den Nat sad Caritas og jeg oppe paa Loftet og saa paa det store Baal, Tyskerne lavede nede i Gaarden paa alle deres Papirer, Vognlæs blev kørt ned og brændt. Medens vi sad deroppe, saa vi en Masse Lysbomber blive skudt af, af Tyskerne ude i Laden, vi anede Gudskelov ikke, at Grunden dertil var følgende:

Carl Johan fik Ordre paa at møde i Bogense og samle Styrkerne. Paa Vej derind med to Frihedskæmpere bag i Vognen, da de passerede Laden, aabnede Tyskerne Ild mod hans Vogn, som han besvarede. Pludselig slingrede Vognen og stod paa Hovedet i Grøften. De to bag i Vognen slap væk (det var dem de skød Lysbomberne efter), men Carl Johan blev hængende i Rattet og var straks efter omgivet af 6 Tyskere med Karabiner. Han blev ført ind i Laden, undersøgt og forhørt, han paastod at han skulde ind og holde Ro i Bogense; inden Forhøret var færdigt, kom der allerede Telefon fra Odense, der bad Tyskerne slippe ham fri, da han havde Ordre til at holde Ro i Byen. De sagde derefter, at det lod til, at hans Forklaring var rigtig, nu kunde han blive der og blev saa sluppet løs næste Morgen. Der skal have været mægtig Jubel blandt Frihedskæmperne i Bogense, da han viste sig; de troede ikke de fik ham at se mere. Imedens kom en tysk Soldat ned Kl. 7 om Morgenen og fortalte Hans, at de havde skudt C. J. om Natten. Hans turde heldigvis ikke fortælle os det; men han havde lidt frygtelig ved Højtideligheden om Morgenen, navnlig da Erich talte for Frihedskæmperne. Vi var i Bogense snart efter, det var en underlig Følelse, jublende Mennesker, Udrykningsvogne med Fanger og bevæbnede Modstandsst., alle de rare Mennesker fra Sognene her med Armbind og Maskinpistoler; man ravede rundt som berusede og var lige ved at omfavne dem alle — — — — og saa maatte man alligevel tænke paa den franske Revolution, hele Billedet var saa mærkeligt. Næste Dag var C. J.s Fødselsdag, og Frihedskæmperne holdt Tale for ham og overrakte ham Blomster og Gaver, det var meget højtideligt.

Saa begyndte Tyskerne at pakke sammen, det tog ialt 10 Dage, før den sidste Tysker forlod os; saa fik vi Besked om, at om et Par Dage kom tre engelske Officerer og 30 Mand og skulde indkvarteres her, Du kan tro der blev Travlhed med at sætte Huset istand igen, det var et Kæmpearbejde. Siden da kommer her stadig Englændere, de er sjældent pæne, det er ogsaa et af de ældste Regimenter i England. Ved Du Tanne, man er jo dog kun et Menneske; da jeg saa Tyskernes sidste Appel her den Morgen de drog af, hvor Officeren først dekorerede tre af dem og derpaa holdt Tale til dem, og de saa godt som alle græd, ja, saa svandt Triumffølelsen til en underlig Følelse af Medlidenhed med disse Mennesker, der skulde spadsere hjem til Tyskland, berøvet alt, uden at vide, hvor deres Familier var flygtet hen, Hjemmene ødelagt.

Mange af dem var vist skikkelige Landmænd og dog, kom de ind her igen, vilde man straks hade dem ligesaa brændende igen. Mennesket er et underligt sammensat Væsen. Nu skal vi vist have Indkvartering i Laden af c 100 allierede Krigsfanger, Russere, Letlændere og Franskmænd, der har været i Tyskland og er flygtet herop. Det er jo utroligt, hvad man oplever i disse Tider. Paa Lørdag kommer her en engelsk Captain, han er meget »highbrow«, har studeret Filosofi, Theologi og alt muligt, ham vil jeg gerne laane Dine Bøger, jeg har for talt ham meget om dem, og han er meget interesseret i dem. Undskyld denne lange Smøre; hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med. Forresten endnu lidt mere, den ene Officer kom lige fra Wotersen, han havde set Bridget og hjulpet hende, der havde været Kamp lige udenfor Wotersen. Desværre er det 5 Uger siden, der er hørt fra Hugo, sidste Gang var han ved Küstrin, det lyder ikke godt.

Paa Raguth har de det vistnok godt, det er under Amerikanerne endnu, men skal vist overtages af Russerne, det er ikke rart. Fra de andre har vi intet hørt.

Tusind Hilsner, kæreste Tanne, rigtig god og hurtig Bedring, kom snart herover, vi længes alle efter Dig.

Din Sophie

 

**********************************************************************

 

Til Sophie Bernstorff-Gyldensteen

Rungstedlund. 3.6.1945.

Kæreste Sophie.

Tak for Dit dejlige Brev! Jeg kan ikke sige Dig, hvor stor en Glæde Du gjorde mig ved at skrive til mig i dette Øjeblik, Dit Brev var saa levende, skrevet saa lige ud af Hjertet og af de store Begivenheder, at jeg syntes jeg kom med i det hele. Ja, det har været kedeligt at være syg under disse Uger, — men jeg ved ikke, hvordan det var, — Tanken paa een selv, og hvordan man nu egentlig havde det, svandt helt bort; man følte sig saa meget som en Del af hele Landet eller Folket, at det var som om, hvad der hændte hver enkelt dansk, ogsaa var hændt mig, og blev mit. Og de Ting man saa hørte af store, løftende, herlige Begivenheder, — som nu ogsaa, hvad Du skriver fra Gyldensteen, — de gav, hver for sig, en saadan højtidelig, vægtig, — eller hvad jeg skal kalde det, — uforgængelig Lykke, at man meget godt, i sin Seng, og med temmelig rædsomme Smerter, kunde føle sig som Lykkens Yndling og tænke: Domme, non sum dignus! —

Jeg havde for længe siden hørt, at Carl Johan var en af de ledende Frihedskæmpere paa Fyen, og jeg har saa tidt tænkt paa ham og Dig, men turde ikke i Breve eller Telefon spørge om andet end lige, hvordan han havde det, eller om han var fornøjet i sit ny Hjem! At det gik saadan, som Du skriver, forekommer en som et helt Mirakel, — som en meget stærk Effekt paa en Scene, som man jo vilde gribes vældigt af, men hvorom man vilde tænke, at det jo ikke kunde have noget tilsvarende i Virkeligheden. Men hvor er Virkeligheden blevet noget andet, end den var! Jeg synes at de Unge her har oplevet noget helt underligt, — næsten det, som enhver Ungdom har drømt om. Saa taknemlige som vi alle maa være dem, saa synes jeg, at de selv har noget ganske ubeskriveligt at være taknemlige for. De faar maaske svære Tider nu, der kan jo komme meget som vi skal igennem, — men det maa jo lyse over hele deres Liv, saa at det meste andet bliver af underordnet Betydning imod det, som de har haft, og følt og været med til. Jeg tror nu, at selv om jeg ikke havde hørt at Carl Johan var med i første Linie, saa vilde jeg dog bestemt have vidst det! Men hils ham og sig, at jeg er grulig stolt af at kende ham! Du kan tro, at jeg grulig gerne vilde have været over til Gyldensteen, og have set eder alle, og Dine engelske Gæster. Det lod sig nu ikke gøre lige i Øjeblikket, men jeg glæder mig til senere paa Sommeren, og til at høre om alting. Der er saa meget jeg skal have snakket om, — jeg synes at man nu har saa forfærdelig meget at sige. Den frygtelige Følelse af ikke at kunne sige, hvad man vilde, virkede saa underlig lammende ogsaa ind paa rent personlige Ting, som ikke var farlige eller forbudte,— man havde egentlig ikke Lyst til at tale. Det er maaske ogsaa, fordi jeg har været saa meget alene i hele denne Tid, — I selv f.Ex. har dog altid kunnet give nogen Luft for eders virkelige Følelser og Tanker til hinanden. Nu kommer man, i sin Egenskab af et talende og tænkende Væsen, ud af Hiet som en Bjørn om Foraaret, parat til at opsluge alt indenfor ens Rækkevidde! Det er ganske underligt at komme forbi Hotellet og ikke se Gæsterne omkring det, eller, sent om Aftnen, at faa sat et blændende Søgelys lige i Ansigtet. I den sidste Tid var der Invalider indkvarteret der; det var hjerteskærende at se saa mange ganske unge, lemlæstede Mænd. Jeg føler som Du, og har i Grunden følt det længe, lige siden man havde Sikkerhed for Tysklands Nederlag, at man kommer til at se paa sine Fjender som Mennesker, man ser det tragiske i deres Skæbne, og har slet ikke mere noget Ønske om at triumfere. Det er da for resten hændet mig bestandig i mine personlige Forhold, — hvor tidt har jeg ikke tænkt om en eller anden, at naar jeg en Gang kunde komme til det, skulde jeg give ham en ordentlig én lige i Planeten, — saa snart som man virkelig har kunnet komme til det, er Fornøjelsen af hele Foretagendet. Hævnen er aldrig, som man jo ellers siger, sød, men, synes jeg, »dust and ashes in my mouth«! Den »Stikker«, som var hos mig i Vinter, og fik mig med paa at ordne at gemme Vaaben her i Huset, — hvorfra jeg kun i sidste Øjeblik blev reddet ved Gudmes Mellemkomst, — er taget, og jeg kan ikke sige andet end at jeg ønsker inderligt, at det maa blive bevist, at han ikke virkelig var Stikker, men kun en Idiot; han er vor fordums Gartners Søn og er født her i Havehuset, og jeg har kendt ham som Dreng. Man kan jo overhovedet, naar man sidder og taler Ansigt til Ansigt med et Menneske, meget daarligt tænke sig at han virkelig kan være Stikker, men det har jo desværre vist sig alt for muligt!

Jeg blev afbrudt i mit Brev her ved to unge engelske Officerers Ankomst. Den ene var min engelske Forlæggers og gode Vens Svigersøn, og bragte mig Hilsner fra en Masse Venner i England, det var ganske underligt. Han vilde komme igen imorgen og tage nogle Breve med til England for mig, saa jeg faar ikke Tid til at skrive mere denne Gang.

Han foreslog mig at flyve med ham til England! — det var dog vist mere, end han vilde kunne staa ved, hvis jeg tog ham paa Ordet! Hvad han eller den anden hed, opfattede jeg ikke, men de var saa søde og rare begge to. De var begejstrede over Danmark, — vi var oppe i Haven og høre paa Nattergalene, og det var en dejlig Aften, — men jeg synes de gjorde et meget alvorligt Indtryk; jeg tror de var forbavsede over Københavnernes uhyre gemytlige Indstilling, som maaske ogsaa i øje blikket er vanskelig for dem, der har haft Krigens ødelæggelse i deres Land, at sætte sig ind i. De beklagede sig ogsaa over, at de blev saa stopfodrede, og jeg synes det er dumt og noget smagløst, at vi absolut skal folde os ud med det store kolde Bord etc. i dette øjeblik.  Jeg sender Dig »Out of Africa; det er en Skam Du ikke har faaet den før, men jeg har kun et enkelt Eksemplar paa engelsk, og det var udlaant og maatte først kræves tilbage. Jeg sender Dig ogsaa »Winter’s Tales« paa engelsk, men det er det eneste Eksemplar jeg har, og det er kommet til mig paa en mystisk Maade. Jeg fik forresten Besked fra min Forlægger, at han havde udsendt tredie Oplag af den, og kunde have udgivet flere, hvis han havde haft Papir.

Ja, saa kun en kolossal Masse Hilsner til eder alle, og igen Tak for Dit Brev.

Din Tanne.

 

Kilde: Karen Blixen i Danmark, bind 2. Breve fra 1931-62, udgivet af Frans Lasson og Tom Engelbrecht. Gyldendal 1996.

Max Suhr Olesen