Min bedstefars hus.

 

Indhold.

 

Scroll ned for at komme til teksten. 

 

 

I. Sommerferie hos bedstefar i Hvalpsund.

En introduktion til barndomserindringer fra Hvalpsund.

 

II. Stille dage i Hvalpsund.

De fleste dage hos min bedstefar havde jeg hele dagen for mig selv til at lege. Engang imellem forlangte bedstefar, at vi skulle gå tur sammen. I dette opslag fortæller jeg også om, hvad min bedstefars dag gik med.

 

 

III. Moster Ellen

Bedstefar boede ikke alene i sit hus. Moster Ellen var der også, men hun var ’tosset’, som man ufølsomt sagde dengang. I familien sagde man, at hun var ’lidt til en side’. Jeg har her skrevet, hvordan den lille dreng, Max, oplevede sin moster. Det er også en introduktion, som bliver fulgt op af mere voksne overvejelser.

 

Sommerferie hos bedstefar i Hvalpsund

MIn bedstefar, Kristian Mortensen, foran sit hus. (1885-1961)

 

Det er min bedstefar, der sidder her, foran sit hus i Hvalpsund. Bedstefar er min morfar, men morfar blev han aldrig kaldt. Af mig. Min farmor derimod var aldrig bedstemor, og i mange år havde jeg den forkerte teori, at bedstefar og bedstemor var noget, man sagde i Jylland, hvorimod man på Fyn brugte morfar, farfar osv om bedsteforældrene. Teorien er forkert, men den gælder alligevel i mit univers.

 

Jeg havde i mange år også en anden teori, som jeg troede gjaldt for alle voksne, nemlig at vi alle, mindst en gang om dagen, gennemgik indtryk fra barndommen. Sædvanligvis i sengen, når vi var ved at falde i søvn, eller snarere tidligt om morgenen, når vi lige var vågnet. I mange år udspurgte jeg konsekvent andre voksne om deres venden tilbage til barndommen i tankerne, ligeledes om aftenen eller om morgenen. Jeg spurgte meget appellerende, men som oftest kiggede folk desorienteret på mig. Jeg må have spurgt hundredvis af personer om det og fik aldrig rigtig noget ud af det. Jeg troede, at de af en eller anden grund løj for mig. Det tror jeg stadig.

 

I hele mit voksenliv har jeg tænkt på de dage, hvor jeg var på sommerferie hos min bedstefar i Hvalpsund. Fra jeg var en 7-8 år gammel besøgte jeg min bedstefar hver sommer. Alene, for mine forældre blev i Odense, hvor vi boede.

 

Min morfars hus havde fire små værelser. To værelser vendte ud mod vejen. En lille stue med kakkelovn og et lille soveværelse. Ud mod baghaven var der et køkken med brændekomfur samt et ekstra værelse, som aldrig blev brugt. Jeg ved ikke hvorfor. Der var selvfølgelig også en lille entre ud mod vejen og et lille bryggers ud til gården.

 

Under opholdet sov jeg ved siden af bedstefar i dobbeltsengen. Bedstefars side af sengen var længst væk fra vinduet, den anden side havde stået tom siden min bedstemor døde.

 

Så lå vi der, den gamle mand og den lille dreng fra Odense. Vi snakkede ikke om noget, tusmørket var faldet på, så kunne bedstefar sige, om jeg ikke trængte til et røræg? Hos min bedstefar var et røræg en æggeblomme, som var rørt kridhvid med sukker. Der var, hvad der skulle bruges i spisekammeret. Æggeblommen rørte jeg med sukker i en kop, det kunne tage sin tid, inden rørægget havde nået sin perfektion. Så i seng igen med kop og teske.

 

Vi faldt ikke i søvn lige med det samme. Vinduet ud mod vejen stod altid åbent disse lune sommeraftener. Ind i mellem fandt en svag brise vej ind i kammeret sammen med de sidste lyde inden natten. Jeg ventede altid på, at den sidste rutebil fra Farsø kørte forbi, ned til stationen ved havnen.

 

Bedstefar gav kny fra sig, det var noget med maven, det havde mor sagt. Nogen gange satte han sig stønnende op og fik benene drejet ud af sengen, så han kunne få fat i natpotten og komme af med en tår vand.

 

Om morgenen vågnede jeg med duften af morgenfruer i næsen. Bedstefar havde mange af dem i sin forhave, de har en markant duft af fordærv og gift. De fleste morgener dukkede min kusine op uden for det åbentstående vindue. Hun boede på den anden side af vejen. Skal du ikke til at op, sagde hun altid. Så kom hun ind og så på, at jeg spiste mine havregryn med mælk.

 

Alle dagene lå åbne fra morgenstunden. Der var fætre og andre kusiner, vi kunne lege hele dagen uden indblanding fra voksne.

 

Jeg var 8 år, da jeg første gang rejste alene den lange vej fra Odense til Hvalpsund. Jeg stod på toget i Odense, og timer senere ankom jeg til Hobro. I Hobro skulle jeg skifte fra tog til rutebil. Jeg var instrueret hjemmefra: Først skulle jeg gå ud af stationen, så dreje til venstre, så gå over gaden, endnu engang gå til venstre, op ad en bakke til det sted, hvor rutebilen til Hvalpsund havde holdested. Kunne jeg mon finde ud af det, spurgte min far? Jamen, naturligvis!! Jeg var familiens lille professor, jeg var Christoffer Columbus, jeg kunne læse, og jeg vidste, at Christian d. IV var død i 1648. Jeg kunne klare alt! Alligevel skrev min far en lille seddel med mit navn og adresse samt min bedstefars navn og adresse. ’Hvis der bliver problemer, skal du vise sedlen til konduktøren’, sagde min far. En dum bemærkning. Far vidste nok, at jeg kunne læse, men han vidste ikke, at jeg var Christoffer Columbus. Christoffer Columbus havde ikke brug for en seddel.

Rutebilen holdt ved min bedstefars hus. Min bedstefar stod i døren. Min moster var der også. Og min kusine. De stod der, og jeg stod ud af rutebilen. Nu var jeg ikke Christoffer Columbus, jeg var Winston Churchill, som vendte hjem til England efter næsten helt alene at have vundet II. Verdenskrig.

 

Winston Churchill var ankommet! I korte bukser.

 

Bedstefar ventede i døren. Kusinen ventede. Moster ventede. Og jeg stod ud af rutebilen.

 

’Hvor vil du bo, Max’, spurgte min moster. ’Vil du bo hos mig eller hos bedstefar’?

 

Jeg glemmer aldrig spørgsmålet. Det var mit livs vigtigste spørgsmål. Jamen, naturligvis. Jeg ville helst bo i min mosters hus. Jeg elskede min moster, og især elskede jeg mine kusiner i ental, og selvom jeg boede hos moster, kunne jeg alligevel være ved kusinerne i ental hele tiden.

 

’Jeg vil bo hos bedstefar’, svarede jeg. Det var mit livs bedste svar, selvom det var et usandt svar. Det var det rigtige svar, det var det svar, der gjorde min bedstefar lykkelig, det svar gik lige ind i hans hjerte, jeg ved det, jeg vidste det, jeg ved det, jeg vidste det. Svaret gjorde min bedstefar glad, og i dag, mere end halvtreds år senere, er jeg stadig selv glad for det svar.

 

Stille dage i Hvalpsund.

 

Om morgenen fik bedstefar serveret havregrød ved spisebordet i stuen. Min moster Tut boede i Hvalpsund og kom hver dag og kogte grød til bedstefar. Han var svær at gøre tilpas. Enten var grøden for hård, eller også var den for vandet. Så sagde bedstefar vredt om grøden: De er for bløde. Det var noget, jeg spekulerede på, for i Odense sagde vi ’den’ om havregrøden. ’Den’ er for hård. Eller ’den’ er for blød. Ikke ’de’ er for bløde. Bedstefar sagde også ’de’ om suppe’. Ikke ’den’ smager godt, men ’de’ smager godt.

 

Jeg spiste havregryn med mælk på om morgenen. Jeg måtte selv øse grynene op i tallerkenen og hælde mælk på. Og hvad der var mere væsentligt: Jeg måtte selv bestemme, hvor meget sukker, der skulle drysses på. Det var der ingen, der blandede sig i. Hos min farmor i Odense fik jeg rugbrødsmadder med puddersukker på. Det er det man i dag kalder brun farin.

 

 

 

Bedstefar sad for den ende af spisebordet, hvor han havde ryggen til døren ind til soveværelser. Det var hans faste plads, hvor han også sad, når min far og mine onkler spillede Mousel med bedstefar.

 

Jeg sad ved den anden ende af bordet. Vi talte ikke så meget sammen. Det var der ingen grund til.

 

 

 

Når vi havde spist, havde jeg resten af dagen fri til at lege med min kusine og sommetider også med nogle fætre. Jeg ved kun i store træk, hvordan bedstefar tilbragte dagen. Hvis han manglede cerutter, gik han op ad bakken til et tobaksudsalg, hvor han købte store cerutter i en æske med 3 stk. Det var Golf, han røg. Jeg ved det, for selvom cerutterne var i cigarstørrelse, skulle de som cerutter ikke klippes i enden. Bedstefar kunne ryge længe på den samme cerut. Når han spillede kort, gik cerutten ofte ud, og så måtte den tændes igen. Når cerutten var blevet våd og fugtig af at sidde i munden, var der ikke rigtig træk i den, og så skar bedstefar en tændstik til og stak den ind i den fugtige ende af cerutten. Så var der træk. Mange år senere forsøgte jeg mig også med at sætte en stump tændstik ind i cigaren, når den ikke ville trække. Det virker helt godt.

 

 

 

Bedstefar har hentet cerutter og er på vej hjem. Når han har passeret det hvide dobbelthus på sin venstre side, når han frem til sit eget hus, lige efter. Alleryderst til højre ser man et skilt, hvorpå der står 'Rønbjerg Is'. Når bedstefar og andre gav is, skulle vi have en 'skal med is', det var en slags mini-isbåd. Kører man lige ud af vejen her, er man på vej mod Farsø. Fotografiet er et postkort, som min mor var meget glad for at eje. Årstallet kan være så sent som 1960. Der er nu etableret fortov!

Bedstefar skulle også fodre grisen, som gik i svinestien i udhuset. Der blev slagtet gris to gange om året. Forårsgrisen om sommeren, efterårsgrisen lige før jul. Grisen fik affald fra husholdningen, først og fremmest kartoffelskræller og dertil grutning. Der var også koks til vinterfyring i udhuset, og optændingspinde til grukedlen. Vasketøjet var kvindearbejde (moster Tut). Bedstefar havde andel i en Ferm-vaskemaskine, som gik på omgang i byen. Jeg mener at huske, at der kun var vaskedag en gang om måneden.

 

Så var der dasset. Bedstefar havde ikke toilet i huset, men lokum i et skur ved siden af udhuset. De fleste ved vel nok, hvordan et das ser ud, men det er nok ikke alle, der har prøvet at sidde på et. Dasset er en lukket kasse med et låg, der dækker over et cirkelrundt hul, hvorover man sidder. Afføringen falder ned i en zinkspand. Jeg udskød altid mine egne besøg på dasset så længe som muligt, for min sarte bynæse kunne ikke finde behag i lugten. Og spyfluerne! Når zinkspanden var fuld, tømte bedstefar den i det store kartoffelbed. Han gravede et hul med spaden og tømte spandens indhold i det. Når bedstefar satte kartofler om foråret, fik hver spirekartoffel en klat fra spanden med som gødning.

Det er min far, der benytter bedstefars das. Undskyld, far. Far sidder med moster Tuts hund.

Som jeg har skrevet om et andet sted på hjemmesiden (Max-san i Japan), arbejdede jeg nogle måneder i et stort byggefirma i Japan. Jeg havde en stabsfunktion hos min afdelingsdirektør, Nada san. Jeg kom godt ud af det med ham, og han inviterede mig hjem til sig selv. Han boede i et mindre, traditionelt japansk træhus, hvilket forbavsede mig, for jeg havde forventet mere luksuriøse omgivelser, hans position i firmaet taget i betragtning. Før besøget i privaten orienterede Nada-san mig lidt beklemt om, at han havde gammeldags das i sit hus. Jeg kunne sandfærdigt bedyre, at jeg skam ofte havde anvendt das i Danmark. Helt løgn var det jo ikke.

Direktør Nada-sans hus med gammeldags lokum. Til venstre Nadas privatchauffør, til højre hans kone. Nå, ja. Og så limousinen.

I de første år jeg kom hos bedstefar, bødede han garn for nogle fiskere hjemme hos sig selv. Da han blev plaget af gigt, måtte han opgive den metier.

 

Bedstefar var en flittig avislæser. Det var Jyllands Posten.

 

En sjælden gang skete det, at bedstefar ville gå tur i byen med mig ved sin side. Jeg ville hellere lege og har måske vist min skuffelse. Det passede ikke Kristian Mortensen, han har vel syntes, at barnebarnet måtte kunne undvære legen en times tid eller to.

 

Så gik det adstadigt op ad bedstefars have, over sportspladsen og så ind på vejen, der gik ned til Øen. Øen var ikke nogen ø, jeg ved virkelig ikke, hvorfor den del af Hvalpsund blev kaldt sådan. Når man kommer kørende ind i Hvalpsund fra Farsø, kommer man til byens første kryds. På det ene hjørne lå hotellet, på de tre andre brugsforeningen, bageren og en trikotagehandel. For at komme til Øen skulle man dreje til højre i krydset.

 

Bedstefar holdt mig i hånden, og når vi mødte nogen, svarede han beredvilligt opklarende, at jeg var ’Lilly, hende søn’. Ikke hendes søn. Hende søn. Min bedstefar var høj og statelig, han havde vest under jakken og var iført sorte galocher.

Jeg har hørt fremmede spørge hinanden om, hvem jeg var. Så blev der svaret: ’Det er Lilly til Mortensen hende søn’. Det var sproglige formuleringer, jeg bed mærke i.

 

På øen boede moster Tut i et lejet hus. I et andet boede en onkel. Men det var ikke der, vi skulle hen. Vi skulle helt ned på Øen, over jernbanen (Ålborg – Hvalpsund). Her lå Ejnar Bådebyggers bådebyggeri.

Ejnar Bådebygger havde vel et civilt efternavn, men det kender jeg ikke til. Ejnar var bådebygger. Og så var han Ejnar Bådebygger.

 

Hans bådebyggeri var anlagt på stranden, cirka 20 meter fra bredden af Limfjorden. Bådebyggeri var et aflangt træskur, som var langt nok til at bygge en Limfjordskutter i. Der var ikke støbt gulv i skuret, man byggede direkte på stranden, men dog i tørvejr. Også det har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

Ikke sandt? Først lagde man kølen henover nogle runde granpæle, hvorpå kutteren siden kunne rulles ud i vandet. Så spanterne og det klinkbyggede skrog. Jeg tænker mig, at disse simple ’produktionsforhold’ rækker helt tilbage til oldtiden, i hvert fald til vikingetiden, hvor man byggede de imponerende vikingeskibe.

 

Ejnar Bådebygger var gift med min mors moster. Senere i livet kom jeg til at eje en såkaldt ’Hvalpsundjolle’ på 18 fod. Det var en åben jolle, meget solidt bygget, så man kunne arbejde i den uden at den truede med at kæntre. Hvalpsundjollen var af ældre dato. Der havde tidligere været dam i den, og den var udstyret med en tocylindret, 20 hk Bukh-diesel. Jeg havde jollen, medens Antra og jeg boede i Hobro et års tid. Jollen må have været bygget af Ejnar Bådebygger, men jeg kunne ikke spørge, for han var for længst død.

 

Bedstefar snakkede lidt med Ejnar Bådebygger. Så gik turen hjem igen til bedstefars hus.

Antra og jeg boede i Hobro et års tid i 2002. Vi skulle absolut have båd og købte denne Hvalpsund-jolle, som Ejnar Bådebygger temmelig sikkert havde bygget, selv om jeg ikke kunne få det bekræftet. Vi måtte tage jollen, som den stod, men den var billig, og der lå en god Bukh-diesel i. I baggrunden ser man Hobro jollehavn.

Når jeg en sjælden gang røg en cigar, brugte jeg min bedstefars fif med at stikke en stump tændstik ind i cigaren, når den var blevet fugtig. Fotoet er fra min 50 års fødselsdag i 1998. Det er Nina, der sidder ved siden af mig. (Nina Le Fevre).

Det er moster Ellen, der sidder sammen med sin lillebror Peter (min onkel). De sidder på et bilsæde i gården bag bedstefars hus. De er begge klædt pænt på. Måske er det min far, der har taget billedet med et boxkamera.

 

Moster Ellen.

 

 

Når jeg var på sommerferie hos min bedstefar i Hvalpsund, sluttede dagene altid på samme måde. Det var længe lyst om aftenen, men til sidst satte skumringen ind, og så var min bedstefar og jeg overladt til hinandens selskab. Det gik fint, uden overflødig snak. Jeg skulle bare tage sko og strømper, skjorte og shorts af, så hoppede jeg i seng i den store dobbeltseng, hvor bedstefar og jeg havde hver sin side. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde vaskede mig, mens jeg var hos bedstefar. Fødderne var altid sorte af jord og støv, det var der ingen, der gik op i.

For bedstefar tog det længere tid at komme i seng. Han var gammel, meget gammel, og han fejlede noget, som gjorde ondt. Bedstefars benklæder var uldne vadmelsbukser fra Holmens klædefabrik, tror jeg nok. Han gik med dem sommer og vinter, og de var holdt oppe af seler. Det var selerne, der var problemet. De var fæstnet foran (og bagved) med knapper, som skulle knappes op, inden benklæderne kunne tages af. Jeg lå og lyttede til hans stønnen og banden, når han med sine gigtkrummede hænder skulle få knapperne ud af seleøjet. Så kom han endelig i seng, og der blev helt stille i huset, nu var det kun ham og mig, alene, hver for sig.

 

Bedstefar havde et sidste gøremål, inden han kunne lægge sig om aftenen. Jeg glemmer det nemt, men han og jeg var ikke helt alene i huset. Der var jo også moster Ellen. Før bedstefar lagde sig til ro for natten, satte han en stoleryg i klemme under dørhåndtaget ud til køkkenet, så var der lukket af, stue og soveværelse var effektivt skærmet af fra den del af huset, der vendte ud mod haven. Der var et værelse, et køkken, et bryggers, og fra bryggerset gik der en trappe op til loftet, hvor moster Ellen havde sit værelse.

 

Bedstefar turde ikke lægge sig til at sove, før han havde forvisset sig om, at moster Ellen ikke kunne komme ind i stuen og soveværelset. Jeg vidste godt hvorfor. Det var fordi, moster Ellen en gang var kommet ned fra loftet om natten og ville stikke bedstefar med en kniv. Det var min mor, der fortalte mig det, og det var rimeligt nok, at bedstefar ikke ville stikkes, det ville jeg heller ikke selv, hvis det var mig.

 

Moster Ellen var ’tosset’, sådan sagde man ude i byen om den slags mennesker. Sådan sagde man ikke i familien. Når mor og hendes søskende omtalte Ellen, sagde de, at hun var ’lidt til en side’, og så blev der ikke sagt mere. Når min mor sagde det, blev hun altid meget stille og tung i ansigtet.

 

Hvad kan lille Max fortælle om moster Ellen? Jeg var aldrig bange for hende. Hun var meget glad for mig fra jeg helt lille, sagde min mor mange år senere. Jeg har aldrig set moster Ellen sidde ned på en stol. Når bedstefar og jeg spiste, sad vi ved spisebordet, men Ellen stod op ad væggen mod køkkenet og spiste af sin tallerken. Sådan var det også, når der var andre til stede.

Moster Ellens fødder var forkrøblede. Hun gik altid med kludesko, det var det eneste hun kunne få på. Hun stod op, jeg nævner det igen, for det var meget påfaldende, og hun gjorde ufrivillige kast med hovedet, ligesom hun skelede og plirede med øjnene.

 

Når bedstefar tog sin middagslur, stod Ellen tilbage i stuen. Så talte hun med sig selv. Moster Ellen var ’tosset’, men hun kunne læse ugeblade, romanblade og aviser. Hun var meget optaget af kendte personer, dog mest af kendte mænd, kongelige personer eller skuespillere. Sådan en kendt mand ville snart komme til Hvalpsund, og så ville det komme frem, at han havde noget hemmeligt for med Ellen, så det, sagde Ellen. Så smilede Ellen, så ville alle blive klar over, at Ellen skulle giftes. Så det, sagde hun.

 

Jeg har hørt hende sig den slags mange gange, for engang imellem var det alligevel regnvejr, selvom det var i Hvalpsund, og så opholdt min kusine og jeg os indendørs.  Måske havde vi gemt os under bedstefars divan, men moster Ellen vidste godt, vi var der.

 

Moster Ellen havde ikke mange gøremål i huset. Hun vaskede op, og hun kunne skrælle kartofler, men hun kunne ikke lave mad. Det var min moster Tut, der sørgede for madlavningen. Bedstefar havde gris i udhuset, og grisekød i frysehuset. Moster Tut kunne så lave flæskesteg til os. Der var også mad til næste dag. Så fik vi kartofler, der var varmet i flæskestegssovsen, så bliver det ikke meget bedre.

Moster Ellen lugtede fælt, for hun vaskede sig ikke. Engang imellem sneg min kusine og jeg os op ad loftstrappen og gik ind i moster Ellens loftsværelse, selvom vi havde forbud mod at gøre det. Så kiggede vi på de smykker, moster Ellen havde. Hun havde også noget tøj, en kommode og en seng. Men der lugtede stramt, meget stramt.

 

Moster Ellen ville ikke vaske sig, men hun SKULLE vaskes en gang imellem. Det var moster Tut, der tvang hende til at lade sig vaske, jeg ved ikke hvor tit, men den stramme lugt, Ellen udsendte, forbedredes ikke, når hun menstruerede, fik jeg senere forklaret. Altså, når hun havde sit månedlige, som man sagde dengang. Det var noget, Churchill alias lille Max ikke forstod sig på.

 

Bedstefar og jeg var ikke alene i huset. Moster Ellen var der også, selvom hun ikke talte med på samme måde som andre mennesker.

 

Men hvad var der egentlig galt med Ellen? Det kom til at optage mig som voksen.