Indhold Litteratur II

 

Scroll venligst ned på siden, til du kommer til den tekst du vil læse.

 

I Kim Leine. Afgrunden.

 

II Joakim Garff. Regines Gåde.

 

III Sofi Oksanen. ’Stalins Køer’.

 

IV Hanne-Vibeke Holst. ’Knud, den store’

 

V Tom Buk-Swienty. Kaptajn Dinesen. Ild og Blod’

 

VI Tom Buk-Swienty.’ Kaptajn Dinesen. Til Døden Os Skiller’

 

VII Sørine Godfredsen. ’At leve med Søren Kierkegaard.’

 

Kim Leine. Afgrunden. E-bog, Gyldendal 2015.

Kim Leines forfatterskab er endnu så nyt, at man uden besvær har kunnet nå at læse alt, han har skrevet. Han debuterede med Kalak i 2007, Valdemarsdag, 2008, Tunu, 2009, Profeterne i Evighedsfjorden, 2012 og som nævnt Afgrunden i 2015.

 

Jeg synes bedst om Kalak og Profeterne i Evighedsfjorden.

 

Afgrunden bryder jeg mig ikke om. Jeg læste hele romanen med koldt hjerte og havde tid nok undervejs til at fundere over, hvad min uvilje skyldtes, for der er mere end 400 sider at komme igennem, medens jeg på hver eneste side greb mig i at analysere, hvad det er jeg ikke kan lide, i stedet for som den gode læser at lade sig gribe af romanens handling og ærinde.

 

Romanens gennemgående hovedpersoner er de eenæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb. Både i begyndelsen og i slutningen af romanen følger man Kaj og Ibs deltagelse i den finske borgerkrig, som udspandt sig nogle forårsmåneder i 1918. Kaj og Ib kæmper på de ’hvides’ side mod de ’røde’. Denne korte, men meget uforsonlige og blodige borgerkrig har indtil for et par år siden været lukket land for mig, ligesom Finlands historie generelt er næsten ukendt område. De røde’ er socialisterne, som, inspireret af den russiske revolution i 1917, ville gøre Finland til et socialistisk land. De ’hvide’ er borgerlige, konservative kræfter, mest bestående af det svensktalende segment, af middel- og overklassen, af selvejende bønder, alle fortrinsvis boende i den største, nordlige del af Finland, medens de ’røde’ holdt til i syd, omkring Helsinki.

De historiske grundfacts er ikke udpenslet i Leines roman, hvis skildringer af Kajs og Ibs krigsdeltagelse er holdt i gennemført ekspressionistiske farver, som alle steder går tæt på de brutale nærdetaljer i krigsførelsen: drab, henrettelser, voldtægter, blod, slut, fornedrelse.

 

Romanens begyndelse og slutning foregår i Finland i tilbageblik, medens Kajs og Ibs voksenliv, romanens nutid foregår i årene fra 1920-1944 i Danmark. Begge brødre bliver henrettet af Gestapo for deres aktive deltagelse i den danske modstandsbevægelse mod den nazistiske besættelse af Danmark.

 

Jeg afstår fra at referere brødrenes meget detaljeret beskrevne liv mellem 1920 og 1944. Min ene hovedindvending mod romanen er, at den set med mine øjne ikke hænger ordentligt sammen. Undervejs i romanen kunne jeg ikke slippe den tanke, at Kim Leine har haft både store og mindre fragmenter af forskellig karakterliggende i skrivebordsskuffen, fragmenter, som ikke indbyrdes havde noget med hinanden at gøre, men som han så har set sit snit til at bringe på samme formel i én roman.

Leine vedgår selv, at den finske vinkel på historien blev til, fordi han skulle skrive et filmmanuskript om den finske borgerkrig. Leine læste sig ind på den finske historie og blev så grebet, at han besluttede at anvende stoffet i en roman og at den finske krigsvinkel voksede sammen med Kajs og Ibs liv i den ’besværlige fred’.

 

Leine skriver i et efterskrift:

”Romaners grundstof, i hvert fald den slags jeg skriver, er ikke livsskabeloner; livsforløb fungerer blot som strukturerende princip. Det er til gengæld de forkerte, umoralske, utilstedelige og skamfulde handlinger der vækker en roman til live; alle de fejl og dumheder forfatteren tvinger sine karakterer til at begå, og hvis konsekvenser de efterfølgende bruger hele liv på at slippe for. Når virkelighed formuldes til fiktion, sker der mærkelige ting og sager. Resultatet vil altid placere sig et udefinerligt sted på den flydende skala mellem det historisk korrekte og den rene fiktion, aldrig, så vidt jeg ved, i enten den ene eller den anden ende. Fiktionen interesserer sig ikke for objektiv sandhed, men for subjektiv sandhed.”

 

Kim Leine må selv bedst vide, hvordan det er gået til, at romanen blev som den blev. Men min subjektive læseoplevelse fastholder stædigt at romanens forskellige (fragment-)dele er tvunget sammen af Leine, og at romanens sammenhængende konstruktion er et postulat.

 

Fragmenterne (ifølge min udlægning) består netop af ’de forkerte, umoralske, utilstedelige og skamfulde handlinger der vækker en roman til live; alle de fejl og dumheder forfatteren tvinger sine karakterer til at begå, og hvis konsekvenser de efterfølgende bruger hele liv på at slippe for’.

 

Kim Leine kan i sit forfatterskab trække på en flydende strøm af ’forkerte, umoralske, utilstedelige og skamfulde’ foreteelser, enten i det virkelige liv, eller i foreteelser, som alene er at finde i en persons freudianske dyb.

 

Allerede i den første roman, Kalak, diverterede Leine med selvbiografiske afsløringer af, hvorledes Leines far foretog ’utilstedelige’, seksuelle overgreb på Kim.

 

Afgrundens hovedpersoner, Kaj og Ib, er, hvis man skal gå lidt tæt på i en fortolkning, en bekvem udspaltning af, hvad der kan foregå i en ENKELT persons begær og fantasi. Som eksempel kan nævnes meget nærgående, meget-tæt-på skildringer af homoseksualitet, jeg husker ikke om det er Kaj eller Ib, hvilket naturligvis er ret ligegyldigt.

 

Leine skriver i en dedikation til ’Bodil’– ’der har gjort et par dæmoner hjemløse, så de er henvist til at flakke omkring i mine romaner’.

 

Dæmonerne er, tillader jeg mig at mene, de ’forkerte, umoralske, utilstedelige og skamfulde handlinger’, som Afgrunden er så rigeligt forsynet med, side op og side ned.

 

Jeg bryder mig ikke om at møde disse umoralske handlinger i romanform. De virker kvalmende på mig, hvilket Kim Leine ikke kan gøres ansvarlig for.

 

Når jeg altså ikke bryder mig om romanen, skyldes det de to nævnte læseoplevelser, 1) at romanen ikke hænger sammen samt 2) at dens udpensling af ’umoralske og utilstedelige handlinger’ vækker min afsky.

 

Jeg kunne heller ikke lide Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’, som er gået ind i litteraturhistorien som ’tragikomisk’. Som roman var den hverken tragisk eller komisk, men alene væmmelig.

 

Lad mig til slut i denne kommentar vende tilbage til den finske borgerkrig. Den finske forfatter Kjell Westö beskæftiger sig i romanerne ’Faren ved at være en Skrake’ og ’Luftspejling 38’ direkte og indirekte med den ulykkelige, finske borgerkrig. Det er suveræne romaner i verdensklasse.

 

Kim Leine er efter min mening en bemærkelsesværdig god forfatter. Men Afgrunden brød jeg mig ikke om.

 

Kim Leine. Afgrunden. Max Suhr Olesen

 

 

 

 

Joakim Garff ’Regines Gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru’. 2013. 449 sider som e-bog.

 

 

 

Bogens forfatter, Joakim Garff, får i 1996 adgang til mere end 100 breve, som Regine Olsen/Regine Schlegel skriver til sin søster Cornelia, medens Regine opholder sig i Dansk Vestindien fra 1855 til 1860.

 

 

 

Det er en personalhistorisk gevinst, at vi med disse breve får adgang til en Regine, som vi ellers kun kender fra Søren Kierkegaard, som hun var forlovet med et års tid fra 1840 til 1841.

 

 

 

Har man læst lidt Kierkegaard, og har man læst lidt Georg Brandes, Joakim Garff og Peter Tudvad om Kierkegaard, synes man allerede, at man har hørt historien om denne forlovelse 117 gange og undervejs har udviklet en afsky og lede ved Kierkegaards ækle befamling og gøren og laden med den i 1840 helt unge jomfru Regine. Ækle, ja. For kunne Kierkegaard dog ikke have afholdt sig fra at gøre tilnærmelser, sygelige tilnærmelser, når han dog alligevel ikke havde til hensigt at realisere forholdet til hende?

 

 

 

Det er således med store forhåbninger om en anden historie, man giver sig i kast med ’Regines Gåde’. Efter nogle få års forlovelse med embedsmanden Johan Frederik Schlegel (Fritz Schlegel) bliver Regine og Fritz gift i 1847.

 

I 1855 udnævnes Fritz Schlegel til guvernør over de danske kolonier i Vestindien, og det er herfra Regine skriver hjem til sin søster.

 

Og man får faktisk en anden historie om Regine, for så vidt en historie, som er uafhængig af Kierkegaard.

 

Hvad var det nu med de kolonier?

 

Garff: ”De tre små øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, der var i dansk besiddelse frem til 1917, indgår i en lige så dramatisk som problematisk kolonihistorie, hvor slavehandel, pirateri, korruption, giftmord og dødelige sygdomme som gul feber og kolera hørte til dagens uorden. At øerne alt dette til trods kaldes for noget så uskyldigt som Jomfruøerne, kan virke ironisk, men skyldes først og fremmest deres paradisiske uberørthed, som også fortryllede Regine, når hun fra en kridhvid strand badede i en lille bugt eller fra en hesteryg beundrede øens eruptive frodighed i de medgørlige morgentimer, før tropevarmen for alvor satte ind, eller et uvejr pludselig lod sig ane i det fjerne ude over den azurblå flade.     Regines møde med den vestindiske virkelighed blev lige dele naturchok og kulturchok, men nok især det sidste, fordi hun skulle optræde i rollen som koloniernes førstedame og reelt rangerede lige under Danmarks dronning med de materielle velsignelser og selskabelige forbandelser, det nu engang indebar. Ikke mindre kompliceret var den daglighed, der ventede guvernør Johan Frederik Schlegel, som ikke bare overtog Peter von Scholtens imposante palæ, men også ansvaret for den vestindiske administration, der efter von Scholtens proklamation af slavernes frihed i 1848 var mere kompliceret end nogensinde tidligere, mærket som den var af økonomisk krise og reformer inden for retspleje, fattigkasse og skolevæsen.”

 

 

 

Pligterne som FRU Schlegel, guvernørens hustru, hviler ind imellem tungt på Regine. Ægteparret bor i palæet på Sankt Croix, men tilbringer så meget tid som muligt på et fredeligt landsted, Cane Garden, uden for administrationsbyen Christiansted. I brevene til søster Cornelia følger vi Regines dage i stort og småt, og af brevene fremstår et billede af en varm og tænksom kvinde, en sympatisk kvinde, synes jeg, på engang helt almindelig og dog ualmindelig med de særlige personlighedstræk, hun har. I brevene til søsteren er der naturligt nok en søsterlig indforståethed, hvor Regine forudsætter, at søsteren kan læse mellem linjerne. Det kan også være nødvendigt, for ægtemanden Schlegel læser ofte brevene inden de sendes og forsyner dem med en hilsen fra ham. I Danmark læses brevene selvfølgelig af Cornelia, men så går de ellers ofte på omgang, så mange andre i familien kan følge med i, hvordan det går Regine.

 

 

 

Som læser får man ikke lov til at læse brevene i deres helhed. Garff vælger ud og citerer fra brevene. Han fortolker også brevene, ind i mellem på en noget bastant facon, som undervurderer læserens evne til at læse indenad, næsten som Ritt Bjerregård ofte lagde til om kollegaen Sven Auken: ”Det Sven mener, er….”.

 

 

 

Netop her kommer man til at tænke på både Joakim Garff OG Peter Tudvad. Det er irriterende, men deres navne har været bundet sammen siden deres herostratisk berømte, indbyrdes konflikt. Ikke sandt? Man spørger sig selv, hvordan Peter Tudvad ville have grebet det an, hvis det var ham, der havde fået råderet over hundrede ukendte breve?

 

Forskellen på de to er blandt andet, at Peter Tudvad har større sproglig fornemmelse. For det første har han ikke for vane at undervurdere læserne, og for det andet har han mere skønsomhed for ’roman’, der hvor lakuner i en persons liv skal udfyldes af kvalificerede gæt, kald det skønlitterær opfindsomhed, kald det roman.

 

 

 

Bortset fra denne uvane med klodset og bastant fortolkning slipper Garff rigtig godt fra sit forehavende.

 

 

 

Vi FÅR under læsningen et indblik i den anden Regine, men vi slipper ikke for Søren Kierkegaard undervejs.

 

 

 

Kierkegaard forfølger nærmest ægteparret, selv efter sin død. Schlegel, især, kommer aldrig af med sin rival, for da Kierkegaard dør i 1855, bliver visse efterladte papirer efter testamentarisk bestemmelse sendt ud til Regine på Sankt Croix. Der er dagbøger, som på en meget privat måde handler om Sørens tanker om Regine, og om de mange gange, hvor Søren og Regine mødtes under spadsereture i København i årene efter at forlovelsen blev hævet. Det er intrikat læsning, må man tro, både for Regine og Fritz.

 

 

 

Og det fortsætter, også efter hjemkomsten i 1860 fra Vestindien. Nu er det Georg Brandes, der revitaliserer Søren Kierkegaard for ægteparret. Brandes udgiver i 1877 ’Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids’ – et værk, som medvirker til at gøre Kierkegaard berømt i hele Europa. I bogen om Kierkegaard analyserer Brandes forholdet mellem Regine og Kierkegaard på en knivskarp, intelligent måde. Intelligent, men det har nok rippet op i Schlegels eventuelle ærgrelse over Kierkegaards slagskygge endnu engang.

 

 

 

A pro pos Brandes. Han kender familien Schlegel og kommer i deres hjem i København. Her træffer han ’Tilly’, som er Regines niece, og som har været med ægteparret i Vestindien. ’Tilly’ er nu blevet en voksen ung kvinde. En smuk, voksen kvinde, skal jeg tilføje, når det nu drejer sig om Brandes. Brandes er sidst i 30’erne, men forelsker sig straks i den purunge ’Tilly’. Georg Brandes er dansk litteraturs uovertrufne womanizer, det er ind imellem lidt komisk. Og når vi nu alligevel opholder sig ved det personalhistoriske kan det anbefales at læse Jørgen Knudsens seksbinds værk om Brandes.

 

 

 

Jeg har læst ’Regines Gåde’ som e-bog. De fleste, udgivne e-bøger er tarvelige i deres lay out. Forlæggeren har et manuskript, og bang, så er manuskriptet up loadet som e-bogsudgave. DENNE e-bog om Regine er der imidlertid kælet lidt for. Man kan ubesværet slå op i bogens noter for derefter helt ubesværet at vende tilbage til den side, man var ved at læse.

 

Det er vi ikke vant til. Det takker vi for.

 

 

 

Læs Joakim Garffs bog om Regine. Han er sluppet rigtig godt fra den.

 

***

 

Jeg havde en kort omtale på Facebook af min kommentar til Regines Gåde

 

Det gav anledning til bl.a. følgende indlæg:

 

 

 

Først et fra Ole Jensen, hvis navn og virke jeg har kendt til siden min ungdom. Ole Jensen blev i 1975 DR. Theol. på en meget omtalt afhandling, som bl.a. knyttede an til K.E. Løgstrups skabelsesteologi.

 

Her er Ole Jensen dog blot irriteret over min kritik af Joakim Garffs sprog og henvisningen til en meget omtalt strid mellem Joakim Garff og Peter Tudvad, begge fremtrædende Kierkegaard-kendere.

 

Ole Jensen

 

Uden at ville blande mig i nogle spændinger, der for længst burde være lagt til side, fordi de var så relativt perspektivløse, kan jeg ikke lade være at korrigere dig: Garff er en mester i sproget!

 

 

 

Max:

 

Sandt nok. Men jeg synes, at det bliver lidt gumpetungt både sprogligt og indholdsmæssigt der, hvor han helt overflødigt udlægger en brevtekst, som i forvejen, forekommer det mig, er helt ligefremt forståelig. Måske har jeg ladet min bemærkning om hans sprog farve lige lovlig meget af netop den iagttagelse.

 

 

 

Kirsten Ravn Bundgaard

 

Også jeg synes godt om romanen og især skildringen af Regines liv i dansk Vestindien er interessant.

 

 

 

Peter Tudvad

 

burde muligvis ikke blande mig i denne tråd, men gør det alligevel:

 

For det første, fordi jeg bliver irriteret over at læse, at en litterær fejde, der handlede om videnskabelig disciplin inden for humaniora - et hensyn, der misrøgtedes så meget, at man netop med oprettelsen af Søren Kierkegaard Forskningscenteret og de mange millioner, der blev postet i det, håbede, at bidrage til en højnelse af niveauet - bliver reduceret til "nogle spændinger, der for længst burde være lagt til side, fordi de var så relativt perspektivløse". Bemeldte spændinger er for så vidt lagt til side, da fejdens hovedaktører for længst har forsonet sig med hinanden. Men kravet til humanistisk grundforskning burde fremdeles være det samme, som undertegnede forfægtede under hin fejde.

 

For det andet, fordi jeg undrer mig over, at Joakim Garff, der minsandten skriver mere virtuost og fyndigt end ret mange akademikere, overhovedet har gidet at skrive "Regines gåde", al den stund karakteren - den historiske Regine Schlegel, født Olsen - er så ualmindeligt almindelig, at hun dårligt lader sig aflokke noget virkeligt interessant. Jeg tilstår, at jeg ikke har orket at læse hele bogen, fordi hun virkelig keder mig gudsjammerligt. Af samme grund har jeg selv peppet hendes karakter gevaldigt op i min roman "Forbandelsen", så dens eneste betydningsfulde kvinde ikke skulle forfalde til - eller forblive - et trist appendiks til Søren Kierkegaard, men tværtimod være i stand til at give ham et modspil. Hvad der imidlertid også undrer mig, er, at Joakim efter 13 års udgivelsespause - "SAK" udkom i år 2000, "Regines gåde" som bekendt i 2013 - ikke har villet udfordre sig selv ved at prøve sig med en anden stil end i sin prisbelønnede og på mange andre måder hædrede Kierkegaard-biografi. Den er jo disponeret og skrevet på nøjagtigt samme måde. Ganske ligefremt: Det er sgu da spild af litterært og teologisk talent ikke at kaste sig over noget mere interessant og udfordrende end Regine Olsen og - når man så alligevel gør det - fantasiløst at bruge den samme skabelon som gangen før. Men der kan man bare se, hvordan succes korrumperer.

 

 

 

Max

 

 Uanset om den historiske Regine er almindeligt ualmindelig eller ualmindeligt almindelig, er det lidt trist, at hun keder Peter Tudvad så gudsjammerligt. Jeg synes, Tudvad forglemmer det ganske enkle, der kendetegner vist nok alle kæresteforhold eller elskovsrelationer. Set udefra er alle sådanne forhold ualmindeligt kedsommelige, for ikke at sige pinligt banale. Der er jo aldrig tale om, at to, der står i begreb med at forelske sig, først skal aflægge embedseksamen for hinanden, inden de kaster sig ud i kæresteriet. Tværtimod, synes man, for de går straks i gang med ytringer som ’jeg elsker dig, A’ og ’jeg elsker også dig, B’ – også selvom de ikke kender leksikonnet forfra og bagfra som i Store Klaus og Lille Klaus. Det bekymrer dem ikke, og de spørger ikke nogen om lov til at udveksle almindeligt almindelige ytringer, som INDEFRA set aldeles ikke er banale, men tværtom er ualmindeligt ualmindelige, fordi den indbyrdes lidenskab kvalificerer dem.
Er Regine gudsjammerligt kedelig, er Søren K. da en veritabelt kedelig ka’l (fyr), ikke fordi han forelsker sig i Regine, og ikke fordi han skriver kærestebreve til hende på en fantasifuld måde, hvilket er et fortræffeligt fortrin for en mand, men fordi han leger med hendes følelser og siden ikke kan lade hende og hendes ægtemand være i fred, for nu at sige det mildt.

 

Det er den ene kommentar til Regines ’kedelighed’. Den anden er, at Regine ikke kan gøres ansvarlig for, at vi næsten kun kender til hendes liv efter Kierkegaard fra en samling breve til hendes søster Cornelia. Med andre ord er der næsten ikke andet i Regines liv efter Søren, end det jeg kalder ’lakuner’. Det er da ikke utænkeligt, at hendes personlighed kunne rumme spændende facetter, også selvom det spændende ikke kunne rykke hende op i gruppen ’købstadsgeni’ eller ’meriteret magister’.

 

 

 

Det er netop de lakuner, Joakim Garff ikke i egentlig forstand udfylder, og når han alligevel gør et forsøg på det, bliver det på en lidt gumpetung måde. Måske skulle Garff have skrevet sin bog som en roman, men jeg tror ikke, at Garffs palet råder over den slags sproglig kunnen.

 

 

 

Det var det, jeg forsøgte at udtrykke i min (længere) kommentar på min hjemmeside:

 

 

 

”Forskellen på de to (Garff og Tudvad) er blandt andet, at Peter Tudvad har større sproglig fornemmelse. For det første har han ikke for vane at undervurdere læserne, og for det andet har han mere faible og talent for ’roman’, der hvor lakuner i en persons liv skal udfyldes af kvalificerede gæt, kald det skønlitterær opfindsomhed, kald det roman.”

 

Deri har vi fået anskuelsesundervisning i Tudvads ’Forbandelsen’, som givetvis ligger meget tæt på kildematerialet i det meste af bogen, men som jo også beskriver ’lakunerne’ med skønlitterær opfindsomhed. ’Forbandelsen’ er jo netop en roman.

 

Det må være op til Ole Jensen og Peter Tudvad at diskutere begrebet ’relativt perspektivløst’, og hvis de vil, gerne i denne tråd. 

 

 

 

Jeg har ofte berømmet Tudvads ubestikkelighed i omgangen med kildematerialet i alt, hvad han har skrevet. Han kan have overset det, men det tror jeg nu ikke.

 

 

 

Peter Tudvad

 

 har bestemt ikke overset det, kære Max, men nøjedes med et like som en art kvittering for fornøjelsen. Mht. Regine er jeg dog fremdeles af den opfattelse, at hun - om ikke det havde været for Søren - ved sin ualmindelige almindelighed ville have diskvalificeret sig selv som en relevant genstand for monografier og biografier. Nej, det betyder naturligvis ikke, at hun ikke har været en pragtfuld skabning, som først Schlegel og siden Kierkegaard og derpå nok engang Schlegel kunne forelske sig i. Men det var bare ikke denne kærlighedens genese, jeg sigtede til med min forrige kommentar. Som jeg skrev, fandt jeg det selv nødvendigt at puste hendes karakter gevaldigt op for at kunne bruge den i min roman, "Forbandelsen". At man så ikke desto mindre i den virkelige virkelighed, der ikke skal gøre sig fortjent til læseverdenens interesse og anerkendelse, kan anstille Assesor Wilhelm'ske betragtninger over kærlighed, erotik og lidenskab, som gør romanens fordringer til skamme, er en ganske anden sag.

 

Kirsten:

 

 

 

Følger tråden lidt på sidelinjen...og får alligevel lyst til at kommentere. Blot som læser nuvel, ikke forfatter. Men som læser er det i sig selv interessant, at det der gør Regine interessant (indtil videre) er en relation til en (på udvalgte områder) interessant mand (Søren). På andre måder er S.K. en pinagtigt, uinteressant og et patetisk eksemplar af en mand. Det synes jeg er lidt interessant at læse om i Regines gåde. Det er mig en gåde, at hun faldt for ham. Og jeg tænker han på godt og ondt var en følelsesmæssig "belastende type" at have mødt. Noget træ-agtig. Befamlende stil og helt igennem uforløst type. Det er der altså ikke meget sjov ved. Hvordan kan det mon være, at det er Regines karakter der synes at være svær at puste liv i? Nu har jeg ikke læst "Forbandelsen" men i Regines gåde får jeg ikke et billede af en karakterløs person. Måske nærmere et billede af en kvinde af sin tid, som forsøger at skabe sig mening i en form for samfundsmæssig meningsløshed.

 

 

 

 Joakim Garff. Regines Gåde. Kommenteret af Max Suhr Olesen.

 

 

*******************************************************************

Sofi Oksanen. ’Stalins Køer’. (e-bogs udgave 2011).

Sofi Oksanen hedder en finsk/estisk forfatter, som fik Nordisk Råds litteraturpris i 2010. Det var for bogen ’Renselse’, som jeg endnu ikke har læst, men det er bare et spørgsmål om tid, for når man først er begyndt på Oksanens forfatterskab, får man ikke nok, før man har læst det hele.

Oksanen er født i 1977 og er altså en forholdsvis ung forfatter.

 

Jeg begyndte med Stalins Køer fra 2011. Det var titlen, der fangede mig ind, således som titler altid gør, når det er noget med Sovjettidens indflydelse på folk i landene Estland, Letland og Litauen.

 

Stalins Køer skildrer livet for tre generationer. For nemheds skyld kalder jeg generationerne for mors generation, datterens generation og mormorens generation

 

MOR

Lad os begynde med mor, som hedder Katariina. Mor er født i Estland og bliver voksen i 1970’erne. Hun forelsker sig i en finsk håndværker, som er kommet til Estlands hovedstad, Tallinn, hvor han skal arbejde som håndværker på det berømte, estiske hotel Viru. Estland er som bekendt på det tidspunkt en socialistisk republik under Sovjetunionen. Mor gifter sig med den finske håndværker og flytter sammen med ham til Finland, hvor hun føder datteren (Anna) i 1977, tror jeg det er.

Efter flytningen til Finland gør moren alt, hvad hun kan for at skjule sin estiske herkomst. I Finland er estere synonymt med russere, og de er såmænd nok ludere alle sammen, ifølge det ’ærkefinske’ snæversyn’. Det ’ærkefinske’ snæversyn vender jeg tilbage til.

Ikke nok med, at mor skjuler sin egen estiske identitet. Hun forbyder også meget bestemt sin datter nogensinde at omtale, at hun har en estisk mor og estisk familie i Estland.

 

DATTER

Mor og datter besøger (i hemmelighed for andre finner) Estland så tit de kan. Det er i begyndelsen stadig sovjettid, og man skal have visum for at komme ind i landet, hvor man i øvrigt kun må opholde sig i hovedstaden, selv om familien (mormor) bor i provinsen. Denne kontrollerende sovjetpraksis var kendt i alle tre baltiske lande, hvor man, hvis man fik indrejsetilladelse, ikke måtte bevæge sig uden for Riga, henholdsvis Vilnius.

Mor og datter har altid vestlige forbrugsgoder med til familien, såsom smart, vestligt tøj, jeans f.eks.

Under opvæksten udvikler datteren spiseforstyrrelser. Først anoreksi, siden - oven i anoreksien - bulimi. Spiseforstyrrelserne er psykologisk forklaret ved, at datteren mentalt skal forblive barn, hvilket er den yderste konsekvens af mors opdragelse til at skjule den estiske identitet. Jeg har ikke noget forhåndskendskab til spiseforstyrrelser, og det har således for mig været et helt nyt fænomen, som i bogen er skildret på en særdeles overbevisende måde, så overbevisende, at man skulle tro, at forfatteren havde førstehåndskendskab til det fra sig selv.

 

MORMOR

 

Så er der mormor. Hun er også født i Estland i Haapsalu-området og bliver en voksen ung kvinde omkring 1940.

Mormor repræsenterer den generation, der først kom til at stifte bekendtskab med sovjetsystemets overgreb på befolkningen, lige fra de første deportationer i 1941 og de følgende 50 års grove sovjet-undertrykkelse. Når mormors historie fortælles, får vi som læsere samtidig eksempler på andre familiemedlemmers og familiers skæbne, livet i kolkhoserne, livet i Sibirien osv.

 

TEMAER I ROMANEN

 

Hovedtemaet i romanen er en beskrivelse af livet under den sovjetiske okkupation. Tiden rulles op for læseren ved på skift at fokusere på mor, datter og mormor. Tidsmæssigt føres læseren frem gennem historien fra 1941 til nutiden. Dog ikke kronologisk, men ved hyppige skift af fortællerperspektiv. så vi snart er i halvtredserne, i halvfjerdserne, halvfemserne og så videre.

Et andet tema er datterens spiseforstyrrelse, som jeg har været meget optaget af, selvom jeg lidt kritisk synes, at det tema får lidt for megen opmærksomhed i forhold til hovedtemaet, sovjettiden.

 

Et andet tema er specielt finsk. Og så Finland var i nærkontakt med Sovjetunionen, endda på en meget ubehagelig måde. Dertil kommer en særlig finsk/historisk variant fra revolutionstiden, hvor hvide finner (modstandere af revolutionen) kæmpede med røde finner (tilhængere af revolutionen). Det er relativt ny historie for mig. Jeg har først fået øjnene op for det ved læsning af finske forfattere i de senere år. Sammenstødet mellem de hvide og de røde mundede ud i, at taberne, de røde, blev indsat i finske koncentrationslejre. Det er et meget mørkt kapitel i finske historie, forstår jeg, og det er det, der sigtes til i Stalins Køer, når mor og datter omtaler det ’ærkefinske’ miljø. Det er ikke venligt ment, skulle jeg hilse og sige.

 

KOMMENTAR

 

Stalins Køer er den bedste beskrivelse af, hvordan sovjetsystemet lagde en frygtelig grå, dræbende stemning over livet i Estland, og man kan roligt tilføje, at beskrivelsen også er dækkende for Letland og Litauen, selv om der naturligvis er og var individuelle forskelle på de tre lande.

 

Hvor ved jeg det fra? Jeg har naturligvis ikke selv oplevet det sovjetiske system på min egen krop og må alene støtte mig til, hvad jeg har læst om tiden, hvad jeg har hørt fra venner og familie. Jeg har boet 8 år i Letland og har derforuden arbejdet i alle tre baltiske lande i 90erne med mere end 30 rejser til hvert af landene. Det bliver, synes jeg selv, til en hel del. Har man et ønske om virkelig at forstå, hvordan det var, og hvordan det føltes, kan man berige sig selv ved at læse Stalins Køer.

Jeg vil mene, at det også gælder for unge mennesker under 30 år i Estland, Letland og Litauen. De årgange var små børn, da det ebbede ud med Sovjetunionen. De har selvfølgelig lært en masse okkupationshistorie og har masser af information fra forældre og andre. Men alligevel: Læs Sofi Oksanens bog. Det er stor fortællekunst.

 

Personer over 30 og 40 år. De har oplevet sovjettiden på deres egen krop, og jeg ville forfærdelige gerne høre, hvad de synes om Sofi Oksanens bog.

 

Lad mig slutte med et sindbillede på Sovjetunionen, et citat fra romanen:

 

”Hvis bare jeg havde kunnet vise Hukka komisjon i Haapsalu, butikken med brugt tøj, som nu er et rejsebureau og ligger i et hus, der er blevet renoveret, så det glinser. Dengang knirkede døren, lige meget om den blev åbnet på klem eller på vid gab, og dørhåndtaget hang skævt. I det gamle træhus, hvor malingen skallede af, og vinduerne var ved at bukke under, var der slidt dybe huller midt på trappetrinene. Blebæsfarvede og lysegrønne vægge, døre, gulve og lofter, en sortmalet ovn, grå diske. Mor og jeg var tit på besøg hos Olja, som arbejdede i butikken. De oprindelige plankegulve var dækkede af sovjetfabrikerede væg til væg-vinylgulve, som skulle have været glatte, men var bulede, reliin, som man kunne have løftet fri med hænderne, hvis man havde grebet fat i hjørnet af det, og som faktisk var et godt billede på hele Sovjetunionen. Skummel belysning og kuglerammer. Døde fluer mellem vinduesruderne.”

 

Blebæs-farver? Ja.

Max Suhr Olesen. Sofi Oksanen. Stalins Køer.

**********************************************************************

Hanne-Vibeke Holst. 'Knud, den store'.

 

Jeg har læst noget af det Hanne-Vibeke Holst skrev i 90’erne og ind i nullerne (TV-dramatik) og kunne aldrig blive tilfreds med hendes prosa. Jeg syntes og synes, at hun slap for nemt om ved det. Hun var populær hos mange læsere, men ikke hos mig, hvilket sidstnævnte jeg imidlertid – det havde jeg vænnet mig til – sædvanen tro tilskrev min egen surhed: vrissen, gammel mand. (Det er frontallappernes skyld alt sammen).

 

Jeg har haft hendes seneste bog, ’Knud, den store’ (2013), liggende i stakken af bøger, jeg skulle have læst, hvis jeg blev desperat af mangel på litteratur.

 

Jeg tøvede, for det er en murstenstyk roman på knap 600 sider. Roman, ja, og allerede her gik det galt for mig, inden jeg var kommet i gang. Jeg vidste fra dagspressen, at ’Knud, den store’ var en erindringsbog, en slags biografi over hendes far, Knud Holsts liv. Hvis det var en biografi, hvorfor så kalde det en roman? Allerede her blafrede frontallapperne ivrigt. (jeg har ymtet mig vredt over Herløv Petersens mastodont, Grænseløs, som han kalder en erindringsroman, en mærkelig kloning, som bare betyder, at han ikke kunne nænne at rydde ud i og springe over uinteressante dele af sine dagbogsnotater. Det samme gælder nordmanden, Knaus-knaus, med den endnu større mastodont, Min Kamp, hvor ingen detalje er for lille til at komme med).

 

Kommet således i stødet gik jeg i gang med Hanne-Vibekes 600 sider om far. Og da jeg var kommet godt og vel forbi fars barndom og ungdom, - det fylder immervæk omkring 200 sider – var jeg i den grad fanget ind, at jeg måtte læse hele romanen i et stræk, åndeløst, begejstret. Og ja, roman var det helt rigtige udtryk, den helt rigtig måde at gribe sagen an på.

 

Hanne-Vibeke må have haft oceaner af Knud Holsts breve, dagbogsnotater, hans udgivne skrifter, udkast osv. til rådighed. Dertil har hun kunnet lægge egne erindringer om Knud til, hun har kunnet tale med mange som har kendt Knud Holst.

 

Men. Er det nok? Nej, naturligvis ikke, For ligegyldigt, hvor skrivende man er, er det jo langt fra dækkende for, hvad der VIRKELIG hænder i et menneskes liv. Der er omfattende lakuner i ethvert menneskes liv, også når det gælder skrivende personer som Knud Holst. Og det er netop lakunerne, Hanne-Vibeke udfylder ved sin mageløse indlevelse i især barndom og ungdom, for det er denne roman-indlevelse, denne insisterende tolkning af årsagerne til, at det senere kom til så mange ulykker i Knud Holsts liv, og til de voldsomme konflikter i hans familie, for de elskede ham alle sammen, men kunne intet stille op med hans livslange usikkerhed og mindreværdsfølelse og den ødelæggende alkoholisme, han giver sig hen til.

 

På et tidspunkt, hvor Knud Holst er slået an som modernistisk lyriker, bliver han og fruen (krimiforfatter Kirsten Holst) inviteret til privatfest hos Klaus Rifbjerg sammen med andre litterære pinger, og Knud Holst, husmandssønnen med den indremissionske baggrund, er fuldstændig hylet ud af den, fordi han jo ikke ved, hvordan man spiser fint med kniv og gaffel. Det går bedre for Kirsten Holst, hun er fra et politimesterhjem, har sex appeal og charme. På et tidspunkt er der dans i Rifbjergs Frederiksberg-lejlighed, og Torben Brostrøm, er det vist, danser tæt med Kirsten og krammer hende på balderne. Holst drikker sig omtrent sanseløs af bare jalousi og mindreværdsfølelse, og pingerne kan ikke komme sig af overraskelse over, at nogen, en eller anden som Knud, virkelig kan finde ud af at skrive ’moderne’, helt derude i Løkken, hvor Holst-familien bor. Hele aftenen inklusive de nedladende bemærkninger er beskrevet dræbende, begavet ondskabsfuldt, og jeg tænker mig, at Rifbjerg må have moret sig kosteligt, da han læse bogen i 2013.

 

Kan man læse bogen uden at kende Knud Holsts forfatterskab?

Ja, vil jeg hævde. Det kommer sig af romanformen, som fanger læseren ind. I dag er Knud Holst gået totalt i glemmebogen. Det er kun læseheste, nej, om igen, det er kun gamle læseheste, der kender Knud Holst, fordi de har læst ham. Engang.

 

Jeg opholdt mig et lille års tid på Vrå Højskole, hvor jeg brugte et efterår og forår på at reparere på mine forsømmelser i gymnasiet. Vrå ligger 10-15 km øst for Løkken. Der var forfatteraften med Knud Holst på højskolen, han var stiligt klædt i habit og slips, og der var noget tilknappet over hans person, - ikke let at komme i snak med. Men jeg husker hans lyrik, og husker besøg i Løkken. Men det er en anden historie.

 

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en mesterlig bog, den bedste, hun har skrevet til dato. Det skal blive spændende, om hendes formidable roman kan vække en ny interesse for at læse Knud Holst.

 

Men vi skal have bogens slutning med. Knud Holst ligger for døden på Aalborg sygehus. Han er gået helt i hundene, har sjoflet enhver kontakt med sine tre døtre, som han ikke har ønsket at se i årevis. Og så er det, at begrebet roman kommer til sin ret. Hvad skal der ske nu? Jo, da. Knud Holts døtre og forældre samles ved dødslejet, og vi giver ordet til Holsts mor, Hjerdis, i sekunderne efter hans død:

 

”Haj kommer da i himlen? Op til Jesus? Gjør han intj?”

 

 

 

Jeg læste de sidste linjer med blanke øjne. Åh, ja. Det bløde vendelbo-mål. Det er noget romaner kan. Skrive virkelighed frem. I hvert fald med en forfatter som Hanne-Vibeke Holst, der har stået i lære hos sig selv – og er blevet en mester!

 

Max Suhr Olesen. Hanne-Vibeke Holst. Knud, den store.

Tom Buk-Swienty. Kaptajn Dinesen. Ild og Blod.

Tom Buk-Swienty: ”Kaptajn Dinesen, ILD OG BLOD”.

Jeg har læst Karen Blixen hele mit voksne liv. Jeg har læst hendes forfatterskab flere gange, men er aldrig blevet færdig med det, selvom jeg ind i mellem har holdt lange pauser. Meget lange pauser, for man kan godt få nok af Blixen og hendes velkendte selviscenesættelse, hvor hun i egen bevidsthed synes at have pustet sig op til guddommelig status. Så er kvalmepunktet nået, og tiden er moden til afvænning.

Der var i særlig grad skub i mine Blixen-studier, medens jeg underviste på Letlands Kultur-Akademi. Karen Blixen er en uomgængelighed i dansk litteraturhistorie. Hun blev som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard kendt i verden uden for Danmark. Det var relevant at beskæftige sig med hendes skønlitterære værker, ligesom det var oplagt at beskæftige sig med hendes personalhistorie, især fra tiden i Kenya. Der er udgivet 4 bind breve fra Blixens hånd, i alt et par tusinde sider. Alene brevene fra Afrika fylder to bind, og især brevene appellerede til mange studerende, for Karen Blixen er en mesterlig brevskriver.

 

I brevene fra Afrika får man et grundigt indblik i Karen Blixens slægtninge på mødrene side. Hendes breve til især moderen og moster Bess lyser både af omsorgsfuld kærlighed, men også af bitter kritik af den måde de stærke kvinder hæmmede Blixens selvstændige udvikling, når hun selv skulle sige det. Og det skulle hun, og hun sagde det til dem. Karen Blixen følte sig mere som en af sin fars slags, bedyrede hun. Hun følte sig som en fremmed fugl i sin mors slægt, som ifølge Blixen ville skære hende til, så hun passede ind i borgerskabets forestillinger om, hvordan en pige – en kvinde – skulle være. Faderen derimod!

 

Faderen derimod, Wilhelm Dinesen, kom hun ikke til at kende som voksen, for han begik selvmord, da Blixen kun var ni år gammel.

 

Man mærker flere steder i Blixens forfatterskab, at hun søger at spore sig ind på, hvorledes faderens karakter egentlig var. William Dinesen var selv forfatter, og Blixen har gennem hans forfatterskab fået værdifulde oplysninger om ham.

 

I Riga-årene var jeg selv blevet temmelig nysgerrig efter at stifte nærmere bekendtskab med William Dinesen, men på det tidspunkt havde jeg ikke adgang til danske biblioteker. Efter tilbagekomsten til Danmark var jeg så heldig at kunne erhverve de fleste af Dinesens udgivelser for en slik. Nogle af værkerne udgav han i sit eget navn, andre under pseudonymet ’Boganis’.

 

På det seneste har journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty sat sig for at tegne et grundigt portræt af William Dinesen. Tom Buk-Swienty er i forvejen kendt som en formidler af historisk/personalhistorisk viden. Han har udgivet to bøger om den dansk-tyske krig i 1864, ’Slagtebænk Dybbøl’ og ’Dommedag Als’. Buk-Swienty er overordentlig grundig med sine kildestudier og begge bøgerne om 184-krigene har fået en stor læserskare i Danmark.

 

De grundige kildestudier går igen i Buk-Swientys ’Kaptajn Dinesen, Ild og Blod’. Bogen er første bind af to om William Dinesens liv. Andet bind er endnu ikke udkommet.

 

I ’Ild og Blod’ får læseren indblik i Dinesens barndom og opvækst på godset Katholm på Djursland. Som næstældste søn kan Dinesen ikke arve godset, og han uddanner sig derfor efter tidens skik og brug som officer. Dinesen deltager i 1864-krigen som sekondløjtnant. Senere deltager han på fransk side i den tysk-franske krig i 1871 og bliver også et øjenvidne under urolighederne i Pariserkommunen 1873.

 

Som nævnt er ’Ild og Blod’ baseret på Dinesens egne udgivelser og andre kildeskrifter, såsom dagbøger og breve.

Skulle jeg af tidsmæssige grunde vælge mellem William Dinesens egne bøger og Tom Buk-Swientys bog, ville jeg ubetinget vælge Buk-Swientys bog.

Buk-Swienty følger Dinesens egne optegnelser, men sætter Dinesens beretning ind i den store sammenhæng. Jeg mener: Hvem har lige styr på detaljerne i den tysk-franske krig? Og optøjerne under Pariserkommunen? Nej, vel?

Buk-Swienty skriver godt. Han er en formidabel formidler. Vi har ikke så mange af den slags i Danmark. Jeg kan udover Buk-Swienty kun komme i tanke om Peter Tudvad, som har nået ud til en stor læserskare med sine skrifter om bl.a. Søren Kierkegaard.

 

Køb Buk-Swientys bog om Dinesen. Læs den og kom på sporet af, hvem Blixens far egentlig var!

Max Suhr Olesen. Tom Buk-Swienty. Kaptajn Dinesen. Ild og Blod.

Tom Buk-Swienty. Kaptajn Dinesen. Til Døden Os Skiller.

Kaptajn Dinesen. Til Døden Os Skiller. Tom Buk-Swienty.

 

Wilhelm Dinesen. Sådan hed Karen Blixens far. I de år, hvor jeg i særlig grad beskæftigede mig med Karen Blixen, fik jeg lyst til at stille skarpt på Dinesen. Det var der to grunde til.

For det første opfattede Karen Blixen sig i åndelig forstand som mere beslægtet med sin fars side af familien end med den mødrene side. Det skrev Karen B. med en vis bitterhed i et brev til moderen under Blixens langvarige ophold i Kenya. Det førte for mig naturligt til et ønske om at skaffe mig nærmere viden om, hvordan det forholdt sig med Dinesen og hans familie. Det var det ene spørgsmål.

 

Det andet spørgsmål drejede sig om Dinesens selvmord i 1895, hvor Karen Blixen var 10 år gammel. Både Karen og hendes bror, Thomas Dinesen, var naturligt nok interesserede i, hvad der mon var årsagen til faderens selmord. Var det muligt i dag, så mange år senere, at komme til en forståelse af, hvorfor en mand med så mange talenter, en mand, som nød stor succes i offentligheden, en tilsyneladende lykkelig familiefar greb til at tage sit eget liv?

 

Det første spørgsmål om det tiltrækkende ved Dinesen og hans families livsførelse kunne delvist besvares ved at læse Wilhelm Dinesens egne publikationer, herunder bl.a. jagtbrevene, som han udgav under pseudonymet Bogdanis, men også offentliggørelsen af skriftet ’Fra et Ophold i de forenede Stater’. Dinesens egne publikationer skærper appetitten, men han krænger forståeligt nok ikke sin sjæl ud for publikum.

Her kommer Tom Buk-Swienty ind i billedet. I det første bind om Dinesen, ’Ild og Blod’, giver Buk-Swienty et signalement af godsejerfamilien Dinesens liv på godset Katholm. Familien Dinesen er ikke selv en del af adelen, men det er lige før, for Wilhelm Dinesens mor er søster til grevinden af Frijsenborg, og så kunne det ikke blive meget finere i Danmark på det tidspunkt. Blixens far færdes hjemmevant på Frijsenborg, og sammen med sin fætter, den unge grev Mogens Frijs, får Dinesen adgang til alle adelige kredse i Danmark (og Sverige). Jeg vil ikke udpensle det nærmere, men enhver, der har beskæftiget sig med Blixen, ved, at hun var næsten – ja, undskyld mig – patalogisk tiltrukket af adelen, som hun giftede sig ind i med sit ægteskab med Bror Blixen. Jeg har kommenteret Buk-Swientys første bog. Ild og Vand’, på min hjemmeside. Kommentaren står under Litteratur II på suhrsuhr.dk.

 

I det sidste bind om Wilhelm Dinesen, ’Kaptajn Dinesen. Til Døden Os Skiller’, følger vi Dinesens sidste godt 20 leveår, fra 1872 og frem til selvmordet i 1895.

Jeg har især været optaget af Dinesens ophold i Nordamerika, hvortil han rejste netop i 1872. Fra Dinesens egne bøger vidste jeg, at han havde opholdt sig dybt inde i skovene i staten Wisconsin, hvor han havde købt en hytte i et indianerterritorium, MEGET afsides i forhold til de hvides settlements. Det fremgår af Dinesens egen beskrivelse, at han havde en indianerkvinde i sin hytte. Punktum. Så får vi ikke mere at vide. Resten måtte vi gætte os til. Indtil Buk-Swientys bog. Swienty kan efter granskning af amerikansk kildemateriale kortlægge de nærmere omstændigheder. Jo, Dinesen lever på polsk med indianerkvinden. Ja. Dinesen får et barn med kvinden. Og ja, da Dinesen bliver kaldt hjem til moderens dødsleje i Danmark, forlader han sin skovhytte ’Frydenlund’ og indianerkvinden. Nej, ikke helt så enkelt. Dinesen SÆLGER hytten med inventar og gravid indianerkvinde til en af sine venner. Og så farvel.

Hvad du læser her, er selvfølgelig et ultrakort referat af et amerikaophold, som er særdeles interessant og detaljeret beskrevet i Swientys bog.

 

I den første tid i Nordamerika, altså før Dinesen tager ophold i hytten i skovene, slår han sig ned i staten Nebraska, i byen Columbus.

 

For mig var opholdet i Nebraska som en genopførelse af – nej, ikke en flygtning krydser sit spor – men af ’en læser krydser sit spor’, for jeg har i de sidste måneder dyrket et amerikansk forfatterskab af stor kvalitet, nemlig Willa Cathers forfatterskab. Willa Cather er af uforståelige grunde ikke oversat til dansk. Jeg har allerede skrevet om hendes roman ’O Pioneer’, men jeg har også læst henholdsvis ’The Song of the Lark’ og ’My Àntonia’. Willa Cathers romaner har afsæt i opvækst og liv på Prærien, The Plains, som amerikanerne siger. Jeg synes bedst om romanen ’My Àntonia’, hvis begyndelse handler om livet på landet i Nebraska netop i den periode, hvor Dinesen opholdt sig der. Jeg har læst Willa Cathers romaner på amerikansk-engelsk og havde gevaldige problemer med de specielle landbrugsudtryk, der havde med Nebraska at gøre, netop i 1870’erne. Min Kindle har en fremragende, indbygget dictionary, men hverken den eller andre dictionaries kunne give forklaring på disse specialudtryk. Men det kunne Buk-Swientys bog om Dinesen, for Swienty har resjt i Dinesens fodspor og har fundet fotografier af nogle mærkelige bosteder, som de første skandinaviske bosættere havde. De boede ikke i hytter, men gravede sig ind i skråninger, og etablerede en slags jordhytter, som hed noget helt specielt på amerikansk. Så det. Så blev det opklaret. Tak, Tom.

Og når jeg nu ER i gang med et gevaldigt sidespring, vil jeg nævne, at A. Herløv Petersen er i gang med at udgive noveller af upåagtede danske, kvindelige forfattere fra perioden 1870-1900. Pil Dahlerup har med sin fremragende bog ’ Gennembrudsnoveller af danske kvindelige forfattere 1870-1900’ begået et stykke dygtigt grundforskningsarbejde, som nu bliver fulgt op af Herløvs udgivelse (r). Men hvorfor kan vi så ikke få oversættelser af Willa Cathers betydelige forfatterskab?

 

Men tilbage til Swientys bog om Wilhelm Dinesen. Giver den et bud på årsager til Dinesens selvmord i 1895? Ja, det gør den faktisk. Swientys overordnede forståelse er, at Dinesen med den særlige baggrund, han havde, var en mand, der ikke følte sig - eller kunne føle sig - hjemme i sin tid. Han gjorde alt for at realisere sine muligheder som militær, men var, som det skule vise sig, for følsom – og i virkeligheden for umandig – til at negligere krigens rædsler. Det er den ene ting.

Den anden er, at Dinesen ifølge Swienty var far til et uægte barn, som Dinesen fik med en tjenestepige, som var ansat i noget fjerne familie. Det er elementært så spændende, at jeg ikke her vil afsløre den arkivbedrift, som Swienty her har begået. Dinesen skulle have følt sin anseelse så grundigt truet af denne ’uægte barn’-teori, at han ikke så anden udvej end at tage sit liv. Om teorien holder, skal jeg ikke kunne sige. Men læs selv.

 

Afslutningsvis vil jeg rose Tom Buk-Swienty for arbejdet med dette andet bind om Wilhelm Dinesen. Her overgår han sig selv, selv når man tager hans øvrige udgivelser i betragtning. Han har ydet en enestående bedrift ved at fremdrage så meget nyt fra omfattende kildestudier. Swienty redegør omhyggeligt – kapitel for kapitel - for de kildestudier, der ligger til grund for hans tekst, i alt 22 siders gennemgang. Dertil kommer en meget omfattende oversigt over anvendt litteratur. Det kan vist ikke gøres meget bedre. Fortrinligt, excellent arbejde.

NB: 

Historien om Dinesens ’uægte’ barn, altså Karen Blixens halvsøster ser sådan ud i kort referat:

 

Else Ulla Elida Spange, som barnet hed, var fuldt vidende om, at hendes far var kaptajn Dinesen, og at hun havde tre søstre og to brødre på Rungstedlund. De vidste til gengæld intet om hendes eksistens.

 

Det var oplysninger fra en advokat Ole Brøns, der fik historien til at falde på plads. Ole Brøns fortæller til Swienty, at han i forbindelse med Elida Spanges testamente mødte hende i 1976 i hendes store lejlighed i Malmøgade i København. Hun var adopteret, og her i barndomshjemmet havde hun boet hele sit liv.

 

»Frøken Spange fortalte, at hun var datter af kaptajn Dinesen og dermed halvsøster til Karen Blixen, og jeg husker, at jeg med det samme tænkte Ja, selvfølgelig er hun Karen Blixens søster, det kan tydeligt ses. Det var ikke noget, jeg skulle bringe videre, og det har jeg heller ikke gjort før nu, hvor jeg bliver spurgt«, siger Ole Brøns, der i dag (2014) er 80 år og pensioneret.

 

Wilhelm Dinesens ’uægte’ datter blev født i dølgsmål 30. juni 1895 og var altså ti år yngre end sin berømte søster. Hun døde 8. juli 1982 – så ensom, at eventuelle pårørende måtte efterlyses. Ingen meldte sig.

 

Max Suhr Olesen. Tom Buk-Swienty. Kaptajn Dinesen. Til Døden Os Skiller.

Litteratur II

 

 

 

’At leve med Søren Kierkegaard’. Sørine Godfredsen.

Sådan hed et af de mange skrifter, der udkom i 2013 i anledning af 200-året for Kierkegaards fødsel. I bogen havde Sørine Godfredsen beskrevet, hvordan hun fik løst op for egne eksistentielle problemer ved at underkaste dem en undersøgelse ved hjælp af centrale Kierkegaard-begreber, forlød det. Anmeldelserne af bogen var positive, og for et par dage siden gik jeg spændt i gang med læsningen.

Godfredsen skriver allerede i sin indledning - og med rette - at tidens ulidelige løsen er at forstå sit liv i psykologiske termer. Hun skriver:

[]”hvis der er noget, vi i min generation har lært, så er det at tolke det indre i lyset af psykologiens teorier. Vi kan nærmest i søvne beskrive os selv som produkt af ophav og opvækst og på den måde konkludere, at meget i sidste ende grunder i alt det, man af omgivelserne er blevet udsat for. Man kan blive ganske ferm til at læse sig selv i populærterapeutisk forstand, og hvis man tilmed har brugt tid på ligefrem at gå i samtaleterapi og dér har lært at sætte sin personlige historieskrivning i system, har man efterhånden opnået stor indsigt i sine egne livsfaser. Men som tiden går, kan man komme til at føle sig lidt trist til mode ved at være reduceret til en slags maskine, der hele tiden kan kortlægges efter en række rationelle skabeloner”.

Formålet med Godfredsens bog er derfor at vise, at hvis man i stedet lytter til og lader sig bevæge af Kierkegaards stemme, kan man blive bekendt med en helt ny alvor i tilværelsen. Man kan ikke leve videre, som intet var hændt, mener Sørine Godfredsen.

 

Til Sørine Godfredsens eksistentielle problemer hører, at hun kan føle sig afmægtig af pludselig opstået, angstlignende tilstande, at hun ikke er genelsket af den mand, hun er forelsket i, og at hun i mange situationer føler sig meget anderledes end andre mennesker.

Så går Godfredsen i gang med Kierkegaard-læsningen.

Desværre – sådan ser det ud for mig – griber hun læsningen an på omtrent samme måde, som jeg selv greb til, når jeg som ung følte mig sløj og slog op i det lægeleksikon, jeg havde arvet fra min afledte farmor. Ved at blade på må og få, fik jeg indseende med symptomer, der, viste det sig, allesammen passede på mig med en hel del forskellige sygdomme, hvoraf de ’bedste’ desværre viste sig at kunne føre til snarlig død.

Sygdommen til Døden, ikke sandt? Sygdommen til døden er fortvivlelsen, og er det ikke lige præcis det, Godfredsen lider af. Når hun tænker det hele igennem? Og hvad vil det sige at elske? Og er hun ikke selv som en Regine Olsen, som heller ikke kunne få sin elskede? Og som med Kierkegaards hjælp må finde frem til kærlighedens sande natur, eksistentielt forstået?

 

Jeg påstår ikke, at Godfredsen ikke kan læse Kierkegaard. Det kan hun! Jeg påstår ej heller, at Godfredsen ikke kan ’læse’ sit eget liv. Det er jeg sikker på, at hun kan. Men beklageligvis får hun konstrueret en så tynd cocktail af hovedingredienserne, Kierkegaard og Godfredsen, at helhedsindtrykket bliver en gang overfladisk jask, hvor man som læser alligevel ikke for alvor får beskrevet Godfredsens eksistentielle problemstillinger, så man kan se dem for sig. Efter læsningen har man overhovedet ikke fået præsenteret, hvad det er med den mand, hun er forelsket i.

Derfor forekommer det temmelig søgt, når hun blander Kierkegaard ind i det på en psykologiserende måde. Var det ikke lige tidens psykologisering af alting, hun ville gøre op med?

Jeg havde ventet mig langt mere af Sørine Godfredsen.

Max Suhr Olesen