Cigaretæske. (foto Max Suhr Olesen)

Deportations-effekter og Okkupationsmuseum.

 

Fra begyndelsen af 1990’erne havde jeg ansvaret for at gennemføre nogle uddannelsesprojekter i Letland, herunder en lederuddannelse på godt 350 lektioner, som blev givet til to hold institutionsledere på socialområdet. Jeg rejste meget i Letland på det tidspunkt og fik allerede dengang mange lettiske venner.

En af vennerne – en fælles bekendt af Antra og mig – mødte jeg igen, efter at jeg var flyttet til Letland i 2001. Vi besøgte hende i hendes lejlighed og ved et af disse besøg forærede hun mig den cigaret-æske, som ses på billederne nedenfor.

Der findes en del af disse træ-æsker i Letland. Desværre, kunne man sige, for cigaretæskerne er fremstillet i sibiriske deportationslejre af letter, der blev deporteret i Stalin-tiden.

Det er håndarbejde. På fotoet kan man ane, at birk og en anden træsort er fældet ind i hinanden på en meget delikat måde. Jeg synes, æsken er udsøgt smuk, og jeg må sige, at den æske, jeg fik foræret, har talt både til min forstand og til min medfølelse.

Det er aldrig gået op for mig, HVORFOR min bekendt kunne få sig til at bortgive æsken, som er fremstillet af en af hendes slægtninge. Men for mig selv svor jeg på, at jeg ville gøre mig umage for at forstå så mange aspekter som muligt af lettisk historie. Letland er ikke mit fædreland, så der er grænser for, hvor dybt jeg kan trænge ind i lettisk identitet og selvforståelse. Jeg giftede mig til Letland, og er Letland ikke mit fædreland, så er det mig bonus-fædreland.

 

Der var tale om mange deportationer. De første fandt sted under den første sovjetiske okkupation i begyndelsen af 1940’erne, og mange fulgte efter afslutningen af II. verdenskrig. Deportationsdatoerne mindes stadig i Letland med flagning, officielt og privat. Der er faktisk så mange flag-dage, at det kniber – selv for letterne – at holde rede på, hvad der flages for de pågældende dage.

 

Jeg har ikke set de omtalte cigaretæsker i andre privathjem. I betragtning af det store antal deportationer må æskerne findes i mange lettiske hjem.

 

Men æsker, mage til den jeg har, kan man se på det lettiske okkupationsmuseum, som ligger i udkanten af den gamle by i Riga (Vecriga). Museet eksisterede også under de 50 års sovjetiskrussisk okkupation, men tjente i den periode til at berømme revolutionen. Efter Letlands genvindelse af national selvstændighed i 1991 er museet blevet til et museum, der viser sovjetokkupationens historie. Og her, i okkupationsmuseets montrer kan man se disse træ-æsker og deres forbindelse til deportationstragedierne.

 

I alle årene i Letland støttede Antra mig i et og alt. Jeg var aldrig alene om noget som helst, jeg gik ikke til af raseri over lettisk bureaukrati, for Antra var der og fik styret uden om de værste kalamiteter.

 

Men der var én situation, som jeg måtte klare helt alene. Det var mine besøg på okkupationsmuseet. Antra nægtede pure at sætte sine ben i det museum. Letter forstår umiddelbart hvorfor. Letter, der har oplevet okkupationen, ønsker den ikke genopfrisket. Letter, der var spæde i de sidste år af okkupationen, er blevet over-undervist i skolen, i gymnasiet og andre steder. Historien lever i hver enkelt lette, vær ikke i tvivl om det! Men man ønsker ikke at svælge i historien over for fremmede.

****

 

Æskerne kom tilbage til Letland, og det gjorde nogle af de deporterede også. Efter Stalins død i 1953 blev de deporterede ’rehabiliteret’, og de fik lov at rejse hjem. Var det en lang rejse ud, var det også en lang, lang rejse hjem. Var der i det hele taget et hjem for dem derhjemme?

Mange blev skuffede ved hjemkomsten, for deres hjemkomst blev også bemærket af lokale partikadrer, magtfulde medlemmer af kommunistpartiet, som kunne skade enhver i samfundslivet, hvis det passede dem. De hjemvendte oplevede ofte, at det kunne være ubekvemt for vise slægtninge at tage imod dem, for klæbede der ikke et forræderi-prædikat til dem, var der ikke en reel grund til, at de for så mange år siden var blevet deporteret? Den hjemkomst, der skulle være en strålende hjemkomst, blev i stedet en kold skulder.

 

Det er en ond bagside, et ondt efterskrift for nogle af de deporterede. Deportationshistorien bevidner både denne grumme oplevelse, ligesom den bevidner den ubeskårne gensynsglæde, som deporterede også oplevede.

 

Jeg ved ikke, om man i den litauiske deportationshistorie kender til ’æskerne’.

Men deportationerne kendte man. Deportationer kan ikke gradbøjes, der står rædsel ud af hver eneste beretning.

 

Samuel Rachlins forældre blev deporteret fra Litauen til Sibirien. Det var Rachel Rachlin og Israel Rachlin, og deres deportation kom til at vare 16 år, inden de kunne vende hjem. Familien Rachlin var, som det fremgår af navnet, jøder. Deporterede jøder har særlige erfaringer med det klima, som deres deportation foregik i. Da familien Rachlin kunne rejse hjem, var ’hjem’ ikke længere Litauen, men Danmark.

Forviste mister ofte for altid fornemmelsen af ’hjem’. De bliver for altid hjemløse på denne særlige måde. Jeg har ofte tænkt på, at denne ’hjemløshed’ også gælder for mange flygtninge, der er flygtet fra grusomheder og krigshandlinger i deres hjemland. Når krigene er forbi, skulle man tro, de kunne rejse ’hjem’. Men igen: Fortidens hjem er for dem omgivet af så mange rædsler, at ’hjem’ er det eneste, de ikke længere kan opsøge.

Samuel Rachlin er født i Sibirien i 1947. Hans skrev ’16 år i Sibirien’.

Max Suhr Olesen

 

Cigaretæske, fremstillet i Sibirien af en deporteret lette. (foto Max Suhr Olesen)

Gammeltroende (Old Believers)

Slostovskas vecticiibnieku dievnams, nær Aglona. (foto Max Suhr Olesen)

Gammeltroende i Letland.

 

Jeg flyttede til Letland i 2001, og fra da foretog Antra og jeg den ene indenlandske rejse efter den anden, for at jeg kunne lære mit nye land at kende. En af rejserne førte os til den fjerneste provins i Letland: Latgale.

Latgale ligger i det sydøstlige hjørne af Letland og grænser op til Litauen, Hviderusland og Rusland.

 

Fra Riga tager det en 3-4 timer at køre til Latgale. Mindst. For man skal også have tid til at nyde sin forbavselse over uventede indtryk på rejsen.

Der tales da lettisk i Latgale, for der bor etniske letter dér. Det dominerende sprog er dog russisk, for etniske russere er i flertal i Latgale. Mange af de russere, der bor i Latgale har været der i århundreder, som efterkommere af russere, der indvandrede, medens Letland var underlagt det russiske Zarrige.

 

Et meget uventet og overraskende møde på vores rejser i Latgale var de kirker, som hører under trosretningen ’de gammeltroende’ (Old believers). De gammeltroende er religiøse dissidenter fra den russisk-ortodokse kirke i Rusland. I slutningen af 1600-tallet var der reformer i den russisk-ortodokse kirke, reformer, som de gammeltroende gjorde oprør mod og måtte flygte fra. De slog sig ned i fjerne afkroge af Zarriget, blandt andet i Latgale, hvor de byggede en række uanselige landsbykirker.

 

Antra og jeg besøgte kirken, som du ser på billederne. Vi kom i snak med præsten, som ligesom så mange andre etiske russere i Letland ikke kunne et ord på lettisk. Antra, som taler flydende russisk, naturligvis gør hun det, måtte så påtage sig den vanskelige opgave at tolke for sin utålmodige mand, der havde tusind ting at spørge præsten om. Antra tolkede til tysk, som i det første år eller to var vores fællessprog.

 

Præsten fortalte, at den gamle kirke havde fået stjålet 16 meget gamle ikoner. Tyvene har haft let adgang, for kirken var aflåst med en simpel lås, sådan én, som låstes med en tung, solid smedetilvirket nøgle.

 

I de første år så vi flere af de gammeltroendes kirker uden egentlig at forstå, HVAD vi så. Vi skulle videre til andre oplevelser, i andre landsdele. Det tager tid at lære et nyt land at kende.

 

Der findes en del litteratur på engelsk om de gammeltroende. Imidlertid findes der endnu mere på lettisk, idet de gammeltroende er blevet et forskningsområde for antropologer og andet godtfolk. Det er spændende sager, som jeg forhåbentlig får lejlighed til at kigge nærmere på.

 Max Suhr Olesen

Jeg taler med præsten ved Slostovskas-kirken. (Foto Max Suhr Olesen)

A pro pos Jagten på Røde Oktober

Filmen ’Jagten på Røde Oktober’ vises med jævne mellemrum på forskellige TV-stationer. Filmen er inspireret af en virkelig hændelse, som fandt sted i Riga (Letland) i Breznev-tiden, nærmere bestemt i 1975.

Denne hændelse er beskrevet i ’The Last Sentry’, som er skrevet af to marineofficerer fra U.S. Navy.

Under et flådebesøg i Riga i 1975 bliver den sovjetiske destroyer Storozhevoy (russisk for sentry; skildvagt) kapret af Valery Sablin, som ikke bare var marinekaptajn, men også ansvarlig for den obligatoriske, politiske opdragelse af mandskabet. Sablin ville med kapringen af Storozhevoy genstarte den russiske revolution, idet han mente, at revolutionen var blevet forrådt af den sovjetiske nomenklatura. Sablin stikker af med Storozhevoy, som først bliver opbragt af den sovjetiske marine timer senere.

 

Og nu til min personlige vinkel på denne historie.

 

Jeg tror, jeg var en af de allerførste i Riga, der læste ’The Last Sentry’. Jeg omtalte den begejstret for mine venner, og jeg tror nok, at det var min begejstring, der fik det lettiske forlag Atena til at oversætte bogen til russisk og udgive den. Bogens russiske titel blev netop Storozhevoy.

På det tidspunkt underviste jeg mit andet danskhold på det lettiske universitet, Letlands Kulturakademi. Jeg syntes, der manglede gode, interessante begyndermaterialer til den første, elementære danskundervisning og mente, jeg kunne skrive begynderteksterne bedre selv.

I begyndelsen skrev jeg alle teksterne selv, et kapitel til hver lektion. Efterhånden som de studerende blev dygtigere, blev de på skift inddraget som medforfattere. Der kom en lille bog ud af det. Her følger kapitel 7, som jeg udformede som en dialog mellem to kærester. Dialogen giver et relativt kort resume af The Last Sentry. Læs selv:

 

Kapitel 7. Fortiden opsøger Eliza.

"Eliza sagde nej tak til at se fodbold sammen med de andre. Hun havde ikke lyst. Det var den ene grund. Den anden grund var, at hun havde gæster. Eller mere præcist: Hun havde en gæst på besøg.

Det var sent om natten og Eliza sov uroligt.

Han: Eliza. Vågn op. Du drømmer.

Eliza: Hvad er klokken?

Han: Den er halv fire. Hvad drømte du?

Eliza: Åh, det var min gamle drøm. Min bedstefar besøgte mig i min drøm.

Han: Var det en dårlig drøm? Du græd, da du drømte!!

Eliza: Gjorde jeg? I drømmen kommer min bedstefar. Det er altid det samme. Han står og kalder på mig. Han har sin uniform på. Kasket. Og uniformsjakke. Men har ikke sine uniformsbukser på. Altså kasket, jakke og bare ben. Han kigger på mig med melankolske øjne. Så siger han: ’Min kære lille Eliza. Pas godt på dig selv’. Så er han væk. Og så vågner jeg altid og er lidt ked af det.

Han: Hvad betyder drømmen?

Eliza: Drømmen handler om noget, der skete for mange år siden. Min bedstefar hed Vavilkin og var løjtnant i den sovjetiske marine.

Han. Jamen, hedder du ikke Grinberga til efternavn?

Eliza. Jo, men den bedstefar, jeg taler om, var min morfar. Vavilkin er et russisk navn. Min morfar var russer, og da min mor giftede sig med min far, kom hun til at hedde Grinberga, og det hedder jeg selvfølgelig også.

Han: Din far hedder altså Grinberga!

Eliza: Nej, Grinbergs. I lettisk har vi maskulinum og femininum i efternavnene.

Han: Okay. Jeg er med. Men morfar var altså løjtnant i den sovjetiske marine?

Eliza: Ja. Det hele begyndte d. 8. november 1975. Den sovjetiske flåde i det baltiske hav var på flådebesøg i Riga for at fejre oktoberrevolutionen.

Han: For at fejre oktoberrevolutionen i november????

Eliza: Ja, man skiftede kalendersystem. Derfor. Vil du høre historien?

Han: Ja. Undskyld! Nu skal jeg ikke afbryde mere.

Eliza: Den sovjetiske flåde lå lige ved Vanšu broen i Riga, - lige der, hvor Stockholms-færgen lægger til. Min morfar gjorde tjeneste på destroyeren ’Storochevoy’.

Han: Storosje...hvad?

Eliza: ’Storochevoy’. Det betyder ’skildvagt’ eller ’vagtpost’, tror jeg, det hedder på dansk. På engelsk er det ’sentry’. ’Storochevoy’ var et næsten nyt krigsskib, 116 meter langt. Der var vist atomvåben ombord, og ’Storochevoy’ var den sovjetiske flådes stolthed. Dengang var der altid en politisk officer ombord på alle krigsskibe. Den politiske officer skulle undervise mandskabet i Marxisme-Leninisme. Mandskabet fik undervisning en gang om ugen. Det var tvungent, og der var ingen, der gad at høre på det. Men på ’Storochevoy’ var der er en politisk officer, der hed Valery Mikhailovich Sablin. Han var meget populær hos mandskabet.

Han: Marxisme-Leninisme?

Eliza: Ja, det var en slags politisk opdragelse, som var iscenesat af Det Kommunistiske Parti. ’Politisk opdragelse’ var som sagt meget upopulært, men mandskabet kunne lide Valery Sablin. Sablin talte med sømændene, han lyttede til dem, lyttede til deres problemer og hjalp dem.

Han: Var Sablin kommunist?

Eliza: Ja, alle officerer var medlemmer af Det Kommunistiske Parti. Ellers kunne de ikke blive officer på et sovjetisk krigsskib. Min morfar var også partimedlem. Men Sablin var ægte kommunist. Sablin var stærkt utilfreds med den måde kommunismen havde udviklet sig på i Brezjnev-tiden. Og det viste sig, at Sablin i mange år havde planlagt at starte en ny revolution.

Han: Det har jeg aldrig hørt om.

Eliza. Nej, der er næsten ingen, der kender den historie. Nå, men tilbage til den 8. november 1975. Krigsskibene lå i Riga, og mange officerer og sømænd var gået i land for at feste.

Han: Vil du ryge?

Eliza: Ja, tak! Og et glas vin. Så er du sød!

Han: Værs’go’. Hvad skete der så?

Eli: Tak. Jo, Sablin havde besluttet at starte sin revolution ved at tage magten på destroyeren.

Han: Det er jo mytteri!!

Eliza. Netop! Mytteri! Sablin havde en medhjælper, en sømand, der hed Shein. Om aftenen d. 8. november begyndte de to med at arrestere kaptajnen og låse ham inde i en kahyt. Dernæst kaldte Sablin skibets officerer sammen og holdt en tale for dem. Han bad om deres støtte. Der stod et skakspil på et bord, og Sablin sagde, at de, der ville støtte ham, skulle tage en hvid brik, og de, der var imod, skulle tage en sort brik.

Han: Hvordan gik det så?

Eliza: Halvdelen tog en hvid brik. De, der var imod ham, blev så lukket inde i et rum på skibet.

Han: Og din morfar?

Eliza: Han støttede Sablin. Morfar spillede skak, og da jeg var en lille pige, sagde morfar tit til mig: ’Eliza, sådan en hvid skakbrik kan ødelægge en mands liv’. – Jeg forstod ikke dengang, hvad han mente.

Han: Hvad skete der så?

Eliza: Klokken ca. 22.00 gav Sablin ordre til, at skibet skulle afsejle fra Riga. Så sejlede ’Storochevoy’ for fuld kraft ud ad Daugava-floden.

Han: Var der ingen, der stoppede destroyeren?

Elzia: Nej, ikke til at begynde med. Men idet destroyeren begyndte at sejle, var der en sømand, der sprang i land. Sømanden løb hen til kommandanten i Riga og sagde, at der var mytteri på ’Storochevoy’. Det var der selvfølgelig ingen, der troede på til at begynde med.

Han: Og i mellemtiden sejlede ’Storochevoy’ af sted ud ad floden?

Eliza: Ja. Destroyeren nåede langt ud i Riga bugt, uden at der var nogen, der forfulgte skibet.

Han: Hvad skete der i Riga?

Eliza: Til sidst ringede man til Bresjnev i Moskva. Han gav ordre til at skibet skulle sænkes.

Han: Blev skibet så sænket?

Eliza: Nej, ikke til at begynde med. Skibet blev forfulgt af andre skibe, men de ville ikke skyde på ’Storochevoy’. Til sidst sendte man nogle bombefly fra Kurzeme, og de bombede destroyeren, men da var den næsten nået ud i internationalt farvand.

Han: Sank ’Storochevoy’?

Eliza. Nej, det sank ikke. Mytteristerne blev anholdt, og ’Storochevoy’ blev bugseret til Liepāja.

Han: Hvad skete der med mytteristerne?

Eliza: De blev først ført til Riga, hvor de blev afhørt. Sablin og hans medhjælper Shein blev fløjet til Moskva. Sablin blev skudt og Shein blev sendt til Sibirien i arbejdslejr.

Han: Hvad skete der med de officerer, der støttede Sablin?

Eliza: De blev afskediget fra den sovjetiske flåde.

Han: Var det det hele? Jeg mener: de havde jo accepteret mytteriet og støttet det.

Eliza: Ja, men Bresjnev og Politbureauet ville skjule sagen om mytteriet. Derfor var der kun to, der blev dømt. De andre blev afskediget.

Han: Har din morfar fortalt dig denne historie?

Eliza: Nej, jeg var for lille. Jeg husker kun, at morfar sagde: ’Eliza, sådan en hvid skakbrik kan ødelægge en mands liv’. Morfar døde i begyndelsen af 90’erne. Men min far og morfar kunne godt lide hinanden. De fiskede sammen på Daugava-floden, og morfar har fortalt min far om, hvad der skete. Men selv morfar kendte ikke hele historien. Du må tænke på, at det hele var meget hemmeligt, indtil Sovjet kollapsede. Siden blev der skrevet en bog om mytteriet. Jeg har min viden fra min far og fra denne bog.

 

Manden rejste sig og gik ud på badeværelset. Eliza kunne høre, at han tog bad. Da han kom ind i stuen igen, klædte han sig på.

 

Han: Er du ked af det?

Eliza. Både ja og nej. Jeg elskede min morfar, og jeg tror, han følte, at han fik sit liv ødelagt af dette mytteri. Da sandheden kom frem, blev mytteristerne en slags helte, der havde gjort oprør mod et uretfærdigt system. Men da var min morfar død.

Han: Føler du dig egentlig som russer eller lette eller begge dele?

Eliza: Min morfar følte sig som russer. Jeg tror, han var lidt bitter på sin skæbne. Men jeg er fra et blandet ægteskab. Min mor er russer, min far lette.

Han: Det var ikke noget svar.

Eliza: Jeg er lette. Jeg føler mig som lette. Men det er kompliceret.

Han: Ja?

Eliza: Der er sikkert mange mennesker i Letland, der føler sig som historiens ofre.

Han: Er de da ikke det?

Eliza: Jo, måske. Men jeg nægter at være et offer. Vi skal kende historien, men vi skal ikke leve som ofre. Vi skal videre, og vi skal ikke bruge historien som en undskyldning.

Han: Ses vi igen?

Eliza: Nej, det er sidste gang.

Han: Jeg tror, jeg er kommet til at holde af dig.

Eliza: Netop. Derfor kan vi ikke ses mere.

Han: Du er hård, Eliza.

Eliza: Måske. Men vi har ikke lovet hinanden noget. Det er bedst at stoppe nu.

 

Så sagde de farvel, og Eliza lagde sig til at sove. Hun skulle spille koncert senere den dag." (citat slut)

Max Suhr Olesen

Du kan læse hele den engelske tekst til The Last Sentry ved at følge dette link. Du vil ikke kede dig:

 http://books.google.dk/books?id=Tnq8WB4Us5AC&pg=PA106&lpg=PA110&ots=A15w1_6P3A&dq=The+last+sentry&hl=da

 

 

 

 

Til venstre for Kolka Rags: Riga Bugt. Til højre Østersøen (Baltiske Hav)

Første møde med Kolka Rags

Kolka Rags

Når man vestfra kommer sejlende i Østersøen for at nå frem til Riga, som ligger i bunden af Riga Bugt, skal man med forsigtighed svinge til styrbord for at komme fri af odden eller tangen, Kolka Rags. (Vi kender udtrykket ’rag’ fra ’rak’ i Skagerrak, for også ved Skagen må man styre uden om en ’rak’. Det er min private, etymologiske udlægning af ’rag’ og ’rak’, og hvis jeg tager fejl, så lad mig venligst leve i vildfarelsen).

E n af mine tidligere studerende havde en facebookopdatering med et smukt foto fra Kolka Rags , og jeg kom til at tænke på mit første besøg ved Kolka Rags, det var i november 2001, samme år, som jeg var flyttet til Letland for at bo sammen med Antra.

Det var dengang novembergrå dage, men køreturen fra Riga til Kolka Rags får altid mit hjerte til at banke, uanset vejrets beskaffenhed.

Jeg var ved at gå bagover af overraskelse, for ved Kolka Rags var der en informationstavle, hvorpå stod skrevet, at Absalon, gentager: den danske biskop Absalon, Københavns grundlægger, havde været her, og at han havde sat et sømærke, som skulle advare søfarende om de farlige skær ved Kolka Rags. Det var en overraskelse og tillige en lykkefornemmelse ved at konstatere, at Europa også var et sammenhængende Europa for otte hundrede år siden, selvom f.eks. Letland i 50 korte, lange år ved dets nærkontakt med Sovjet havde været indlemmet – ikke i Europa – men i noget, der hed Østeuropa.

 

Jeg var begyndt mine arbejdsrejser til Letland allerede i 1993 og allerede dengang – og senere i 2001 – følte letterne sig ikke som europæere, man følte sig som østeuropæere, med en bemærkelsesværdig UNDERLIGGENDE skamfølelse over landets nedslidning og fattigdom, som var et resultat af 50 års sovjetisk mismanagement. Den skamfølelse var virkelig noget, jeg lagde mærke til og dårligt kunne forklare mig.

 

Jeg kan roligt sige, at jerntæppets fald, Sovjetunionens kollaps, har været den største, politiske begivenhed i mit liv. At tænke sig, at man fra da af kunne færdes fuldstændigt frit, på tværs af de grænser, der skilte Vesteuropa fra Østeuropa.

Men tilbage til skamfølelsen. Det karakteristiske ved denne (lettiske) skamfølelse var, at den kun var aktiveret, når man (letterne) var sammen med vesteuropæere. Alene, hjemme hos sig selv, uden vesteuropæere, var man naturligvis på det rene med, at man absolut ikke havde grund til at føle sig underlegen, når man målte sig med andre. Man var sig sin dannelse bevidst og stolt over dens kulturelle frembringelser.

Skamfølelsen var hjulpet godt på vej af den nedladende holdning, som man meget ofte (faktisk altid) mødte hos vesteuropæere. Danskerne var absolut ingen undtagelse. Tværtimod, for med skam at melde er dansk selvforståelse udpræget SELVFED, Danmark er det bedste og de andre lande er noget lort osv. – det ved alle danske, som i en længere årrække har opholdt sig i udlandet.

Men tilbage til Kolka Rags i 2001. Absalon havde været her for ottehundrede år siden. Og måske havde det også dengang været gråt, koldt og klamt, som det var denne dag i november 2001, hvor jeg følte mig indfældet i et gammelt europæisk (ikke øst/vest-europæisk) fællesskab.

I dag, godt 10 år senere, føler i hvert fald de unge letter sig helt klart som europæere. Det er en forandring, der så tydelig, at man kan klippe i den. Nok møder man stadig hellig, nedladende uforstand rundt omkring i Europa, men selvtilliden er solid, man kender sit værd.

I dag er informationstavlen med oplysninger om Absalon fjernet. Jeg ved ikke hvorfor. Det er aldrig lykkedes mig at finde kilden til oplysningen, det kan have været en and, og det er også i orden.

Kolka Rags er Europa! Se selv efter, du finder ikke smukkere og mere uberørte strande i Europa.

Max Suhr Olesen

Fra Kolka Rags og videre til Daugava-floden

Absalon og vikingerne.

I øvrigt er det da ikke så vigtigt, om Absalons tilstedevær på Kolka Rags kan eftervises i kildemateriale. Vi ved jo med stor sikkerhed, at han færdedes på de kanter sammen med sin våbenbroder, kong Valdemar. Når man står på Kolka Rags og kigger i østlig retning, burde man kunne se øen Saruma, som hører til Estland. Saruma er velkendt i dansk historieskrivning som Øsel. Øsel var i middelalderen ’kontrolleret’ af det danske kongedømme, og mange danske må have været der.

I vikingetiden var der også megen farefuld sejlads ved Kolka Rags, for vikingerne skulle trods alt forbi det sted, når de skulle ind i Riga Bugt og videre ind på den store flod Daugava, i hvis udmunding byen Riga voksede frem. Via Daugavafloden nåede vikingerne helt ind i Rusland, hvor de over land skulle skifte flod for at komme hele vejen til Konstantinopel, eller Miklagård, som det kaldtes af vikingerne.

 

Der var tale om både danske og svenske vikinger. Det ved vi med sikkerhed, for arkæologerne har gjort fund langs Daugavaflodens bredder, - forskellige fund, hvis udseende kan føres tilbage til kendte kulturtræk på lokaliteter i Sverige og Danmark. Jeg kan ikke huske, om norske vikinger også vovede sig den vej.

Men nu kommer jeg til min pointe.

Når man følger Daugavafloden en 20-30 kilometer ind i landet (forbi Riga) kommer man til øen Dole (Doles sala), som ligger midt i floden. Det er en fin lille ø med et fint lille museum. Museet rummer fund og fundbeskrivelser fra bl.a. vikingernes sejlads på floden, det er dokumentationen for det, jeg oven for har skrevet. Der er desværre (lidt for mange) rigensere, der ikke kender det museum. Et fint lille museum, kom jeg til at skrive. Nå, ja. Hvis man er fræk, kunne man måske finde på at sige, at det ligner et skolelærermuseum, for museet er slet ikke fancy, hverken på den ene eller anden måde. Men nu er der altså disse arkæologiske beviser fra gammel EUROPÆISK tid. Det tager en halv times tid at se museet, og så er der rigelig tid til at nyde madkurven og et glas vin, medens man betragter Daugavafloden.

Man kan sågar sejle til Daugava fra Riga. Men så er det også slut. For i den driftige Breznev-tid (tror jeg det var) blev der etableret hydroelektriske stationer (Hess) på tværs af floden på dette sted. Altså kæmpestore opdæmninger, som skulle forvandle vandkraft til elektricitet. Det har jeg tit ærgret mig over. Det har mange letter også. Protesterne mod opførelsen af de hydroelektriske stationer var dengang et usædvanligt oprør mod partiapparatets dispositioner.'

Max Suhr Olesen