Opdateret september 2017

Hanne-Vibeke Holst. 'Knud, den store'.

 

Jeg har læst noget af det Hanne-Vibeke Holst skrev i 90’erne og ind i nullerne (TV-dramatik) og kunne aldrig blive tilfreds med hendes prosa. Jeg syntes og synes, at hun slap for nemt om ved det. Hun var populær hos mange læsere, men ikke hos mig, hvilket sidstnævnte jeg imidlertid – det havde jeg vænnet mig til – sædvanen tro tilskrev min egen surhed: vrissen, gammel mand. (Det er frontallappernes skyld alt sammen).

 Nu har Hanne Vibeke Holst skrevet en ny bog, som snart udkommer, hvilket får mig til at bringe en tidligere udgivelse i venlig erindring:

Jeg har haft hendes seneste bog, ’Knud, den store’ (2013), liggende i stakken af bøger, jeg skulle have læst, hvis jeg blev desperat af mangel på litteratur.

 

Jeg tøvede, for det er en murstenstyk roman på knap 600 sider. Roman, ja, og allerede her gik det galt for mig, inden jeg var kommet i gang. Jeg vidste fra dagspressen, at ’Knud, den store’ var en erindringsbog, en slags biografi over hendes far, Knud Holsts liv. Hvis det var en biografi, hvorfor så kalde det en roman? Allerede her blafrede frontallapperne ivrigt. (jeg har ymtet mig vredt over Herløv Petersens mastodont, Grænseløs, som han kalder en erindringsroman, en mærkelig kloning, som bare betyder, at han ikke kunne nænne at rydde ud i og springe over uinteressante dele af sine dagbogsnotater. Det samme gælder nordmanden, Knaus-knaus, med den endnu større mastodont, Min Kamp, hvor ingen detalje er for lille til at komme med).

 

Kommet således i stødet gik jeg i gang med Hanne-Vibekes 600 sider om far. Og da jeg var kommet godt og vel forbi fars barndom og ungdom, - det fylder immervæk omkring 200 sider – var jeg i den grad fanget ind, at jeg måtte læse hele romanen i et stræk, åndeløst, begejstret. Og ja, roman var det helt rigtige udtryk, den helt rigtig måde at gribe sagen an på.

 

Hanne-Vibeke må have haft oceaner af Knud Holsts breve, dagbogsnotater, hans udgivne skrifter, udkast osv. til rådighed. Dertil har hun kunnet lægge egne erindringer om Knud til, hun har kunnet tale med mange som har kendt Knud Holst.

 

Men. Er det nok? Nej, naturligvis ikke, For ligegyldigt, hvor skrivende man er, er det jo langt fra dækkende for, hvad der VIRKELIG hænder i et menneskes liv. Der er omfattende lakuner i ethvert menneskes liv, også når det gælder skrivende personer som Knud Holst. Og det er netop lakunerne, Hanne-Vibeke udfylder ved sin mageløse indlevelse i især barndom og ungdom, for det er denne roman-indlevelse, denne insisterende tolkning af årsagerne til, at det senere kom til så mange ulykker i Knud Holsts liv, og til de voldsomme konflikter i hans familie, for de elskede ham alle sammen, men kunne intet stille op med hans livslange usikkerhed og mindreværdsfølelse og den ødelæggende alkoholisme, han giver sig hen til.

 

På et tidspunkt, hvor Knud Holst er slået an som modernistisk lyriker, bliver han og fruen (krimiforfatter Kirsten Holst) inviteret til privatfest hos Klaus Rifbjerg sammen med andre litterære pinger, og Knud Holst, husmandssønnen med den indremissionske baggrund, er fuldstændig hylet ud af den, fordi han jo ikke ved, hvordan man spiser fint med kniv og gaffel. Det går bedre for Kirsten Holst, hun er fra et politimesterhjem, har sex appeal og charme. På et tidspunkt er der dans i Rifbjergs Frederiksberg-lejlighed, og Torben Brostrøm, er det vist, danser tæt med Kirsten og krammer hende på balderne. Holst drikker sig omtrent sanseløs af bare jalousi og mindreværdsfølelse, og pingerne kan ikke komme sig af overraskelse over, at nogen, en eller anden som Knud, virkelig kan finde ud af at skrive ’moderne’, helt derude i Løkken, hvor Holst-familien bor. Hele aftenen inklusive de nedladende bemærkninger er beskrevet dræbende, begavet ondskabsfuldt, og jeg tænker mig, at Rifbjerg må have moret sig kosteligt, da han læse bogen i 2013.

 

Kan man læse bogen uden at kende Knud Holsts forfatterskab?

Ja, vil jeg hævde. Det kommer sig af romanformen, som fanger læseren ind. I dag er Knud Holst gået totalt i glemmebogen. Det er kun læseheste, nej, om igen, det er kun gamle læseheste, der kender Knud Holst, fordi de har læst ham. Engang.

 

Jeg opholdt mig et lille års tid på Vrå Højskole, hvor jeg brugte et efterår og forår på at reparere på mine forsømmelser i gymnasiet. Vrå ligger 10-15 km øst for Løkken. Der var forfatteraften med Knud Holst på højskolen, han var stiligt klædt i habit og slips, og der var noget tilknappet over hans person, - ikke let at komme i snak med. Men jeg husker hans lyrik, og husker besøg i Løkken. Men det er en anden historie.

 

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en mesterlig bog, den bedste, hun har skrevet til dato. Det skal blive spændende, om hendes formidable roman kan vække en ny interesse for at læse Knud Holst.

 

Men vi skal have bogens slutning med. Knud Holst ligger for døden på Aalborg sygehus. Han er gået helt i hundene, har sjoflet enhver kontakt med sine tre døtre, som han ikke har ønsket at se i årevis. Og så er det, at begrebet roman kommer til sin ret. Hvad skal der ske nu? Jo, da. Knud Holts døtre og forældre samles ved dødslejet, og vi giver ordet til Holsts mor, Hjerdis, i sekunderne efter hans død:

 

”Haj kommer da i himlen? Op til Jesus? Gjør han intj?”

 

 

 

Jeg læste de sidste linjer med blanke øjne. Åh, ja. Det bløde vendelbo-mål. Det er noget romaner kan. Skrive virkelighed frem. I hvert fald med en forfatter som Hanne-Vibeke Holst, der har stået i lære hos sig selv – og er blevet en mester!

 

Max Suhr Olesen. Hanne-Vibeke Holst. Knud, den store.