Fortællinger om katten Misha og hunden Barcis

Misha som killing.

Doktor Misha er gået til de evige jagtmarker i Strenci.

En kattemoder havde fået et kuld killinger i udhuset uden at være indbudt. Og så gik det med killingerne, som det ofte går. Men een killing overlevede, fordi den havde gemt sig under et tonstungt skab i min svigermors hus. Ingen kunne få den frem i lyset; det var som om, den anede at alting var på spil. Det var det også for Antra, for hun fik medlidenhed med killingen og fik den lokket frem. Om jeg ikke gerne have en lille, sød killing med til Riga?

Killingen fik navnet Doktor Misha og kom til at bo på 8.etage i en Riga-lejlighed. Vi vidste, at vi skulle holde Misha inde altid, og så blev den en stuekat. Senere fik vi vores lille hund, Barcis, som er en dværgschnauzer, og så måtte de to pænt bo sammen og leve så godt med hinanden, som nu de kunne.

 

En sommer skulle vi køre på ferie i Vesteuropa. Barcis kunne komme med i bilen, men Misha? Nej, det kunne ikke gå. Så kom Misha på sommerferie hos svigermor i Strenci. Den fik lejlighed til at nyde udendørslivet med fangst af mus og andre dyr, som katte ynder at jage, og da vi kom tilbage fra ferien, nænnede vi ikke at tage Misja hjem til lejligheden i Riga. Misha blev boende hos svigermor i resten af sin tid. Misha døde i går, 13 år gammel.

 

Men Misha og Barcis boede under tag sammen et par år. Jeg skrev historier for mine børnebørn om de to venner.

 

Barcis og Antra på Ogres iela, Riga

Jeg skrev om MIsha og Barcis for mine børnebørn:

 

Nu skal du høre en historie. Men inden jeg begynder, må jeg lige spørge dig om du sidder godt? Sidder du godt? Man skal helst sidde i en sofa med benene trukket op, og hvis det er koldt, er det godt at have et tæppe om benene. Man kan også ligge i sengen med en varm dyne. Det er hyggeligt, især hvis det regner og blæser, og det er bare helt perfekt, hvis det er tordenvejr.

 

Jeg begynder sådan her: Har man først sagt A, må man også sige... Ja, hvad må man så sige? Jo, når man først har sagt A, må man også sige B.

 

Har man først sagt Tom, må man også sige Jerry. Tom og Jerry. De to dyr hører sammen. Tom og Jerry er min yndlingstegnefilm, og det er klart, at Tom er Jerrys yndlingskat. Og omvendt. Jerry er også Toms yndlingsmus. Vi har set det så tit. Tom jager Jerry helt vildt, frem og tilbage gennem hele huset. Alle tegnefilm om de to handler om det samme. Tom jager Jerry. Men engang imellem bliver Jerry træt af det. Så tager han sin lille kuffert og forlader huset og siger til Tom: ”Nu kommer jeg aldrig mere hjem”. Hvad sker der så?

Jo, så bliver Tom ked af det. ”Sådan skulle det jo heller ikke forstås”, siger den til Jerry. Tom kan slet ikke undvære sin lille mus. Hvis han ikke har Jerry, hvem skal han så løbe efter?

 

Nå man har sagt A, må man også sige B, og når man har sagt Tom, må man også sige Jerry. Sådan er det!

 

Men hvad skal man sige, når man først har sagt Misja? Jeg taler om vores kat, der hedder Doktor Misja. Det staves faktisk Misha, det er en slags russisk, men det udtales Misja.

Men hvad skal man sige? Når man har sagt Misja?. Jo, nu skal du høre.

 

Man skal sige Bartsis. Det udtales med dybt a. Ligesom man siger ’bartender’ med dybt a, siger man også Bartsis med dybt a. Bartsis. Faktisk staves det Barcis, men det siges sådan: Bartsis.

 

Barcis er en lille hund, som vi første gang så for et år siden. Vi var på besøg hos oldemor, som bor ude på landet. Hun havde netop i de dage besøg af en lille hund, som hun skulle passe, medens den lille hunds ejer var indlagt på sygehuset. Man kunne også sige, at den lille hunds mor var indlagt på hospitalet, for en sådan lille hund er så sød, at den er nødt til at have en mor, selv om moren er et menneske. Nå, men Barcis blev altså passet hos oldemor.

 

Nu skal jeg lige fortælle, at oldemor selv har en schæferhund. En stor schæferhund. Den hedder Dora. Men selv om den er stor og farlig, er den alligevel en slags lillesøster til Barcis, for Barcis er to måneder ældre end Dora. Sammenlignet med Dora, som er virkelig stor, er Barcis meget, meget lille.

Nu legede de to hunde ude i haven, og vi så på det fra køkkenvinduet. Da de var blevet trætte af at lege, sagde Barcis til Dora, at den skulle lægge sig ned. Hvorfor det? ”Jo, fordi jeg siger det”, sagde Barcis, og så hoppede Barcis op på ryggen af Dora og så tilfreds ud. ”Hvorfor sidder du på mig”, spurgte Dora. ”Jo, for ellers fryser jeg poterne”, svarede Barcis, for det var nemlig vinter og frostvejr.

 

Det skete for et år siden. Det var vores første møde med Barcis.

Barcis og Dora, to legekammerater.

Men så engang i januar ringer oldemor til os. ”Nu er hun blevet syg igen”, sagde hun. ”Hvem er blevet syg”, spurgte Antra. ”Barcis mor. Hun er blevet indlagt på sygehuset igen. Og nu er spørgsmålet: Kan I passe Barcis et stykke tid”?

Jeg kiggede på min kone. Det er hende, der hedder Antra. Antra kiggede på mig. Jeg kiggede på hende. Hun kiggede på mig. Kan man virkelig have en hund, når man bor på ottende etage i byen?

Det er et vanskeligt spørgsmål, for når man bor på ottende etage, har man jo ikke nogen have, og hunde kan godt lide at have en have, ikke? Hvad synes du?

 

Nåh, men vi sagde ja, så nu har Barcis boet hos os et stykke tid.

 

Barcis er en Schnauzer. Der er tre slags Schnauzere. Den store, en mellem, og så dværgschnauzeren. Barcis er en dværgschnauzer. Jeg ved ikke, om du ved, hvordan en dværgschnauzer ser ud? For det første: Barcis er sort! Den har en strid pels. Altså: den er hård at røre ved, men inden under det hårde, har den ligesom grå, blød uld, så den ikke fryser om vinteren. En dværgschnauzer ser fræk ud. I virkeligheden er den en lille lort, men det ved den ikke!! Den tror selv, den er stor og stærk. Når vi går tur med den, gør den frækt ad alle de store hunde, der kommer forbi. Kæmpestore ulvehunde, der kan sluge Barcis i een mundfuld, hvis de vil. Lige meget, Barcis gør frækt, og der sker den aldrig noget.

 

Nu kommer jeg tilbage til Misha. Misha har jo altid haft hele lejligheden for sig selv. Kun engang imellem får Misja besøg af en lille sorte hunkat, Minse. De to kender hinanden rigtig godt, og de leger fantastisk godt sammen. Men de er jo også katte, og katte ved selvfølgelig, hvordan katte leger sammen.

Misha og Mince på Avotu iela, Riga. Mince er den sorte kat.

Det meste af tiden er Misha alene. Den har ingen at lege med.

 

Men så kom Barcis!

 

Sig mig lige engang: tror du, at en hund og kat kan lege sammen?

 

Det er et vanskeligt spørgsmål, for at lege sammen er noget man først skal lære. Måske har du en lillebror eller en lille fætter på tre år. Det har vi i vores familie. Fætter Christoffer hedder han, og han er netop tre år. Han går i børnehave, men det er først nu, han har lært at lege med andre. For et år siden legede han med sig selv. Han sad ved siden af nogle andre børn i børnehaven. De legede med sig selv, Christoffer legede med sig selv. De sad ved siden af hinanden, men de legede ikke sammen. Nu har Christoffer har fået en lille kæreste i børnehaven. Jeg tror nok, hun har brune øjne. Nu leger Christoffer med hende. De leger far, mor og børn. ”Jeg er faren”, siger Christoffer til den lille pige med brune øjne, ”så er du moren”. Men hvad så med børnene? Hvem skal være børnene? Jo, men så er der en anden lille dreng i børnehaven. Han går endnu med ble, selv om han er lige så stor som Christoffer. ”Så er du det lille barn”, siger Christoffer og så leger de far, mor og børn.

 

De første dage var doktor Misha sur over, at Barcis skulle bo hos os. ”Sådan en lille dum hund, - og så lugter den! Af hund! Badr!”, sagde Misha, og så rev den Barcis lidt med sine skarpe klør.

 

Alligevel syntes Misha, at det var lidt spændende. En lille smule spændende. ”Måske kan sådan en dum lille tæppetisser lære at lege”, tænkte den.

 

Misha kan godt lide denne leg:

 

Barcis ligger på gulvet og sover. Den drømmer og snorker og drømmer i dyb, dejlig søvn. Misha ligger oppe på skabet og kigger ned på den lille dumme hund, der ligger og prutter i søvne. Og pludselig! Pludselig springer Misha ned og lander lige ovenpå Barcis. Barcis bliver selvfølgelig forskrækket og farer op, lettere forvirret og forskrækket. ”Åh, kom jeg til at træde på dig, lille Barcis. Det må du undskylde, jeg havde slet ikke set dig. Og du lå og sov? Du må virkelig, virkelig rundstykke”.

Denne gang sidder Misha INDE i skabet, men den kan alligevel springe ned på Barcis, som ligger på gulvet og sover.

Men jeg ved, at Doktor Misha gør det med vilje. Jeg har set det så mange gange. Barcis ligger og snorker, og Misja lurer oppe på skabet. Og så springer den lige ned på Barcis. Jeg ved det også, fordi Misha gjorde det med mig. Bare i soveværelset. Jeg lå i sengen og sov, og når Misha syntes, at det var på tide at stå op, sprang den ned fra skabet og landede oven på min mave. Det gør faktisk ondt, og selv om katten ser uskyldig ud, ved jeg, den gør det med vilje.

 

Katte har jo sådan nogle dejligt bløde kattepoter. Men inde i poten har de et frygteligt skarpt våben, en klo, der er så spids som en syl. Når katte leger med hinanden, kan de godt lide at rive lidt med kløerne, ikke for alvor, men bare sådan en lille smule. Katte elsker denne leg, vi andre kan ikke lide det, når de gør det med os.

 

Nu er Misha og Barcis begyndt at lege med hinanden, men de er ikke så dygtige til det endnu, for, som jeg har sagt, man skal først lære at lege. Misha og Barcis leger ’du kan ikke fange mig”. Misha går for eksempel hen til Barcis og siger: ”Skal vi lege”? ”Det kan vi da godt”, siger Barcis, ”men hvad skal vi lege”? ”Jo, vi leger, at jeg river dig med mine kløer, og så løber du efter mig i fuld fart”! ”Ok”, siger Barcis, ”men du må ikke rive så hårdt, vel”? ”Nej, det lover jeg”, siger Misha og så begynder de.

 

Andre gange er det Barcis, der begynder. Så foregår det sådan her:

 

Nu er det Misha, der ligger og sover på gulvet. Så kommer Barcis løbende i fuld fart lige hen mod Misha, men en halv meter før den er nået hen til Misja, vender den rundt og bakker det sidste stykke hen mod Misha. ”Skal vi lege”, spørger Barcis. ”Nej, jeg gider ikke”, svarer Misjha, for den kan bedst lide, at det er den, der begynder legene. ”Nej, jeg gider ikke”! Men Barcis starter bare forfra. Den løber i fuld fart hen mod Misha, igen og igen, men den sidste halve meter bakker den. Helt ærligt! Helt, helt ærligt, kender du nogen hunde, der løber baglæns? Jamen, det gør Barcis! Barcis har lært at løbe baglæns hen til Misha. Hvorfor? Hvorfor bakker du, Barcis? ”Jo, fordi Misja river med kløerne, og selv om den siger, den ikke gør det ret hårdt, så gør den det alligevel, og så er det trods alt bedre at blive revet lidt i nummeren, frem for at få kradset øjnene ud, ikke? Det kan du godt se, ikke?”.

 

En overgang læste jeg ’Garfield’-tegneserier. Kender du dem? I Garfield er der også en lille hund. Futte, tror jeg nok, den hedder. Så med Misha og Barcis er det ligesom med Garfield og Futte. Jeg tror bare, at Misha og Barcis bedre kan lide hinanden end Garfield og Futte.

 

Barcis er faktisk en fin, lille dværgschnauzer, som har taget præmier på udstillinger. Vi har lige fået Barcis ’trimmet’, så den kan være klar til udstilling i maj måned. Jeg ved ikke, hvorfor det hedder ’trimmet’ i stedet for ’klippet’. Måske er det i hundenes verden finere at blive ’trimmet’ end ’klippet’? Ok, det er ikke os, der skal have Barcis på udstilling. Det er Barcis ’mor’. Hun håber, hun er rask i maj, så hun selv kan tage Barcis på udstilling. Barcis mangler kun een præmie, - så har den vundet det lettiske mesterskab for dværgschnauzere.

 

Når man har sagt A, må man også sige B. Når man siger Tom, må man også sige Jerry. Og når man siger Misja, må man altså også sige Barcis. Misja og Barcis.

 

Måske bliver det svært for de to dyr at undvære hinanden, når Barcis skal hjem igen. Og jeg vil også godt indrømme, at det kan blive svært for Antra og mig, for vi er blevet meget glade for den lille hund, der har lært sig at løbe baglæns.

Kapitel 2.

 

Nu har vi været hos dyrlægen med Barcis. Sådan en lille fræk hund skal have forskellige vaccinationer, så den ikke bliver syg. For eksempel er der noget, der hedder hundesyge, som er en meget, meget farlig sygdom.

Da vi var hos dyrlægen, fik Barcis også opereret en chips ind under huden. Altså ikke sådan en chips, man spiser, men sådan en elektronisk een. Jeg ved ikke, hvordan det staves, men jeg kalder det en chips.

Når hunde har en chips, kan de også få et hundepas, og det har Barcis fået. Så nu kan Barcis rejse på ferie i hele Europa, når bare den har sit pas med. Og ved du hvad? Det frygtelige er, at det kan blive nødvendigt! Det kan blive nødvendigt at tage Barcis med, når vi skal på ferie i Danmark, for Barcis’ mor er ikke blevet rask, og vi synes altså ikke, at Barcis skal på børnehjem. Misha skal på sommerferie hos den lille kat, Mince.

 

Men nu skal du høre!

 

Den anden dag gik vi tur på stranden, og vi havde Barcis med os. Barcis elsker at komme til stranden, for så må den få lov at løbe uden snor. Inde midt i Riga, hvor vi bor, må den ikke løbe selv, det er for farligt, der er alt for megen trafik. Og selv om Barcis siger: ”Jeg lover, at jeg ikke løber ud på vejen. Jeg lover det, jeg lover det, jeg lover det” – så tror vi ikke på, hvad han lover, for hvis han ser en anden hund, så glemmer han, hvad har lovet.

 

Men på stranden! På stranden er det ikke farligt. Vi har sådan nogle vidunderlige strande med kridhvidt sand, kilometervis af strande, hvor man også kan finde rav. Den anden dag fandt vi 10 stykker rav, selv om det bare var nogle småbitte stykker. Du må gerne få nogle stykker, hvis du vil.

 

Når vi kommer til stranden, slipper vi Barcis løs. Første gang var vi ret spændt på at se, hvad der ville ske. Ja, og hvad skete der så? Jo, Barcis sprang en halv meter op i luften og sagde hurra. Og så løb den, langt hen ad stranden, og så tilbage til os, så langt hen ad stranden den anden vej, og tilbage til os. Den var bare så glad, så glad.

 

Men altså den anden dag var vi ved stranden igen. Så lå der nogle måger og svømmede et stykke ude i vandet. Barcis stillede sig op. ”Hvad er I for nogen”, spurgte den, for den havde aldrig set måger før. ”Vi er luftens mestre. Vi kan flyve. Og ikke nok med det. Vi er verdens bedste flyvere”.

Barcis stod lidt og kiggede. ”Det tror jeg sgu ikke på”, sagde den så.

Mågerne skræppede lidt til hinanden. Så sagde en af dem: ”Du er jo bare en lille hundelort, du er sikkert også bange for vand”. Og så grinede mågerne helt vildt.

 

Nu kan du nok indse, at Barcis var nødt til at gøre noget, ikke? Han sprang tre meter ud i vandet og gav sig til at kæfte op som en rigtig dværgschnauzer.

 

Mågerne lod som om de blev forskrækkede og svang sig op i luften på deres lange vinger.

”Kom så an, lille hundelort”, råbte de. ”Du kan vist ikke engang følge med, når vi flyver” – og så gav de sig til at flyve hen langs stranden, lidt ude over vandet, tæt på strandkanten.

 

Og Barcis? Barcis drønede efter dem inde på land, medens den bjæffede alt, hvad den kunne.

Jeg har aldrig set en hund løbe så stærkt. Mågerne fløj og fløj, og Barcis drønede af sted inde på stranden.

 

Til sidst kunne vi næsten ikke se Barcis. Den var en lille prik i horisonten. En prik, der blev mindre og mindre.

 

”Så”, sagde Antra. ”Hvad gør vi nu?”. Hun var bange for, at vi aldrig mere ville få Barcis at se. ”Jeg er bange for, at den ikke kan finde tilbage”, sagde hun, og så blev hun også lidt sur på mig. ”Du skal altså også huske at skrive vores telefonnummer på halsbåndet”, sagde hun.

 

Jeg må indrømme, at jeg også blev lidt nervøs. ”Tænk, hvis den slet ikke kom tilbage”.

 

Så gik der nogle minutter, og så så vi prikken i det fjerne. Prikken blev større og større, og så var det Barcis, der kom løbende tilbage til os i fuld fart.

 

Da vi kom hjem, hørte vi, at Barcis fortalte Doktor Misha om strandturen. ”Hvad gjorde du så”, spurgte Misha. ”Jeg løb sgu da ud i vandet og tissede på dem. Så blev de alligevel bange og begyndte at flyve”. ”Det tror jeg ikke på”, sagde Misha. ”Jo, jo, det passer. Og så løb jeg efter dem og jog dem langt væk. Du må tænke på, at jeg er professionel vagthund og alting” svarede Barcis.

”Jamen, du skal altså ikke bande sådan”, sagde Misha. ”Tænk, hvis der er børn, der hører det, og Antra kan heller ikke li’ det banderi”.

”Nå, nej”, sagde Barcis. ”Men de satans måger. Ved du, hvad de gjorde bagefter?”

- ”Det hedder ikke satans”, sagde Misha.

- ”Nå, hvad hedder det så?”, spurgte Barcis.

- ”Du kan sige ’de dumme måger’. Det er pænere”, sagde Misha og slikkede sin ene pote.

- ”Ok, ok. Men ved du så, hvad de dumme, satans måger gjorde?”

- ”Nej, det ved jeg virkelig ikke”, sagde Misha surt.

- ”De fløj op på parkeringspladsen og sendte en stor mågeklat ned på forruden af Store Hunds nye bil”, sagde Barcis.

- ”Store Hund?”

- ”Ja, ham meget Store Overhund. Ham vores fahr. Ham, der giver os mad, ikke. Men så sagde jeg også til mågerne, bare vent jer sagde jeg. Bare vent til jeg kommer til stranden næste gang, så skal I få det betalt”

 

Her må jeg lige komme med en forklaring. Du ved det sikkert godt, men det er ikke alle, der ved det. Hunde kan snakke. Dyr kan snakke. Og de kan også smile. Nogle kalder det at kommunikere. At dyr kan kommunikere. Men jeg synes nu, det lyder, som om de snakker.

 

Jeg har tit hørt, at Misha og Barcis snakker sammen. Om mange ting faktisk. Men det kan jeg jo fortælle om en anden gang, ikke”

Kapitel 3.

 

 

- ’Hva’ laver du egentlig, når du går tur’, spurgte Misha. – ’Møder du ikke sommetider nogle andre hunde’?

- ’Jo, det er da klart’, svarede Barcis. ’Men de fleste hunde heromkring er sådan nogen små nogen. Der er dax’erne, de der gravhunde.

- Er det de små, tykke hunde med flad snude, spurgte Misha.

- ’Nej. det er mopserne. Gravhundene er de der lange, lavbenede nogen. De har en lang snude. Men de er altid så sure’, sagde Barcis.

- Nå, dem. Dem har jeg set fra vinduet. De har korte ben, ligesom på en kommode, ikke? Og de er brune?

- ’Ja, men nogen af dem er også sorte. Men de er også sure. Både de sorte og de brune er altid så sure. De er nogen små egoister’, sagde Barcis.

- ’Egoister’?

- Ja, det er, når man ikke vil dele sin mad med nogen. Jeg deler for eksempel altid min mad med dig, Misha. Når du kommer hen til min skål, går jeg da altid til side, så du kan smage mine piller’, sagde Barcis. ’For resten er du selv sommetider en egoist, Misha. Jeg må aldrig smage din mad’.

- ’ Det er fordi, du ikke kan tåle kattemad, lille Barcis. Du bliver syg, hvis du spiser kattemad’, sagde Misha. ’Det siger Store Overhund også. ”Barcis må ikke spise Mishas mad” Det har jeg selv hørt’.

- ’Nå, så siger vi det. Men gravhunde er altså nogle små egoister. Den anden dag mødte jeg Gamle Knurre-Skæg og så spurgte jeg ham, hvorfor han altid går tur alene.

- ’Jeg kan ikke forstå, du gider at snakke med dem, hvis de er sådan nogen egoister’, sagde Misha.

- Jamen, der var ikke nogen andre hunde i nærheden, og jeg kedede mig lidt, og så var det jeg spurgte, hvorfor han altid går tur alene’, sagde Barcis

- ’Skulle du spørge fra nogen’?, knurrede Gamle Knurre-Skæg så surt, den kunne.

- ’Hvordan kommer du ud’, spurgte Barcis. ’Går du ned ad alle trapperne’?

- ’Jeg gider ikke spilde min tid på sådan en lille tæppetisser som dig’, svarede Gamle Knurre-Skæg.

- ’Det var en skam, for jeg ved ellers, hvor der ligger et gammelt kødben’.

- ’Hvor, hvor, sig det eller jeg bider dig’, spurgte Gamle Knurre-Skæg.

 

Og så trak Gamle Knurre-Skæg læberne tilbage så man kunne se dens brune tænder med tandsten og det hele. Barcis svarede ikke.

 

- ’Hvor, hvor’, spurgte Gamle Knurre-Skæg igen. ’Ah, nå sådan. Ok, så siger jeg det, men du må ikke sige det til nogen så. Jeg tager elevatoren!!

- ’Elevatoren’?, svarede Barcis. ’Men du kan jo ikke nå knappen?’.

- ’Nej, men jeg står bare og venter, og så kommer der altid nogen, der skal køre ned. De trykker på knappen, og så kører jeg ned med dem. Hvor ligger det kødben så?’, ville Knurre-Skæg vide.

- Og hvad så, når du skal op? Du bor på niende, ikke? spurgte Barcis.

- Jo, men det er da nemt at regne ud. Så står jeg bare og venter, til der er nogen, der skal køre op, sagde Knurre-Skæg.

- Men hvorfor følges du ikke med din Overhund. Har du ikke en Overhund? spurgte Barcis.

 

- ’Jo, selvfølgelig har jeg da en Overhund til at tage sig af det praktiske. Købe mad og sådan noget’, svarede Knurre-Skæg. ’Men Overhundene vil altid gå i snor, og de rykker altid i snoren, har du ikke lagt mærke til det? Når man løber, kan de ikke følge med, og så rykker de i snoren. Det kan vi gravhunde altså bare ikke snuppe. Vi kan simpelthen ikke snuppe det. Det sagde min bedstefar også altid. Min bedstefar hed Sofus. Sofus fra Odense. Kender du Odense? Det er der den store løgnhals er fra. Løgnhalsen fra Odense.

- ’Hvem ’løgnhalsen’? spurgte Barcis.

- ’Ham der H.C. Andersen. Han skriver, at svaner bliver til ællinger. Eller var det omvendt? Og så skriver han, at vi hunde har øjne så store som tekopper. Den slags burde forbydes. Jeg mener, hvis han ikke kan lide hunde, kan han da bare sige det lige ud. Øjne så store som tekopper?? Vorherrebevars. For resten var han ikke for køn selv’.

- Hvem? spurgte Barcis. – Sofus?

- Nej, H.C. Andersen. Han havde sådan nogen grimme, lange ben. Det sagde bedstefar altid. Nå, men bedstefar Sofus gik tur hver dag, helt alene. Han gik hver dag fra den ene ende af Odense til den anden ende’, sagde Knurre-Skæg.

- Blev han så ikke kørt over af busserne? Til sidst?, spurgte Barcis.

- Nej, da. Fordelen ved os gravhunde er, at vi har korte ben. Når vi går over vejen, og der kommer en bus, går vi bare nedenunder, imellem hjulene. Ikke? Det er det fine ved det! ”Knurre-Skæg”, sagde bedstefar Sofus altid, ”Knurre-Skæg! Du skal være stolt af dine korte ben, det er derfor, vi kan gå tur alene’ Og hvor er det kødben så? Sig det straks! sagde Knurre-Skæg.

 

- ’Hvaffor et kødben’? sagde Barcis

- ’Du sagde, at du vidste, hvor der ligger et gammelt kødben’, sagde Knurre-Skæg. ’Sig det så!’

 

- Kødben, kødben?? sagde Barcis. Har jeg sagt noget om et kødben? Du kan selv være et gammelt kødben!

***

- ’Det var altså ikke pænt af dig’, sagde Misha. ’Du er lidt fræk, Pas på, en dag går det galt for dig’.

- Jamen, jeg kan altså ikke udstå egoister, sagde Barcis. Jeg har da altid Store Overhund med, når jeg går tur. Vi dværgschnauzere er jo vagthunde og skal passe på vores Overhunde, så der ikke sker dem noget. Selvfølgelig er det da lidt irriterende engang imellem. Det indrømmer jeg. De kan jo ikke løbe ret stærkt, det kommer vi ikke uden om, og så er det man må trække dem af sted i snoren. ’Du skal elske din Overhund, som du elsker dig selv’. Det sagde min bedstefar altid.

- ’Er du ikke bange for at møde ham der Gamle Knurre-Skæg igen?’, spurgte Misha.

- Nej, vi dværgschnauzere er ikke bange for noget. Men selvfølgelig. I begyndelsen kan vi da selvfølgelig godt gå en anden vej, når han er ude. Vi er jo ikke ude på ballade vel?

 

 

Kapitel 4.

 

- ’Fortæl en historie, Barcis’, sagde Misha.

 

Det var sådan en kold sommerdag først i juni måned. Om morgenen skinnede solen, og det var rigtig dejligt varmt, men om eftermiddagen kom der sorte skyer på himlen, store væmmelige, sorte skyer, og så begyndte det at lyne og tordne, og bagefter kom regnen med regndråber så store som kattekillinger.

Jeg sad i arbejdsværelset og skrev foredrag. Misha og Barcis lå i sofaen inde i stuen, så jeg kunne ikke undgå at høre, hvad de snakkede om. Det kender du godt, gør du ikke? Du ligger i din seng, og så kan du høre, hvad de voksne snakker om inde i stuen, ikke? Det er faktisk ganske hyggeligt, synes jeg.

 

- ’Fortæl en historie’, hørte jeg altså Misha sige til Barcis.

- ’Om hvad’, spurgte Barcis.

- ’Det er lige meget, men det skal være noget virkeligt, noget der er sket rigtigt. Ikke noget, du finder på’.

- ’Mine historier er ikke noget, jeg finder på’ sagde Barcis.

- ’Jo, nogen gange digter du helt vildt’, sagde Misha.

- ’Beskylder du mig for at lyve?’, sagde Barcis.

- ’Ja, nogen gange lyver du, lille Barcis’

- ’Hvornår har du sidst hørt mig lyve, om jeg må spørge?’

- ’Mange gange’, sagde Misha.

- ’Hvornår’.

- ’For eksempel dengang du sagde, du tissede på mågerne.

- Jamen, det gjorde jeg. I hvert fald en lille smule. En lille tissetår, lige i øjet. Og for øvrigt, Misha. Du var der slet ikke, så du kan ikke vide det, vel?’

- ’Næ, men jeg tror, du lyver lidt’.

- Vil du ha’ den historie, eller vil du ikke?’, sagde Barcis

- Okay, så.

- Historien hedder ’Den Store Fortælling Om Alting’, og det var min bedstefar, der fortalte den til mig, da jeg var lille. Min bedstefar hed Leopold von der Affenbrücke. Leopold von der Affenbrücke fra Østrig

 

- ’Hvad betyder ’von’’? spurgte Misha.

- ’Von’ betyder, ja, æh, ’von’ det er, når man er adelig. Min bedstefar var greve, og adelige har blåt blod i årene.

- ’Så er du også adelig?’

- Ja, det er klart.

- ’Men du har da ikke blåt blod i årene!’

- ’Jo, det har alle adelige’

- ’Nej, for den gang jeg kom til at kradse dit øre, kom der rødt blod ud’, sagde Misha

- ’Måske ser du ikke så godt, Misha?’

- ’Jeg ser udmærket, og jeg er sikker på, at det var lidt rødt.’

- ’Måske en lille smule rødt, for min bedstemor var en schnauzer fra landsbyen, og æh, almindelige dværgschnauzere har rødt blod. Nå, men nu skal du høre ’Den Store Fortælling Om Alting’ Og så skal du lade være at afbryde mig hele tiden’, sagde Barcis.

- Okay, jeg tier og samtykker’

- I begyndelsen, før alting blev til, var der ingenting. Og den Almægtige Overhund svævede over vandene. Har du nogen spørgsmål?’

- Jeg tier og samtykker’, sagde Misha.

- ’Jamen, jeg tror ikke, du ved, hvad almægtig betyder?’

- ’Jo, det er, når man kan alting’, sagde Misha.

- Du afbryder! Hør nu efter! Den Almægtige Overhund svævede over vandene, og alting var mørkt. Så sagde den Almægtige Overhund: Der skal være lys. Og så blev der lys. Og den Almægtige Overhund var vældig tilfreds med det, for det er ikke til at se noget, når det er mørkt, vel? Og den Almægtige Overhund satte sol og måne og stjerner på himmelen. Solen skulle skinne om dagen, og stjernerne og månen skulle lyse en lille smule om natten, så man kan finde vej. Se, alt det gjorde den Almægtige Overhund den første dag. Og næste dag skilte han vandene, så det tørre land kom frem. Vandet skulle være på et sted, og det tørre land på et andet sted.

- ’Det var stort. Jeg kan ikke fordrage vand’, sagde Misha. – ’Tænk, hvis man skulle gå i vand altid. Men hvordan gjorde han det?’

- ’Han gjorde det bare ved at sige det. Den Almægtige Overhund sagde det, og så skete det. Og på det tørre land plantede den Almægtige Overhund en have, og i haven lod han vokse alle mulige grønne planter og træer. Og så, - jeg tror nok, det var næste dag – så satte han fugle i haven. Store fugle, små fugle. Den Almægtige Overhund var stolt af fuglene. Han kunne kigge på dem i timevis. Nogle fugle kunne flyve højt, højt op i den blå luft’.

- ’Det var sikkert svalerne’, sagde Misha.

- ’Ja, det tror jeg også’, sagde Barcis. ’Og andre fugle var bedst til at flyve fra gren til gren i haven. Musvitter og fuglekonger. Og noget, der hedder kolibrier. Og mange andre.

- ’Var der også måger?’, spurgte Misha.

 

Barcis tav. Barcis kløede sig bag øret. Barcis sagde ingenting.

 

 - ’Hvorfor siger du ingenting? Jeg spurgte, om der også var måger?’ sagde Misha.

- ’Ja, ja, hvis du endelig vil vide det. Men mågerne springer vi over. Jeg synes ikke, der er plads til dem i denne fortælling’, sagde Barcis og fortsatte.. – ’Og så satte den Almægtige Overhund hegn om og kaldte haven Paradisets Have.

- ’Et ståltrådshegn?’, spurgte Misha.

- ’Nej, ikke ståltråd. Måske en tjørnehæk eller sådan noget’.

- ’Hvad var der så uden for?’ ville Misha vide.

- ’Uden for hegnet? Jamen uden for hegnet var vandene med alle fiskene. Store fisk, og små fisk. Og hvaler’.

- ’Og akvariefisk?’

- ’Ja, og pausefisk. Dem i fjernsynet. Men nu kommer vi til dyrene.

- ’Endelig. Det varede længe’, sagde Misha.

- Ja, og så satte den Almægtige Overhund alle dyrene ind i Paradisets Have. Elefanter. Giraffer. Løver. Tigre. Flodheste. Alle mulige slags. Og aber. Og mennesker. Det er dem, vi kalder Overhundene. De kan også gå på to ben. Ligesom aberne. De ligner faktisk hinanden, synes du ikke?

- ’Jo, nu du siger det. Men jeg kan bedst lide Overhundene. De giver os mad. Aberne spiser altid det hele selv’ sagde Misha.

- ’Ja, de er superegoister. Ligesom Knurre-Skæg’, sagde Barcis. ’Og nu var den Almægtige Overhund færdige med det hele. Sol, måne og stjerner. Alle planter, alle fisk, alle dyr og mennesker.

- ’Hvad med kattene? Du glemte kattene’, sagde Misha.

- Jo, men kattene er også med. De er med, når jeg siger ’alle dyr’, sagde Barcis.

- ’Jeg synes godt, du kunne nævne det. Det er ret vigtigt med kattene’, sagde Misha.

- Ja, jo, når bare der ikke er for mange af dem, de satans kradsedyr, mumlede Barcis

- ’Hvad sagde du?’, spurgte Misha.

- Jeg sagde: de små, søde kattedyr med de små, søde katteklør, sagde Barcis. ’Og køer og heste og får og geder og grise og….’

- ’Var der ikke nogen mus’, sagde Misha.

- ’Jo, også mus’, sagde Barcis.

- ’Mange mus?’ spurgte Misha. ’Rigtig mange små muser?’

- Ja, da. Rigtig, rigtig mange mus.

- ’Jeg synes, det er en god historie den her’ sagde Misha. ’Er historien nu slut?’

- ’Nej’, sagde Barcis. Den Almægtige Overhund var ganske vist super, super tilfreds med alt det, han havde udrettet.

- ’Var han ikke træt så?’, spurgte Misha. ’Kom han ikke til at svede af alt det, han havde fået lavet?’

- ’Jo, han var træt, men før han hvilede sig, kom han til at tænke på, at der manglede noget. ”Det hele er faktisk rigtig, rigtig godt”, sagde han. ”Men der mangler noget!”

- ’Hvad manglede der så’, spurgte Misha.

- ’Jamen, det er jo det, jeg skal til at fortælle’, sagde Barcis. ’Den Almægtige Overhund kiggede ud over Paradisets Have. På alle planterne, på alle dyrene, på alle fiskene. Det hele var perfekt. Men kronen på værket manglede, og så var det han sagde: ”Der mangler Dværgschnauzere”.

- ’Dværgschnauzere??’, sagde Misha.

- ’Ja. Dværgschnauzere. Og så skabte han den første Dværgschnauzer. Han hed Adam. Adam von der Affenbrücke. Det er ham alle dværgschnauzere nedstammer fra. Og så sagde den Almægtige Overhund: ”Adam, jeg giver dig hele Paradisets Have. Du må løbe over det hele, og du må gø lige så tit, du vil, for du er havens vagthund og du skal passe på det hele. Der er kun en ting, du ikke må”.

- ’Hvad var det?’, spurgte Misha.

- ”Du må ikke spise af det store kødben midt i haven” sagde den Almægtige Overhund.

- ’Har du set det store kødben, Barcis? spurgte Misha.’

- ’Nej, faktisk nej’, sagde Barcis. ’Og jeg kan ikke forstå det, for vi bor jo selv lige i midten. Det er lige meget, hvor langt jeg løber til alle sider. Løber jeg fem kilometer den ene vej, er der også fem kilometer tilbage til midten. Og løber jeg den anden vej, er det det samme. Ud og hjem er lige langt.

- ’Jeg kan heller ikke forstå det’, sagde Misha. ’Sagde han virkelig, at det store kødben er i midten af haven.

- ’Ja’

- ’Er det derfor, du altid går og snuser i græsset? Leder du efter det store kødben?’

- ’Ja, jeg vil gerne se det’, sagde Barcis.

- ’Hvad vil du gøre, hvis du finder det? Vil du så spise det?’

- ’Nej, er du rigtig klog’, sagde Barcis. ’Den Almægtige Overhund har jo sagt, at vi dværgschnauzere ikke må spise det’.

- ’Årh, lad bare være’ sagde Misha. ’Jeg tror, du ville spise det, og bagefter ville du bare lyve og sige, at du ikke har gjort det. Jeg kender dig, Barcis. Jeg ved, hvordan du er’.

- Nej, på æresord. Jeg ville ikke spise det. Okay. Okay. Måske ville jeg slikke lidt på det. Det kan der nok ikke ske noget ved, vel?’

- ’Næh, måske’, sagde Misha. ’Lavede han kun en han-schnauzer?’Ham den Almægtige Overhund.

- ’Nej, nej’, sagde Barcis. Han lavede også den første hun-schnauzer. Hun hed Eva. Hun var Adams kone og fra dem nedstammer alle dværgschnauzere’.

- ’Er din historie nu slut?’ spurgte Misha.

- ’ Ja, nu er den slut’, sagde Barcis.

- Jeg synes, jeg engang har hørt en historie, der ligner din historie’, sagde Misha.

- ’Ja, det kan godt passe’, sagde Barcis. ’Vores Overhunde fortæller også ’Den Store Fortælling Om Alting’, men de har lavet om på den. Det er trist, men sandt.

 

 

Barcis sammen med overhunden.

Max Suhr Olesen